Det er forfærdeligt, hvad der sker netop nu i Palæstina og Israel. Alle mennesker har ret til at leve et trygt liv uden fare. Det gælder både i Israel og i Palæstina.
Min eneste kommentar i skrivende stund ud over denne selvfølgelighed, der tilsyneladende ikke er en selvfølgelighed, er en henvisning til Zul’m, det gamle album fra 1992 med den for længst afdøde Bryn Jones, der var eksperimenterede musiker og producer i Manchester op gennem 1980’erne og 1990’erne under kunstnernavnet Muslimgauze. Hans musik var et sted mellem “verdensmusik” og elektronisk musik og milevidt fra det meste af den Manchester-musik vi plejer at nævne her.
Jeg havde albummet dengang, men afhændede det på et tidspunkt uden fortrydelse. For dets skabere, Blackpool-bandet Section 25, godtnok var de på cool, myteomspundne Factory Records i Manchester, men der var noget underpræsterende tredjerangs over dem. Nok derfor var de mest kendte for at Joy Division’s Ian Curtis havde produceret den første single. Deres musikalske ting lå i et da ret overfrakke-befolket men anonymt landskab mellem vennerne fra Joy Division, der ofte havde givet dem opvarmningsjobs, og de mere atonale Public Image Ltd. Section 25 tog alle tidens dunkle postpunk-tricks, men lagde intet til. Den musikalske kunnen var begrænset, sangeren Larry Cassidy’s ene tone i livet holdt stille men fast på sin opgivende apati, og selve numrene fremstod næsten uden undtagelse som forglemmeligt grå øvelokale-jams.
Og alligevel var der noget som fangede. Jeg tror det var produktionen. Factory’s producerlegende Martin Hannett fik på Always Now sit lydunivers til at fremstå som det manglende led mellem de to Joy Division-albums, der post-Ian Curtis i 1981 stod mytologisk. Mange bands lød sådan, men med Hannett selv bag pulten var dette umiskendeligt den ægte vare. Og så var der slutsangen. Efter en monokrom færd konkluderede ‘New Horizon’ albummets trøstesløse rejse fra start til slut. Først nogle insisterende vage og møjsommeligt opbyggende keyboardflader, og så sætter bandet endelig ind med selve det sært uforløst forløste nummer, der i sit drevne mellemtempo rent faktisk endelig rammer noget, der ikke bare er den grå sum af sin for tydelige inspiration.
De sidste par år har jeg savnet albummet. Men i mellemtiden er det blevet sjældent/dyrt. Ikke mindst pga. sin stilikoniske coverart, der i dag står som ren state of the art-Factory. I går stødte jeg endelig på et eksemplar, og i velbevaret stand til 500 kr er det faktisk et godt fund. For Always Now er den helt rigtige tidsmaskine til hvordan hundreder af halvt bedøvede postpunk-bands lød dengang. Hverken værre eller bedre. Det er som igen at få muligheden for at gå ind på en engelsk pub i 1981, ikke vælge den bedste eller fineste, men istedet finde en tarvelig, fugtig og nedslidt en. Og nyde lige netop det, fordi det som oftest var præcis sådan det var. Her er ‘New Horizon’…
Præcis en uge i dag (fredag) til BLUES EUROPA udkommer. Vi glæder os til at dele albummet med jer. I kan lytte her til de tre sange, der allerede er sluppet: https://orcd.co/loveshop
New Order’s europæiske efterårsturné, der startede i København for lidt siden i indian summer, slutter lørdag aften i efterårsomblæste Leeds. I aftes var touren kommet til Glasgow, hvor en vis Elizabeth Elektra var blandt publikum. Som hendes tweet herunder viser, så kan musikken fra New Order og Joy Division bringe meget forskelligt frem i folk…
