I 1979 udsender Lyon-bandet Electric Callas, der står som en del af tidens nouvelle vague, en enkelt 12″er og er så væk igen. På sin egen diskrete, basale og letspillede facon er det egentlig en fin musik, i sin europæiske tilgang ikke helt ulig den de vestberlinske kvinder i Malaria! snart skal begynde at sætte sammen et halvt kontinent borte. Her samtlige tre numre fra Pathé-udgivelsen. To år efter kommer der en enkelt opfølger fra Electric Callas, men den er slet ikke af samme kvalitet som ‘So Chic’ her…
I går markerede vi her 50-årsdagen for Roxy Music’s Stranded. I den forbindelse skal det næsten nævnes, at Bryan Ferry forleden genudsendte sin storladne luksusdamper af et 90’er-album Mamouna i en deluxe-version, hvor en for første gang officiel version af det næsten samtidige aborterede album Horoscope er vedlagt. Og på sidstnævnte – ja, nu kommer pointen endelig – optræder en ni minutter lang Bryan Ferry-version af ‘Mother Of Pearl’, den så specielle afslutningssang fra netop Stranded. Og kan det så noget? Interessant er det ialfald at høre Roxy-nummeret iklædt det elegante stof af sammenvævende instrumenter, der glider afsted som var de en flod, Ferry’s plader fra 80’erne/90’erne er gjort af…
En post for at markere 50-årsdagen i dag for Stranded, Roxy Music’s tredje album, udsendt 23. november 1973. Brian Eno havde netop forladt bandet, så Stranded skulle næsten blive et mere regelret, mindre skævt Roxy-album end de to første, hvor form- og lyd-eksperimenter havde været i højsædet. Herunder repræsenteres albummet af sin vel mægtigste sang, den tung-melankolske og skamløst romance-fortabte ‘A Song For Europe’. Bryan Ferry var kun 28, men alligevel fint istand til her at skrive så overbevisende om en hel verdens lykke gået tabt i bakspejlet. Og Eno? Han erklærede siden Stranded som sin personlige favorit med Roxy. Måske han har en pointe.
Bryan Ferry, Melody Maker, januar 1973:
“It’s a pun, of course, on the Eurovision Song Contest, one of the more bizzare events in the calender…Andy came up with the music…it sounded very European to me, so I thought I’d use Latin and French and do it as A Song For Europe.”
22. november 1973, dagen før Stranded udkommer, optræder Roxy Music på BBC’s Top of the Pop med albummets heftige åbningsnummer ‘Street Life’, London-bandets tredje single. Denne optræden genudsendes på samme program to uger efter og nu igen lige her…
Et upbeat dog lidt sørgmodigt nummer om en Paul, der var punker med alt hvad den slags indebærer af gadekampe og dåseøl . Berlin-duoen Twin Noir hypes lige nu af Iggy Pop og er aktuelle med debutalbummet Two Punks and a Tapemachine. Måske en af dem endda hedder Paul…
Det er 60 år i dag siden John F. Kennedy blev myrdet i Dallas, Texas. En chokerende begivenhed der rystede verden og trak lange spor efter sig. Naturligvis også i musikkens verden, hvor adskillige sange behandler dette gigantiske amerikanske traume. The Byrds skrev ‘He Was A Friend Of Mine’, The Beach Boys ‘The Warmth Of The Sun’, Phil Ochs sin abstrakte ‘Crucifixion’ og Bob Dylan sin ‘Chimes Of Freedom’ – og for kun tre år siden da også mægtige ‘Murder Most Foul’ – alle direkte eller stærkt formodet om JFK-mordet. Senere behandlede Lou Reed den skæbnesvangre dag i sin så fine ‘The Day John Kennedy Died’, hvor Reed med stor effekt fortæller personligt om hvordan nyheden landede hos ham i Upstate New York den eftermiddag i 1963. Her er det dog istedet engelske The Human League der besynger mordet, og tag ikke fejl af den letfordøjelige synthpop-lyd, for det er selve morderen (eller ialfald en af dem) Lee Harvey Oswald, Phil Oakey her adresserer i et nøgternt anklagende tonefald…
Vi giver ordet her til rabbi Robert Zimmerman…
“Twas a dark day in Dallas, November ’63 A day that will live on in infamy President Kennedy was a-ridin’ high Good day to be livin’ and a good day to die Being led to the slaughter like a sacrificial lamb He said, “Wait a minute, boys, you know who I am?” “Of course we do, we know who you are” Then they blew off his head while he was still in the car Shot down like a dog in broad daylight Was a matter of timing and the timing was right You got unpaid debts, we’ve come to collect We’re gonna kill you with hatred, without any respect We’ll mock you and shock you and we’ll put it in your face We’ve already got someone here to take your place The day they blew out the brains of the king Thousands were watchin’, no one saw a thing It happened so quickly, so quick, by surprise Right there in front of everyone’s eyes Greatest magic trick ever under the sun Perfectly executed, skillfully done Wolfman, oh Wolfman, oh Wolfman, howl Rub-a-dub-dub, it’s a murder most foul…”
