GBV igen

For mig er Guided By Voices kvintessensen af amerikansk “alternativ rock” fra 1990’ernem og jeg har da også skrevet om dem ved en tidligere lejlighed i denne blog.

Eneste faste medlem var Robert Pollard, der skrev hovedparten af deres sange. Det absolutte højdepunkt blev efter de flestes mening nået i 1994 med Bee Thousand, hvor minutlange numre, fraværet af produktion, tyk båndsus, pseudo-Liverpool-accent og særdeles fabulerende tekster blev kombineret med mere end almindeligt gode melodier. Ikke ét svagt nummer i syne.

Også efterfølgeren Alien Lanes er værd at lytte til. Bagefter, da den anden nogenlunde faste sangskriver, Tobin Sprout, forlod bandet, gik det langsomt ned ad bakke, og især Do The Collapse lever desværre op til sit navn.

Men netop nu, hvor jeg genhører indholdet af deres bokssæt Box med de fire første albums og udtag fra Bee Thousand, bliver jeg mindet om hvor gode GBV egentlig var.

I år har Robert Pollard lavet (endnu) et soloalbum, og her er gæsten selveste Tommy Keene, kendt (?) fra sin solokarriere og fra en tjans som guitarist i Paul Westerbergs live-ensemble. Fordums højder bliver ikke nået, men mindre burde også kunne gøre det.

2 tanker om “GBV igen”

  1. GbV og Pollard kastede numre af sig, og i perioden 94-96 (Bee Thousand, Alien Lanes & Under the Bueshes Under the Stars) var der intet der kunne stoppe dem. Tre fremragende plader.

    Fremragende var også koncerten, jeg overværede med dem i Malmö for nogle år tilbage. 40 numre må de have nået på halvanden time, og Pollard må have kværnet en kasse bajer i samme periode. Men de var på, var de.

  2. Problemet med Guided By Voices – og det er et stort et – er at deres musik som oftest lyder mindst ligeså grå som ovenstående cover. But that’s just me being negative…

Skriv et svar