1981: White Bunnymen in Hammersmith Palais. Heaven Up Here er en af årets fremmeste plader, de nye funklende Liverpool-stjerner er kommet til London denne tirsdag og Mersey-lokale The Wild Swans spiller support. Her A-siden på sidstnævntes eneste single, produceret af Bunnymen-trommeslager Pete De Freitas og udsendt fire måneder efter på Zoo Records…
Fire år siden seneste album(s) fra TR/ST, dæknavnet for den elektroniske musiker og sanger Robert Alfons. Her et af hans mange mørkt euforiske trips, forløsende popmusik af en bedre verden…
De udsendte ét hyldet og myteomspændt album. Men forsanger, bandleader og sangskriver Lee Mavers hadede pladens mix og dikteringen ovenfra af pladeselskabet Go! Discs så voldsomt, han aldrig gik i studiet igen. I dag er det 33 år siden Liverpool-bandet The La’s udsendte deres fine Merseybeat-album i eget navn. ‘There She Goes’, hitsinglen derfra, har sikkert betalt Mavers’ husleje lige siden, som den tidsløse popklassiker den er. Videoen her kan så sandelig også noget nordvestengelsk og overbevisende…
I dag seks år siden Thåström udsendte sin mægtige Centralmassivet. Så mens der i Thåströmland ventes tålmodigt på nyt om næste udspil her en afspilning af det forrige albums næstsidste track, den stejlhøje ‘Karaokebaren’, hvori sangeren midt i en industriel storm kontemplerer, hvad kunne have været istedet for det der nu blev. De fleste lyttere vil nok blot være skæbnen taknemmelig, at Thåström med jernstemmen ikke viede sit voksenliv til sejlads på de syv have, og heller aldrig blev hverken langtidschauffør op og ned i Europa eller natportier på et hotel midt i byen. Men hvorfor gik det ikke sådan? Jo, det er såre simpelt, karaokebaren gyngede ham for godt…
En af de sidste gange, jeg var på Roskilde Festival, var i 2017. En af de koncerter, jeg husker, er den med Lorde. Hun sang ikke “Swinging Party”, men her er den – en af sangene fra Tim og en særlig mulighed for at opdage The Replacements ad en uventet indfaldsvej.
Den stadig lidt hvalpede Black Celebration (1985) lover meget, men er det ikke først med efterfølgende Music for the Masses, at Depeche Mode virkelig ankommer i udtryk som voksent band på øverste hylde? Albummet, bandets sjette, der er mixet i Puk udenfor Randers, udkommer 28. september 1987, i dag for 36 år siden. Her er Basildon’s håbefulde samme år på besøg på tyske ZDF…
Okay, at introducere Los Angeles-trioen Cannons med en cover af et næsten for velkendt Springsteen-hit – se herunder – er nok ikke helt fair. Så her er frontkvinde Michelle Joy og hendes valiumskudte band så igen med en af deres egne synth-tunge singler fra sidste års Fever Dream…
Først aflyste Springsteen samtlige koncerter i september, og i dag er årets resterende 16 shows ligeledes blevet lagt ned, så behandlingen for et begyndende mavesår kan fortsættes, ja, det lyder bekymrende. God bedring ialfald herfra med en Bruce-coversang fra Los Angeles-valiumtrioen Cannons…
Roxy Music-maestro Bryan Ferry fylder 78 i dag. Her er han solo i 1985, hvor hans state of the art-album Boys and Girls sætter høj standard for hvordan pop som æstetisk øvelse og kunstform skal lyde i dette moderne årti. Hør f.eks. bare Lars Hug’s Kysser Himlen Farvel (1987), der to år senere i Danmark drager åbenlys fordel af tricks og greb fra netop dette album. ‘Don’t Stop The Dance’ er såvidt huskes anden single – efter ‘Slave To Love’ – fra albummet. Ferry synger her om at strejfe gennem en ødelagt verden, om øjeblikkets lokkende liv, om bevægelse for ikke at dø. Ord der passer perfekt ind i de hedonistiske 1980’ere, men som også går fint i takt med Bryan Ferry selv, der stadig i dag bevæger sig så formfuldendt køligt gennem tid i sin musik…
