Alle bands burde lave mest én sang om at være ung. The Jam’s ‘When You’re Young’ udkommer som single 17. august 1979, kun få måneder efter David Bowie’s ‘Boys Keep Swinging’ besynger præcis det samme…
Ungdom
Byrne, Frantz, Weymouth & Harrison
Nu sker der dét, jeg ville have forsvoret: Talking Heads er sammen igen på en scene! Det er dog ikke til en koncert, men til en samtale med Spike Lee i forbindelse med premieren på den restaurerede udgave af Jonathan Demmes koncertfilm Stop Making Sense. Jeg har altid haft et indtryk af at det endte skidt med Talking Heads, fordi de fire musikere kom op at toppes om et eller andet med hvilken retning det musikalske udtryk skulle tage – og i særdeleshed fordi David Byrne ikke var nem. (Det hjalp næppe heller, at to af de andre er gift med hinanden.) Senere har jeg fået et noget mere nuanceret indtryk af Byrne og så bl.a. hans koncertfilm til CPH:DOX for et par år siden. Den var god.
David Byrne siger til Pitchfork:
“As a younger person, I was not as pleasant to be around. When I was working on some Talking Heads shows, I was more of a little tyrant,” he explained. “And then I learned to relax, and I also learned that collaborating with people, both sides get more if there’s a good relationship instead of me telling everybody what to do.” Speaking to his relationship with his former bandmates today, Byrne said, “We have a cordial relationship now. We’re sort of in touch, but we don’t hang out together.”
Det glæder mig altid, når nogle mennesker kan bliver klogere og mere afrundede personer med tiden.
Jeg har gode minder om at have set Stop Making Sense i biografen – endda i Nørresundby! Siden købte jeg filmen på dvd, men hverken billede eller lyd gjorde filmen ære. Det var synd. Jeg glæder mig til at se den nye udgave. Hvis den endda kommer på et disk-format bedre end dvd, bliver jeg endnu gladere. Jeg er så gammel og sær, at jeg holder af at se film på skiver. Og som man vel derudover allerede har observeret, har jeg generelt ikke noget imod at man restaurerer film eller genmixer musik, når det sker med respekt for originalen.
Her er traileren.
Sail for Liverpool tonight…
Dagens nye The Coral-single kommer i Merseyside-bandets absolutte diskret-melodiske og charmevarme topform…
Teenage dreams so hard to beat…
The Undertones fra Derry i Nordirland har et langt singleforløb i slipstrømmen af punk, der i kvalitet matcher samtidige og mere kendte Buzzcocks, der ligeså kan noget helt specielt med hurtig, kortfattet popmusik på 7″er-vinyl. Forsanger Feargal Sharkey bliver i dag 65, men på Top of the Pops-klippet herunder med The Undertones’ debutsingle, den John Peel-udødelige ‘Teenage Kicks’, er han kun netop blevet 20. Faraway, so close…
Paul’s invitation
13. august 1976: Paul Simonon inviterer til at komme op til Rehearsal Rehearsals i Camden og være med til The Clash’s første London-optræden. Værd at overveje.
Dagens single
Nebraska (1982) er favoritalbummet med Springsteen for mange af de, der ikke kan med den store amerikanske lyd fra hans E Street Band. Det er vel samtidig også albummet, hvor Springsteen egenhændigt lægger fundamentet til den genre, som i dag går under navnet americana. Her dets trøstesløst triumferende single, der naturligvis uden band på aldrig blev det hit, sangen ellers har i sig: “Everything dies, baby, that’s a fact / But maybe everything that dies some day comes back / Put your makeup on, fix your hair up pretty / And meet me tonight in Atlantic City…”.
Achoo!
Der var teenage-hysteri, skrigende piger og popmagasin-forsider, da Sparks først kom til syne for 50 år siden. Brødrene Mael fra Amerika red med på den engelske glam-bølge, men de var for mærkelige, for meget sig selv og alt for eventyrlystne til nogensinde at blive hængende i den genre, hvis mere simple one trick ponys hurtigt skulle blive kvalt i eget sølvglimmer. Pretty-boy Russell Mael var ham foran med falsetstemmen, pigerne kiggede op til. Sangskriver og keyboardspiller Ron Mael ligende derimod en ung og tavs Adolf Hitler, hvilket i 1973 tydeligvis var mere salgbart end i dag. Sammen udsendte de to en række excentriske plader, der jonglerede frygtløst med popmusik, endda ofte trak den i helt utænkeligt dekadente/bizarre retninger. De skrigende piger blev hurtigt forvirrede og forsvandt, men musikelskere kom undervejs langsomt til og skabte det fundament, der stadig holder Sparks kørende som kreativt afsøgende enhed. Ron har fødselsdag i dag, han bliver hele 78, hvilket markeres her med en personlig favorit fra Propaganda (1974), et af brødrenes helt store albums…
Prehistorisk lyd fra 2022
Talte herunder om Brisbane-forbindelse og slægtskab mellem The Apartments-frontmand Peter Milton Walsh og Forster/McLennan fra The Go-Betweens. Her er Walsh og Robert Forster så endda sammen i sang og musik. Og hvad spiller de? En sang fra et tredje Brisbane-band, proto-punkerne The Saints’ ‘The Prisoner’ fra sidstnævntes tredje album Prehistoric Sounds (1978). Tradition og fornyelse…
Musik kan
Det der med pludselig at høre musik, man havde glemt eksisterede, og på et nanosekund blive transporteret tilbage til en anden tid, et andet sted, for længe siden.
