New York City-poeten Jim Carroll gæster i 1984 Lou Reed og hans band under en koncert i Passaic, New Jersey og synger for på en speedet version af sin ‘People Who Died’. I dag er det ni år siden Lou Reed gik bort ovenpå en levertransplantation efter et liv med hepatitis C. Jim Carroll døde i 2009, også som følge af narkomisbrug, mens Lou’s leadguitarist Robert Quine her begik selvmord med en heroin-overdosis i 2004. Happy New York-days!
Roxy Music begynder…
Og et sted ude i London læser Phil Manzanera denne annonce.
Time for ex-heroes?
Tirsdag aften i næste uge står The Libertines på scenen i Store Vega. Meget vand er løbet under broen siden bandets skilsmisse fra Pete Doherty omkring andet album i 2004, og allerede sidst det gendannede The Libertines spillede København i 2014 var der en letbitter følelse af cashcow over bandet. Det blodbrødre-fællesskab, der oprindeligt faldt Carl Barat og Pete Doherty så let, var ikke længere til at høre eller få øje på, også selvom den så engelske musik larmede korrekt og næsten lød som dengang, det hele betød alverden for de involverede. Men det gør det bare tydeligvis ikke længere. Så hvad nu hvis vi istedet bevæger os hen til længe før bandet og dets tidlige gyldne periode? Ja, hvad om man forestiller sig, Doherty og Barat’s fædre måske i 1977 har spillet i band sammen og udsendt skramlet rockmusik i Albion? Ingen fra London-punkbandet The Vibrators svarer godtnok de tos efternavne, og Pete Doherty’s unikke sans for lyrik og sang-ord er fraværende, men i det musikalske ligger blueprintet til det oprindelige The Libertines jo lige her…
Dagens citat
‘How do you play guitar? You play against fascism, sexism, racism, anti-semitism and greed capitalist entitlement. Fight ’em all. Noise is for heroes.‘
Thurston Moore
Ruby og Elisabeth
Siden den alt for tidlige bortgang i går er medier og net blevet lyst op af en bred Elisabeth-kærlighed, hvis omfang hun formodentlig slet ikke selv anede eksistensen af. Hendes musik har også fået en revival i det digitale fællesrum, ikke mindst på Facebook, som det seneste døgn har lignet en veritabel Voxpop/Elisabeth-playlist. Har dog bemærket én stærk sang, hun stråler på, som glimrer ved sit fravær, nemlig Sort Sol’s 1985-cover af ‘Ruby, Don’t Take Your Love To Town’, hvor den elegante streg af et signatur-kor i omkvædene synges af netop hende…
Sidst jeg så Elisabeth
En sommeraften på festivalen Under Broen. Har stået på siden af scenen med Steen og Lars fra Sort Sol og nydt den menneskelige jukebox Kim Larsen tryllebinde Middelfart med hit efter hit. Han slutter som aftenmørket falder på. Vi driver ned i barakområdet bag scenen, og der løber jeg ind i Elisabeth. Jeg har ikke har set hende længe. Hun er der for research til en bog om sin storebror. Vi taler om Hilmer, som hun altid havde været fortrolig med. Pludselig ud af mørket kommer Kim Larsen, der ser os stå sammen. Han begynder uden varsel at synge en italiensk-lydende romance til Elisabeth. Noget a la ‘Når en kvinde og en mand træffes i fuldmånens skær / Og to hjerter bryder i brand…’. Vi griner, han får nogle varme ord med fra os og forsvinder trallende bort i den fynske nat. Elisabeth og jeg siger farvel til hinanden, går hver sin vej. Nu er de begge borte.
Little Johnny Jewel
Nogle dage lyder Tom Verlaine’s Television bare som verdens bedste band. Og så er det man hører sin mesterlige Marquee Moon (1977), måske endda går videre og også sætter Adventure (1978) på, som trods sin stille eksistens i skyggen af debutalbummets ekspressive perfektion også bærer på musik af uhåndgribelig skønhed. I de to pladers generøse selskab overses debutsinglen ‘Little Johnny Jewel’ nemt, da den kun findes som selvstændig single – først udsendt som 7″er i 1975 på det lille New York City-selskab Ork Records, siden som 12″er i England i 1979, da Television var gået i opløsning – og det er synd…
Is she really going out with him…?
22. oktober 1976 vinder London-bandet The Damned kapløbet om at udsende den første britiske punk rock-indspilning, da debutsinglen ‘New Rose’ udkommer på Stiff Records. På linje med singleopfølgeren ‘Neat Neat Neat’ (udsendes fire måneder senere) har de to minutter og 44 sekunders ‘New Rose’ vist sig at stå tidens test med bravour. Fra en tid da rocknroll handlede om eufori, grænsebrydning og risiko…
Lawrence i Danmark
Sjovt med skæbne i rocknroll. To engelske postpunkbands startede ud sidst i 70’erne, begge anført af meget specielle, selvstændige frontfigurer og begge kendetegnet ved en glasklar guitarlyd, langt fra det normale indenfor britisk undergrund på det tidspunkt. Sidste fredag spillede den ene af dem i København for 14.000 mennekser i Royal Arena, i går kom den anden forbi og gav koncert foran måske 50-60 fremmødte i Vanløse. På den vis står The Cure’s Robert Smith og Felt’s Lawrence på hver sin side af den succés-vippe som er showbiz. Smith fik i 1982 et breakdown, hvorefter han saboterede The Cure med en række succésfulde popsingler, der i dag gør bandets depressive kerne arena-salgbar. Lawrence har også kæmpet med sine psykiske problemer, men har trods nogle indimellem meget fine og roste udgivelser aldrig formået at bryde ud fra indieland.
