De spillede aldrig uden for Californien, The Avengers, der blev et af de største navne ovre på den fjerne amerikanske vestkysts punkscene. Kun en enkelt single (1977) og en 12″er-EP (1979) blev det til for bandet, der anført af unge Penelope Houston også opnåede at spille support til den allersidste Sex Pistols-koncert nogensinde, den i januar 1978 på Winterland i San Francisco. Her et af de tre numre på debutsingle-tornadoen ‘We Are The One’, der dengang – som den slags desværre ofte var – aldrig kom i nærheden af Europa. Så The Avengers forblev en velbevaret californisk hemmelighed. Ikke længere…
Vid ett middagsbord bland folk, i en tunnelbanevagn, då saknar jag dej…
Nu troede du nok her efter forleden, at være sluppet for mere Ulf Lundell. Men nej, så nådig er skæbnen ikke, for på hans iøvrigt noget ujævne Vinterland (2000) er der endnu en bevægende fortælling, som fortjener opmærksomhed. En sang hvor det ikke er Stockholm’s udstødte sjæle, men istedet Lundell’s eget forpinte hjerte, som ligger ham på sinde. På ‘Jag Saknar Dej’ sætter de musikalsk opbyggende vers scenen filmisk op som Lundell kan; et Stockholm i frost, hvor både løftes op af havnen før isen vil komme og skrue dem ned, hvor parkerne brænder som ild af kulden, hvor himlen over Västerbron står gasblå koldt. I det bidende Stockholm går Lundell hvileløst, sjælefrysende rundt og påmindes overalt om en kærlighed, der ikke længere er hans. Broerne op til sangens omkvæd falder skæbnesvangert dramatiske og slår en tone an som aldrig kan ringe lykkeligt ud. Og der kommer så hans direkte tale til den, der er et ukendt sted derude i byens labyrint og altså ikke længere med ham. Han ønsker nu, at de aldrig havde mødtes, for han er efter afskeden som død for livet, finder ingen glæde i noget, længes heller ikke længere efter at de igen skulle være sammen. Men savner dog i sit indre alligevel i en grad så intenst, at det hele synes ved at briste. Imens spiller musikken sig bag ham op til noget, der kun kunne være et raseri, hvis ikke den samtidig var så…øm. Det lyder kulørt, absolut, men i praksis er det forførende stærkt iscenesat. Hør selv…
Årets albumudgivelser (sådan da)
Der bliver desværre heller ikke nogen samtale om årets albumudgivelser i år. Jens skriver
Har kigget på Uncut og Mojo’s årslister. Jeg kan simpelthen ikke finde plader til en top-10 i år. Hvis du er heldigere stedt, kan du så ikke lave en større ting med dine favoritter fra i år?
Jeg er åbenbart heldigere stedt. Her er mine bud.
The Call Up
Unge mænd der indkaldes og marcherer ud i krig for uværgeligt at dø eller ‘blot’ blive lemlæstet på krop og sjæl, som var det det eneste de nogensinde blev født til, lyder det scenarie også bekendt i 2023? I 1980 er antikrigs-sangen ‘The Call Up’ første single fra Sandinista!. Den bliver ikke noget hit i The Clash’s hjemland England, men opnår til gengæld en anderledes succés i (krigsneutrale) Sverige, hvor singlen når ind på top-20-listen. Stadig i dag en bemærkelsesværdig sang, der ikke rigtigt lyder som noget andet, hverken i The Only Band That Matters’ store katalog eller i det hele taget. Musik kan.
Mod alteret i Maria…
Luciadagen i dag er en svensk tradition, som denne onsdag leder tanker hen på en sang, Ulf Lundell begik i 2000 på sit album Vinterland. I ‘Altaret på Maria’ beskriver Lundell to tabte skæbner på bunden af livet i Stockholm. Den ene en slidt tiggerkvinde ved indgangen til et Konsum-supermarked, den anden en forhutlet hjemløs mand, der prædiker sort for døve øren nede i T-banan. I omkvædet drejer Lundell vinklen og erkender, at ingen som ser dem vil kunne forestille sig, de begge engang var små børn, der strålende og med levende lys gik syngende i Luciaoptog mod alteret i Maria (en af de store kirker på Söder). I sangens klimaks mod slut har Lundell så – han kan ikke lade være med den slags moraler – et december-drømmesyn, hvor de to hjælpeløse livsofre løftes op af et mægtigt, varmt lys og svæver ind gennem himmerigets port. Det lyder kulørt, absolut, men i praksis er det forførende stærkt iscenesat af ham. Hør selv…
Tillykke, Sandinista!
