Ovenstående udsagn er både overskrift og konklusion på forfatter Carsten Jensen’s kronik i dagens Information, hvor han går i clinch med tidens fokus på ytringsfrihed og landsforræderi. Kronikken er efter vores beskedne blog-forhold lang som en ond vinter, men så relevant læsning, at vi alligevel bringer den som første kommentar under dette indlæg.
25 tanker om “Fogh, gå af!”
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Utroligt at man fra en Carsten Jensen fornægtende Billy Budd skal høre hvad en anden person _bør_ have på sin blog. Det lugter jo umiskendeligt af smagsdommeri…
Hey Spanish Bombs, vi sviner ikke nogen, diskuterer måske lidt højrystet. Men Billy er vel en af vores, vi kan godt li’ ham:-)
Come on Boy’n’Girls
Hvorfor skal stakkels Billy Budd svines sådan, bare fordi han vover at lufte en lidt anden holdning end der er fremherskende på en ellers god og spændende side.
Der er sgu travlhed med grøftegravningen for tiden.
UGENS SANG
Anders sad på en knold og sang,
la-la-la-la-la-la-la-la-la-la,
får og bukke omkring ham sprang,
tra-la-la-la-la-la-la-la.
Snart den ting dog blev åbenbar –
la-la-la-la-la-la-la-la-la-la,
Tøger han er en kæmpenar!
tra-la-la-la-la-la-la-la.
Uffe Ellemann han er dum,
la-la-la-la-la-la-la-la-la-la,
nogen burde ha’ gjort ham stum,
tra-la-la-la-la-la-la-la.
Carsten Jensen er ik’ for klog,
la-la-la-la-la-la-la-la-la-la.
hvad ska’ vi med hans dumme bog?
tra-la-la-la-la-la-la-la.
De er lede og kede ved
la-la-la-la-la-la-la-la-la-la
JP’s tegning af Muhammed,
tra-la-la-la-la-la-la-la.
Og de kan heller ikke li’
la-la-la-la-la-la-la-la-la
Pia Kjærsgaard og hend’s parti
tra-la-la-la-la-la-la-la.
Helt i flint vores Anders for,
la-la-la-la-la-la-la-la-la.
Fårene står der endnu og glor
(hvis de da ikke har startet en underskriftsindsamling),
tra-la-la-la-la-la-la-la.
© Politiken.dk
Jeg tager Jens´ spydighed til efterretning. Den er der sikkert flere der mener var fortjent.
Næ – det er ikke fedt med en joke, som ingen ved var en joke. Men formuleringen var da ellers så tyk! Så det morer mig ikke spor.
Så jeg vil koncentrere mig om enmner, der vedrører musik (måske lidt fodbold) her på siden. Bare der dog var nogle flere indlæg omkring musik 😉
Pøj pøj med statskuppet.
Hvordan er det nu sangen “Billy Budd” lyder, Billy Budd? Er det ikke “everyone is laughing”????
Skolemester Budd, dejligt at høre du kan more dig! Du får folk op af stolene, fordi du først lægger stor afstand til et emne herinde, for derefter alligevel at blande dig i det med en tåbelighed, kun DU ved er en joke. Er dét virkelig så fandens sjovt…?
Bortset fra det har iben da ret, selvklart!
Husk nu at smile til hinanden… Gennem denne blog!
Rart at få jer lidt op af stolene.
Sætningen omkring statsministeren var faktisk ment som en joke. Men den var åbenbart for “skjult”.
Dog morer jeg mig over, at I er så meget fremme i skoene omkring denne bemærkning. Man skal jo kunne tage sin egen medicin, når man dabaterer – eller hvad ?
Men Carsten Jensen stod da ikke bagerst i køen, da der blev delt ud fra floskel skuffen!
Lad mig slutte mine indlæg vedrørende denne blok af med en af de største floskler fra fodboldverdenen.
“Det blev lige så svært (at komme igennem med mine argumenter), som jeg havde frygtet. De andre stod godt på banen og gjorde det vanskeligt at trænge igennem (eller opnå lydhørhed)” 🙂
This is Billy – signing off.
