Fredagen tilhører Thåström, der med Dom Som Skiner udsender sit første album i fire år og vel to måneder. Ventetiden har føltes lang, indimellem næsten uendelig, men nu er ni nye sange her endelig. Og hvordan lyder de? Som altid er Thåström helt sin egen, ingen løben efter tidens trends eller nogens forventninger. Hans ellers så fremragende band gennem de seneste mange år er usentimentalt fyret, der er ikke levende trommer, knapt nok skyggen af guitar på dette elektroniske album, hvis dunkende puls dog hjælpes på vej af noget så menneskeligt som klaver, kvindestemmer, akustisk guitar, samt et søgende horn på dette følgende nummer, der udspiller sig på Thåström’s strasse i berlinske Neukölln, og undervejs endda besynger Sandra og hendes ‘Maria Magdalena’. Ja, hvem havde set dét komme fra den kant?! Det sværeste ved dette nye album har faktisk været at glemme forrige så Thåström-ultimative Centralmassivet, og derigennem kunne åbne op for nye landvindinger. Men lytter man først efter, så er de der i righoldigt mål…