Blog, Rocknroll, Vokseværk

The flesh that brought you the vinyl…

Skriv en kommentar

Det var Factory Records-boss Tony Wilson’s idé; en en-dages-festival på en mark ved Leigh mellem Manchester og Liverpool, hvor hans bands fra Factory spillede op mod – og sammen med – rivalernes fra Liverpool-pendanten Zoo Records. Der findes et par sort/hvide Kevin Cummings-billeder fra begivenheden, der foregår dags dato 1979 på en skrånende mark, hvor en tvivlsom ladvognsscene foran et øjesynligt meget fåtalligt publikum ser alt andet end prangende ud. Men sikke et line up: Joy Division, Echo and the Bunnymen, Teardrop Explodes, A Certain Ratio, Orchestral Manoeuvres in the Dark, The Distractions, plus det løse for kun £2 i hånden dengang et nyt album kostede £3.99. Og læg mærke til nederste højre hjørne på plakaten, der med sit FAC 15 afslører at denne festival blev markedsført og nu står som del af Factory Records’ officielle katalog, intet mindre.

Blog, Soul

Wigan calling

Skriv en kommentar

BBC 2 har i aften sendt halvanden times Northern Soul at The Proms med nyfortolkninger fra Royal Albert Hall af klassikere fra genren. England har øjensynligt set med og genoplevet egen musikalske fortids rigdom med forståelig glæde. På Twitter udtrykker profilen Monkey det således: To all those British kids who adopted these records from black America, rescuing them from obscurity, to create “Northern Soul” I salute you and thank you from the bottom of my heart. En af sangene spillet live i aften var Frankie Valli’s mageløse ‘The Night’, der blev fortolket af en Darrell Smith. Her er den dog i en anden cover med Frankie & The Heartstrings…

Blog, Retro, Rocknroll, Sørgelige sange

The Replacements – med cello

2 kommentarer

Forleden skrev jeg om Tommy Stinsons nye album. Her er endnu et nummer fra genudgivelsen af Tim, det midterste album med hans gamle band The Replacements. Det er såmænd endnu en udgave af “Can’t Hardly Wait”, og en, som jeg ikke havde hørt før.

Sangen findes også i en udgave fra samme år med et fuldt band (i dette tilfælde måske endda i mere end én betydning), men denne her er med Paul Westerberg og en cellist. Ideen er egentlig god, men det lykkes ikke rigtig. Westerberg holder sig til en skødesløs og rå vokal, som han så ofte gjorde dengang, og dette virker som en demo, er det måske også. Der er langt til “Cello Song” fra Nick Drake!

Som man kan høre på de gamle versioner fra Tim-tiden var “Can’t Hardly Wait” en temmelig morbid sag om at længes efter at klatre op i et vandtårn for at springe ud og slå sig selv ihjel. På Pleased To Meet Me er “Can’t Hardly Wait” blevet en anderledes sang om længslen efter at vende hjem – iført hele det store Memphis-arrangement med horn og strygere og en lidt mere kontrolleret sangpræstation. Det er dén udgave, jeg bedst kan lide.

Men når dét er sagt, er det interessant at følge en sangs historie på denne måde.

Blog, Rocknroll

Flugten til Berlin

1 kommentar

Alle bands og artister burde lave mindst én sang om David Bowie og Iggy Pop, der sammen tager til Berlin med formålet at droppe stoffer for istedet at overleve, cykle, gå på kunstgallerier og starte musikalsk på en frisk. Lloyd Cole har netop udsendt sin på single og denne video…

Blog, Elektronisk, Rocknroll

Kabinescooter-rock

3 kommentarer

24. august 1987 single-udsendes ‘Never Let Me Down Again’, en af Depeche Mode-favoritterne her dengang. Og hvor lyder nummeret da stadig dejligt i dag. Dele af videoen herunder ser mistænkeligt ud som om den må være indspillet ude blandt markerne ved Gjerlev, nord for Randers, hvor state of the art-indspilnings-rumstationen Puk Studios lå dengang. Depeche Mode fik som bekendt mixet Music for the Masses (1987), hvorfra denne single er den anden efter ‘Strangelove’, i Puk…

