En af denne sides favoritsingler med Siouxsie And The Banshees er ‘Arabian Knights’, der dags dato 1981 udsendes som den anden single fra Juju. For hvilken stærkt profileret sang og stemningsoptimeret produktion nummeret stadig er i dag. Under den kendte singleversion følger her en samtidig BBC-optaget session-version fra Richard Skinner Show, hvor The Banshees’ instrumentale dynamik om muligt står endnu mere klart i den enkelt opsatte produktion…
På Okay Okay Boys (1982), Kliché’s svære andet – og sidste – album er der to tracks der stilistisk skiller sig ud fra mængden. Dels brug-og-smid-væk-nummeret ‘Bravo Charlie’, der ikke uden en vis ironi sært kunne lyde som det tidlige TV-2 der leger Kliché. Dels ‘Oppenheimer’s Formiddag’, noget så sjældent som en guitarbaseret Kliché-ballade, hvis sangskrivning og tonesprog synes anderledes traditionelt end normalt fra bandets ukonventionelle ståsted.
Biografpremieren lige nu på Christopher Nolan’s store biopic om J Robert Oppenheimer gør igen sidstnævnte nummer relevant. Husker jeg aldrig selv dengang i 1982-83, da vi så rigtigt mange Kliché-shows rundt omkring, fandt stor glæde ved ‘Oppenheimer’s Formiddag’. Genhørt nu forstår jeg ikke helt hvorfor, for det er jo faktisk en stærk sang med sit fine omkvæd, der folder sig så mantra-gentagende ud, som altid i Kliché sunget formidabelt i mål af den dengang evigt sitrende Lars Hug. Hilmer var omvendt ret forelsket i sangen, præcis som han også på Okay Okay Boys især var det i instrumentalnummeret ‘IKB’, hvor hans eget uforlignelige guitarspil står så vægtløst i centrum. Oppenheimer bliver genoplivet gennem filmen lige nu, som han også blev det i efteråret 1982 gennem disse toner og ord…
Fotoentusiasten Chris Stein fra Blondie har taget dette billede af Devo i 1978 i Akron, Ohio. Der går en tyk lige linie fra deres look til Klichés stærke visuelle præsentation et par år senere i Danmark. Tradition og fornyelse, som man siger, og godt gået af Kliché. Men Aarhus-klovnepunkerne Lost Kids ikke blot lånte, de stjal Devo’s ‘Mongoloid’ og krediterede (først) sig selv som sangskrivere på ‘Asocial’. Lost Kids er forlængst fortid, Devo spiller i august på Amager.
Mon ikke Martin Gore’s fødselsdag bliver fejret af Depeche Mode-tilhængerne, når DM i aften kl. 19.30 går på scenen i Zagreb Arena i den kroatiske hovedstad? Her er Gore helt anderledes alene med et af de seks covernumre fra den Counterfeit-EP, han udsendte i eget navn i 1989…
For hvem end der må holde af Martin Gore’s version, men ikke kender originalen, så er den herunder. En vis Joe Crow, med fortid i Birmingham-punkbandet The Prefects og efterfølgende de tidlige John Peel-darlings The Nightingales, udsendte i 1982 denne så specielt klingende lo fi-single på Cherry Red Records. ‘Compulsion’ blev nok mest hørt via sin inklusion på den stærke tilbuds-opsamling Pillows & Prayers (1982), der positivt satte lys på en lang række Cherry Red-artister. Joe Crow lod kun høre fra sig med denne ene single…
I aften spiller Morrissey for de, der endnu kan holde ham ud, i den gamle biograf Troxy i London. Vi andre kan så istedet fint nøjes med den store musik fra før bitterheden og hadet tog fast bo i The Smiths-stjernens forfinede sangstemme. Det var også før hans bedste, rockabilly-funderede band blev spredt for alle vinde og et inferiørt sammenrend af musikalske yes-men tog over. Favoritalbummet fra dengang her er Southpaw Grammar (1995), en helstøbt samling kontante rocksange rammet ind af et anderledes langt og omfangsrigt åbningsnummer og en afslutning der heller ikke ligefrem holder sig tilbage hverken følelses- eller tidsmæssigt. Det sidste bærer titlen ‘Southpaw’ og findes i en uudgivet tidligere version. Naturligvis matcher denne undervejs-udgave ikke den endelige mesterlige fra albummet, hvor guitarist Alain Whyte da virkelig stråler, men outroen her med sit evigt gentagne violin-tema kan alligevel noget helt specielt skæbnesvangert…
Det er 1983. Depeche Mode er i Vesttyskland. På et TV-show spiller det unge og uskyldige techno pop-band playback af sin nye single ‘Everything Counts’ foran en food truck…
Mit sidste Nick Drake-relaterede indlæg i denne omgang handler også om overraskende cover-versioner af hans sange. Æren af at være den første, der indspiller en sang af Nick Drake, tilfalder såmænd Millie Small – bedre kendt som “Little Millie”, der storhittede med “My Boy Lollipop” i 1964. I 1970 kom hendes udgave af “Mayfair”. Millie Small var på dét tidspunkt på pladeselskabet Trojan, men tidligere havde hun været ved Island Records, som på den tid var et vigtigt pladeselskab både inden for reggae og folk. Nick Drake havde også havde sin pladekontrakt dér, og en fælles ven var selskabets chef Chris Blackwell. Denne udgave af “Mayfair” er arrangeret af Robert Kirby, som var Nick Drakes studiekammerat fra Cambridge og stod bag arrangementerne på Five Leaves Left og Bryder Later. Men her er sangen blevet til et stykke reggae. Jeg ved ikke, hvad Nick Drake syntes om den.
