Jeg stod på Dansk Sam Distributions lager på Vesterbrogade 107 i København, da fragtposten kom med nogle store vinylkasser fra leverandøren i Sverige. Den øverste af dem blev lukket op og jeg tog det første eksemplar af The Smiths’ debutplade i Danmark med hjem til Islands Brygge, hvor jeg hørte albummet uafbrudt resten af dagen og vistnok til ud på natten. Det er det musik kan, når fra øverste hylde, som altså her Morrissey, Marr, Rourke og Joyce. Albummet The Smiths udkom 20. februar 1984, i dag for 40 år siden. Med tiden bag sig står pladen ikke som den perfekte debutplade, dertil er sangenes kvalitet for ujævn og produktionen lidt for akavet, men talentet stråler uomtvisteligt og det var første gang man hørte, hvad dette nye band var i stand til over en længere række sange. Her afslutningsnummerets take på Manchester’s makabre The Moor Murders, hvor både Johnny Marr og Morrissey virkelig stråler, da de tager musikken, dens omdrejningspunkt og virkemidler hen et sted, man aldrig havde været før…