Her er en såkaldt lyrics video til den nye LS-single. Enjoy!
Canadian Girl til Sofie A
Må ikke glemme den åbenbaring af en koncert The Walkmen gav under eftermiddag på Syd For Solen for halvanden uge siden. En genforening kan være mange ting, have mange årsager og ofte give sig udslag i en tabt kvalitet/identitet af det, der engang var et adelsmærke. Med The Walkmen, der spillede første europæiske show i over ti år, synes det at forholde sig lige omvendt; New York City-bandet fremstod forleden stærkere og vel faktisk mere kommunikerende relevante på en scene – og i levering af deres righoldige katalog – end nogensinde før. Et faktum Hamilton Leithauser på dette klip fra Søndermarken selv begrunder med ‘a little ageing’. Under kommentarer til en Walkmen-post her forrige uge efterlyste Sofie A ‘Canadian Girl’ fra den eftermiddag. Først nu er sangen dog kommet op, og hvilken fin optagelse det er. Fald lige i svime når første omkvæd ruller afsted (1:48 og frem), den overlegne måde Leithauser folder det ud på, helt overskudsagtigt sublimt…
He was a working man…
The Kinks’s Ray Davies, velnok denne sides engelske favoritsangskriver fra 1960’erne, fylder år i dag. Her er han for nogle år siden i eget navn på London’s The Roundhouse med titelsangen fra sit 2007-soloalbum. Også i denne Ray Davies-melodis så britiske flow og fine bugtninger er det meget svært ikke at bemærke , hvor Blur’s Damon Albarn har gået i musikalsk skole, dette kun ment som en stor ros til dem begge…
Slowdive er levende
Slowdive, på vej med nyt album til september kaldet everything is alive, har netop i går udsendt denne første single derfra. ‘kisses’ synes på sin egen Slowdive-hazy facon umiddelbart det mest pop-catchy og utilsløret melodiøse London-bandet nogensinde har begået…
Før fremtiden blev nutid
Det er fredag d. 20. juni 1975. Du er i New York City. Vil du ofre $3.00 for en aften på Lower East Side med disse to lokale bands? Jo, du vil.
PJ Harvey lever
Mandag her med den nye PJ Harvey-single, der på bedste vis synes fortsætte den ret enestående kurs, hendes seneste to albums har stukket…
Strunge, 65 i dag
BERLIN
Kupeen stille alting…
Berlin, mit hoved…
Zigzag gennem erindringens by
der står som en stille dam med guldfisk.
Hybrider af ideer skinnende i en billig farve,
på bunden rådner årenes planter.
Mit hoved, Berlin, en planet i sig selv –
der er områder lukket for levende
og steder hvor alting brænder sammen.
Berlin, mit syn, glimt af gløder i natten,
cigaretternes grå lugt
og pistolernes metalsmæld i begge halvdele,
for fanden, mine knæ, Berlin, det golde guldlys
en kunsteufori, en glæde købt og ædt.
Berlin, mit ansigt, en by uden plan,
linier uden mål
for hvad skal jeg se hen til
og hvor skal jeg danse når musikken presses gennem filtre
mens køn passes til form gennem nylon.
Berlin, mit hjerte, en pumpe for blod, ikke andet!
Og blodets veje kan forudsiges
som turisternes rejser efter souvenirs.
Berlin, måske findes der et aldrigt fremkaldt billede
af en pige på Kürfürstendamm
det i et sekund så mig som mennesket i verden, Berlin
mit hoved er så uklart
hvordan skal jeg finde hendes læber i alt det støv?
Michael Strunge, 19. juni 1983
Bowie, 18. juni 1983
18. juni 1983 – i dag for 40 år siden! – drog hvad der nu synes som hele den brogede københavnske undergrundsscene afsted i en konvoj af turistbusser mod nordtyske Bad Segeberg, hvor Mester David Bowie på sin Serious Moonlight Tour spillede udendørs under hedebølge i et stejlt westernklippe-omgivet amfiteater. Sommetider kan der godt opstå tvivl, om vi nogensinde vendte hjem igen…
Ny LS-single
Ja ja ja ja ja
I går aftes spillede Spoon i Pumpehuset og Sparks spillede i Vega. Jeg havde købt billet til Spoon længe inden jeg blev opmærksom på Sparks. Men jeg havde længe haft lyst til at opleve Spoon, som jeg først blev opmærksom på med deres album Ga ga ga ga ga fra 2007. Nogle vil forhåbentlig huske min særdeles positive omtale af Lucifer on the sofa fra 2022.
Det var overhovedet ikke en dårlig koncert. Med fare for at lyde som den bagstræberiske trekvartgamle mand jeg er: Det er en fornøjelse at opleve et så godt sammenspillet band inden for det, man vel efterhånden bare må kalde traditionel rock og som trækker mere på britiske traditioner fra Beatles frem til 80’ernes og 90’ernes Manchester-lyd end på traditionerne fra Spoons eget hjemland (USA, skulle nogen have glemte det). Spoon er ikke rockens fremtid, men når de er bedst (og det er de ofte) er de i høj grad del af dens nutid.