Jo, The Clash er “dem” fra Levi’s-reklamen. Mick Jones solgte egenrådigt sin sang “Should I Stay Or Should I Go” til Levi’s, noget der ikke ligefrem gjorde ham mere elsket af Strummer og Simonon. Det skete i 1992, 9 år efter Clash reelt var gået i opløsning…
“Og husk nu: Det er meget lettere at kritisere statsministeren, end at skulle tage “tunge beslutninger”. Faktisk meget meget lettere.”…….come on, jeg troede du var højt hævet over det frelst moraliserende, Hr. skolemester Budd:-)
“How Do You Sleep”, Billy Budd? Nu hvor jeg blander mig i debatten – jep, i min cirkel er en debat altid velkommen – på en overvejende musikalsk blog, er det vel på sin plads at lægge ud med et citat fra John Lennon.
Og til dig Billy Budd. Det er længe siden, jeg har set så mange politiske klicheer linet op på så kort plads! Ord som ”moraliserende”, ”småfrelst”, ”bedrevidende”, ”gammelklog”, ”politiske korrekte holdninger”. Ih, hvor det dog minder mig om en regering, der sammen med dets parlamentariske grundlag Dansk Folkeparti, opruster til både anskuelsesdebat og kulturkamp, og når de så får den, ja så benytter de netop ord som ovenstående i flæng om folk med andre meninger. Helt galt går det dog når problemstilling bliver for kompleks. Så kommer der fraser som ”det er bare fordi de ikke kan lide os” ect. på bordet.
Hvad er der egentlig galt med politisk korrekthed? For mig at se, når vi langt længere ved en lille smule pli og respekt overfor vore medmennesker. Betragt blot de partier der har afsværget sig den politiske korrekthed, til dels fordi partierne mener at have rod et udefinerbart sted i folkedybet og til dels fordi det giver medieopmærksomhed, hvad er det for et Danmark de beskriver? Ikke et Danmark, jeg kender til!
Til slut. Befri mig for floskler som ”Det er meget lettere at kritisere statsministeren, end at skulle tage “tunge beslutninger”. Faktisk meget meget lettere.”
Tak for ordet!
Godt ord igen Smølle. Dér var jeg lidt for hurtig på “aftrækkeren”, men der har da sneget sig en enkelt eller to anprisning ind her og der 😉
Men jeg fortryder nu ikke indholdet i mine indlæg. Det er vel også OK med debat.
Og husk nu : Det er meget lettere at kritisere statsministeren, end at skulle tage “tunge beslutninger”. Faktisk meget meget lettere.
Nu vil jeg indsamle al den positive energi, som dagens 3 første kopper kaffe kan give mig og sætte det nye album med danske Pluto på inden jeg bevæger mig mod “kontorerne”.
Hvor er ANTI dog en dejlig tidløs og langtidsholdbar skive.
De meget omtalte The Clash – er det ikke dem fra Levi$ reklamen?
Nieren, for at være præcis. En skam, der ikke er en tast til at redigere 😉
Billy: Uhæmmet rygklapperi? Det du mener må være kommentarerne om Public Enemy her: http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/?p=243&cp=all#comments – det er jo ren snakken efter munden. Eller muligvis stikpillerne til Liverpool fra den blå side af byens fodboldverden.
Det kunne selvfølgelig også hænge sammen med at jeg tillod mig at svare sarkastisk igen på et noget tyndt funderet indlæg. Eller måske bare koden skal søges nederst i otteren…
Budd, hvis du kan finde ud af at tappe dén nedladende sarkasme, har du råstof nok til at blive mangemillionær – tillykke med det!
Hej Jens og medløbere 🙂
Ja selvfølgelig kan jeg da bare springe de indlæg over, som jeg ikke er interesseret i. Og det gør jeg da også. Men jeg vil fastholde, at din hjemmeside indholdsmæssigt bør have en overvægt af Unmack-musik-relateret stof. Og har den nu også det ? Periodisk ikke !
Nu vil jeg ikke tages til indtægt omkring politiske holdninger mht. Hr. Fogh Rasmussen. Mit indlæg giver ikke udtryk for min politiske holdning. Det synes jeg ikke er relevant. Dog føler jeg mig ikke specielt, som en kræmmersjæl.