I går aftes i Vanløse med sit Go-Kart Estate virkede han taknemmelig over dog at have et lille lydhørt publikum at spille for, samt et nyt album på vej. Måske forståeligt efter år med hjemløshed og kunstnerisk obskuritet. Tog bagefter hjem i øsregnen og hørte Felt, det band Lawrence vil blive husket for meget længere end den mærkværdigt bad taste-dyrkende jinglemuzak-rock, hans Modern Lovers-lignende band spillede med ham på Vanløses Stairway.
Lawrence’s Felt definerede indie-popmusik før The Smiths kom til og tog æren for det. På singler som ‘My Face Is On Fire’ (1982) og ‘Penelope Tree’ (1983) lukkede Felt lys ind i den britiske undergrund. Lawrence lød som Tom Verlaine der prøvede at synge som Lou Reed, men alligevel trængte både melodiøsitet som nødvendighed igennem fra denne outsidernes outsider, der erklæret var besat af idéen om at blive popstjerne. Det blev han for en lille trofast skare, men aldrig i den virkelige verden, hvor Felt’s udgivelser, stærke som nogle af dem var, måske lød for verdensfjernt drømmende. I aften er Lawrence med Go-Kart Estate på Radar i Aarhus. Håber der også bliver taget varmt og entusiastisk imod hans ialfald aldrig kedelige nye musik der. Det fortjener den excentriske ener, der har haft så meget karrieremæssig bad luck og menneskelig modgang. Men Felt-numre bliver der ingen af på setlisten. Dem må man enten selv opsøge eller høre lige her…
Lawrence alert!!!
Vi bør nævne her, at der i aften (fredag) på Stairway i Vanløse og i morgen (lørdag) på Radar i Aarhus er koncert med kultfiguren Lawrence, tidligere mastermind i det bredt oversete men fremragende engelske 80’er-band Felt, siden i Denim, Go-Kart-Mozart og nu i Mozart Estate, som han besøger Danmark med. Lawrence turnerer næsten aldrig, og de to danske shows er også sat særskilt op, så chancen for at se en af de sidste britiske excentrikere skal ikke dø pga. manglende omtale her. Hvad man kan forvente? Svært at sige, men formodentlig en hård dosis af den decideret ukomfortable IKEA-pop fra denne video, der i dag er blevet udsendt som forsmag på et kommende Mozart Estate-album med den vanskelige titel Pop-Up! Ker-Ching! And The Possibilities Of Modern Shopping…
Tom Petty’s roadmovies
Tom Petty ville være blevet 72 år i dag. Har aldrig været tæt på ham og hans musik, men alligevel har han på afstand formået med års mellemrum pludselig at bjergtage med en sang så fuldendt, billedeskabende og californisk solbeskinnet, man kun kunne ærgre sig over ikke at være mere velbevandret i de mange Tom Petty-albums. Her sådan en indbydende roadmovie af en sang, denne fra Mojo (2010) hans næstsidste album sammen med The Heartbreakers. Pladen kom først på sommeren det år, og ‘The Trip To Pirates Cove’ blev en fast følgesvend hele vejen igennem…
En slags landsindsamling
Det er (desværre) ikke gratis for os at drive denne blog; det er vi netop blevet mindet om igen. Besøg os på PayPal (f.eks. ved at følge dette link), hvis I vil hjælpe os med at holde bloggen i luften et stykke tid endnu.
Dagens 42-års…
En ska-klassiker fra Coventry City. The Specials, først kaldet The Coventry Automatics, var for 2-Tone-bølgen hvad The Clash var for punken, det progressive band med dét mere i bagagen. Og deres Elvis Costello-producerede debut var allevegne det efterår i England i 1980, da The Specials, The Selecter, Madness og The Beat gik til angreb på både racisme og hitlister. Sådan her lød Specials på deres debut…
Hun er en fighter
Første single fra det kommende Robert Forster-album The Candle and the Flame lyder nærmest helt punket i sin energi og DIY-attitude, selvom musikkens stilart slet ikke er så nem at rubricere. Forster’s kone, den tyske musiker Karin Bäumler, blev sidste år meget syg, så hun og Robert har brugt skabelsen af ny musik sammen som et terapeutisk frirum for de trængsler, de har måttet gennemgået siden. Det har resulteret i det nye album, hvor bl.a. parrets to børn, Loretta og Louis (ham fra The Goon Sax), medvirker. Karin Bäumler har det ifølge Forster meget bedre nu,og ser utålmodigt frem til udsendelsen af det nye album…
Last to die…
Var ude at køre i går, og hørte der et par gange, ansporet af de to nye Bruce Springsteen-soulcovers, Magic (2007), det vel seneste egentligt gode album fra hans og E Street Band’s side. Og ja, faktisk fremstod Magic – en håbløst intetsigende albumtitel – langt stærkere end husket, med adskillige regulært vellykkede sange ombord. ‘Last To Die’ er i den grad en af dem, båret frem af en fornem, alvorstung melodi og ord af den moderne verdens kaotiske opløsning. E Street Band spiller dramaet med en lyrisk tyngde under og omkring Springsteen’s bekymrede ledetråd af en stemme, placeret perfekt i det mørkeblå lydbillede…