En ofte overset ting omkring The Cure? Hvor eminent dygtig og stildannende en guitarist Robert Smith er. I 1983, da The Cure for en tid som band er brændt sammen ovenpå Pornography (1982), får Robert Smith en tjans som fast guitarist hos sine venner i Siouxsie and the Banshees, der netop har mistet deres eget guitar-es John McGeoch. At gå ind og afløse JM’s teknisk komplicerede figurer og temaer skal slet ikke være nemt, men på Banshees-livealbummet Nocturne (1983) er der ikke det mindste slinger i valsen fra Robert’s side. Her Juju-åbningssinglen ‘Spellbound’ fra den aften i Royal Albert Hall, hvor nu ikke bare han men hele bandet stråler. Og Siouxsie Sioux ovenikøbet udfører besynderligt koreograferede moves som en stolt hest eller noget. Udover på dette ret så majestætiske live-dblalbum kan Robert Smith’s guitar for Banshees opleves på 1983-singlen ‘Dear Prudence’ samt på studiealbummet Hyæna (1984), der overordnet også bærer stort præg af The Cure-mandens musikalske overskud…
Kent har naturligvis også sunget om den svenske hovedstad, hvortil bandet flyttede de godt 100 km øst fra Eskilstuna, da karrieren blev det sats, der skulle præge samtlige bandmedlemmers fremtidige liv. Blandt Kent’s bittersøde Stockholm-kærlighedserklæringer trænger ‘Columbus’ fra Tilbaka Till Samtiden (2007) sig på…
Som undskyldning for at kunne sætte spotlight på et par af The Pogues’ så vidunderligt cinematiske sange har siden her den seneste uge fulgt med i king-Pogue Shane Macgowan’s hospitalsindlæggelse (vistnok for en infektion). Han er nu ude igen, ovenstående billede taget hjemme i går. Her endnu en af bandets grandiøse klassikere af sin tid, 1989-singlen ‘Misty Morning, Albert Bridge’, der med sit brede musikalske vingefang og fortabt-romantiske narrativ burde have været et smash, men peakede i forbløffende ubemærkethed som #41 på singlehitlisten i UK. Utaknemmelighed er England’s løn…
Udgivet fredag 14. december 1979. Det vildeste at de rent faktisk havde den i Lehmann Radio & TV i Gravene, Viborg på selve dagen. Det havde aldrig været muligt, hvis ikke The Clash havde været på et så stort pladeselskab som CBS. Stort tillykke, London Calling – evig ungdom.
Her er BBC-programmet Nationwide på tour – The 16 Tons Tour – med The Clash i Skotland for London Calling i januar 1980.
The Pogues’ problem-magnet Shane Macgowan forventes onsdag udskrevet fra det hospital i Dublin, hvor han den seneste uges tid har været indlagt. Den begivenhed bør naturligvis markeres her med endnu en af hans bands mægtige sange, denne centreret om den enorme folkevandring over Atlanten, da to millioner irere omkring 1847 drog mod USA for at undslippe den store hungersnød i hjemlandet. En historietime tilsat musik, men så tørt bliver det tilnærmelsesvist aldrig med Shane…
Iggy Pop er vild. Hver gang han synes afskrevet som opbrugt kreativ kraft, så rejser han sig overraskende. Hvilket nu sker igen. For en måned siden udgav han en forløbersingle til sit snartkommende album I’m Every Loser, der indikerede en tilbagevenden til det uambitiøse tegneserie-rabalder, der var Iggy Pop’s smalkost i karrierens underpræsterende 10-15 år efter grungebølgen, hvor han ofte indspillede/turnerede smadder-rock med backing bands af en meget jævn standard. Men her kommer så et sært luftigt popnummer og tager for nu igen stikket hjem til Iggy. Men er der så håb for det nye album? Man aner det virkelig ikke…
The Clash’s fjerde album udsendes dags dato i 1980; the only triple-album that matters. Ikke fordi der er mange af dem, heldigvis. Og som sagt før, denne udgivelse havde helt sikkert haft flere venner, var den istedet udkommet som et almindeligt dobbeltalbum.
