I aften for 35 år siden spiller Manchester-udbryderne The Smiths i Brixton Academy i London, hvad siden skal vise sig at være bandets allersidste show. Setlisten (se herunder) er pakket med numre og sange, der i dag står skrevet højt oppe i lys på engelsk rockmusiks stjernehimmel. Som noget helt specielt fremføres ‘Some Girls Are Bigger Than Others’, det Johnny Marr-støbte afslutningskys på The Queen Is Dead (1986), for første og eneste gang nogensinde. Liveoptagelsen herover er således selvfølgelig fra Brixton Academy…
Det band han turnerede med fra 1991 og 13-14 år frem, var fantastiske live. Selv om de musikalsk ikke var på niveau med The Smiths, havde de en energi som man savner til hans koncerter i dag.
Jeg råbte i mange år på Alain Whytes tilbagekomst…..det skete så i 2021….men alt for sent og nu som guitarist for en bitter og utiltalende Morrissey…..
“Chumbawumba”. Så behøves der ikke flere ord for at beskrive bandets version.
Og helt enig. Morrissey har ikke været særligt kritisk i sit valg af bandmedlemmer, som mest af alt virker som en folk, der spiller lige nøjagtig den kopimusik, som de bliver betalt for at spille..
PS – Det sidste viser sig ved YouTube-eftersyn at være ret spot on. Morrissey’s fantastiske sangstemme kan ikke helt dække over det for daglejergrove spil fra hans karaokeband. Man går til opgaven, som er det et uptempo rocknummer fra Years of Refusal, der skal ned med nakken.
https://www.youtube.com/watch?v=GgE2ypMv7gU
Problemet kun at Morrissey’s band i de sidste 15 år har været af en så grov beskaffenhed, det slet ikke har evnet at løfte den mere raffinerede Johnny Marr-musik fra The Smiths. Allermest grelt i hukommelsen dén liveversion af ‘This Charming Man’, hvor guitarsignatur-riffet blev fundet for svært og istedet erstattet af grove barré-akkorder. Resultatet: ‘This Charming Man’ lød pludselig meget mere af Chumbawumba end af The Smiths. Glemmes bør heller ikke fjerlette ‘There Is A Light That Never Goes Out’, der trods sin velbevarede melodiske dejlighed blev reduceret til en godmodig men gangbesværet flodhest. Mindes ikke umiddelbart Moz-bandets eftertackling på ‘Some Girls…’, men er sikker på den har været yderst basic og med en lugt omkring sig af billig aftershave og for mange pints.
Jo den blev spillet den aften i Odense og dagen efter i KB-Hallen var den der også.
Wauw for en sætliste. Og sikken en sang at afslutte hovedsættet med. Den er helt sikkert i min top tre over The Smiths favoritter. Måske faktisk i top et – i hvert fald nogle dage.
Tager jeg ikke helt fejl så spillede Morrissey Some Girls.. da han var forbi Rytmeposten i 2009 med et ikke særligt overbevisende Years of Refusal..
Sikke en sang og sikke en setliste!
Saa Morrissey i Brixton i 2011 dagen efter London riots var startet i Tottenham aftenen foer – og foer Morrissey ikke blev til at holde ud. Af de fire Smiths numre den aften – I Want The One I Can’t Have, I Know it’s Over, Meat Is Murder og There Is A Light That Never Goes Out – var det kun sidstnaevnte der gik igen fra 1986.
Paa juleferie med de gamle i 1992 faldt jeg tilfaeldigt og heldigt over en koncert i London Astoria paa den anden side af floden i Soho. Setlisten den aften var koncentreret og ikke helt daarlig:
You’re the One for Me, Fatty
Certain People I Know
Glamorous Glue
Tomorrow
November Spawned a Monster (
The National Front Disco
Seasick, Yet Still Docked
Jack the Ripper
Alsatian Cousin
Sister I’m a Poet
The Loop
Such a Little Thing Makes Such a Big Difference
I Know It’s Gonna Happen Someday
You’re Gonna Need Someone on Your Side
We’ll Let You Know
He Knows I’d Love to See Him
We Hate It When Our Friends Become Successful
The Last of the Famous International Playboys