Britt Daniel lyder ikke sjældent som John Lennon på en god dag, og i aften blev det særlig tydeligt med en vellykket og indfølt udgave af “Isolation” fra Plastic Ono Band. Andre gange lyder han som en sympatisk og begavet udgave af Liam Gallagher. I det hele taget fremstår han og resten af Spoon med en sympatisk og god energi.
Det hemmelige våben er derudover Gerardo Larios og i særdeleshed Alex Fischel, der begge håndterer guitar og keyboards forbilledligt. Alex Fischel præger lydbilledet med sit guitararbejde, der ikke forfalder til nulren eller ligegyldige soloer. Og måske er et andet (egentlig ikke særlig hemmeligt) våben det solide groove og den der evne til at “læse” hinanden og lave uventede, men velplacerede breaks, som hele bandet mestrer og som ikke mindst trommeslageren Jim Eno (der har været med lige siden starten i 1993) håndterer? Hov, nu kan jeg se, at jeg var ved at glemme bassisten Ben Trokan, der er nyeste medlem af Spoon. Det var bestemt ikke meningen.
Jeg ville bestemt også gerne have oplevet Sparks, men jeg er glad for omsider at have oplevet Spoon og gør det meget gerne igen. Klar anbefaling herfra.
Unheard pleasures
Joy Divisions debut Unknown Pleasures blev udgivet i dag for 44 år siden. Vi markerer her det mesterlige album med en alternativ tidlig tracklist, der siden blev fundet i JD-manager Rob Gretton’s notater. Sådan her kunne Unknown Pleasures også have kørt…
Insight
Shadowplay
Day Of The Lords
Disorder
New Dawn Fades
She’s Lost Control
Wilderness
Candidate
Interzone
I Remember Nothing
PS – Har nu prøvekørt ovenstående tracklist. Altid interessant at høre et albums numre i alternativ sequence, da de åbner sig op på en ny måde når forudgået af noget uvant. På denne alternative Unknown Pleasures er det specielt side 2 der gør indtryk. Start- og sluttrack er det samme som på den officielle version, men de tre numre i midten skaber en pladeside, hvis musik i stemning om muligt (!) er endnu mere industrial/urban-dystopisk, menneskeudslukt og blottet for selv det mindste håb. Ikke uden evner heller, slet ikke.
Studentervognen kører fredag.
TOLEDO på Djurgården
Et af adskillige Thåström-højdepunkter søndag aften i Stockholm var live-premieren af ‘TOLEDO’. 15 måneder skulle det tage for det usminkede skilsmissenummer fra Dom Som Skiner at få sig en plads på setlisten. Hvilket kan være svært at forstå, når man hører den stærke version her. For tæt i sin tekst på det levede liv til at ville røre ved, eller bare et spørgsmål om hvordan den bandløse produktion på albummet skulle transformeres om til scene? Forskellen i fraværet var ens, men nu står ‘TOLEDO’ fuldt spilbar…
The Walkmen på Fr’berg
Nyd optagelsen her. Solen blænder, folk snakker og bandet er langt, langt væk. Alligevel stråler kraften, særegenheden og det vidunder som er The Walkmen igennem på denne version af ‘All Hands And The Cook’ fra Syd For Solen i Søndermarken på Frederiksberg i lørdags. Hamilton Leithauser og co. var tydeligvis overrasket over det store fremmøde ved deres tidlige koncert, den første i Europa efter pausen på ti år, samt den så overvældende positive modtagelse The Walkmen-musikken fik under trækronerne. Medvind og succes kan virkelig få nogle bands til at vokse på dagen. The Walkmen viste sig til Syd For Solen som sådan et. En ‘all timer‘ skrev Hamilton få timere senere om koncerten på sin Insta-konto. Umuligt ikke at give ham ret den dag, hvor The Walkmen langt om længe fik sit danske gennembrud…
Søndagssang i STHLM
Årets eneste Thåström-show søndag aften på hjemmebane i Stockholm som headliner til Rosendal Garden Party, en lokal pendant til Syd For Solen. Thåström – på dagen programsat sammen med Nicole Saboune (hørte hende ikke) og en salvelsesfuld, storsnakkende Eva Dahlgren – satte sig igennem med helt anderledes intensitet/nødvendighed foran godt 10.000 mennesker i festivalens skov ude på idylliske Djurgården. Thåström’s band, det samme som har spillet med på seneste tour, er i dynamisk autoritet vokset højt i statur siden den prøvende begyndelse for 15 måneder siden og var med til via en varierende anderledes setliste end senest at skabe en stor stockholmsk aften. Her er hvad blev spillet…
