Tender Prey, et af Nick Cave & The Bad Seeds’ allerstærkeste albums, blev udsendt 19 september 1988. Tjek tracklisten her bag på coveret – samt de dengang i Vestberlin bosiddende The Bad Seeds’ samtidige persongalleri – og fornem styrkens omfang. Lyder stadig fantastisk i dag.
Her til morgen fik jeg en overraskende mail fra 4AD Records om at The National i dag har udsendt et nyt album – deres andet i år. Og det hedder Laugh Track. Her er en sang derfra.
I aften opfører Echo and the Bunnymen – til lejligheden forstærket med The Royal Liverpool Philharmonic Orchestra – klassikeren Ocean Rain (1984) i London’s Royal Albert Hall. Her en koncertoptagelse fra første gang Bunnymen indtog samme mægtige hal i sommeren 1983. Ved den lejlighed var endnu ikke indspillede ‘The Killing Moon’ og ‘Silver’ fra Ocean Rain også på setlisten. Det glemmes ofte vidt og bredt hvor lynende stærke Echo and the Bunnymen var i de år. Derfor er det smukt, der findes dokumentation som nu denne…
På ugen hvor New Order starter sin efterårstour i København (Royal Arena, torsdag) synes denne epokegørende 12″er fra foråret 1983 et passende afsæt her. Der er billetter endnu…
San Francisco-bandet Dead Kennedys’ største øjeblik? Vel denne ætsende signatursang fra 1980, da ikke mindst takket være DK-guitarist East Bay Ray’s hæsblæsende surfridt på den indover punkrockens slagmarker, der aldrig hørte lignende før eller siden. Dead Kennedys spillede to udsolgte aftener i Saltlageret i København lige op til julen 1982. Eksplosivt stof…
Det er godt, at Orchestral Manoeuvres In The Dark laver musik igen. Men det er faktisk lidt pudsigt, at der i dag er nogen, der egentlig lyder mere som Orchestral Manoeuvres In The Dark gjorde i sin tid end OMD selv. Her tænker jeg på Nation Of Language, der forbløffende ofte minder om musikken fra McCluskey og Humphreys, når de var gode (det var de ofte).
Min grandfætter, der har hørt og skabt en del musik i sit liv, udbrød “De er fra England, ikke?” da han hørte Nation Of Language første gang. Men nej, Nation Of Language (eller NOL?) er fra USA. Deres album Strange Disciple udkommer i denne måned.
Orchestral Manoeuvres in the Dark synger om kunst og stræben på deres nye single ‘Bauhaus Staircase’, hvor Liverpool-duoen ser fremtidens løfter gennem i går. Futuristisk nostalgi eller retro-fremtid? Døm selv…
1978-albummet Parallel Lines har gjort det lille New York City-band Blondie til usandsynlige verdensstjerner. 14. september 1979 udsendes førstesinglen til opfølgeren Eat to the Beat, der skal udkomme 14 dage efter. Blondie’s ‘Dreaming’ er så længselsfuldt berusende en popsingle som nogen nogensinde har udsendt…
Linköping-sangeren Lars Winnerbäck’s nye album Neutronstjärnan udsendes om kun halvanden uge. Som tidligere skrevet her er hele affæren produceret/arrangeret af Joakim Berg og Martin Sköld, de to som var hovedkernen i Kent. Her den nye single, der byder på en helt ny lyd at klæde sig i til Winnerbäck…
Fra Sverige tilkommes det at Thåström og The Hellacopters i fællesskab 13. oktober udsender en vinylsingle med deres version af den svenske digter Nils Ferlin og sanger Lille Bror Söderlundhs ‘En Valsmelodi’. Singlen, hvis b-side er et ligeledes fælles take på Cornelis Vrejswijk-sangen ‘Ågren’, kan postordrebestilles fra de gængse svenske musiksælgere på nettet. Her hovednummeret i den 2021-liveversion fra TV-programmet På Sporet, der danner baggrund for den kommende udgivelse…
12. september 1980. Efter den alvorlige legestue Lodger (1979) har søgt langt ud i de gængse musikalske løsningers hinterland, vender David Bowie tilbage til et mere fast, centralt greb i sin sangskrivning og begår vel med Scary Monsters sit store rockalbum inden Let’s Dance-æraen to år senere skal transportere et helt nyt sted hen. Altid på vej, station til station, sådan er det med Bowie i disse for ham så kreativt gyldne år, og lige dette album er hans vindende bud på en egentlig ukompliceret moderne rockmusik, der på overfladen er strømlinet radiovenlig, men nedenunder fuld af intrigante modhager, usædvanlige greb, en mesters rastløse vildskab. Pladens fødselsdag tages ind her, ikke med en af dens fire mere kendte singler, men med nøgletracket ‘Teenage Wildlife’, hvor nærmest alt indenfor bevægelse og udtryk synes muligt for David Bowie…
Rockstjernemanererne hos Imperiet er lige til at få øje på, da Sveriges største rockband op gennem 80’erne spiller sin sidste koncert nogensinde. Det sker i Stockholm på rockklubben Ritz i aften for 35 år siden. Imperiet har været meget rundt på hårdt arbejde og spiller tight som fanden her sidst i karrieren, hvor ingen på Ritz kan betvivle, at en stor solokarriere bare MÅ ligge vente på bandets altoverskyggende midtpunkt Joakim Thåström. Her er hele aftenen på Södermalm d. 11. september 1988…
I dag skriver vi den 11. september.