Blog, Country&Western, Rocknroll

Cowboys in the Campfire

Skriv en kommentar

I dag modtog jeg en cd med posten – Wronger, der er det nye album med Tommy Stinson’s Cowboys in The Campfire. Hvis man kender The Replacements, ved man selvfølgelig, hvem multiinstrumentalisten Tommy Stinson er. Efter tiden med dem lavede han albums med to andre bands, han dannede: Bash and Pop (som startede som resterne af The Replacements) og Perfect. Og så var han også med i Guns’n’Roses, men det taler vi ikke helt så meget om (pengene skal jo komme et sted fra).

Tommy Stinson er endt med at være den eneste af de gamle Replacements, der stadig er aktiv musiker. Broderen Bob Stinson døde for 28 år siden efter mange års misbrugsproblemer. Slim Dunlap er alvorligt syg efter et slagtilfælde og skal forsøge at leve med USAs “sundhedsvæsen” og alle dets regninger. Chris Mars lagde musikken på hylden og blev billedkunstner. Paul Westerberg har i al stilhed trukket sig tilbage i hjembyen Minneapolis, efter hvad jeg læser.

Allerede nu kan jeg høre, at Wronger er noget af det bedste, Tommy Stinson har lavet siden The Replacements. “Dream”, som I kan se og høre her, er en særdeles vellykket sang og giver mindelser om Paul Westerberg. Andre steder på Wronger er der mindelser om bl.a. Johnny Cash og The Clash; vi har at gøre med den blanding af country, folk, blues og hvad ved jeg, som nogle i mangel på bedre betegnelse kalder americana.

(I øvrigt er efternavnet Stinson oprindelig skotsk, men er i dette tilfælde også en anglificeret form af det dansk/norske navn Steensen. Flere af medlemmerne af The Replacements havde nordiske aner.)

Blog, Jamaica, Rocknroll

Rocket to Kingston?

2 kommentarer

Bob Marley som forsanger i The Ramones, det er det bizarre mash up-koncept på Rocket to Kingston (2020), debutalbummet med – naturligvis – Bobby Ramone. Her en fyldestgørende smagsprøve nådesløst efterfulgt af den ægte vare. Pludselig blegner Bobby Ramone fælt. Hurtigt videre.

Blog, Rocknroll

Langt ude i skoven

1 kommentar

Første gang Hilmer og jeg stod på en scene sammen, spillede vi support til Nico. Hun gav det koldeste håndtryk, jeg nogensinde har fået. Få år efter døde hun på en cykel på Ibiza. Nu ligger hun til hvile her, langt ude i en hed augustskov, hvor myggesværmes summen var den eneste lyd denne fredag.

Blog, Rocknroll

Dagens hvide nat

Skriv en kommentar

The Lines? Endnu et band fra London som fra 1978 og fire år frem udsender en håndfuld plader af forskellig, måske lidt for ansigtsløs kvalitet, der aldrig rigtig bliver hørt. Men debutsinglen ‘White Night’ har noget særligt, John Peel spiller den flere gange på sit aftenprogram på BBC, og nu senest dukker den op igen sidste år på 1977-1979 (Symbols Clashing Everywhere), en af musikforfatter/journalist Jon Savage’s Ace Records-opsamlinger med hans gavmilde og inspirerende bud på essentielle deep cuts fra postpunk-tiden. I dag stod The Lines-singlen så pludselig i en fremmed pladebutik, endda i sit oprindelige første hvide cover med stemplet band-adresse på. Tror aldrig jeg har set den før. Man kan være heldig. Nu har den fået ny adresse…

Denne blog vedligeholdes af Jens og Pastoren.