Hvis manden med den grønne Telecaster på dette udsøgte 1985-øjeblik med The Smiths kan se ind i fremtiden, vil han vide, der skal gå 33 lange år inden han i eget navn skal spille Danmark for første gang. Det er i aften det sker, når Store Vega – der lige nu melder ‘få billetter’ – lægger scene til Johnny Marr og hans band…
6 tanker om “Johnny Marr i København”
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Når det var godt var det helt fantastisk, når ikke var det virkelig, virkelig middelmådigt. Magien kom fra den smukke Fender Jaguar og hovedsageligt sangene fra tidligere. En af de nye lød fuldstændig som Simple Minds, en anden som The Cult, men to-tre fra det kommende album var heldigvis anderledes bæredygtige på Marr’s egne tonegyldne præmisser. Hans egne sangord står dog alt for ordinære (specielt op mod Morrissey’s helt anderledes personlige tekster i Smiths-sangene på setlisten), og Johnny Marr har den bare slet ikke som forsanger, så det var til stor hjælp Smiths-klassikerne også blev sunget helhjertet med på fra salen, nærmest som galdt det livet.
Så hvad står tilbage?! The presence of greatness. At se Johnny Marr stå der og ubesværet knuse hjerter med sine elegante, ubesværede guitarfigurer, var det hele værd og meget mere til.
Blev de hede guitar hero drømme indfriet?
hvad så jens og jer andre. leverede marren varen?
den der helt unikke guitarlyd er sgu pengene værd i sig selv, og den rammer stadig rent og i hjertet. jeg formåede ikke at lukke alt det andet ude – for fanden, the smiths er længe siden, og hvorfor skulle han ikke synge de sange, der for altid skal synges (bare ikke af ham)
så smid forventningerne om dengang og mød op til melodier, der bare holder. så bliver vi andre mavesure hjemme og vælger mellem matador og arsenal-dræberne fra munich mod editors…undskyld, jeg mener mod eintracht.
afventer spændt andres marr-bedømmelser
Tak, Wenger knows. Jeg er selv ret bekymret for om den minus-vokal tager en hovedrolle, den ikke kan bære. Kommer for at høre de berømte guitarguirlander, men hvis der kun ligger grå cue-sang ovenpå – og let’s face it, som forsanger er Marr slet ikke klædt på – kan man så få noget ud af det hele?!
guitar? i den grad ja tak
vokal? et marridt uden lige
så og hørte bandet for nyligt – det mindede mest om bryan adams, som jo også er begyndt at maltraktere the smiths-numre. pseudo potente nostalgi- rockforsøg med bulder og brag men uden charmerende mænd. og en sanger uden stemme. et kopiband blottet for materialefornemmelse – præcist som dem morrissey omgiver sig med nu.
alle er advaret – men går du udelukkende efter guitar så gå glad.
god guitar-aften til de opsøgende ønskes herfra