Australske Peter Milton Walsh’s band The Apartments blev dannet i Brisbane, Queensland i 1978. Som nær ven af Robert Forster og Grant McLennan fra bysbørnene The Go-Betweens delte han deres seriøse og litterære tilgang til sangskrivningens mysterie. Men deres arbejdsdisciplins kontinuitet ejede han ikke, for debutalbummet kom først i 1985, dets efterfølger otte år efter. Så The Apartments blev og har altid været et så godt som hemmeligt band.
Her ‘Knowing You Were Loved’, det forædlede stykke musik der blev fablet om her foroven, udsendt på albummet Fête Foraine i 1997…
Robbie Robertson er død
Jeg fulgte ikke Robbie Robertson ret nøje, men det var tydeligt for enhver (også mig), at han var en dygtig mand. Jeg husker ham og resten af The Band fra Planet Waves og selvfølgelig også The Basement Tapes. Og så er der jo The Last Waltz. Og hvor ville alt-country have været uden The Band?
Nogle gange er det som om alle dør. Sådan er lidt det i denne uge.
The Smiths i koma
Se på coveret herover. Et egentlig klassisk The Smiths-singlecover, men så alligvel ikke. For udførelsen er anderledes collage-lignende og klodset end man de fire forrige år har oplevet det. Og de normalt så overskudsagtige B-sider på The Smiths-singlerne er helt usædvanligt skåret ned til to grove throwaway-skitser, Læg dertil den officielle promo-video herunder, ja, hvorfor er det kun sanger Morrissey som optræder i den? Sagen er enkel: Intet er som det plejer, for The Smiths er netop gået i opløsning. Op til Manchester-bandets fjerde album Strangeways, Here We Come, der skal udgives 28. september, har Johnny Marr og Morrissey for konsekvent at undgå hinanden været i studiet på forskellige tidspunkter. Hver for sig har de således indspillet deres bidrag til de ti sange på albummet, der skal stå som det sidste – og paradoksalt nok måske allerbedste – de nogensinde laver sammen. Men The Smiths er færdige. Ikke at man ville ane det udfra denne lille forløber-singles raffineret vægtløse musik, der udsendes 10. august 1987. Det synes næsten bedragerisk, at et traumatisk band-sammenbrud kan lyde så musikalsk harmonisk. Nuvel, kæresten i sangen er dog i koma, og tanken kan nemt være, det i virkeligheden er Marr der synges om, når Morrissey mod dens slutning uanfægtet crooner ‘let me whisper my last goodbyes…’.
Sixto Rodriguez døde i går
Jeg husker filmen Searching for Sugarman om den amerikanske singer/songwriter Sixto Rodriguez, der lavede to albums omkring 1970 og derefter blev glemt – bortset fra i Sydafrika, hvor hans musik blev et samlingspunkt for hvide unge, der i sangene fandt en form for systemkritik, der ellers ikke var mulig for dem under apartheid.
Et af de numre, jeg især husker, er “Cause” fra Coming from Reality, der blev indspillet i 1970 i London. Første gang, jeg hørte dette nummer, tænkte jeg at det mindede mig om “Hazey Jane II” fra Bryter Layter, som Nick Drake, indspillede – også i London, også i 1970. Det er ikke det eneste sted, man aner et musikalsk slægtskab . Om Rodriguez kendte til Drake, ved jeg ikke.
I går døde Sisto Rodriguez, 81 år gammel.
Jamie Reid RIP!
Hvordan afspejler man en ny musikkulturs attitude, æstetik og værdisæt i ét billede? Jamie Reid designede covers samt grafik for Sex Pistols, og hans særegne arbejde for dem signalerede klart, enkelt og præcist hvad punk handlede om. Sjældent har ny visuel kunst og ditto musik spillet så godt sammen og inspireret så meget. Jamie Reid døde i dag i Liverpool.
Bankrobber
En af de fornemmeste hvide reggaeindspilninger, den Mikey Dread-producerede The Clash-single ‘Bankrobber’, udkommer som single 8. august 1980, og bygger således bro mellem London Calling (1979) og Sandinista! senere samme år. En gylden tid for The Only Band That Matters, der på dette tidspunkt øjensynligt kan det hele og lidt til…
PS – Hvis man skulle eje en udgave af første engelske pres, så er der formodentlig et skudhul på selve singlens label…
No hit wonders
Kig på coveret. For du kommer næppe til at se et grimmere i dag. Måske der tænkes, dette må være et Genesis/Jethro Tull-inspireret band fra den engelske 2. division ca. 1975. Men intet kunne være så forkert. The Chameleons er et engelsk postpunk-band, dannet i 1981 i Middleton, lige nordøst for Manchester. Bandet kommer på dette debutalbum trofast af sin tid, er ikke synderligt originalt, men har alligevel sin helt egen, sørgmodigt dramatiske tone i et stærkt arrangeret spil mellem to storbys-rummelige guitarer tilsat den bass-spillende sanger Mark Burgess ukunstlede stemme. The Chameleons fandt dengang aldrig rigtig sit publikum, bortset fra et vist følge i Benelux og Vesttyskland. Tre albums blev det til inden håndklædet kom i ringen. Og de to første af dem er virkelig værd at opsøge, specielt debuten her, der i sin originalpresning ikke er billig. The Chameleons spiller igen nu og turnerer flittigt Europa, således var de også på parade i juni måned i Lille Vega. Men coveret her ovenfor, hvorfor den rædsel? Jo, en af bandets guitarister malede i sin fritid, så hans ‘værker’ blev brugt som artwork på The Chameleons’ plader. Godt for ham, synd for dem, der fortjente og fortjener langt bedre. Her et af mange virkelig fine numre fra debutalbummet Script of The Bridge, der udkom dags dato i 1983. Guldet ligger i den lange outro…