Dagens nye single kommer fra Henrik Olesen, der virkelig rækker højt med sin ‘Hymne (Tak For Alt)’. Mon ikke den unge vejlensiske teenager, der fra 1981 satte sine første musikalske aftryk i Sort-Hvide Landskaber, med rette ville have været stolt af sig selv, havde han kunne rejse langt frem i tid og høre denne så stemningsfuldt fornemme musik fra egen voksne person?!
Fandt og købte denne cover-smukke maxisingle for et par år siden i Kreuzberg. På den ligger der en spartansk holdt extended version af hoved- og titelnummeret fra Marianne Faithfull’s brutale coming of age-plade Broken English (1979), hvor hendes så stofplagede og i perioder hjemløse 70’ere pludselig har sat sig mærkbart, både på et illusionsløst sangmateriale og en stemme, der kommer svært flosset og brugt, så evigt langt fra den popsangerinde af lys, der i 60’erne som Mick Jagger’s celebre kæreste var selve indbegrebet af den vægtløst ubekymrede Swinging London-tid. Så Broken English var som album en usminket overraskelse dengang, et mørkt omkostnings-efterskrift til en fjern fejltagelse af en fest, der her og for altid skulle kaste sin lange skygge over Marianne Faithfull’s nu så sørgmodigt ensomme musik…
Suede’s bassist Mat Osman skrev i går på Twitter yderst rosende om den nye solo-single med Supergrass-frontmanden Gaz Coombes, og på de kun ca. tyve ord fik han samtidig indirekte givet den mest præcise/undervældede Arctic Monkeys/The Car-anmeldelse af dem alle: ‘Pure cinematic gorgeousness. New Gaz Coombes is exactly what I thought the latest Arctic Monkeys was going to be from the reviews.’…
Indtog frostgraderne i aftes i havnen i Køge, byen syd for København med hele to fine spillesteder, Bygningen og Tapperiet. Sidstnævnte lavloftede rockklub havde nemlig besøg af længe savnede The Raveonettes, der er på DK-tour i original live-besætning med Sune Wagner, Sharin Foo, trommefænomenet Jakob Hoyer og Manoj Ramdas (højelektrisk second guitar). Den lange pause taget i betragtning viser lige nu et overraskende tight band i støjende storform, der sultent går til Wagners stil-elegante katalog af perfekt pop, gennem setlisten bevægende sig kronologisk frem fra første dogme-enkle EP til den langt mere bredspektrede Raves-nutid. Herover et grønt/pink klip fra showet på Train i Aarhus forrige weekend. Som måske anes spiller den kompromisløst satsede lyssætning på disse shows perfekt op til Raveonettes-universet. Så kun grund til at glæde sig på Godset, Kolding i aften, samt på Store Vega, København onsdag, tourens to resterende shows.
42 år siden torsdag at John Lennon blev skudt og dræbt af en sindsforstyrret fantype ved The Dakota Building overfor Central Park i New York City, hvor han på tiende år boede i selvvalgt eksil med sin familie. Ovenfor ‘Angel Baby’, en af Lennon’s selverklærede favoritsange, en doo wop-sjæler fra 1961 med Rosie and the Originals, som han selv gav et skud, da han med Phil Spector som producer indspillede sit Rock’n’Roll-album, der udkom i 1975, i første omgang dog uden hans fine Wall of Sound-version, der først i dette årtusinde blev tilføjet albummet i en udvidet udgave…
For to år siden mistede The Stranglers keyboard-virtuosen Dave Greenfield til covid-19, og i dag har bandet så måttet sige farvel til sin oprindelige trommeslager Jet Black, der er død efter mange år med svækket helbred. Black, der før sin musikkarriere havde en armada af isvogne, var med til at starte det knaldhårde band, som han spillede med til 2015. Herunder er de fire Guildford-venner sammen på Top of the Pops i 1978, hvor de giver Burt Bacharach/Hal David-klassikeren ‘Walk On By’ en overraskende vellykket tur gennem Stranglers-maskinen. The Stranglers har dette efterår – med bassist/sanger Jean Jacques Burnel som eneste oprindelige medlem – været på tour i Europa, hvor også Danmark er blevet besøgt.
