På Centralbiblioteket i Viborg var det en af de plader man tilbage i midt-70’erne bare måtte tage med sig hjem. Om ikke for andet, så ialfald fordi det enkle, rå, sandpapirfarvede cover lovede andre og så mere spændende ting end langt de fleste andre albums dengang, der som oftest kom iklædt lunkne, hippie-progressive farver og grim, ussel grafik.
Siden har Live At Leeds fået næsten officiel klassikerstatus, som en af de allerbedste liveplader nogensinde. Den slags overvejelser fandtes ikke da jeg først hørte pladen på mit værelse. Da var det kun dens eksplosivitet jeg lagde mærke til. Blev dog ikke lukket indenfor i sangenes mange soloer, og kom derfor aldrig helt på bølgelænge med pladens bagmænd, The Who. Og dog alligevel, for deres udgave fra Leeds af Eddie Cochran’s “Summertime Blues” var noget af det vildeste jeg kunne finde. Og den slags var værd at sætte pris på!
Siden har jeg aldrig hørt Live At Leeds, lige indtil i går, efter at have læst nedenlinkede artikel om den fra engelske The Guardian. Fuck, tænk hvis vi her i landet også havde en avis, der skrev ligeså seriøst og begejstret om moderne musik…! Som det er nu begrænser vores egne dagblades musikdækning sig til et eventuelt promo-interview i forbindelse med en nyudgivelse, nogle sporadiske live- og pladeanmeldelser, og så den lille andedams-notits, som når en celebrityguitarist er faldet ned fra en palme, eller, som når et lokalt band har vundet sig en kontrakt i udlandet – woaw, hvor oplysende! Men simpelthen ikke godt nok.
Det er en helt anden snak. Tilbage til The Who og og the Leeds side-streets that you slip down. Overraskende stor oplevelse at genhøre pladen, der absolut ikke fremstår tammere med tiden. Og hvad der oprindeligt var et album med kun 6 sange er nu en broget samling på hele 14. Så jo, vi taler her højeste potens af CD-mediets velsignede revisionisme. For endelig er der blevet plads til de korte, direkte sange, som The Who især mestrede. Og som får de oprindeligt udsendte lange freestyle-numre sat i et for mig mere dramaturgisk forståeligt perspektiv.
At høre The Who-hjørnesten som “I Can´t Explain”, “Substitute”, “Tattoo” og “I’m A Boy” spillet lyslevende ud, med den specielt voldsomme, ekspressive lyd fra den svedige aften i studenter-cafeteriet, er langt mere værd end de næsten ingen penge, som Live At Leeds kan fåes til i dag. Det sagt af en mand, der altså indtil i går kun havde to singler – “Substitute” og “Pictures Of Lily” – med bandet. Men læs nu skrivet i den engelske avis og få selv lyst til at tage en tur i tidsmaskinen til Leeds, en kold februaraften i 1970.
http://arts.guardian.co.uk/features/story/0,,1798259,00.html
Okay, Bent – der blev udgivet mange gode plader i 1967, og rækkefølgen kan diskuteres:
1. The Velvet Underground & Nico (bananpladen)
2. Love – Forever Changes
3. The Doors – The Doors
4. The Beatles – Sgt. Pepper’s … (verdens mest undervurderede overvurderede album – A Day In The Life – er IMHO det bedste Beatles nummer)
5. Jimi Hendrix – Are You Experienced
Runners up: Beatles – Magical Mystery Tour, The Doors – Strange Days, Jimi Hendrix – Axis: Bold As Love (bands var produktive dengang)
Aakjaer – kan vi ikke bare starte her?
Jeg er fra 1973, så Top 5 1973 albums er:
1. Marvin Gaye – Let´s get it on
2. Bob Marley & the Wailers – Burnin´
3. Stevie Wonder – Innervisions
4. David Bowie – Aladdin sane
5. Bruce Springsteen – Greetings from Asbury Park
Det mest berømte album fra 73 er nok Dark side of the moon, men Pink Floyd har aldrig rigtigt sagt mig noget, så……….
Hvad med en “midtvejsevaluering af 2006’s bedste albums tråd”?
