60’ernes bedste engelske band? Mange vil sige The Beatles, for uden Liverpool-popkometernes indflydelse og konstante musikalske udvikling, hvor havde nogen af deres konkurrenter så været? Sigende at The Rolling Stones’ anden single ‘I Wanna Be Your Man’ således var skrevet af Lennon/McCartney, før Jagger/Richards blev selvstændige og dygtige nok til selv at gøre det.

Men The Rolling Stones er også et godt bud på ovennævnte spørgsmål. Hvor The Beatles tog den velfriserede, lyse vej langt hen, da – rådgivet af deres unge manager/inspirator Andrew Long-Oldham – valgte Stones bevidst de mørke gyders hullede brosten, det med en kantet musik, der gjorde en ære af det utilpassede og farlige. Specielt Stones’ singler fra 1965 og frem til 1971 har den kunsteriske styrkes langtidsholdbarhed, man dengang næppe havde troet dem mulig. For trods alt var det jo ‘bare rocknroll’ , som Mick Jagger selv skulle synge det i 1974.

Så er der ialfald – foran de lidt mindre oplagte contenders som Small Faces og The Who – et band til, der kan hamle op med de to førstnævnte. The Kinks lyder i starten af karrieren i 1964 mest som endnu et band, der uden forbehold spiller for tidens massive Beatlemania, men meget hurtigt udvikler sanger/sangskriver Ray Davies sig til noget helt enestående. Og gennem hans specielle talent udsender The Kinks ligeledes fra 1965 og frem en musik, som i sit temperament og sin melodiske tone er så ærke-engelsk, genrebetegnelsen brit-pop næsten burde have været opfundet allerede der.

Og Davies’ sangtekster følger lykkeligt musikken til dørs. Hvor The Beatles’ tekster altid fremstår velfungerende sangbare, men ofte også – lad os være ærlige – lidt undervældende ansigtsløse, da bærer Ray Davies’ forfinede sangord omvendt en novelleforfatters sans for personlige detaljer, historier og karakterskildringer. Hvilket giver The Kinks’ fornemt svungne melodier ekstra tyngde, når de med hans indlevende fortællinger antager karakter af små stemningsfilm, man trækkes ind i.

Nå, det var en lang indledning her, blot for at kunne bringe en interessant cover af Ray Davies-sangen ‘I’m Not Like Everybody Else’, der først optræder hos The Kinks som single-b-side til ‘Sunny Afternoon’ i 1965, langt senere (live-versionen her ovenfor) som skæbnesvanger afslutningsmusik i The Sopranos. Femten år efter originalen udsender den engelske session-guitarist Chris Spedding (som har spillet sin elektriske guitar på studieplader for bl.a. Bryan Ferry, John Cale, Harry Nilsson, Paul McCartney) et soloalbum, hvis specielle titelsang netop er ‘I’m Not Like Everybody Else’…

Johnny Marr, guitar-es og mand bag den tidsløst elegante musik som er The Smiths, fylder år i dag. For at markere det sættes her et par af hans melodisk lysende guitarguirlander op over denne blog. ‘This Charming Man’ findes ikke på The Smiths’ debutalbum fra marts 1984, selvom sangen er blevet udsendt ikke længe før. Den udgives nemlig 31. oktober 1983 – på Marr’s 20 års fødselsdag – som Manchester-bandets anden single efter ‘Hand In Glove’. Og der er fart på for Johnny Marr i den periode; allerede inden han fylder 24 er The Smiths opløst og hans imponerende livsværk med The Smiths komplet. Sjældent har begrebet boy wonder været mere presserende…

Lyder ‘This Charming Man’ her anderledes, end du synes den plejer? Det har sin grund. Dette er den såkaldte London-version fra før den ‘rigtige’ Manchester-version, men dømt ikke-optimal og derfor genindspillet oppe nordpå. Denne udgave ligger som nummer to, lige efter Manchester-versionen, på den oprindelige 12″er-single. Synes i den grad også London-versionen her kan noget med sin så tydeligt mere reverbede guitarlyd.