…skabte Gud ikke bare sin fuldbårne søn Elvis Aaron Presley, men også Shirley Bassey, Little Anthony, David Bowie, Lars Top-Galia og Pastoren – stort tillykke herfra først til sidstnævnte!

Efter Danmarks Kedeligste Orkester forleden maste sig ind på David Bowie og tog navnet til deres kommende turné fra hans tårnende Station To Station-plade, har titelnummeret derfra været i konstant rotation her. Et mere bevægende stykke moderne musik findes næppe.

Fra dets Kraftwerk-inspirerende togindledning, en lang og langsom opbyggelighed af nogenlunde de elementer Talking Heads siden skabte sig en glimrende karriere på, til det store karakter- og tempo-skift, bragende ind med livets fart, tambourin og betingelsesløs overgivelse; “the european canon is here!”

Efter denne kærlighedserklæring til moderne lyd med en anderledes kant, synes det kun logisk, at Bowie i 1976 transporterede sit coketraumatiserede USA-liv til en frisk genstart i Vestberlin. Her skulle han over de næste godt to år, alene og sammen med Iggy Pop, frembringe nogle af både tidens og alletiders vildeste rockplader; Low,”Heroes” og Lodger i eget navn, The Idiot og Lust For Life i Iggy Pop’s.

I Berlin i november tog jeg forbi indspilningsstedet for disse plader, Hansa Tonstudios i Köthener Straße, lige ved Potsdamer Platz. Nu Die Mauer er væk ligner stedet en hvilkensomhelst selvudslettende kontorgade, men i 1977 må der have været en helt anderledes ladet atmosfære omkring The Great Hall By The Wall, som Bowie kaldte studiet. Man kunne fra dets kontrolrum dengang se både Muren og et af dens bemandede vagttårne.

Hansa’s indspilninger foregik da i den såkaldte Meistersaal, en forfalden koncertsal fra før Første Verdenskrig, der siden – ialfald ifølge Iggy – blev brugt som nazi-ballroom, inden den blev ramt og beskadiget ved luftangreb. Meistersaal lå halvvejs i ruiner i mange år, også tildels mens Bowie og Iggy indspillede der, men er med genforeningen blevet restaureret til brug for dyre selskaber og klassiske koncerter. Så selve Hansa er derfor rykket til bygningens mindre glamourøse 4. sal, op og bort fra historiens vingesus.

Gik turen som Bowie ofte cyklede alene, fra studiet ned til sin hyrede 10-værelses lejlighed på Hauptstraße 155 i Schöneberg. Her boede han i sortmalede rum, en svimmel popstjerne i selvvalgt eksil, med Iggy som logerende. En intens periode med meget arbejde og ditto fest, ofte på Club Dschungel, Vestberlins 70’er-hipsterdisco, inde i Nürnberger Straße.

Lidt af et under, de kolde tyrkere Bowie og Mr. Pop kunne holde hoveder klare og dopingkort bare nogenlunde rene i den turbulens af indtryk og fristelser, natklublivet i den frie verdens Vestberlin må have budt på. Det kan kun være lyden af disse hektiske nætter, der pumper musikken på “Heroes”‘ afsluttende ‘The Secret Life Of Arabia’.

Bowie har fortalt om sin enorme rastløshed, da han kom ned fra coke-bjerget i USA og begyndte på en frisk i simple Schöneberg, først alene, så med Iggy Pop, siden med transvestit-natklubstjernen Romy Haag. Om når han lørdag formiddag tog sin sorte Mercedes til KaDeWe – Kaufhaus Des Westens – ved Ku’Damm, for at gå på storindkøb i varehusetes enorme delikatesseafdeling. Siden hjem, med bagagerummet fyldt op, til Hauptstraße igen, at lave mad og gøre rent efter Iggy.

Iggy Pop røg ud af huset, da Bowie tilsidst ikke kunne hans uorden mere. Fik sig en mindre lejlighed ikke et stenkast væk. Den mere tid alene tog Pop med ud i Vestberlins dagtimer. Kørte rundt i U-bahn, sober en ny oplevelse, ædru et nyt kick, og skrev indtryk ned i notesbog. Det er dem han synger i sangene på sit mesterværk, Lust For Life.

Og David Bowie? Han rejste videre. Først på tour som uforpligtiget keyboardmand i Iggy’s band, siden bort alene. “Sometimes I feel the need to move on” som Bowie senere selv sang det. Væk fra drømmen i Vestberlin, mod nye oplevelser. Men det var først i 1978.

I dag fylder også han år. Forleden kunne det læses i en kommentar her, at Bowie fik et hjerteanfald i 2004, og siden ikke har udsendt musik. Foruroligende nyt for os, der naivt troede manden udødelig. Så et stort tillykke også til David Bowie – long may he run!