Det er således helt OK med alternative indholdsområder, men skal det være så moraliserende og “små-frelst”. Ja undskyld mig, men sådan virker det undertiden på undertegnede. Det er lige før, at jeg får associationer til Thøger Seidenfaden. Og det er bestemt ikke ment som en komplement 😉
Men jeg må hellere tage mine nærtagende briller af og gå i tænkeboksen omkring et positivt indlæg. Nu har jeg lige vundet på DKs sejr over Israel. Det er sgu lige før, at der breder sig et smil på mine læber. Jeg må holde fast i denne sejr, selvom glæden jo i virkeligheden udspringer af en usund materialistisk tilfredsstillelse, der bliver opfyldt. Men jeg kan jo heller ikke leve af kildevand og politisk korrekte holdninger 🙂
Mon ikke jeg bliver “nærmest lykkelig”, når jeg har hørt de 3 numre, som der foreløbegt er sluppet løs på nettet fra “Ringleader of …”. Måske ikke helt, men det er tæt på 🙂
Jeg synes, det er lidt sjovt, at det er en Venstre Regering, der var ved magten, da Jens (fortjent) fik sit yderst fordelagtige 3-årige “legat”. Jeg ved godt, at det næppe er Brian Mikkelsen, der har stemt på Jens, men alligevel…. Men pengene er jo lige så gode!
Fyr dem endelig af på noget fed musik og lidt luksus til din familie. Jeg er trods alt meget interesseret i Jens anbefalinger vedrørende musik. Der har der gennem tiden været mange guldkorn. Specielt anbefalingen af Interpol og Libertines (for 100 år siden) har giver med såvel fede stunder foran stereoen og sublime koncerter (desværre kun med Interpol).
FORZA BIF
Ja ja Billy, det der er den typiske måde at argumentere på i dagens danmark. Ikke noget med at forholde sig til emnet, eller at komme med bare et eneste sagligt argument. Det er meget nemmere at gå efter manden.
Desuden så er jeg meget enig med Carsten Jensen, men problemet er at der ikke er noget alternativ til Fogh. Eller det vil sige der er et, men det tør jeg slet ikke tænke på kan blive statsminister.
Hey Billy Budd – har du en hård uge?!? Her lykkedes jeg ellers endelig med et indlæg, der ikke nævnte The Clash…
Well, hvis du forventer en almindelig bandhjemmeside her, forstår jeg godt du er lidt mopset. For dette er en weblog. Hvis man slår ordet weblog op på Wikipedia.org står der bl.a.:
– En weblog (eller blog) er en webside, eller en del af et website, som opdateres jævnligt med korte tekster (kaldet poster), som regel med den til enhver tid nyeste øverst. Indholdet kan variere fra det personligt dagbogsagtige til det politisk debatterende eller tematiske. En weblog er ofte knyttet til en person, men kan også deles af en større gruppe.
Og som skrevet. Denne blog er et forsøg på at komme lidt videre end de traditionelle bandhjemmesider, der i bedste fald – uden for udgivelsestravlhed – opdaterer hver 3. måned og alt for ofte er meget distancerede fra de musikere de repræsenterer.
Her på siden får du måske mere end du ønsker rent udvalgsmæssigt, men til gengæld er siden levende, med mange opdateringer om stort og småt. Din eneste opgave er selv at redigere i hvad herfra, du gider at bruge din tid på. Hvis du f.eks. ikke er til fodbold, jamen så spring da alle indlæg om Liverpool og bold over, og vent istedet på nye Jens U-musikrelaterede opdateringer. Dem er der trods alt stadigvæk mindst ligeså mange af her, som der ville være på en traditionel musikhjemmeside.
At her indimellem også er indlæg af mere alvorlig og samfundsrelevant karakter er vel kun naturligt, som verden ser ud. Hvis du personligt ikke orker den slags, behøver du ikke bruge din tid på dem. Du skal dog vide, vi ikke peger fingre, hvis du i de sager har en anderledes anskuelse end den fremlagte. Det her bør – vores egne synspunkter til trods – være et åbent forum, rent holdningsmæssigt!
Så sådan ligger landet, Billy Budd – håber du trods alt kan lide det. Og tak for forslagene til hvad vi bør skrive om! Dem får vi alt for få af.
PS – Og btw, man behøver ikke være marxist (eller venstreorienteret) for at synes Anders Fogh er kørt af sporet. Mange til højre for midten er mindst ligeså bekymrede over ham…
Billy Budd, det var dog et usædvanligt forstemmende indlæg du dér kommer med. En blog er vel en blog og så er det op til forfatterne at bestemme, hvad den skal handle om. At JU så som en af få i underholdningsbranchen tør give sin mening til kende er vel ikke så farligt endda. Og at bruge ordet “intellektuel” som et skældsord er også en tand for nemt efter min mening. Faktum er, at vi har en statsminister har gjort Danmark til en krigsførende nation og, ud over det, ført os ud i den værste udenrigpolitiske situation siden krigen. Rock eller ej, det er vi nogen som synes er ubehageligt.