Videoen til Ideal-singlen fra 1980 i forrige post minder ved eftertanke ikke så lidt om den langt nyere med New Order herunder, som engelske Mark Reeder har suppleret sine egne berlinske privat-optagelser til fra dengang, der stod en mur. Mark Reeder flyttede – sikkert ansporet af Bowie og Iggy Pop’s berømte færd – fra Manchester til Vestberlin i 1979, og er mest kendt for den stærke doku-film B-Movie: Lust & Sound in West-Berlin (2015), der er hans personlige flue på væggen-take på aktivist/punk-tiden i Mauerstadt. Men her hans samarbejde med New Order. Reeder kendte dem allerede fra Manchester og arrangerede derfor den koncert i Kant Kino på Kantstraße, som Joy Division spillede i januar 1980. Resten er historie og levende billeder af en by, der ikke findes mere…
Zeit Maschine 1980: Ideal udsender på eget Eitel Imperial-label (naturligvis med adresse i Oranienstraße i smadrede Kreuzberg) sin debutsingle, der er SÅ rastløs, levende vestberlinsk…
Denne weekend et år siden Thåström på rockklubben The Tivoli i havnen i Helsingborg var igang med første weekend af den usædvanlige klubtour, der skulle tage ham og hans nye band videre til Vulkan i Oslo, Pustervik i Göteborg og Orionteatret på Söder i Stockholm. Ialt 14 aftener der bød på nær kontakt og himmelintens høj musik. Her et klip fra første aften af de tre i Göteborg…
For nogle uger siden i en second hand-pladebutik i berlinske Friedrichshain stod jeg lammet af vægelsindets forbandelse. Årsagen dertil et sjældent vinyleksemplar af de amerikanske punks Rancid’s Indestructible (2003), et album der for længst er udgået i sine små oplag og derfor går til voksne penge. Dobbeltalbummet er hørt herfra Rancid’s klart mest vellykkede skud indenfor bandets specielle og rowdy mix af hardcore, The Clash-rock, Manu Chao/Mano Negra-tricks og ska, så naturligvis ville jeg gerne have det, men til dén pris og endda trykt på en grim rød vinyl, nein danke blev det efter meget overvejelse. Men de sidste skal blive de første, for så pludselig i går blev albummet (i anledning af sit 20-års jubilæum) ud af det blå genudsendt, og nu endda på sort vinyl. Her en smagsprøve fra Indestructible, tyve Rancid-tracks der vil stå sig fint på hvilken som helst tændt lørdag aften…
Selv en blind høne kan finde korn. Tiden har ikke været god ved Glasgow’s Altered Images med lillepigestemmens Clare Crogan, der havde to store new wave-hits med ‘Happy Birthday’ og ‘I Could Be Happy’. Men på den første single ‘Dead Pop Stars’ lykkes det producer Steven Severin (ham fra Siouxsie and the Banshees) at få noget interessant ud af det forbløffende ansigtsløse band og den barnestjerne-lydende sangerinde foran dem. Eller er det bare mig? BBC-legenden John Peel elskede næsten Clare Crogan og co. ligeså højt som sin førstekærlighed The Undertones. Jeg selv købte debutalbummet dengang, men tålmodigheden holdt ikke længe med Clare’s koket selvforelskede lillepigehvin og en flok halvbagte sangskitser uden mål eller mening. Men ‘Dead Pop Stars’ altså, bare titlen…
Her til aften fik jeg genset Stop Making Sense, koncertfilmen fra 1984 med Talking Heads. Jeg så filmen da den kom frem i 1984, og jeg så den i biografen i Nørresundby. Det var en anden tid – alene fordi der var en biograf i Nørresundby (faktisk var der hele to). Stop Making Sense gjorde et stort indtryk på mig, fordi den på en gang viser en helt fantastisk velspillet og intens rockkoncert fra et band på toppen af deres formåen og er en nøje udtænkt og koreograferet optræden, tilpasset filmmediets udtryk. Musikerne spiller og synger, men de danser og løber og hopper så sandelig også!
Hvis man kender filmen, vil man vide at den byder på en perlerække af sange fra årene op til og med albummet Speaking In Tongues. Det var dengang, gruppen var blevet meget inspireret af soul og funk og den David Byrne fremstod som en slags blanding af Charlie Chaplin og Buster Keaton og svedige herrer som James Brown og Al Green. Et år senere lavede Talking Heads den lettere country-inspirerede (og i øvrigt ganske gode) Little Creatures, der var meget langt fra den hektiske puls på Stop Making Sense. Få år senere blev David Byrne og de andre medlemmer uvenner, og så var det slut.
Her 39 år senere har Talking Heads tilsyneladende sluttet fred. Det oprindelige negativ til Stop Making Sense er blevet genfundet og lyd- og billedside er blevet shinet gevaldigt op.
Det var en glæde at gense Stop Making Sense på det store lærred – nu under mit ophold i København og i Dagmar-biografen ved Rådhuspladsen. Filmen var præcis lige så god som jeg huskede den!
Længere nede ad rækken i biografen sad to andre tilskuere og snakkede under store dele af filmen. Også dét bidrog unægtelig til fornemmelsen af faktisk at være til en koncert. Det kunne jeg nu godt have undværet.