Jens, jeg har et forslag til en ny sjov og interessant tråd, som du kan oprette, hvis du har lyst: Vores personlige top 5 over de albums, der blev udgivet det år vi blev født 🙂
1. All Day And All Of The Night (- det første nummer med Kinks jeg hørte som 13-14 årig og jeg var solgt – der blev spillet en del luftguitar den sommer)
2. Till The End Of The Day
3. Victoria
4. Waterloo Sunset
5. Dead End Street
Men alle de nævnte numre er sublime!!!!
Min yndlings Kinks-cover: The Fall – Victoria
Min hade Kinks-cover: Van Halen – You Really Got Me
Top 5 Kinks
1. Waterloo Sunset
2. Dedicated Follower Of Fashion
3. Till The End Of The Day
4. David Watts
5. I´m Not Like Everybody Else
Pastor – vedr. The Clash og The Who, så så jeg et interview med Mick Jones og Paul Simonon, hvor sidstnævnte sagde om deres manifest ‘1977’: “”No Elvis, Beatles or the Rolling Stones”… you’ll notice how it doesn’t mention the Who or the Kinks!” 😉
Superforudsigelig Kinks-top fem:
1. ‘Waterloo Sunset’
2. ‘Sunny Afternoon’
3. ‘Dead End Street’
4. ‘David Watts’
5. ‘Autumn Almanac’
Alle proto-britpopnumrene – Face to Face og Something Else er og bliver de bedste to plader.
The Kinks top-5:
1. I’m Not Like Everybody Else
2. Waterloo Sunset
3. Till The End Of The Day
4. Afternoon Tea
5. There Is No Life Without Love
Big Star-versionen af TTEOTD giver ikke originalen alvorlig match.
Nu vi er ved mod-orkestrene skal Small Faces heller ikke glemmes – cool band!
Deluxe udgaven af My Generation er det eneste Who album der jævnligt havner i cd-afspilleren – de øvrige Who titler jeg ejer samler for det meste bare støv.
Af de helt store legendariske britiske rockbands er det Led Zeppelin jeg oftest vender tilbage til.
5 fantastiske Kinks sange:
Dead End Street
Till the End of the Day (har en svaghed for Big Star version)
Waterloo Sunset
See My Friends
Sunny Afternoon
Der er alt for mange gode Kinks-sange til en top 5. Jeg prøver alligevel:
1. Waterloo Sunset
2. You Really Got Me
3. David Watts
4. Well-Respected Man
5. Stop Your Sobbing
(Man bemærker sig hvordan henholdsvis The Pretenders og The Jam var med til at gøre disse numre til deres egne.)
The Who toppede omkring 1970. “You Better You Bet” på Face Dances og “Who Are You” på albummet af samme navn er gode Who-sange efter 1971. Men det var nu også svært at overgå Who’s Next.
Ved ikke om The Who er overvuderede. Lyt lige til “Substitute” – fan-tas-tisk single! Og come to my mind er ialfald “Can’t Explain”, “Tattoo”, “My Generation”, “Anyway, Anyhow, Anywhere”, “So Sad About Us”, “The Kids Are Alright”, “Heaven & Hell” alle store britpop-numre.
Men det er måske med The Who som med Rolling Stones; det ville have klædt deres eftermæle at gå i opløsning for mange, mange, mange år siden. Har Stones lavet en stor plade siden “Some Girls” i 1978, har jeg ialfald ikke hørt den. Ved ikke meget om The Who’s produktion efter 70-71, men det jeg kender til siger mig intet!
The Kinks er gode. Albummet Something Else er Park Life-1967, ren real life-snapshot-tur gennem England, til en musik der holder ligeså meget music hall som rocknroll. Iøvrigt skal nævnes omkring deres klassiske “Waterloo Sunset”, at den sang først hed “Liverpool Sunset”, efter Liverpool Street-togstationen i London. Desværre blev det ændret, da Ray Davies var bange for at L-ordet ville ødelægge sangens hit-potentiale…:-(
Men ok, hvad er de 5 bedste Kinks-sange?