Og i øvrigt synes jeg ikke retorikken er nær skarp nok. Taburetklæberriet i Danmark blev indført af Schlüter men nu må og skal vi da snart ku slippe af med den tradition. FOGH RESIGN!
Ja – ham Hr. Jensen er en meget klog (hvem sagde bedrevidende og gammelklog?) mand. Og han har sørme også hjertet på rette sted. Bare jeg dog var så klog som ham.
Jeg er desværre med beskeden begavelse og åbenbart med en elendig evne til at navigere på internettet, fordi jeg troede, at jeg havde logget mig ind på musikeren Jens Unmacks hjemmeside.
Jeg er nemlig stor fan hav såvel Love Shop som Jens Unmack. Men der sker meget ofte det, at jeg ryger ind på Liverpool fodboldklubs hjemmeside eller “jeg støtter de intellektuelles” debatforum. Ikke at fodbold ikke interesserer mig, eller at folk må hige efter “død-spændende” kronikker og lignende, men det er altså ikke det jeg søger på en musikers hjemmeside.
Nu er jeg måske helt galt afmarcheret. Men jeg synes rent faktisk, at det kunne være interessant, f.eks. at høre lidt om:
1) der arbejdes på noget nyt materiale ?
2) der noget nyt og spændende i “godteposen” til fans, der møder op i Store Vega?
3) hvorledes Jens bliver inspireret til at skrive nye sange / melodier ? Men det er måske bl.a. kronikker i Information ? Eller måske gamle marxistiske slagsange ?
Nu er det jo ikke fordi Billy Budd altid skal komme med indlæg af sarkastisk eller negativ karakter. Så jeg vil lægge hovedet i blød og forsøge at komme med et positivt indlæg. Det kan vel ikke være så svært at give Jens ret og rose alle hans holdninger og aktuelle anbefalinger? Jeg kan jo bare læse de forskellige indlæg, der er her på hjemmesiden.
Hvis der går langt tid førend et sådan indlæg dukker op, så vil jeg afslutningsvis give Smølle ret i alt ham/hendes uhæmmede rygklapperi (Ja tag den 😉 smølle). Det vil tippe balancen i mit indlæg tilbage til “overvejende positivt”.
Med håb om, at der også vil komme indlæg vedrørende musikeren Jens Unmacks musik.
BB.
Jeg har konstateret at indlæg nu kan blive markeret med gult og få status som værende “af længevarende interesse”. Denne status burde dette indlæg også have, omend interessen forhåbentlig kun burde strække sig til næste folketingsvalg. Vi ligger, som vi har redt. I de blindes land er den enøjede konge!
Har sendt det videre til alt hvad der kan gå og kravle. Det er jo kunst
Men forskellen på f.eks. Danmark og et land som Spanien, hvis regering blev væltet efter terrorangrebet i Madrid i 2004, er jo at Spanien havde en opposition med gennemslagskraft og et andet bud på tingenes tilstand.
Fogh, gå af!
– af Carsten Jensen, 1. marts 2006
Vi må gøre op med os selv, hvem de virkelige forrædere er. De, der kræver at få sandheden at vide, eller de, der inviterer os indenfor i selvbedragets og løgnens fællesskab
Med sin anklage i Berlingske Søndag mod forfattere, medier og dansk erhvervsliv for at have svigtet, fordi de antyder, at han burde have lagt afstand til Jyllands-Postens Muhammed-tegninger, afslører Danmarks statsminister, hvor trængt han er. Desperationen står skrevet med stort. Det allermest desperate er dog, at Anders Fogh Rasmussen gør en stillingtagen for eller imod ytringsfriheden identisk med en stillingtagen for eller imod sin egen person.
