Endnu et nyt track fra det kommende Slowdive-album…
Club Zebra
Drømmen om rockbandet med det brede vingefang, her udført helhjertet i den svenske version med Ulf Lundell bag mikrofonen. Ofte bekymrer Sveriges centrale hippiegeneration-stemme sig ikke stort om sine numres melodiske kvaliteter, men den laissez faire-tilgang kan man ikke beskylde ham for her. En mangefacetteret film af en natligt vibrerende sang på små femten minutter, der ikke fornemmes ét sekund for lang, se, dét er en kunst. Og når det nu er omfangsrige Lundell, så føles det næsten omsonst at nævne, denne sang blot er en ud af 27 på det 2002-album, hvor den lukker af som det store, konkluderende titelnummer. Og den slags kræver altså et bredt vingefang. Samt et klavertema at dø for…
Da Serge G mødte Jane B
Ovenpå den triste nyhed i går om Jane Birkin’s bortgang bliver vi lige hængende dér. Havde ikke forventet så overvældende en reaktion som nu viste sig i de mange anerkendende kærlighedserklæringer i engelske og franske medier, samt af mere privat karakter på Facebook, Insta og Twitter; hun var fortjent overalt i går. Og her igen med en sang fra det øjeblik i 1968, hvor hun møder og bliver stormfuldt forelsket i Serge Gainsbourg. Det sker på settet af filmen Slogan, hvor de to spiller overfor hinanden og til dens soundtrack duet-indspiller denne typisk udfordrende Gainsbourg-sang, hvor det i Jane Birkin’s vers står meget klart, et cool band som Blonde Redhead også står i gæld både til hende og til ham…
Jane Birkin RIP!
En død sjæl i live
Havde Ian Curtis levet og boet i Danmark – ikke usædvanligt at løbe på briter, der er rykket til Norden! – ville han på dagen i dag være blevet folkepensionist. En sært absurd tanke. Som historien gik valgte han dog desværre at stå af toget allerede som 23-årig. Inden da indspillede han med Joy Division to albums, nogle singler og nogle løsthængende tracks, der taler så nutidigt og levende, det nærmest synes skræmmende. Han er for længst ikke længere, men han er her alligevel iblandt os. Musik kan!
Ingen twist men en masse shout
Okay, så ingen ‘Twist & Shout’ i København torsdag aften, men det ville være utaknemmeligt at klage over mangler, når så meget andet blev givet og stod så helt anderledes vitalt end man ialfald her havde frygtet. Hvad på forhånd lignede et sørgmodigt send-off til noget, der engang havde funklet smukkere, blev istedet en hæsblæsende aften med Springsteen og hans enorme band (18 mand på scenen i alt), der over tre timer blæste København bagover med forrygende versioner af numre, man troede ikke kunne spilles så lidenskabsfuldt relevant længere. Højdepunkter? Den måske vredest tungtsvingende version af ‘Darkness On The Edge Of Town’ ever, en luftigt drømmefyldt ‘The Promised Land’, majestætisk indædte ‘Backstreets, indpiskende ‘Prove It All NIght’, samt fine, fine udgaver af ikke så få andre. Aldrig hørt så differentieret god – og høj! – lyd til et Springsteen-show, hvilket positivt åbnede sangene op og gav dem, uhm, sonisk dybde-dimension. Måske også derfor vi som aldrig før bemærkede, hvor stor en guitarist Springsteen egentlig er. Der var specielt en to-tre soloer på aftenen, hvor han nærmest genopfandt den i denne tid så udskammede rockguitar som tidsrelevant malerpensel, heftigt udskærende, uden noget blær eller fedt, nervesitrende. Så en fænomenal aften på Østerbro som lysende baggrund til at ønske jer, der tager Bruce Springsteen & E Street Band på Volksparkstadion i Hamburg i morgen den samme fornøjelse. Musik kan!
PS – Hvis Hamburg får ‘Twist & Shout’ eller ‘Racing In The Street’ lørdag aften, så vanker der, Boss!