Terrorangrebet i USA på denne dato var forfærdeligt, men det er vigtigt, at der på denne dag er særligt fokus på kuppet i Chile, der for 50 år siden væltede en demokratisk valgt præsident, førte til mange års undertrykkelse og tvang mennesker på flugt.
Et af ofrene for Pinochet var sangeren Victor Jara. Inden Jara skulle henrettes, smadrede soldaterne hans hænder, smed en guitar hen til og bad ham hånligt om at spille.
The Clash og U2 er blandt dem, der siden har sunget om Jara. Men her er det Calexico og deres “Victor Jara’s Hands”.
Kliché-revolten Supertanker (1980), deres mere facetterede (og med årene absolut ligeså stærke) Okay Okay Boys (1982), den modernistisk epokegørende og vildtvoksende solodebut City Slang (1985), state of the art-pop-gennembruddet Kysser Himlen Farvel (1987) og cover-trippet Kopy (1989), ja, hvad havde dansk musik været uden Lars Hug’s majestætiske 1980’ere?!
Vi begyndte at følge Kliché ovre fra Viborg det forår Supertanker udkom, fulgte dem rundt til telte og scener i jyske byer, det var tilbage dengang Steffen Brandt stod i Kliché-lære på keyboard til TV-2. Så Kliché spille support 1. september 1980 til The Ramones i Odd-Fellow Palæet i København. Den aften spillede Niels Henriksen ekstra guitar. Det var enten ham, Søren Wolff eller Hilmer som live havde den rolle. Og Hilmer var naturligvis den bedste, helt optimal for Klichés grænsesøgende musik.
Flyttede til København og fortsatte med at følge dem i øst. En manisk aften i Nørrebrohallen, hvor Hug sprængte samtlige sine guitarstrenge, en efter en, på en afsluttende men øjensynligt endeløs ‘Massselinien’. En skinger torsdag i halvtomme Kastrup Bio, hvor et bandmedlem havde fået for meget indenbords og måtte smides i koldt brusebad inden showtime, lige lidt hjalp det. Den store premiereaften for Okay Okay Boys i Saltlageret. Og i vinterkulde i Den Grå Hal på Christiania, hvor både Nils Torp og Hilmer blev ramt af appelsiner som kasteskyts og bandet utidigt forlod scenen i kaos.
Senere Hug’s første solooptræden (året før City Slang) som Lars Autoophug – bare med Finn Verwohlt, Hilmer og en spolebåndoptager – til en kunstudstilling på Charlottenborg. En musik der senere, nu udsendt på plade, skulle gøre sig tidsdefinerende som performance i Saltlageret til dén aften med bilvraget på scenen. Og endnu senere – via venskab med Hilmer – en masse koncerter rundt om i København og på Sjælland med Lars Hug & The Yuppies-bandet på den bølge af succes som var Kysser Himlen Farvel/Kopy-togterne.
Så mange tak for stor musik – og tidsrejsen med den – til Lars Hug, der fylder 70 i dag. Markerer ham herunder i levende billeder med et nummer, jeg selv er video-stand-in på. Hilmer ringede en formiddag i 1987, Flemming Muus kunne ikke, så ville jeg komme ind i et atelier bag Kultorvet og være med som bassist på en optagelse, der skulle bruges som film-backdrop til et Hug-playbackbesøg i TV-programmet Eleva2eren den kommende fredag? Okay, lad gå. Det kom der lidt senere denne promo-video ud af…
Dagens 12″er en forlænget versionering af en af de Blur-singler, der hitliste-mæssigt har opnået allermindst i bandets historie, men som dog retrospektivt rager markant op. Det er fra 3:22 det særegne sker på denne ‘Visit To Primrose Hill’-extended version af ‘For Tomorrow’, der i sin kortere originaludgave åbner ballet på Blur’s britpop-influerende andet album Modern Life is Rubbish (1993). Sangens outro breakes ned og bygges op igen, så det gennemmusikalske Stephen Street-producerede arrangement tålmodigt åbenbarer sig stykke for stykke. 1993 var en stærk årgang for britisk rockmusik.