San Francisco’s The Nerves med en profileret sang fra deres enlige 1976-EP, som Blondie snart hørte, indspillede, brugte som åbningsnummer på Parallel Lines (1978) og snart derefter fik et stort single-hit i England med…
Blondie tog den
Alle elsker Debbie
I aften, når Debbie Harry går på scenen med Blondie i Crystal Palace Park, vil hun nok blive mødt med fødselsdagssang af publikum.Da heller ikke hver dag man er på scenen og fylder 78 år. I det sydlige London spiller Blondie før den to år yngre Iggy Pop, som Blondie først supportede på dennes amerikanske tour i 1977. Til arrangementet Dog Day Afternoon spiller endvidere Buzzcocks, Stiff Little Fingers og Generation Sex, der som navnet spiller på er Billy Idol og bassisten fra hans gamle Generation X, samt Steve Jones og Paul Cook fra Sex Pistols. Blondie’s bass spilles lige nu af Sex Pistols’ Glen Matlock, så Johnny Rotten’s gamle punkband er stærkt repræsenteret i Crystal Palace. Men dagen, den tilhører Debbie.
Den europæiske drøm
Det var året på Roskilde hvor Simple Minds headlinede Orange fredag, Siouxsie and the Banshees lørdag og Echo and the Bunnymen søndag. Simple Minds, endnu ikke tilnærmelsesvis det stygge stadionband de uforståeligt skulle blive et par år senere, var flyvende med New Gold Dream (1982), frontmand Jim Kerr i sit livs form. I aften er det 40 år siden de stod der og strålede i solnedgangen over Roskilde. Her er størstedelen af koncerten. Lyden so-so, gløden ikke til at tage fejl af. Bands der har den, de har den…
Buzzcocks on 45
Buzzcocks er et af den engelske punkscenes stærkeste og mest profilerede singlebands. Favoritten her blandt perlerækken af deres tidlige 45″ere – kan høres samlet på den perfekte compilation Singles Going Steady – bliver muligvis ‘Love You More’, deres fjerde single, der udkom denne weekend for 45 år siden, usch! Det synes absurd lang tid nu, til gengæld varer selve sangens rejse kun et minut og 45 sekunder…
Orange Blur
Første gang Blur spillede Roskilde var året 1995. Det var Orange, det var aften, der var nogle store Parklife-bingoplader som blinkede spillemaskine-kulørt på hver side af scenen. Husker det kun fragmentarisk, fordi langt det meste af deres show blev brugt få hundrede meter derfra i Arena-teltet, hvor Suede overlappende spillede en af sine helt store koncerter, dynamit-dynamiske ovenpå udsendelsen af Dog Man Star (1994) og fundet af en ny guitarist efter Bernard Butler-forliset. I aften er Blur tilbage på Orange, som et af bemærkelsesværdigt få rocknavne på årets festival. Forleden var det Josh Homme’s Queens of The Stone Age, i aften er det Blur, og det er så det på de to største scener i år. Alligevel står der ingen tvivl om at Damon Albarn og hans snart albumaktuelle band vil være et af de helt store tilløbsstykker, når de 22.30 går på med et set, der gavmildt deler ud fra bandets store bagkatalog. Med er dog også 2-3 nye numre, hvoraf dette – som åbner aftenen – i dag er blevet singleudsendt…
David Bowie på Roskilde?
I morgen for 27 år siden optrådte David Bowie for første og sidste gang på Roskilde Festival. Han var nu booket igen til 2004, men måtte kun en uge før aflyse resten af sin igangværende europæiske tour, officelt pga. en skulderskade. Sidstnævnte var i virkeligheden en akut hjertedefekt, som Bowie blev opereret for i Hamburg 26. juni. Bowie turnerede aldrig igen. Herunder er han med sin anden single fra Lodger (1979). ‘DJ’ er som resten af det album, der jo officielt står som en del af Berlin-trilogien, paradoksalt nok indspillet i Montreux, Schweiz og mixet i New York City. Efter næsten egenhændigt at have opfundet rockmusikkens fremtid i 1977 med de kolde lydlandskaber og den modernistisk ekspressive tilgang på Low og “Heroes”, udfordrer David Bowie mesterligt denne nye verdens muligheder på især Lodger og efterfølgende Scary Monsters (1981). Bemærk på dette nummer hans så Talking Heads/David Byrne-lånte sangstil, næppe noget tilfælde. ‘DJ’ blev udsendt dags dato i 1979…
The Go-Betweens
Tænk at der engang fandtes bands som spillede på guitarer, udsendte plader og blev taget helt alvorligt af de bredere medier, ofte endda også af det pladekøbende musikpublikum. Som repræsentant for den virkelighed er her australske The Go-Betweens med en sang af den slags, mange ville dø for dengang. Det er Robert Forster, der i en yngre og mystisk dragende Grev Dracula’s skikkelse, synger for med et glitrende kors om halsen. Måske Forster troede på noget, men vi troede på ham. ‘Head Full Of Steam’ var i 1986 anden single fra Brisbane, Queensland-bandets fjerde album, Liberty Belle and the Black Diamond Express, et af deres allerbedste…
Depeche Mode på Østerbro
Parken er hvad Parken er; en svær forhindring at overkomme for ethvert stort band, der i dens brutale rammer ofte ender med at spille andenviolin til selve begivenhedens monstrøsitet, samt den berygtede elendige lyd inde i betonklodsen. Med den svære baggrund in mente en forbløffende stærk aften af Depeche Mode mandag aften. Om det skyldes det nylige dødsfald eller det faktum, at man med årets Memento Mori turnerer det bedste DM-album i vel en tre årtier, det er ikke til at sige, men der var en alvor over seancen i går som gav aftenen en klædelig tyngde, så anderledes end de næsten for pleasende shows, man har været rundt med de seneste gange. Dave Gahan’s kvaliteter som frontmand og sælger af varen er vidt beskrevet, alligevel stod man benovet gennem aftenen af hans evne til konstant at skubbe nuet ind i sangene og musikkens indre liv så langt udover scenekanten. 41 år siden denne side i 1982 først så Depeche Mode, da de i Saltlageret på Gammel Kongevej charmede 3-400 teenagers med deres dengang så spinkle techno-pop. Så jo, det band er kommet en mirakuløs lang vej. Smukt at man bærer både sin alder som band og egen historie så værdigt som tilfældet var i Parken i aftes.
