Hatfuld af ingenting, boxfuld af alting

6a00d8341ccc5153ef010534c952c3970b-800wi

Okay, et par ting nu:

Er Hatful Of Hollow, The Smiths‘ opsamlingsalbum af single-A- og B-sider samt diverse BBC-session-tracks, måske ikke det allermest tilfredsstillende tidlige Smiths-album overhovedet!? Fanger Manchester-bandet, lige som det springer ud, så meget bedre og mere charmerende end både den ujævne debut og Meat Is Murder, den for statiske opfølger. Hatful Of Hollow er det eneste Smiths-album, der blev forsøgt markedsført bare nogenlunde seriøst her i landet, dog forgæves. Og faktisk stod The Smiths i 1985 på blå Hatful Of Hollow-plakat til at skulle spille i Saga på Vesterbrogade en forsommeraften, men koncerten blev aflyst blot 24 timer før, angiveligt pga. sygdom hos bandets forsanger – det var så andet aflyste Smiths-show i DK på bare ét år…! Men tjek lige Hatful of Hollow, der klart demonstrerer, hvorfor The Smiths i dag regnes for en af de helt uomgængelige vindere i den topsvære kategori ‘klassiske britiske bands’!

Webmaster Pastor synes jeg skriver bekymrende meget om, hvad han synes er ‘retro’. Det udtryk betyder for mig noget helt, helt andet, som når nu f.eks. nye engelske White Lies på deres hitliste-debutalbum – den ligger faktisk #1! –  To Lose My Life lyder som Editors der lyder som Interpol der lyder som The Chameleons der lyder som Joy Division. Indimellem formår de også at ramme Duran Duran i omkvædsklang og nordirske Whipping Boy i et par hårdbitre vers henover marchstramme ottendedele. Nix, retro er ikke Joy Division, eller nogetsomhelst andet musik der holder, men snarere at kopiere en overordnet stil og lyd fra en forgangen periode. White Lies ser ud til at kunne blive kæmpestore, måske der en dag derude står fyldte stadions og venter på dem, men for al deres dødsromantiserende talent for catchy livslede i lækker designkølig millenium-produktion, er de en fattig afglans – yup, selv uden de håbløse teenage-tekster – af noget, der findes så langt stærkere og mere levende bare lidt bagude, og her taler vi altså både Interpol og Joy Division.

Købte så noget langt mere regulært gammeldags forleden; To Be Free, den nye og meget fine karriereropsummerende 3CD/1DVD-box med uforligneligt vilde Nina Simone. En bekendt sagde engang, man for alvor er blevet voksen, når man har købt sit første boxset. Et boxset, altså en samling på mere end 2 CD’s om/med nogen/noget, kan fåes i alverdens afskygninger, men fælles for dem er, at de næsten altid står tilbageskuende over en periode der er forbi. Mit først indkøbte var med Roxy Music, men forærede det hurtigt til Hilmer, da jeg gerne ville forblive box-uskyldig lidt endnu. Siden har jeg ligeså givet den store Motown-‘Hitsville 1959-71’-box bort – det endda to gange – så hvad jeg nu har af boxset er følgende: ‘Tougher Than Tough – The Story of Jamaican Music’, ‘Echo & The Bunnymen – The Crystal Moon 1979-1999’, ‘Joy Division – Heart & Soul’, ‘New Order – RETRO’, ‘Elvis Presley – Artist Of The Century’, ‘Elvis Live In Las Vegas’, ‘Elvis Presley – That’s The Way It Is’, ‘Johnny Cash – Cash Unearthed’, ‘Johnny Cash – The Legend’, ‘Ebba Grön – Boxen’, ‘1-2-3-4 – Punk & New Wave 1976-1979’, ‘Bruce Springsteen – Tracks’, ‘Bruce Springsteen – Born To Run – 30’th Anniversary Edition’, ‘The Disco Box’, ‘Gasolin – The Black Box’, ‘The Smashing Pumpkins – The Aeroplane Flies High’, ‘The Clash On Broadway’, ‘The Clash – The Singles’, samt ‘The Clash – The Clash Restored’. Well, dén statusopgørelse gav ialfald følelse af migræneakut voksenhed. Lad til gengæld gerne høre hvad I har af anbefalelsesværdige boxset, tak.