Ja, vi er glade for Minneapolis’ The Replacements her på siden. Kan det være fordi de er et af de få bands, der til stadighed har formået at bruge de helt traditionelle rocknroll-greb, men alligevel fået dem til at lyde nye, friske og nutidigt relevante? Eller måske det bare skyldes frontmand Paul Westerberg, der både som formfuldendt sangskriver og usminket sanger har formået at sublimere sit udtryk med en skødesløs, nærmest trashet tilgang, der – uden nogen stilistisk sammeligning iøvrigt – til tider nærmest har haft en pendant i The Pogues’ Shane MacGowan. Begges tumultarisk lemfældige omgang med skrøbelig musikalsk skønhed kan virkelig noget. Webmaster Pastor skriver lige her nedenfor begejstret om The Replacements’ nye boxset, der bringer et revisionistisk take på 1985-albummet Tim. I samme forbindelse kommer det nu for dagen, at The Replacements i fredags udgav en ‘ny’ vinyl-single, nemlig boxens ‘alternate version’ af det forholdsvis ukendte nummer ‘Nowhere Is My Home’, der vist hidtil kun har været at finde på den britiske Replacements-opsamling Boink!! (1986). Om sangen er værd at høre? Naturligvis.
I dag fik jeg bokssættet Tim – Let It Bleed Edition. De fleste har været begejstrede for denne luksus-genudgivelse af dette, det midterste album i The Replacement’s album-diskografi. Især Ed Stasiums nye mix har fået mange lovord.
Også jeg er særdeles tilfreds. Det er som at høre alle sangene fra 1985 igen, bare på en ordentlig og lytteværdig måde befriet for en høreskadet ungarers firserproduktion. Selv “Dose of Thunder” og “Lay It Down Clown”, som er de to numre, jeg altid har haft lyst til at springe over, viser sig nu at rumme kvaliteter. “Little Mascara” er blevet længere, og Ed Stasium har fundet optagelser frem med Bob Stinsons guitarsoli, der faktisk gør dette i forvejen særdeles gode nummer endnu bedre. “Here Comes A Regular” bliver i mine ører endnu mere gribende i det nye mix, hvor man omsider kan høre pianoet ordentligt. Helhedsindtrykket er, at Tim nu er blevet et album fuldt på højde med Pleased To Meet Me, hvor sangene er af samme høje kvalitet, men hvor lydsiden aldrig har fejlet noget.
Hvis man ikke kan leve uden Tommy Erdélyis skingre gamle mix, er der en cd med det i boksen også. Der er en skive med outtakes, bl.a. de optagelser, Alex Chilton producerede, og et tidligt nummer skrevet af Tommy Stinson, “Having Fun”. Og endelig er der et live-sæt fra 1986. Det er rimeligt, men ikke så godt som det selvstændige live-album For Sale: Live at Maxwell’s, 1986 (det lyder og er en del mere uldent).
Hvad synes The Replacements selv om det nye mix? Af et interview med Ed Stasium kan man lære, at Paul Westerberg og Tommy Stinson blev spurgt til råds under arbejdet. Den eneste af dem (og af The Replacements i det hele taget), der stadig er aktiv musiker og har kontakt med medierne, er Stinson.
“Tommy [Erdélyi] would’ve been the first to tell you his ears weren’t great. So he had to listen to things on headphones to hear what was going on. That’s the only person I’ve ever worked with who mixed on headphones. There’s a lot of audio quality missed that way.”
…”The original mix to me always sounded almost nasally. It had this weird kind of one-dimensional, midrange sound that really didn’t sound like our instruments and how we recorded them. I remember the amps and instruments we were using back then and how they sounded in the room, but a lot of that never got across.”