Denne tankegang er ikke ny hos statsministeren, hvis verdensbillede altid har været sort-hvidt. Da den fatale Irakkrig stod for døren, fik vi at vide, at hvis vi ikke gik ind for dansk deltagelse, var vi Saddam Husseins allierede. Da Ritt Bjerregaard nogle år senere antydede, at vores deltagelse i krigen havde bragt os i terrorgruppernes fokus, lod statsministeren meddele, at hun nu var en slags terroristsympatisør. Hvis der undervejs i de blodige år, som har kostet så mange irakiske liv, var nogen, der udtrykte ønske om en ny debat om vores engagement i en tabt krig, fik de at vide, at den, der tvivlede, gik fjendens ærinde. Det er Anders Fogh Rasmussens store indsats i sine foreløbig fem år ved magten, at han har udryddet det meste af den midte, der altid har været tyngdepunktet i dansk politik. De overlevende rester har han marginaliseret ud i betydningsløsheden. Besindighed er blevet latterliggjort. Ordet selvransagelse er forsvundet ud af det danske sprog. For selvransagelse kræver modet til at vende blikket bagud og se kritisk på egne handlinger. I stedet for selvransagelse har vi fået damage control, og her betjener statsministeren sig altid af den samme bekendelse til en historieløs fremtid. ‘Nu må vi se at komme videre!’ Anders Fogh Rasmussen har lukket alle de debatter, han er kommet i nærheden af. Vi har aldrig fået en debat om vores engagement i Irak eller løgnen om eksistensen af masseødelæggelsesvåben. Vi har aldrig fået en debat om velfærdsstatens fremtid. Vi har aldrig fået en debat om de liberale idealer, han har svigtet. Vi har aldrig fået en debat om regeringens tvangsægteskab med Dansk Folkeparti. Vi har aldrig fået en debat om menneskesynet bag udlændinge-politikken.
Edsaflæggelse
Sådan administrerer statsministeren ytringsfriheden: I princippet er den et umisteligt gode. I praksis er den noget lort. Hans yndlingssætning, ‘Der er ikke noget at komme efter’, er ikke et argument i en debat. Det er et punktum for al debat. I Anders Fogh Rasmussens regeringsperiode antager al offentlig meningsudveksling derfor mere og mere karakter af edsaflæggelse. Hvis du er muslim, skal du aflægge ed på, at du ikke er terrorist, for du er skyldig, indtil du selv har bevist det modsatte. Er du dansker, skal du sværge, at du går ind for bøllernes ytringsfrihed. Når du har gjort det, kan du gå. Du skal hylde ytringsfriheden, men helst ikke bruge den. Vi har talt meget om imamernes to tunger, når de kom med én udtalelse i arabiske medier og en anden i danske. Men når det kommer til antallet af tunger, kan Abu Laban slet ikke konkurrere med Anders Fogh Rasmussen. Til de internationale medier siger han, at han som privatmand aldrig ville have trykt Muhammed-tegningerne. Til dansk fjernsyn siger han i programmet Profilen, at de fleste danskere nok finder tegningerne uskyldige. Skal vi nære nogen tvivl om, at stemmefiskeren Anders Fogh Rasmussen her taler ikke kun på flertallets vegne, men også egne? Over for udenlandske medier finder privatpersonen Anders tegningerne krænkende. I danske medier finder statsminister Rasmussen dem uskyldige.
Anders Fogh Rasmussens begrundelse for ikke at ville kritisere Jyllands-Posten er, at han også er pressens mini-ster, og at en undsigelse af avisen derfor også ville være en undsigelse af ytringsfriheden. Men i interviewet i Berlingske Søndag, som foregår på statsministerens kontor og ikke i privaten, og som vi derfor må formode er en samtale ikke blot med statsmini-steren, men også med pressens minister, langer han ud efter medierne ‘over en bred kam’ og beskylder dem for ‘principløshed’. Dagbladet Politiken i særdeleshed giver ham ‘mindelser om april 1940’, hvor ‘man bare skal lægge sig ned’. Grundloven forbyder statsministeren at undsige Jyllands-Posten. Den samme grundlov forbyder ham ikke at undsige Politiken, som dog ellers også regnes for en avis. Med hvilken tunge taler han her: Den første, den anden eller en helt tredje? Forklaringen er selvfølgelig enkel. Statsministeren føler sig forfulgt af Politiken, der i en kampagne har afsløret hans massive manipulation med Folketinget og befolkningen under hele kriseforløbet. Meningsfællerne på Jyllands-Posten kan han ikke undsige, hverken med den første, den anden eller den tredje tunge, for så ville han undsige Dansk Folkeparti. Statsministeren har et sær-egent forhold til begreber som løgn og sandhed. Men tælle, det kan han, i hvert fald mandater.