Der kom DMA-nomineringer i går. Tillykke herfra til Henrik Hall, der står nomineret som ‘årets danske mandlige kunstner’ og derfor vel er inviteret til fest i Tivoli, hvor den igen i år ikke-TV-transmitterede prisuddeling afholdes – sidste år blev begivenhederne i det mindste sendt live ud i frimærkestørrelse på MySpace. Flot iøvrigt med hele seks nomineringer til debuterende Choir Of Young Believers, dermed – indtil på selve aftenen – et hestehoved foran både Tina Dico og Veto, og på højde med keglepigen Sys Bjerre. Hvilket nok bør være vores stikord til at få evakueret dette indlæg i en fart. Ingen panik nu – medbring kun Hatful of Hollow. Gå fattet mod nærmeste nødudgang. Børn, kvinder, Nina Simone og kaptajner først!

the-smiths-hatful-of-hollow-5768vb51ddglmgal_sl500_aa240_

14 tanker om “Hatfuld af ingenting, boxfuld af alting”

  1. Jeg kan ikke lige på stående fod komme på et opsamlingsalbum bedre end Hatful of Hollow, og How Soon Is Now? var vel en af The Smiths allerbedste singler. Det var dengang “opsamling” ikke var lig med “rip-off”.

    De første cd’er jeg anskaffede mig overhovedet tilbage i 1989 var David Sylvians Weatherbox, som jeg købte i Århus’ bedste pladeforretning noensinde City X (hvor for øvrigt en meget ung Mikael Simpson var ansat i en fjern fortid). Dagen efter blev jeg så nødt til at købe en cd-afspiller, så jeg kunne høre cd’erne.

  2. Udover disse

    GASOLIN “BLACK BOX”
    BRUCE SPRINGSTEEN “BORN TO RUN – ANIVERSARY EDITION”
    JOY DIVISION “HEART AND SOUL”
    NEW ORDER “RETRO”
    THE CLASH “SINGLES”

    har jeg også

    LEE “SCRATCH” PERRY – THE ARKOLOGY
    EN ROXY MUSIC BOX, DEN FRANSKE DJ LAURENT GARNIER´S EXCESS LUGGAGE, SAMT GOTAN PROJECT NYE BOXSET

  3. Mine box-sets:

    GASOLIN “BLACK BOX”
    BRUCE SPRINGSTEEN “BORN TO RUN – ANIVERSARY EDITION”
    BRUCE SPRINGSTEEN ” LIVE 75-85″
    AC/DC “BONFIRE”
    MORRISSEY “SINGLES 88-91”
    MORRISSEY “SINGLES 91-95”
    KENT “BOX 1991-2008”
    BLUR “THE 10 YEAR LIMITED EDITION ANNIVERSARY BOX SET”
    THE VELVET UNDERGROUND & NICO “PEEL SLOWLY AND SEE”
    TROJAN JAMAICAN HITS BOX SET
    JOY DIVISION “HEART AND SOUL”
    NEW ORDER “RETRO”
    BOB DYLAN “DYLAN”
    DAVID BOWIE “SOUND & VISION”
    LOW “A LIFETIME OF TEMPORARY RELIEF”
    SUFJAN STEVENS “CHRISTMAS”
    THE MAGNETIC FIELDS “69 LOVE SONGS – BOOK EDITION”
    THE CLASH “SINGLES”
    JOHNNY CASH “UNEARTHED”

    ….så hey! jeg er da vist midaldrende!

  4. Er det egentlig ikke lidt ærgerligt at http://www.henrikhall.dk ikke er opdateret med en så god nyhed som en DMA-nominering? (sagt af ham, der engang tog sig af at skrive den slags)

    Og når nu jeg alligevel er her: White Lies får næsten The Editors til at lyde originale. Buh.

  5. Poul Borums styrke var den samme som hans svaghed: Han var let at begejstre. På den måde fik han skamrost ligegyldigheder som f.eks. Twisted Sister men også åbnet folks øjne for grupper som Echo and the Bunnymen.

  6. Pastor, der er intet man hellere vil end høre nye bands der formår at henføre og begejstre, hvilket heldigvis også ofte sker.

    Men vi har stadig en bagage med, der ville være en skam at ignorere, blot for ikke at fremstå som fra en anden tid. Var det måske ikke netop den ‘sygdom’, der fik f.eks. den ungdomsdyrkende musikanmelder Poul Borum til at fremstå så komisk!? Manden skiftede identitet hver anden uge, i slavisk takt med enhver ny musiktrend ude fra verden, og blev derigennem historieløs.

