Har med entusiasmens interesse læst Webmaster Pastors indlæg om den nye Ed Stasium-mixede genfødsel af The Replacements’ Tim, et her meget afholdt album, købt i september 1985 da det udkom. Og netop nu også hørt den ‘nye’ version af ‘Left Of The Dial’, et af pladens allerstærkeste numre. Og jeg synes det er svært. For det nye mix lyder jo tydeligvis bedre og mere korrekt, instrumenterne skiller sig bredere, mere klart ud. Men jeg har aldrig nogensinde et eneste sekund ønsket mig noget anderledes end originalens udtryks-upåklagelige sound, der måske ikke er for hifi-entusiaster, men som vigtigere til gengæld er den perfekte uperfekte lyd til et snublende over egne fødder kaos-band som The Replacements. Og så er der en anden ting: Uanset om man kan lide lyden eller ej på Tim, så er det jo sådan den kom og var og står i historien. At høre ‘Left Of The Dial’ i et anderledes shiny karosseri nu føles derfor sært hjemløst. Præcis som det gjorde det da David Bowie’s pladeselskab som salgskrog for et af de utallige boxset med ham for et par år siden lod Tony Visconti lave et helt nyt mix af Lodger (1979). Det album lød også klart hifi-overlegent i den nye udgave, men det var bare ikke den lidt flade, diskant-skarpe Lodger, man havde lyttet og festet og levet til. Jeg har også en godt ti år gammel The Clash-single med et nyt mix af ‘London Calling’, og her er det selvfølgelig en anden sag, for hvordan forbedrer man det allerede perfekte, det kan man jo ikke, og derfor er det projekt 100% nytteløst. Mener, tænk at besøge Van Gogh-museet i Amsterdam og se mesterens malerier i nye nutids-destillerede farvenuancer, nej, hvem har lyst til det? Selv vil jeg med arkæologisk interesse lytte fascineret til Ed Stasium’s nye mix af Tim når det bliver tilgængeligt, men uanset hvordan det er, så vil det efterfølgende føles lidt akavet (=forkert) at høre. Fordi det fucker med historien. Selv det nye Tim-cover er jo langt mere nådigt ved øjet end den rodebutik som er det oprindelige pladeomslag, men giv mig alligevel sidstnævnte at se på. For det er det rigtige. Man havde én chance i 1985 og det var det cover man gik med. Ligeså med musikken bag. Vores fælles historie kan godt leges om nu, men den kan ikke skrives om. Her følger ‘Left Of The Dial’ som den altid stod og står, døm selv…