“Og… Keith Moon døde efter at være ude at spise sammen med Poul og Linda”
Det var ikke en af Linda’s veggie færdigretter han døde af?
Synes faktisk at The Who er frygtelig overvurderede. Elsker Kinks.
Korrekt igen 🙂 Lejligheden var ejet af Harry “Everybody’s Talking” Nilsson, som blev så ked af den efter Mama Cass’ hjerteanfald, at han solgte den til Pete Townshend, og Moon døde af en overdosis medicin i den samme seng.
Men hvem var Poul?
Krebs? Halberg? Eller var det Kjøller?!? 😉
Og… Keith Moon døde efter at være ude at spise sammen med Poul og Linda.
Og forresten… “Helter Skelter” er The Beatles’ (nærmere bestemt Pouls) forsøg på at lyde som The Who. Se
http://www.geocities.com/SunsetStrip/Palms/6797/songs/helterskelter.html
“Mama” Cass døde i samme seng som Keith Moon. Der var dog ikke tale om nogen sex-skandale, da der var 4 år imellem de to dødsfald.
Et par sange som “Summertime Blues” og “Young Man Blues” fra Live At Leeds var ofte på grammofonen som det sidste, før jeg og vennerne forlod teenageværelset for at fortsætte festen i den nærmeste lejlighed, hvor forældrene ikke var hjemme. Nu er der gået år og dag siden jeg sidst har hørt dem. Mon jeg stadig har pladen stående?
Summertime Blues
Well I’m gonna raise a fuss
And I’m gonna raise a holler
About workin’ all summer
Just tryin’ to earn a dollar
Well, I went to my boss
Who governs me
He said, “No, dice, bud
You gotta work late”
Sometime I wonder
What I’m gonnna do
There ain’t no cure
For the summertime blues
Well, my mom and papa told me
Now you better earn some money
If one of you is gonna go
Ridin’ next Sunday
Well, I didn’t go to work
I told my boss I was sick
He said, “You can’t use the car
‘Cause you didn’t work a lick”
Sometime I wonder
What I’m gonnna do
There ain’t no cure
For the summertime blues
Gonna save two weeks
Gonna have a fine vacation
Gonna take my problem
To the United Nations
Well, I went to my congressman
He sent me back a note
It said, “I”d like to help you, hon
But you’re too young to vote”
Sometime I wonder
What I’m gonnna do
There ain’t no cure
For the summertime blues
Now there ain’t no cure
For the summertime blues
Now there ain’t no cure
For the summertime blues
(C)Eddie Cochran
Nu du siger det, Jens. I Can’t Explain lyder jo fuldstændig som et Kinks-nummer.
Hvad så, Pastor? Fik jeg dig endelig langt om længe? Svaret er rimelig spooky!
Apropos Ray Davies, så er netop “I Can´t Explain” The Who’s forsøg på at lyde som The Kinks. Townsend & co. skulle sikre sig en kontrakt hos den A&R-mand der havde signet The Kinks og skrev derfor et nummer der netop lød som dem, efter “All Day And All Of The Night”-formlen.
The Who var et fantastisk band – ikke mindst live – hvilket ligeldes blev dokumenteret i Rolling Stones’ (med gæster) koncertfilm Rock’n’roll Circus, som DR2 viste for ikke så længe siden. Keith Moon var vel den mest levende trommeslager i rockhistorien og Pete Townshend var opfinderen af en af alle tiders største rock-guitar-klichéer, nemlig møllesvinget.
Mens vi er i denne æra må vi lige huske at ønske Ray Davies fra lige så fantastiske the Kinks til lykke med fødselsdagen i dag.
Dagens quiz-spørgsmål:
Hvad har Keith Moon og Mama Cass (Elliot – fra The Mamas and Papas, der med deres California Dreaming nok har inspiret én her på siden til en hyldest til København) til fælles?
Herr Pastor? – nu ikke noget med at snyde på nettet 😉
Jeg er helt enig! Det er et fremragende album. Jeg tør ikke længere tage det kontroversielle “t**rock”-ord i min mund. Og mon ikke The Clash har lyttet lidt til I Can’t Explain?