Blog, Rocknroll

Nogen der vil tage ham hjem?

12 kommentarer

Et enormt talent, som ingen kaotisk misbrugslivsstil eller noget vanskeligt sind kan holde tilbage. På den måde minder Ryan Adams ikke så lidt om Pete Doherty. Og ligeså fortabt sidstnævnte er i lyden af et forlængst borte England, ligeså helhjertet sværger Adams selv til en americana, hvis anker hænger ubehjælpeligt fast i halvfjerdserne. Ikke at de forelskelser gør noget, for når som bedst hæver begges output sig op over referencernes snærende bånd og opnår den tidsløse kvalitet som kendetegner sand klasse. Ovenfor er Ryan Adams i en sådanne topform på vel en af de mest ensomme sange The Replacements’ Paul Westerberg ikke har skrevet…

12 tanker om “Nogen der vil tage ham hjem?”

  2. Jeg vil lige tilslutte mig Ryan Adams hyldesten. Han er god, er han. God og produktiv, og måske lidt ukritisk angående egen produktion.

    Omvendt er det sgu også noget befriende over, at han bare udgiver så meget – og som Christian R skriver, så vokser nogle af de anonyme albums sidenhen. Cardinology og Easy Tiger, synes jeg f.eks. begge er undervurderede.

    Nogle herinde, der har læst hans bøger også?

  3. Pastoren: Det er frygteligt beskæmmende når man søger på The Fall og så popper fru Jones’ IKEA-musik frem. Nu mangler vi bare at Tina Dickow laver noget med reference til The Fall – så tror jeg lille DK får med Mark E. Smith at bestille…om ikke andet kan han da bestille endnu en pint.

  4. Jeg ved ikke rigtig med Norah Jones. Ryan Adams og Will Sheff (fra Okkervil River) har hjulpet hende, og hun dukker faktisk på på Jacksonvill City Nights. Så hun må da kunne noget mere end at se sød ud og synge ligesådan, når to så dygtige herrer kan lade sig overtale. Og hendes seneste album er opkaldt efter et britisk band, mange (men ikke jeg) sætter højt. Jeg synes desværre bare, hendes musik er noget sovs.

  5. … Cold Roses var for meget ‘The Dead’ i min bog og for lidt country/singer/songwriter … men det var nu ikke noget dårligt dobbelt album …Dance All Night er stadig et suverænt nummer …

    SH.

  8. Ryan Adams er også en af kongerne i min bog – Jeg så ham for første gang i Malmø i 2001 – alene på scenen med guitar og piano og et askebæger … det var enestående … jeg husker at han lagde ud med sangen “Dear Anne” som vist stadig ikke har set gadens lys på en officiel udgivelse … men kun kommet på den uofficielle ‘Stockholm Sessions'(http://www.youtube.com/watch?v=uHqVCortGS8) – hvilket er en gåde …

    Sheringham

  9. Tak for den! Jeg er stadig så album-baseret, at denne sangs placering på Ryans eneste forglemmelige album, Rock’n’Roll, gør at jeg næsten havde glemt, hvilken perle det er. Og måske også den sang, hvor han kommer tættest på hans store engelske forbillede, Morrissey. Smukt.

    Den må jeg hellere få mp3-ificeret, så den kan komme med til Merseyside i morgen – om vejrguderne tillader det… Gad vide om jeg får lukket et øje i nat.

  10. Det kommer altid bag på mig, hvor meget de RA-udgivelser, der i begyndelsen virker anonyme, vokser hos mig efter nogle gennemlytninger.

    Seneste eksempel på det er Cardinology fra 2008, som jeg først blev lidt skuffet over, men som endte med at blive rigtig meget lyttet her. Det er sange med stor holdbarhed og tidløshed.

    Koncerten i Falkoner i 2007 var også en stor oplevelse. Enkle virkemidler, men sangene kom helt ind under huden.

  12. Jeg vil gerne tage ham med hjem 🙂 Ryan Adams står som noget af det største i min (efterhånden store) musikverden. Han er det ene af to navne der har fået mig til at græde af lykke til en koncert (det andet er Love Shop). En mere sublim tekst og melodiforfatter skal man lede længe efter. Og jeg vil driste mig til at sige at har han et af de højeste bundniveauer for sangskrivning i hele verden. Selv hans dårlige sange er faktisk ok! Thumbs up for at bring Ryan på banen, Jens!

Skriv et svar