– So in America when the sun goes down and I sit on the old broken-down river pier watching the long, long skies over New Jersey and sense all that raw land that rolls in one unbelievable huge bulge over to the West Coast, and all that road going, all the people dreaming in the immensity of it, and in Iowa I know by now the children must be crying in the land where they let the children cry, and tonight the stars’ll be out, and don’t you know that God is Pooh Bear? the evening star must be drooping and shedding her sparkler dims on the prairie, which is just before the coming of complete night that blesses the earth, darkens all rivers, cups the peaks and folds the final shore in, and nobody, nobody knows what’s going to happen to anybody besides the forlorn rags of growing old, I think of Dean Moriarty, I even think of Old Dean Moriarty the father we never found, I think of Dean Moriarty.
Englene synger og denne widescreen-slutscene fra On The Road markerer i dag Jack Kerouac’s fødselsdag.
Fra Wikipedia:
Jeg vil hævde, at man ikke er gået glip af så meget, hvis man ikke kender ham.
Mht. On The Road er jeg ikke uenig i, at den appellerer mere til visse aldersgrupper og erfaringer end til andre. Jeg begyndte først at læse den i en temmelig sen alder, nemlig da jeg var tæt på fyrre. Og jeg gav op; jeg fik simpelthen alt for lidt ud af det.
Jens og Michelle og Vermouth, ingen her er vist uenige i, at vi har at gøre med en velskrivende forfatter. Måske er det blot en af de bøger, man kan møde for sent – som Dorian Gray eller Steppeulven (for mit vedkommende). (Eller Midt I En Jazztid for andres)
Måske kan man også rejse for meget til at kunne blive bidt af road-movies og på-vejen-bøger. Mange bøger har jeg læst undervejs i et tog, og der virkede det ærlig talt ikke så tillokende at læse om at rejse som om at søge på en helt anden måde. Som for eksempel Lykke-Per gør det. Eller Brødrene Karamazov.
Mht VH1-listen så er jeg lidt i vildrede med, hvilket segment de henvender sig til. Længere fra hinanden end Saybia og Springsteen kan man da vist ikke komme. Og hvem fanden er Bryan Rice?
1888, du har ret. Det er en regulær festkavalkade, VH1 har sammensat! Begrebet ‘søvn’ indgår i to af de nøje udvalgte sangtitler – det kan da ikke være tilfældigt…
Men ang. On The Road – Michelle og Vermouth har ret. Bogen skal nok tackles som ét langt rytmisk, bevægende digt, ikke som en traditionel lineær roman-fortælling.
Og som Michelle også antyder, er ovenfor citerede linier verdenslitteratur af allerfornemmeste slags, nej?!?
Off-topic, men VH1’s nye danske kanal for musikfans på alder med Jens 😉 går i luften på lørdag. Hvilken video skal åbne festen? Stem her:
http://www.vh1.dk/vh1/?StoryId=58201
Fantastisk udvalg Dan Rachlin har lavet her. Jeg stemte på A-ha…
Åhr, lad være!
On the Road er en fantastisk bog, der ganske rigtigt ikke handler om særlig meget, lige umiddelbart i al fald, men som rammer selve essensen af af ungdommens skrøbelige udødelighed med sin kaos-poesi. Min evige kærlighed til roadmovies opstod med On the Road, og det er endnu den bedste roadmovie. jeg har stiftet bekendtskab med. Hvis ikke I kan lide/læse romanen, så læs de 10-12 linier Jens har postet. Hvis ikke det er fantastisk litteratur, så ved jeg ikke. Restløshed!
Jeg har aldrig fået læst “On The Road”, men jeg læste “Dharma Bums” for en del år siden. Jeg kan ikke rigtigt huske noget af handlingen, måske fordi der ikke rigtigt var nogen… Men det var vist noget med, at Kerouac har et job, der går ud på at sidde i en hytte på en bjergtop og holde øje med, at der ikke udbryder brand i en eller anden nationalpark. Så sidder han der og laver ingenting og funderer over livet.
Kerouac var inspireret af zen-buddhisme i den særlige aftapning, der nåede USAs beatgeneration i form af munken D. T. Suzukis skrifter. Suzuki inspirerede også Dan Turell, og salig Turell var vel også det nærmeste vi herhjemme kommer en beatdigter – udover Peter Laugesen.
Turell er i mine øjne en fantastisk digter, og Suzukis bog, “Zen-buddhisme : en orientering” der både er kort og nemt tilgængelig(emnet taget i betragten) kan fås på folkebiblioteket.
Pastor, jeg kan finde mange smukke ting i gentagelsen. Og nogen egentlig gentagelse, er der ikke tale om, da romanfigurerne (Sal og Dean) har rykket sig en smule for hver gang, de påbegynder rejsen igen.
Jeg kan af gode grunde ikke svare på, hvornår du læste romanen første gang ,og hvor rodfæstet du var til det nordjyske på det tidspunkt, men hvis du ikke er blevet grebet af ‘On The Road’s forvirrende og rodløse narrativ, ja, så er du gået glip af det væsentlige i den bog.
Lad mig gentage mit referat af handlingen i On The Road:
1. Først kørte vi den ene vej.
2. Somme tider stoppede vi og mødte nogle mennesker.
3. Vi hørte også noget musik og gik med damer.
4. Vi drak og røg.
5. Vi havde også nogle småjobs.
6. Så kørte vi den anden vej.
7. Gå tilbage til 2.
Jeg er oprigtigt ked af, at jeg ikke er begejstret over Om The Road, for at jeg ved, at mange af de, der skriver godt, er begejstret for denne roman.
For mig er On The Road – ligesom fx A La Recherche Du Temps Perdu – en af de bøger, jeg måtte opgive undervejs. Ikke at Kerouac skriver dårligt, men jeg synes han ligesom Proust har for lidt at skrive om. Eller for meget af det samme måske snarere.
Af den amerikanske litteratur foretrækker jeg så klart F. Scott Fitzgerald og Flannery O’Connor. De kunne både skrive og fortælle – og digte.
Men til lykke til Kerouac. On The Road har inspireret mange.