Lana Del London

Denne hede søndag står London i Lana Del Rey’s tegn. Efter at Springsteen lukkede i Hyde Park i aftes med bl.a. uventede ‘Twist & Shout’ skal Del Rey i aften bevise på samme scene, at hun – i modsætning til på Glastonbury for to uger siden – kan time et helt show uden overlagt strømsvigt fra arrangørernes side. Denne LDR-klassiker meldes på setlisten…

Radio Free Europe

Long ago and far away: Denne weekend er det 42 år siden R.E.M. debuterede på det usynligt lille Hibtone Records med singlen ‘Radio Free Europe’. Gad vide hvordan den mere alternative rockmusik ville have lydt uden R.E.M.’s påvirkning, inspiration og stigende succes op gennem 1980’erne? ‘Radio Free Europe’ blev genindspillet til debutalbummet Murmur (1982), men sådan her lød den oprindeligt…

To the sea of love…

Phil Phillips gør det upåklageligt på sit 1959-hit ‘Sea Of Love, men også denne sang – i går her var der det Tedd Browne’s ‘The Everglades’ – ville have gjort sig fantastisk med Elvis’ uforlignelige shine og nattog af uartikuleret spiritualitet over sig. Havde han sunget for var den garanteret nået langt højere op på hitlisten i USA end den 2. plads det rent faktisk blev til. Den her sang er så markant, der i 1989 blev lavet en ret overbevisende Al Pacino-thriller som både bar dens navn og musik som omdrejningspunkt. Og i England fik Kim Wilde’s far Marty sig i 1959 sit eget hit med en mere renskuret version. Bagsiden på hans single hedder ‘Teenage Tears’. Så er alt vist perfekt…

PS – Og så udsender Iggy Pop også en kendt version – måske ikke ligefrem karrierens højdepunkt – på sin ellers lidt undervurderede Party (1981)…

Mere Grian Chatten

Albumdebuterende Grian Chatten fra Fontaines DC tog en tur med sin akustiske guitar op på den lille scene i Rough Trade East på Brick Lane i Østlondon forleden. Her gav han uden nonsens eller falsk beskedenhed en håndfuld af sangene fra sit nye album…

Down in The Everglades…

Sommer er tid til udflugter, til at dreje bort fra det velkendte og tage en ukendt rute ind i uopdaget land. Men pas nu på ikke at ende nede i The Everglades, for måske der ikke er nogen vej tilbage. Tedd Browne’s ‘The Everglades’ er et obskurt ikke-hit fra 1959. Tænker at Elvis Presley uden meget sved på panden kunne have gjort denne lettere besatte, southern-skæbnesang til en verdenselsket klassiker…

PSB i KBH

Pet Shop Boys spiller i København i aften. Har set setlisten og hvilken overlegen hitparade denne best of-tour har med sig. Når der her tænkes favoritnumre med duoen, hvis betydning og fremstående plads i 1980’ernes popkultur ofte glemmes, så træder fire overdådige titler umiddelbart først frem: ‘Being Boring’, ‘Domino Dancing’, 12″er-udgaven af ‘Love Comes Quickly’ og understående ‘Paninaro’ med sin klassiske Chris Lowe-vokal. De to sidste er med på det stemnings-gennemførte remix-album Disco, der udkom i november 1986. Havde Disco med på kassettebånd i en Sony Walkman på dannelsesrejse til Vestberlin i marts 1987. Dengang lød ‘Paninaro’ her af glitrende, strømlinet nutid på vej. I dag har den stadig sin friskhed, men også noget helt anderledes bittersødt over sig, som vel kun de allerbedste ting får det på levet afstand. Må I der skal i Royal Arena få en stor aften!

Hvor sangen finder dig

Lucinda Williams bliver ved med at indspille og udsende hjerteramponerede plader af den store amerikanske ensomhed. Her en sang fra hendes nye Stories from a Rock N Roll Heart, et album der netop skulle være på trapperne og som kan byde på gæsteoptrædender af bl.a. Angel Olsen og Bruce Springsteen. Her er det dog Lucinda og hendes stærkt spillende band helt alene…

Blondie tog den

New York City’s Randy & the Rainbows med en strømlinet doowop-sang fra 1963, som Blondie hørte, indspillede, samt brugte på 2’eren Plastic Letters (1978) og samtidig fik et stort single-hit i England med. Originalen hed ‘Denise’, Blondie ændrede køn til ‘Denis’…

Independence Day 1978

To år før ‘Independence Day’ i oktober 1980 udsendes som en del af dbl-albummet The River, da er sangen allerede med som del af den omfangsrige tour for forgængeren Darkness on the Edge of Town, der kører i USA fra maj til og med december. Så flyvefærdigt fuldkommen lyder ‘Independence Day’ med Springsteen og E Street Band i Houston, Texas i 1978…

Independence Day

4. juli og kun én uge til manden bag denne sang spiller to aftener med sit band i København. Reporter udefra melder om et rustent band og en ditto forsanger, der hver aften virkelig skal kæmpe sig op til det forventede niveau. Naturligt nok alt taget i betragtning, men en vis frygt herfra for hvad præcis det er som kommer til Danmark…

Rock’n’roll suicide!

Hør herunder lyden af fem tusinde teenagehjerter briste. På det endelige show af den 191 koncerter lange Ziggy Stardust-tour, der løber fra 29. januar 1972 i Aylesbury til 3. juli 1973 i London’s Hammersmith Odeon, bekendtgør David Bowie til allersidst, at dette er den sidste koncert han og The Spiders from Mars nogensinde vil spille. Ikke engang bandet er blevet informeret om dette Ziggy Stardust-selvmord på forhånd. Det er 50 år siden i aften…

Lay down thy raincoat and groove

I aften for 40 år siden – det var en søndag – spillede Liverpool’s Echo and the Bunnymen på Roskilde for første gang, en magtdemonstration af et dynamisk og henført show på Orange. Bunnymen var på toppen af egne evner, igang med at skrive de numre der året efter skulle blive til mesteralbummet Ocean Rain. Således var der denne aften på Darupvej f.eks. et nyt nummer ved navn ‘The Killing Moon’ på setlisten. Roskilde-koncerten findes kun visuelt i en for ufyldestgørende optagelse, så her istedet et show 14 dage senere i London’s Royal Albert Hall, der med al tydelighed viser, hvorfor Echo and the Bunnymen af mange blev anset som måske verdens bedste band lige der og da…

Denne blog vedligeholdes af Jens og Pastoren.