I disse dage for 25 år siden udsendte The Stone Roses deres debutalbum, som først kickstartede Madchester-crazen, siden inspirerede til Britpop. En speciel og selvtillidsbugnende plade, hvis højder – bortset fra på ‘Fools Gold’-singlen – aldrig skulle nåes igen af bandet selv.
Er det ikke (med få spektakulære undtagelser) efterhånden ret sjældent, at man løber ind i dårlige og uengagerede koncertoplevelser? Er det det faldende pladesalg, der spiller ind?
Til gengæld havde de allerede inden album-debuten sat kursen mod popular beat combo-stratosfæren med singlerne Sally Cinnamon og Elephant Stone
På touren for debuten, da The Stone Roses kom forbi Alexandra i København, må have været maj 1990, var forventningerne naturligvis helt i top. Bandet kvitterede med en gennemgrim og rodet koncert. Ret vildt så dårlige de var. Ian Brown ramte heller ikke mange gode toner den aften.
Jeg knus-elsker stadig det album. Det er vel også nærmest umuligt at overgå den debut. Kan ikke rigtigt finde ud af, om jeg skal håbe på, at de udsender nyt…
Husker med let irritation, at jeg ventede 3-4 timer i Pakhuset bagved Østerport station, da koncerten på “second one tourneen” var forsinket. Efter sigende pga besøg på Pusher Street. Det virker meget sandsynligt, når man husker tilbage på bandets præstation.
Man kunne fristes til at tro, at Ian Brown ikke kan synge, men med mindre dokumentarfilmen fra sidste år er fake, så kan King Monkey rent faktisk synge nogenlunde rent.
Det demonstrerede han dog ikke rigtigt sidst i Lille Vega, men han spillede da Fools Gold 🙂 Og han er sgu cool.