Stay free!
Hov, overså denne side virkelig Mick Jones’ fødselsdag mandag? Det går jo bare ikke, så her, som for at råde bod, er det ham i forholdsvis sjælden front for The Clash på hans tilbageskuende og for bandet atypisk blide ungdomssang ‘Stay Free’ fra Give ‘Em Enough Rope (1978). Men var Jones da ikke dengang alt for ung til at skrive erindringssange? Nej, tydeligvis ikke…
Careless George
George Michael ville være fyldt 60 år i dag. Tog superstjerne-fængslet livet af ham? Han befandt sig ialfald tydeligvis ikke godt i den verden af evig bevågenhed og kolossal forventning, som var blevet hans efter himmelfarten med Wham! sammen med skyggepartner Andrew Ridgeley. Fra tidlig plastik-Motown-pop med dem til en senere luksuriøs solomusik for alverdens dansegulve, samt nogle uafrysteligt stærke ballader, altsammen udført med nærmest Bryan Ferry’sk elegance.
Her som markering af hans runde dag den eneste George Michael-single jeg ejer, en 12″er med en extended version af hans store 1984-single ‘Careless Whisper’. Hver tone, hvert anslag, hver frasering på dette stykke fremragende hifi-pop er rendyrket perfektion. Ja, selv saxafon-temaet giver fuldbyrdet mening. Og der findes næppe en blødere og mere lindrende lyd end de synth-strings. Alle har mindst ét minde de forbinder med ‘Careless Whisper’. Mit er vistnok placeret dengang under sommernætter på den franske Riviera…
Et lys der aldrig går ud
Lyset hedder The Smiths, et af de helt store bands i den stolte engelske musikhistorie. Og tænk at det skulle komme så vidt i 2023, at man langt, langt hellere end at se bitre Morrissey, ville give meget for en aften at kunne drikke kolde øl og synge sig hæs sammen med Rick Astley og Stockport’s Blossoms, når de sammen går på scenen med tre håndfulde The Smiths-sange, præcis som et pakket Woodsies-telt gjorde det på Glastonbury lørdag. Her et link til den fem-stjernede anmeldelse fra Guardian.
Summertime lateness
Lana Del Rey skulle lørdag aften kl. 22.30 på Glastonbury’s såkaldte Other Stage give sit første britiske show i fire år. Derfor ret vildt at vores popnoir-dronning dukkede op en hel halv time for sent, angiveligt fordi hun skulle have sat hår. Konsekvens? Da klokken slog midnat, curfew på Glastonbury, blev strømmen slukket på scenen. Da var Del Rey netop færdig med ‘White Mustang’. Som kan ses på køreplanens hensigt herover gik Glastonbury’s publikum på den baggrund glip af en håndfuld af Del Rey’s største slow-bangers. Et bud herfra er at hun om to uger starter sit show i Hyde Park, der også har streng curfew, til tiden.
Frederic Forrest RIP!
Took the train to Voronezh…
Den store by Voronezh, så fremtrædende i dagens nyhedsrapporteringer fra militæroprøret i Rusland, nævnes i The Waterboys’ centrale 1984-sang ‘Red Army Blues’, der på kun otte minutter giver en historisk opsummering af den russiske militære indsats mod Nazi-Tyskland i 2. Verdenskrig. Lyder det tørt og kedeligt? Det er det alt andet end lige ikke i Mike Scott’s storladent sansede epos, der fortælles gennem en ung russisk soldats skæbne. Og det er ham som krydser Voronezh på vej til steppernes slagmark. Rockmusik og levende virkelighed, virkelighed og levende rockmusik…
Alex Turner’s jukebox
Hvilken lyd kan inspirere et nyt album? Hvad skaber den musikalske bevægelse mod et kommende værk? Her en spændende liste over sange, numre, musik Alex Turner brugte som referencepunkter i sangskrivning og produktion af Arctic Monkeys’ seneste Car (2022)…