Endnu en The Clash-mærkedag, ja, december har mindst fem af dem, at markere. Denne i dag er udgivelsesdatoen i 1980 for The Only Band That Matters’ tredobbelte album Sandinista!. Og tankerne vil atter gå, hvordan dette overflødighedshorn havde lydt som enkelt album, eller endda bare som dobbeltalbum. Dets 36 sange var dengang som nu nok det mest krævende musikpensum, vi her nogensinde er blevet givet. Og omme på side 5 og 6, på det tidspunkt da børnene til Joe Strummer’s gamle, violinspillende busker-ven Tymon Dogg begynder at synge ‘Career Opportunities’ med lyse stemmer, tænkte man allerede dengang, hvorfor der dog ikke var en voksen tilstede. Men det står selvfølgelig omvendt også som denne udgivelses charme, at den netop indeholder revl og krat fra nogle løse indspilningsuger i New York City, hvor der blev skudt på det hele og ramt en del. Her en af de sange der nok ville komme med uanset længden på Sandinista!, en stor spraglet sang, der med en næsten Shane MacGowansk lyrisk elegance kronologiserer England’s turbulente historie og fald op gennem det 20’ende århundrede…
PS – Skulle nogen undre sig over hvor coverbilledet til Sandinista! er fra, så er det taget af Pennie Smith (hende der også stod bag London Calling-coverfotoet af Paul Simonon) på Camley Street i Camden, Nordlondon, under broen med jernbanesporene fra St. Pancras…
Glæden og sorgen
Har aldrig oplevet en irsk begravelse før nu i fredags, da Shane MacGowan’s send-off fra Nenagh i Tipperary blev sendt live på Twitter. Og kun vant med blodfattige danske begravelser i protestantiske kirker, hvor en lokal sortklædt præste-djævel for ofte med ord og ceremoni prøver at kapre et afsluttet frit liv tilbage i den Herrens fold, det engang blev født ind i, var denne begivenhed en glædelig overraskelse. For ligeså meget som der var mærkbar sorg over Shane’s bortgang, ligeså meget blev hans liv fejret med taler, anekdoter, sang, latter, ja, endda personlige Shane-effekter, som på parade blev frembragt foran alteret i den stopfyldte kirke. Og de sange der blev delt, de blev givet med fuldt skrald og en befriende skamløs intensitet. Nej, ingen mådeholden protestantisk angst for at afsløre sig som levende mennesker af kød og blod i det hellige rum dér. Denne gråkolde søndag kan således nemt fortjene dette følgende klip at varme sig på. Tilsidst i Nenagh sluttes seancen af med en fullblown version af Shane og The Pogues’ mest berømte sang, der, som det åbenbart går på de kanter, ender med dans forrest i kirken. Et vitalt folk, de irere, også i dødens skygge…
Skønheden og sorgen
Et af de albums, jeg er glad for at have lyttet til i 2023, er Javelin af og med Sufjan Stevens. Han har været gennem en svær tid, men forunderligt er der ud af sorgen og helbredsproblemerne kommet et smukt album, der forener hans sarte folk-udtryk (som man kender fra bl.a. Carrie and Lowell fra 2017) og de mere storslåede og elektronisk prægede arrangementer, han også benytter sig af på nogle albums.