Singlen havde som B-side Millies egen “Enoch Power”, en utilsløret satire rettet mod den racistiske engelske politiker Enoch Powell. “Mayfair/Enoch Power” blev lanceret med nøgenbilleder af Millie i Mayfair, der var en daværende engelsk pendant til Playboy!
Herunder er Nick Drakes egen udgave af “Mayfair”. Den kom ikke med på Five Leaves Left, og selv om den ikke ligefrem er reggae, ville den næppe heller have passet ind der med sin London-romantiske tone, der egentlig minder mere om Ray Davies eller de helt tidlige sange af David Bowie.
21. juli 1986: Okay, du har godt to år efter debuten netop udgivet dit tredje album, der vidt og bredt hyldes som det forårs mesterværk. Mange forudser at dets næstsidste skæring, en perfekt iørefaldende sang ved navn ‘There Is A Light That Never Goes Out’ nu vil udkomme som single og please både radiostationer og hitlister. Så hvad gør du? I The Smiths’ tilfælde indspilles og singleudsendes istedet et helt nyt ultrakort nummer, hvis guitardominante hovedriff er én stor hyldest til T. Rex’ glam-befrugtede 1972-single ‘Metal Guru’ og hvis ord utvetydigt opfordrer til hængning af de lige før omtalte radiostationers discjockeys. The Smiths er et vidunderligt band.
En af de helt store guitarister på postpunkscenen er Vini Reilly, der med sit Manchester-band The Durutti Column udsendte noget af sin tids fineste og mest usædvanlige musik på Factory Records. Men det er nu mange år siden der er kommet nyt fra ham. Historier om psykisk sygdom og hjemløshed har været i frit omløb. Dagens The Guardian tager sagen i egen hånd og opsøger Reilly, som de fleste måske udelukkende har hørt via hans tydelige medvirken på Morrissey’s solodebut Viva Hate (1988). Og ja, skulle Johnny Marr endelig erstattes, så var Vini Reilly netop den lokale kapacitet der kunne gøre det. Guardian’s artikel kan læses på dette link, Reilly’s mageløse musik høres herunder…
En af de mere overraskende ting, jeg lærte ved at læse Nick Drake: The Life, var at en af de allerførste, der lavede cover-versioner af Nick Drakes sange, var – Elton John. Han var dengang en up-and-coming singer-songwriter (for at sige det på nudansk) og forholdsvis hip. Men dette var 1968, dvs. i tiden inden det store gennembrud, han fik, og han var stadig studiemusiker. Det var i den sammenhæng, Elton John indspillede fire sange af Nick Drake. Det skete på opfordring fra Drakes producer Joe Boyd, der mente at hans sange ville kunne nå ud til et stort publikum ved også at blive indspillet af andre end Nick Drake. Boyd vidste kun alt for godt, at Drake ikke brød sig om at optræde selv.
Pladen med de fire sange blev udsendt som en white label i 100 eksemplarer, men som så meget andet fandt den også vej til YouTube. Her er “When The Day is Done”, som er på Nick Drakes Five Leaves Left. Jeg er ikke nogen stor fan af Elton John, men dette er faktisk interessant – og viser samtidig hvor god en vokalist, han var, inden han med årene blev ligegyldig og oppustet.