Bossnight 2
‘Twist & Shout’ er hidtil kun blevet spillet to gange på Springsteen’s lange tour. Det var tredje aften i Göteborg, hvor sangen med E Street Band har mytologisk Ullevi-status som ‘the stadiumbreaker’ og det var anden aften forleden i Hyde Park i London, hvor Springsteen ligesom skyldte sangen, da den samme sted blev afbrudt af curfew år tilbage, sidst han spillede der. Ikke desto mindre har denne side en urokkelige overbevisning om at den bliver spillet i aften. Fordi Springsteen skylder efter en meget trofast setliste tirsdag, og fordi han indimellem må krydre sin shows med det uventede – GBG 2 fik således som de eneste hidtil på touren ‘Racing In The Streets’ i fuld bandudgave – for at holde håbet oppe hos det publikum, han selv har opdraget til at forvente det uventede. Det vil han gøre med denne så simple men fine sang i aften. The Top Notes hed de vist, dem der indspillede den først. Men det var Isley Brothers, der med følgende indspilning gjorde ‘Twist & Shout” til et hit, og det var den version The Beatles hørte og tog afsæt fra i deres banebrydende heftige indspilning i 1963. Henrik Hall fortalte hvilken eufori det var for ham og hans venner første gang de hørte John Lennon’s vilde skrig på den version. De begyndte da de spillede den ude i Husum straks selv at skrige højt og ukontrolleret, erindrede Hall videre med glød i øjnene. Rocknroll-fortabelsen var født. Og også derfor bør Bruce Springsteen & E Street Band spille den i aften. Ak, al den løse snak for ikke at måtte nævne, hvor meget man glæder sig til at høre mægtige, blåsorte, torden-ildevarslende ‘Backstreets’…
Før Springsteen torsdag
Tænk at indspille en ballade som den herunder, og så beslutte ikke at udsende den. Det var hvad Springsteen gjorde i 1978, da langsomt svulmende og svajende ‘The Way’ ikke blev fundet god nok, hverken til inklusion på Darkness on the Edge of Town eller dog bare som b-side på en af albummets tre singler.
Tirsdag spillede Springsteen det første af to shows i Parken. Og alle dem tilstede, vi har talt med, udtrykker stor begejstring over hvad blev givet. I morgen (torsdag) aften kl. 20.00 starter det hele igen. Forventningerne her var ikke voldsomt store for få dage siden, men nu er de vokset betragteligt…
Sig det med ord
Hvis bare bogen bliver halvt så god som sin titel. Den kommer til efteråret…
Bossnight 1
Ham her spiller med sit band sit første show af to i aften i København. Havde egentlig planlagt at tage begge danske aftener på denne den vel formodentlig sidste tour med E Street Band, men rapporter om for Springsteen helt uvant ens setlister, samt ikke så lidt hvisken i krogene om et band og dets forsanger, der virkelig skal banke rust af de første par timer hver aften før det hele begynder at lyde af noget, der måske kan konkurrere med den standard, bandet indtil for 8-10 år siden selv har sat, har gjort at førsteaftenen her er blevet droppet. Men anmeldelserne fra touren? De kan deles i to grupper. Dem der konstaterer selv Springsteen åbenbart kan spille gennemsnitlige shows, og så dem der skriver, det hele aldrig har været bedre. For sidstnævntes vedkommende tænker man, de måske er faldet i Iggy Pop-fælden, hvor det indimellem tydeligvis er mandens legacy, samt det prisværdigt insisterende i at fortsætte så langt, så langt, der udløser de superlative anmeldelser snarere end koncerterne selv. Omvendt kan det også være en sørgmodig men smuk oplevelse at overvære westernheltens sidste showdown sendt afsted med vilje og stolthed, men nu pludselig tynget af bevidstviden om egen dødelighed. Spændende hvad Springsteen – og E Street Band – får ud af to aftener i Parken på Østerbro i juli 2023, 45 år efter bandets velnok allerbedste tour nogensinde…
Men derudover…
…så lytter jeg med stor interesse til P.J. Harveys nye album, I Inside the Old Year Dying. I denne sang er der tydelige Elvis-referencer på tekstsiden (jvf. Jens’ opslag fra de seneste dage), og ikke kun i sangens titel.