En stærk begravelsessanger
Shane stedes til hvile
And it’s just another bloody rainy day? Ikke helt, for Shane MacGowan begraves i dag ude i Nenagh, Tipperary. Johnny Depp og Nick Cave deltager, sidstnævnte rygtes tilmed at skulle synge til ceremonien i den forvarslede propfyldte kirke, der naturligvis – nu det er Shane – live-transmitteres til samtlige værtshuse i nærområdet. En der dog ikke kommer er U2’s Bono Vox. Denne overskrift fra The Independent fortæller mere om ham, hans karriere og band, end en bog på 600 sider ville kunne gøre det: ‘Bono set to miss MacGowan’s funeral due to Las Vegas show’. Men nu er det dog Shane, det bør handle om. Her en playback-optræden fra 1986 med The Pogues på fransk TV…
To the faraway towns…
Vi må jo til det. I morgen (torsdag) er datoen hvor The Clash i 1979 udsender singlen ‘London Calling’, et af de mest fuldkomne eksempler på den udtryksform der bærer navnet rock’n’roll. Singlen er ment som en forløber for dobbeltalbummet af samme navn, der skal udkomme en uge efter, måske derfor besluttes det fra CBS at indspille en promovideo. Så en kold, blæsende og regnfuld novemberaften samles The Clash nede ved Themsen og indspiller ude på en pram en playback-version af den nye sang, hvis tekst omkring sin personlige Strummer-fortælling bærer så dommedagsagtige billeder, den i dag fremstår nærmest profetisk for hvordan det hele senere skal gå med verden og sådan. Efter nogle gennemkørsler af ‘London Calling’ i regnen ude på prammen har det forfrosne band fået nok og forsvinder. Bandets ansatte orker heller ikke mere, så en hel del instrumenter og forstærkere ender efter sigende i floden. Her den færdige video…
Albummets sange er blevet til sidst på sommeren, hvor The Clash, der har brudt med manager/svengali Bernie Rhodes og derfor ikke længere kan være i Rehearsal Rehearsals oppe ved Camden Lock, har slået lejr i en klondyke-garage ved navn Vanilla Studio nede i Pimlico. Der opstår den nye musik under disciplineret eksersits, kun afbrudt af den daglige indbyrdes fodboldkamp på en tomt udenfor, samt pubbesøg, drinking brew for breakfast. Løse reference-demoer indspilles på et kassettebånd, der i mange år formodes tabt i tube’en af bandets hjælper Johnny Green. Men under en flytning i starten af dette årtusinde støder Mick Jones på en kopi af det bånd, hvor London Calling-numrene altså kan høres i skitseform. Her er titelsangen som intern demo. Jeg synes det er en stor version, meget mere mekanisk stiv i sit swing og med en anderledes dyb Strummer-vokal, der kan noget helt andet tilbageholdent ildevarslende end den, der udsendes først som single fire måneder senere, altså 7. december 1979…
We’ve a thirst like a gang of devils, we’re the boys from the county hell…
Oh, Shane! Når man de seneste dage hører den nu afdøde The Pogues-sanger tage sine bekymrende vokale slingreturve gennem f.eks. selv de bløde kurver som er melodien til storladne ‘Misty Morning, Albert Bridge’, kan man let tro, han aldrig som sanger hverken var skarpheden selv eller oppe på beatet. Men intet er vel mere forkert, for hør blot det nærmest piskesvirpende angreb her, fem år tidligere på en BBC-session, hvor han og The Pogues tager et race gennem skæbnetragedien ‘The Boys From The County Hell’. Hvad fem år kan gøre af forskel på timing, reaktionstid og vokal artikulering er tankevækkende…
Tilbage Til Viborg
Ny single ude fra LS’s BLUES EUROPA i dag. Hør den på streaming eller – vil du støtte din musik proaktivt – køb albummet på vinyl eller CD.
† Shane
Måske han levede alt for hårdt, måske det kostede ham det så specielle talent alt for tidligt, måske han skulle have doseret sig selv langt bedre. Men havde Shane MacGowan været det rationelt tænkende og kontrollerede menneske, det ville kræve at kunne vælge mere fornuftigt på sit helbreds vegne undervejs, så var der vel næppe kommet sange af så stor skønhed, længsel og den rullende fortabte film som er livet, ud af ham. Men Shane kunne ikke tæmmes, altid for fuld, vild og tabt i nuet, men dog alligevel i en række gyldne år i 80’erne i stand til at skrive forunderligt klarsynet, romantisk (!) og på et sansningens overskud som vel næsten ingen andre. Så det er en af de allerstørste irske sangskrivere og sangere, der er gået bort i Dublin i dag. Musikken er heldigvis blevet tilbage og vil ufortrødent leve videre.
Her et link til et yderst læseværdigt efterskrift om Shane i The Guardian.
Shane MacGowan er død
Endnu en skrøbelig, stor irsk sanger og sangskriver har forladt os her i 2023.
Jeg oplevede The Pogues i København i 1988, kort efter at de havde udsendt If I Should Fall From Grace With God. Resten af ensemblet (der næppe heller var helt ædru) holdt sammen på Shane MacGowan og på koncerten og sikrede en af de oplevelser, man husker. En del år senere så jeg Shane MacGowan med The Popes, men det var ikke helt det samme. Og nu er det så endegyldigt forbi – måske ikke overraskende for en mand, der på den ene side levede lidt for godt op til forestillingerne om den drikfældige irer, på den anden side skrev en lang række sange, der vil leve videre i bedste velgående.