Jens tænkte forleden højt her på bloggen. Hvad ville der mon være sket med John Lennon, hvis han havde været i live i dag? Måske ville han have endt med at udsende hel- eller halvkedelig hyggerock med års mellemrum og turnere med Eric Clapton og Phil Collins, eller måske ville han have fået sin anden luft og leveret et sent mesterværk sammen med nogle af de musikere, der dukkede op i årtierne efter den decembernat i 1980. Måske ville han igen spille med The Beatles med års mellemrum – eller de fire fra Liverpool ville være enige om at lade legenden være i fred. Vi får det aldrig at vide. John Lennon er en af de musikere, jeg og mange andre savner allermest.

Nogle musikere bliver De Unge Døde — uforskyldt eller selvforskyldt. Mange andre musikere opnår at blive gamle. Og de har stadig lyst til at spille den musik, de skabte som unge.

Hvad kan vi forlange af dem, der overlever mange år i musikbranchen? Jeg vil ikke forlange af Paul McCartney eller David Bowie eller The Rolling Stones eller Leonard Cohen eller Patti Smith eller Neil Young eller Bob Dylan eller Bruce Springsteen at de kan levere nye mesterværker. De har alle hver især haft lange perioder, hvor de ikke har sat en fod forkert. Det eneste, jeg vil bede om, er at de nu i deres alderdom kan finde en slags syntese mellem deres egne bedrifter som unge og den alder,de har nu. Når dét sker, kan kunstner og publikum sammen se ungdomsværkerne ses i et nyt lys. Heller ikke Neil Young synes at det er bedre at brænde ud end at fade væk.

Jeg tænker stadig på to koncerter jeg var til i år. Den ene var med The Cure på Roskilde-festivalen, den anden var med Leonard Cohen i Aalborg. Nogle anmeldere var begejstrede for The Cures koncert; det var jeg ikke. Den unge desperation og dødsdrift der hersker i The Cures sange fra bandets storhedstid bliver underlig at genopleve, når man tænker på at en mand på Robert Smiths alder med stor sandsynlighed allerede har levet over halvdelen af sit liv. Bedre blev det ikke af at Smith & Co. hænger fast i en visuel fremtoning der engang ville have været hip, men nu virker som den eneste reelle desperation i deres udtryk.

Derimod var jeg helt gennemstrømmet af begejstring over Leonard Cohens koncert. Det hjalp selvfølgelig, at sensommeraftenen i sig selv var så smuk, men også Cohens rejse gennem eget bagkatalog fandt sted på et blandet brændstof af de første albums melankoli og den livsvisdom, manden har opnået og beskrevet sent i sin karriere. Så er det ikke slemt at blive gammel, tænkte jeg og mange andre dén aften i Mølleparken.

Be for real, som Cohen sang dén aften.