Australian love song
6. december 1981: Simple Minds er i Australien, hvor der playback-optrædes på det lokale TV-show Countdown. Langt hjemmefra tænker de nok, at det der sker down under, det bliver down under. Men en dag skal nettet og YouTube-hukommelsen blive opfundet, så den holder ikke helt i længden. Og derfor kan vi i dag se med fra dengang, og måske endda ryste lidt på hovedet af den mærkværdige kæmpetaske, Jim Kerr har taget med sig på scenen, samt nogle sært undervældende trommer bag ham. Sangen, den fejler ikke noget, drevet af Derek Forbes’ markante bass og den glitrende keyboard-lavine, Simple Minds sendte afsted i de år.
Fallin’
For 30 år siden opdagede jeg ved et tilfælde soundtrack-albummet til den dengang aktuelle amerikanske actionfilm Judgment Night. På dette album finder man 11 samarbejder mellem bands fra hiphop og fra rock. De fleste af sidstnævnte er så klart i den hårde ende af genren – Helmet, Mudhoney, Slayer, Faith No More og Living Colour. Ikke mindst samarbejdet mellem Ice-T og Slayer er en voldsom omgang (og vellykket på sin egen uforsonlige måde). Set i bakspejlet var det bedste nummer dog det meget mere elskelige “Fallin'”, hvor Teenage Fanclub og De La Soul mødes (og bruger et sample af salig Tom Petty). De La Soul er nu omsider ved at blive genopdaget, og det fortjener de så klart. Det samme burde overgå Teenage Fanclub.
Det tjaldede “I Love You, Mary Jane” (bare titlen), hvor Cypress Hill og Sonic Youth mødes, siger mig til gengæld ikke rigtig noget.
Judgment Night: Soundtrack var vigtigt på godt og ondt, og Rolling Stone udråbte det i 2018 til at være en kultklassiker. Der kunne være kommet mere ud af det møde mellem de to genrer, som var i støbeskeen. Men det eneste, der i sidste ende skete, var at nu-metal, som i det store og hele blev et møde mellem de mest bøvede aspekter af hiphop og metal, var på vej til at opstå. Judgment Night–albummet hørte jeg en del. Filmen har jeg endnu til gode at se. På Rotten Tomatoes har den en score på 35%, så den lokker mig ikke nærmere.
Sange Elvis sang
Man skal ikke være utaknemmelig. Slet ikke omkring Elvis der nåede at indspille så meget storslået musik. Så når vi her forestiller os sange han kunne have sunget, skal det ikke skygge for hans righoldige sangkatalog fra det virkelige liv. Hvor er det f.eks. vildt at Elvis Presley, da hans karriere ellers er hensunket til håbløse Hollywood-soundtracks og papirtynde komedier med ham selv i tåkrummende hovedroller, indspiller en Bob Dylan-sang. Og hvilken en. Historien er at Elvis hører folk/spirirtual-sangerinden Odetta’s version af Dylan’s ‘Tomorrow Is A Long Time’ og bliver så begejstret han 26. maj 1966 indspiller sin egen. Der findes tusinder af Dylan-covers, men denne har manden selv efter sigende omtalt som sin favorit blandt dem. Det forståes…
Og her kommer Thåström pludselig også ind i billedet. For i Sverige udsender progrock-gruppen Nationalteatern i 1978 albummet Barn Av Vår Tid, hvorpå bandets frontfigur Ulf Dageby synger sin egen svenske oversættelse af “Tomorrow Is A Long Time”. Den unge Joakim Thåström hører ‘Men Bara Om Min Älskade Väntar’, der åbenbart gør så markant et indtryk, han selv mange år efter synger sin egen version på Kärlek Är För Dom (2009). Thåström spillede den i Sverige så værdsatte version ved sin eneste koncert i år, til Rosendal Garden Party-festivalen i Stockholm i juni…
Sange Elvis kunne have sunget
Før Neil Diamond blev amerikansk housewife-listening i 1970’erne, da havde han en karriere med en række skarpe popsingler. De to måske allerbedste af disse er ‘Girl, You’ll Be A Woman Soon’ og ‘Solitary Man’. Sidstnævnte fra 1966 er sangen denne side i dag vil drømme, at Elvis Presley havde taget og lavet en indspilning af. Diamond’s version herunder er i sig selv fremragende, men hvordan havde den så ikke lydt med Kongens uforlignelige shine og nattog af uartikuleret spiritualitet over sig?!