Blur udsender i dag The Ballad of Darren, London-bandets første album siden forunderligt vellykkede The Magic Whip udkom for otte år siden. Hvor den plade uventet lykkeligt lød som gode gamle Blur sammen igen, så tegner det nye album umiddelbart i lyd og tonesprog mere Damon Albarn’s egen verden. Det er hans svimle melankoli der løber som rød tråd gennem ti flygtige, ofte afdæmpede tracks, der i sine undrende betragtninger og et lettere forslået livssyn rammer tættere på den seneste The Good, The Bad & The Queen end klassisk Blur. En fin musik under alle omstændigheder, her repræsenteret af den ene sang på albummet, der kommunikerer ligeså enkelt og åbent som de to allerede udsendte singler…
20. juli 1987: New Order følger op på den 1986-storhed som er den single-remixede version af ‘Bizarre Love Triangle’ med singlen ‘True Faith’, der er skrevet og indspillet sammen med producer Stephen Hague. Tre uger efter optræder NO med det nye store hit på programmet Roxy…
‘True Faith’ står virkelig stærkt i sangskrivning som produktion, og den NO-topform høres også på B-siden, hvor ‘1963’ åbenbarer sig. Det nummer kunne også nemt have været en single i eget navn…
I denne uge fik jeg læst Nick Drake: The Life, en ny biografi af den engelske forfatter Richard Morton Jack. Der er tidligere udkommet flere bøger om Nick Drakes liv; en af de første er endog dansk og skyldes Gorm Henrik Rasmussen. Men den nye biografi udmærker sig ved at være særdeles grundig og indlevet og ender formodentlig (og forhåbentlig) med at blive den definitive biografi om Nick Drake, ligesom Robert Mehrs Trouble Boys vel er den definitive skildring af The Replacements’ karriere.
Bogen udkommer samme år som et hyldestalbum til Nick Drake hvor bl.a. Philip Selway, Feist og Fontaines D.C. er med. Men dette album har jeg endnu ikke fået hørt ordentligt, så det vil jeg ikke skrive om her.
Mange ved at Nick Drake kun nåede at indspille tre albums, inden han blev trukket ned af det, der enten var en depression eller hvad man kalder “simpel skizofreni” (en sjælden form for skizofreni uden stemmehøring eller paranoia) og gjort stum. Den sidste del af Nick Drake: The Life skildrer denne mørke afslutning, tiden fra 1972 til selvmordet i november 1974. Det er hård læsning, også fordi det er tydeligt at familien og vennerne og folk fra pladeselskabet faktisk gerne ville gøre noget, men endte med at være helt magtesløse.
Et lighedspunkt med The Replacements er at dette er fortællingen om en særdeles talentfuld musiker, der ikke får den succes, alle spåede ham og syntes at han fortjente, fordi han ikke ville (og måske ikke kunne) spille med i det underlige spil, som musikbranchen udgør. Nick Drake kunne ikke fordrage at optræde foran et ligegyldigt publikum (og det er ikke blevet bedre siden hvad angår publikums ligegyldighed, vil jeg mene). Den helt store forskel var at The Replacements ofte saboterede deres egne koncerter og kontakt til producere og pladeselskab ved at være berusede og uforskammede og i det hele taget var nogle pisseugler. Det er derimod tydeligt af bogens skildring, at Nick Drake var en venlig, men introvert mand.
Musikken står tilbage, og den er i modsætning til meget anden musik fra den tid tidløs på en speciel måde. I Nick Drake: The Life kan jeg læse at bl.a. Joe Strummer holdt af Nick Drakes musik på et tidspunkt i 1970’erne hvor sangskriver med akustisk guitar ellers var dømt ude.
På Drakes midterste album, Bryter Layter fra 1971, var der mange prominente gæstemusikere med. De kom fra Fairport Convention og fra Beach Boys’ studie-band, og så var der også John Cale.
I Nick Drake: The Life får vi en skildring af mødet mellem Nick Drake og John Cale, som er fascineret af Drakes musik og gerne vil bidrage til Bryter Layter i en pause i indspilningerne af et album med Nico. Han er med på tre numre, “Fly”, “Northern Sky” og “Hazey Jane I”.
Jeg har hørt “Fly” mange gange, men det var først før ganske nylig, jeg indså at John Cales bratsch-stemme løber gennem hele nummeret sammen med Cales cembalo-akkompagnement, og at bratschen udgør en ordløs andenstemme i sangen. Da jeg forstod dét, blev sangen pludselig endnu smukkere, og slægtskabet med The Replacements bliver tydeligt igen.
For John Cale dukker også op med sin bratsch på The Replacements’ svanesang, All Shook Down, nemlig på “Sadly Beautiful”, et nummer så langt fra The Replacements’ garagerock som tænkes kan.
Netop her er det som Paul Westerberg når til det samme sted, hvor sårbarhed møder ønsket om at række ud til verden, som Nick Drake beboede. Og i begge sange er det John Cale, der formår at få denne følelse frem.
Herunder er de to sange.
Fir små tre uger siden spillede Editors den belgiske Werchter Festival. Her ligger hele koncerten med prof billede og lyd…
Stjerner er stjerner og Echo and the Bunnymen-frontmand Ian McCulloch’s kvalitet som en sådan var åbenlys fra første øjeblik debutalbummet Crocodiles blev udsendt 18. juli 1980. At udkomme samme dag som Closer med lige da allestedsnærværende Joy Division, hvis sanger netop havde taget sit eget liv, skulle ikke være nemt, men Bunnymen tiltrak sig fortjent den opmærksomhed og det følge , de kunne bygge videre på mod storhed forude…