  7. Det er ikke selve dette at opsøge værker fra fortiden, jeg henviser til. Som jeg selv skrev, må de fleste værker i sagens natur befinde sig i en fortid. Her, hvor jeg mener at kunne diagnosticere en nostalgi, er hvor fortiden tager over som referenceramme og mål for kvalitet.

    Jeg vil nødig endelig som en ynkelig midaldrende herre (midaldrende herrer er vi begge, men det er ikke vores skyld) der sidder og taler skidt om den støj, man i dag kalder musik, og længes efter dengang en sang var en sang og et instrument var en guitar. Den slags mennesker har jeg mødt for mange af gennem livet.

  8. Pastor, du har altså ikke ret. Nostalgi er ‘vemodig længsel efter den svundne tid’. Hvilket INTETSOMHELST har at gøre med et liv her og nu med enhver musik fra i går, der har kunnet stå distancen, uden at blive træt, støvet eller irrelevant.

    Skulle man tilsvarende være nostalgisk, hvis man hører klassisk musik, skrevet/indspillet før år 2000 – nej, vel…? Eller nostalgisk, fordi man læser en lyslevende bog af Johannes V. Jensen, Tom Kristensen, Henrik Pontoppidan?

  9. Mea culpa. Det rigtige ord er ikke retro, men nostalgi. Det er næsten en selvfølgelighed, at det meste af den musik, man holder af, befinder sig i en fortid. Balancen mellem at opsøge fortiden og leve i nuet er svær. Man skal ikke længere væk end til den britiske musikpresse for at se hvad der sker, når balancen er forrykket – Mojo og NME sidder på hver sin ende af vippen.

    Jeg har aldrig givet et bokssæt væk, men til gengæld skilte jeg mig i sin tid af med A Hatful Of Hollow. Det fortryder jeg faktisk. Morrissey og The Smiths har aldrig sagt mig det store, men jeg anerkender deres betydning og har faktisk nogle enkelte af deres (selv)optagelser.

    Nostalgi var engang en psykiatrisk diagnose som bl.a. blev givet til overlevende soldater fra den amerikanske borgerkrig. I dag ville man formodentlig have sagt, at de havde PTSD (Post-Traumatic Stress Disorder).

    Et godt japansk udtryk er mono no aware, der ikke har noget med lyden i højttalerne at gøre (se http://en.wikipedia.org/wiki/Mono_no_aware for en forklaring)

  10. Kan kun stille mig enig med Jens’ bedømmelse af “Hatful of Hollow”. Det album blev mit møde med The Smiths – et møde, der virkelig vendte op og ned på min verden. Jeg havde netop erhvervet Moz’s “Vauxhall and I” tilbage i 1994, og da jeg snakkede med min 5 år ældre fætter om Morrissey, stak han mig straks “Hatful of Hollow” og “The World Won’t Listen” i hænderne. De to skiver kom til at sidde i CD-afspilleren de næste mange måneder, og der gik lang tid, inden han fik dem igen. Og det var begyndelsen til min seriøse idoldyrkelse af Morrissey og The Smiths. De ramte lige ned i min gymnasie-weltschmertz men med en befriende humor, som jeg tilsyneladende var den eneste, der kunne se. Ah, the memories.
    Vil også lige her efterlyse en eller to billetter til Morrissey på Posten i Odense. Mine to billetter er forsvundet i posten (blev ikke sendt anbefalet, så der er intet at gøre) – hulk! Så please skriv til mig, hvis du vil sælge din billet – bjerrethomas@hotmail.com

  11. Ejer selv kun tre boksset, hvoraf kronjuvelen er Pumpkins-kassen “The Aeroplane Flies High” som jeg også på Jens’ liste. Der blev svedt meget med arbejde på tankstationen for at tjene penge til den, og svedt endnu mere over at kontakte pladeforretninger for at bestille den hjem i 1997. Det er helt utroligt at tænke på at materialet på den boks (ca nye 35 sange) OG dobbeltalbummet Mellancollie and the Infinite Sadness’ 28 sange alle er indspillet og skrevet (med undtagelse af covernumrene) i en periode på kun lidt ovre et år. Billy Corgan må have befundet sig i et arbejdsraseri af en anden verden i 1994/95.

    De to andre er “Join the Dots” med the Cure og “The Complete Columbia Recordings” med Simon og Garfunkel.

Skriv et svar