Fordi verden har brug for det. Her en dokumentar om 25. december 1977, hvor Sex Pistols spiller deres to sidste shows i England, det inden den berygtede USA-tour i januar ’78 og dens efterfølgende bandopløsning. Begge shows foregår på natklubben Ivanhoe’s i nordlige Huddersfield, det første om kl. 15. om eftermiddagen (for børn til byens strejkeende brandmænd, samt børn til enlige arbejdsløse forældre), det andet om aften for hvemsomhelst. Her en dokumentar om Sex Pistols’ dag i usandsynlige Huddersfield. Aldrig før eller siden med Pistols så man Johnny Rotten eller Sid Vicious smile på scenen som her…
1. juledags-punk 2
Fordi dagen har brug for det. Den vel nok heftigste franske punk-single af dem alle, 1977-debuten ‘Panik’ fra Paris’ Metal Urbain…
Den sidste gang
Jeg har ikke fulgt med i hvad Father John Misty har lavet i de seneste år, men denne sang fra det år, der endnu er “i år”, greb mig. Måske har jeg skrevet om “Goodbye Mr. Blue” tidligere her, men den fortjener at blive nævnt igen. Dette er en sang, der på én og samme tid minder mig om Harry Nilsson og den legendariske country-fortæller Tom T. Hall og som i tilgift får mig til at tænke på noget, der er mere sorgfuldt end man ofte vil indrømme, nemlig afskeden med et kæledyr, man holdt af.
1. juledags-punk 1
Fordi vi vist alle har brug for det…
Hjerternes fest
Glædelig jul fra Webmaster Pastor og overtegnede til alle i nær og fjern – take care!
2-Tone-vinyl
Snapshot fra årets 2-Tone-dominerede lillejuleaften her med The Specials og Terry Hall…..
Fairytale of Copenhagen?
Elias Rønnenfelt fra Iceage har under sit Marching Church-alterego lavet en forbløffende vellykket The Pogues-stylet julesang. ‘Christmas On Earth’ har i år fem slingrende december-højtider på sin samvittighed…
Den uundgåelige
Men ikke med den sædvanlige sort/hvide video, istedet The Pogues og Kirsty MacColl på Top of the Pops dengang. Og som der står i en kommentar nedenunder: “As far as I’m concerned…. Christmas would truly be dead without Shane and this gem !!!”. Hvilket vel på det nærmeste er sandt. Kirsty fokuseret på sin performance her, en som altid ramt Shane på sit tyggegummi…
Rebel waltz
Som tillæg til Pastorens glimrende Joe Strummer-memorial herunder i anledning af 20-årsdagen for The Clash-fyrtårnets død, tænker jeg vi også i dag bør kunne tilbyde hans levende stemme på bloggen. Så her ‘Rebel Waltz’ fra Sandinista! (1980), en af de mindre besungne sange i kataloget, men et fornemt stykke musik, der passende for dagen fremviser hans og bandets gehør for det sørgmodigt længselsfulde…
I slept as I dreamed of a time long ago
I saw an army of rebels, dancin’ on air
I dreamed as I slept, I could see the campfire
A song of the battle, that was born in the flames
The rebels were waltzin’ on air…
FYI: Kvinden der modtager den fulde opmærksomhed på video-billedet herover – taget af Bob Gruen i New York City i 1981 – er Gaby Salter, Strummer’s kæreste fra 1978-93 og mor til hans to døtre, Jazz og Lola Mellor.
Til minde om Joe Strummer
I dag er det 20 år siden John Graham Mellor, af mange kendt som Joe Strummer, døde pludseligt af en medfødt hjertefejl, kun 50 år gammel. Jeg husker tydeligt, at Jens ringede til mig med den triste nyhed. Vi har skrevet meget om The Clash her i årenes løb, men i dag føles det passende – de var uden diskussion (!!!) en af de helt store engelske rockgrupper, og jeg holder usigeligt meget af dem.
Vi vil aldrig få at vide, hvad Joe Strummer kunne have nået, havde han fået lov at leve det lange liv, han fortjente.
Her er hvad Bruce Springsteen sagde om Joe Strummer tidligere i år.
Terry Hall mindet
The Specials kom fra Coventry, så da byens lyseblå hold Coventry City i aftes tog imod West Bromwich Albion blev Terry Hall mindet behørigt på hjemmebanen Coventry Building Society Arena. I den forbindelse betød det mindre, at Terry Hall hele sit liv har været dedikeret Manchester United-tilhænger. Og kampen? Coventry City vandt 1-0 på et straffe tre minutter i overtid. Enjoy yourself indeed…
Hvad jeg lyttede til i 2022
I kan nu læse lidt om de albums, jeg lyttede til i det år, der nu går på hæld. Det er den nye feature. Desværre er det kun mig, der har bidraget denne gang, og jeg har ikke mod på at rangordne noget som helst. Ikke desto mindre håber jeg, at I vil bruge et par minutter på min oversigt alligevel.
Marin Duffy RIP!
Denne regnblæsende december-formiddag synes den besynderligt dystopiske Felt-titel ‘All The People I Like Are Those That Are Dead’ næsten lidt for aktuel, da ikke bare Terry Hall’s bortgang, men nu også nyheden om Felt-keyboardvirtuosen Martin Duffy’s død i en alder af kun 55, trænger sig på. Siden Felt’s opløsning i 1990 og til nu har Duffy været fast medlem af Bobby Gillespie’s Primal Scream, hvorfra de fleste nok kender hans usædvanlige tangenttalent. Men her på denne side er det arbejdet med Felt, han først og fremmest værdsættes for. Hør hans luftigt melodiske og brusende keys herunder på føromtalte Felt-nummer fra 1986-albummet Forever Breathes the Lonely Word, der passende i dag bærer Martin Duffy’s ansigt på sit cover…
Forever T
Er vi ikke ret nede ovenpå den uventede nyhed om Terry Hall’s alt for tidlige bortgang? Jo, vi er. Så her endnu en sang, der giver ham i levende live. Kan man forestille sig denne ofte så mismodige The Specials-sanger, den måske mest engelske af alle engelske stemmer, placeret i et synligt priviligeret kærlighedsdrama på Den Franske Riviera, syngende en luftig popsang af så europæisk snit, den næsten lyder som Jarvis Cocker og Pulp fra deres bedste tid, præcis samtidig? Det er virkeligheden på denne single fra Hall’s soloalbum Home (1994)…
PS – Var det underbevidsthedshukommelse det med Jarvis Cocker og Pulp her ovenfor, eller bare ren tilfældighed? Ser ialfald nu, at netop Pulp har lavet et samtidigt remix af ‘Forever J’. Poetic justice…
The Special One RIP!
Den gør ondt den her. The Specials’ forsanger Terry Hall er pludselig død, 63 år gammel. Indenfor Two-Tone-bølgen, den engelske ska-revival som havde sit momentum fra 1979 og et par år frem, var The Specials bandet. Og Terry Hall den altid alvorligt udseende forsanger, hvis så specielt lydende stemme gav Coventry-bandet dets særegne melankolske, dog vitale identitet. Han vil stå savnet som en af sin generations mest markante stemmer. Men pladerne med Specials – plus hvad han også senere bedrev med bl.a. The Fun Boy Three, The Colourfield, Vegas, i eget navn, samt som gæsteartist hos Gorillaz – er der heldigvis endnu. Her Terry Hall på vej frem med The Specials i 1979, hvor ikke mindst en britisk tour som support for The Clash gav dem et hengivent publikum at spille videre for…