Skizofren patriotisme
Hvis dansk indvandrerpolitik var en bog, så ville den som omslag have Jyllands-Postens karikaturer. For her udstilles sandheden usminket. Et opgør om værdierne, der tager forhånelsens form. Det ved vi alle sammen godt inden for landets grænser. Mange bifalder det. Andre føler ubehag, men er tavse. Nogle få siger fra. Men det er en hemmelighed, vi står sammen om. Vi må ikke sige sandheden uden for Danmarks grænser, for så bringer vi landets sikkerhed i fare. Vi opfordres til at udvikle en historisk ny og helt ejendommelig fædrelandskærlighed, som af bitter nødvendighed taler med to tunger: En skizofren patriotisme. Indadtil er vi dybt mistroiske over for landets etniske mindretal. Udadtil elsker og respekterer vi dem ligesom hustrumishandleren, der omsorgsfuldt vasker blodet af sin kones maltrakterede ansigt, når politiet står uden for døren, for så at genoptage gennembankningen, når ordensmagten beroliget er gået bort igen. Indtil i søndags var vi blot i krig med verden uden for os. Nu er vi også involveret i en krig med os selv, og pressens minister er i borgerkrig med pressen, skønt vi her i landet med få undtagelser har en presse så følgagtig over for regeringen, at man skal til mediemogulen Berlusconis Italien for at finde paralleller.
Statsministerens udspil vidner om desperation og magtfuldkommenhed på samme tid. Sådan reagerer en regeringsleder, der har vænnet sig til at være uden opposition. Det er ikke nok, at de kritiske røster er få. Der må slet ingen være. Selv tavshed udlægges som modstand. Det er ikke noget tilfælde, at statsministeren går i offensiven efter en uge, hvor dagbladet Politiken i en enegang, der er sørgeligt karakteristisk for dansk presse, dag for dag har afdækket hele det begivenhedsforløb, som førte til den katastrofale Muhammed-krise. Det er nu bevist, at statsministeren bevidst vildledte om indholdet i brevet fra de 11 ambassadører. De krævede ikke, sådan som han hævder, at han skulle tage retslige skridt mod Jyllands-Posten. Derfor var der heller ingen undskyldninger for ikke at have taget mødet med dem.
Den logiske konklusion
Lørdag skriver Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden en artikel på avisens forside, hvori han anklager statsminister Anders Fogh Rasmussen for manipulation med katastrofale konsekvenser. Men hans veldokumenterede anklage taber pusten en sætning før dens logiske konklusion. I et hvilket som helst andet vestligt, demokratisk land, hvor der forelå beviser mod landets statsminister for bevidst vildledning af såvel den lovgivende forsamling som befolkningen selv, ville der rejse sig ikke en, men mange røster, både i pressen og i oppositionen, som krævede, at landets overhoved gik af.
Anders Fogh Rasmussen har gjort ubodelig skade på Danmarks anseelse overalt i verden. Han har bragt danske liv i fare, ikke mindst soldaterne i Irak, som udelukkende er der på hans initiativ. I en verden af usikre balancer, hvor hele civilisationer konfronterer hinanden, har han gjort Danmark til en global sikkerhedsrisiko. Han har vildledt Folketinget. Og alligevel er der ikke en, der hæver stemmen for at fortælle ham, at han ikke er værdig til at beklæde sin stilling som landets overhoved. Måske deler vi virkelig alle sammen illusionen om, at et land under angreb må sætte sammenholdet højere end alt andet, også højere end sandheden om krisens virkelige årsager? Er det sådan, at ingen vil fremstå som forræder? Eller endnu værre: At ingen vil gøre sig latterlig som en Don Quijote i kamp mod vindmøllerne, for vi ved jo alle sammen, at hvis statsministeren blev tvunget til at gå af, kunne han blot udskrive valg og vende tilbage med et endnu større flertal.
Men har ikke også demokratiet en ære og en ånd, der kan krænkes, og er Anders Fogh Rasmussen ikke i denne sag den virkelige krænker af alt, hvad demokratiet Danmark står for? Vi må gøre op med os selv, hvem de virkelige forrædere er. De, der kræver at få sandheden at vide, eller de, der inviterer os indenfor i selvbedragets og løgnens fællesskab. Om jeg så skal være den første, den sidste og den eneste, der siger det, så siger jeg det alligevel: Anders Fogh Rasmussen, det er dig, der med din fatale kortsynethed, fejlanbragte konfrontationslyst og politi-ske amatørisme har ført Danmark ud i katastrofen. Det er dig, der har ansvaret for den største udenrigspolitiske krise i 60 år. Tiden er kommet, hvor du bør gå af.
© Carsten Jensen/ Information