Favorit livealbum? Det mest spillede her er uden tvivl The Ramones’ dbl-album It’s Alive, (1979) der på overbevisende vis dokumenterer nytårsaften ’77, hvor The Ramones spiller The Rainbow Theatre i Finsbury Park, London. For ikke mange år siden dukkede 26 minutter af dette show pludselig op på levende film. Så her er Da Brudders fanget på det tidspunkt i karrieren, hvor deres musik, spil og overordnede, uhm, koncept vel står allerskarpest. Rock’n’roll bliver ikke bedre. Enjoy!
Joe Strummer, The Clash: “That’s one thing I learned from The Ramones: ‘Slam! There’s that number… where’s the next one? Because people are watching, people have got things to do! It’s a busy world out there. Give it to them!”
En ny single igen fra Springsteen’s kommende soul-cover album Only the Strong Survive. Husker originalen fra 1985 med The Commodores, en hyldest til soul-fyrtårnene Marvin Gaye og Jackie Wilson, der begge var holdt op at lyse året inden. Originalen ramte mig ikke dengang, men det gør Springsteen’s cover mere i dag. Måske fordi den er sunget med tilbageskuende skrøbelighed, måske fordi produktionen hørt herfra iklæder sangen en værdighed, som er mere end bare lindrende lyd…
‘The Figurehead’, åbningen på den magiske side 2 fra Pornography (1982), et nummer at dø for. Hvis jeg skulle vælge kun ét The Cure-favoritnummer at få med på den berømte øde ø, så ville det være det. En sang hvor hvert eneste ord, tomtom-hug, bass-anslag og guitarens økonomiserede tonevalg står helt perfekt. ‘The Figurehead’ blev spillet i aftes i arenakørslen af et show på Amager, som startede fint lovende, stallede undervejs, hvor den velspillende sekstet fortabte sig i en 90’er-rock, der lød mere af grunge-inspiration end af klassisk The Cure, men i den grad fandt sig selv igen under sidste nummer i hovedsettet, den nye, nærmest imponerende depressive ‘Endsong’, samt første afdeling ekstranumres overflødighedshorn: ‘The Figurehead’ over i ‘A Strange Day’ over i ‘Charlotte Sometimes’ over i ‘Play For Today over i ‘A Forest’, en overlegen stærk sekvens der i sig selv var hele aftenen værd. I disse numre hørte man igen, hvor stor guitarist – en af postpunkens mest markante og indflydelsesrige – Robert Smith er. Skal nok lade være med her at nævne den sidste række ekstranumre derefter, hele syv hits der skulle sende arenaen hjem i feststemning. Smith kan lave stærke popsange, og i kontekst fungerer de som modsætning til den tunge dunkelhed, men hele syv i træk var som en lyserød kage med for meget sukker, som The Cure på lattergas. Ikke at Royal Arena så ud til at være enig i den betragtning, for stemningen eksploderede, der blev kastet sombreroer mod aftenhimlen, lyshårede kvinder hengav sig i hedensk dans. Vi andre skyndte os tilsidst, da The Cure startede på aftenens sidste, ‘Boys Don’t Cry’, ud i det mørke, hvor Robert Smith’s største musik har hjemme.
“Heroes”-producer Tony Visconti skriver på Facebook i dag: “45 years ago this fantastic album was released. David, as usual, started the album with sketched musical ideas, no lyrics, no melodies. Therefore full credit must be given to Brian Eno, the band, Carlos Alomar, George Murray and Dennis Davis, who laid down phenomenal backing tracks that inspired the great songs on the album. And Robert Fripp played all his guitar parts in one day. After all of them went back home David and I chipped away at the musical marble and the songs emerged. For lyrics, he would sometimes walk up to the microphone with the first few lines, then ask me to stop the tape so he could think of a few more. The title track, as most true fans know, was inspired while David watched backing singer Antonia Maas and I having a brief snog by the Berlin Wall. Backing vocals were spontaneously sung by David and me just walking up to the microphone and figuring things out. Credit must be given to our engineer Edu Meyer who held the fort down in a control room that overlooked the Wall. This is my favorite David Bowie album.”
The Cure var et af de helt store bands for mig. Fra Seventeen Seconds udkom i foråret 1980 og frem til katastrofe-albummet The Top i 1984 var vi uadskillelige, Robert, Simon, Lol og jeg. Det til et punkt, hvor mit viborgensiske band Næste Uges TV skulle spille support for dem på Faith-touren i maj 1981 i Saltlageret. Hvorfor det aldrig skete? Fordi The Cure selv på Faith kun kunne sælge 30-40 billetter i forsalg i København, så aftenen blev simpelthen aflyst. To år senere stod jeg backstage på Roskilde Festival ved Canopyscenen, da Robert Smith kom ned fra scenen efter sit show med Siouxsie and the Banshees, hvor han var hyret ind som guitarist. Robert havde det slet ikke godt den aften, græd på vejen ned og havde tværet sin læbestift ud over hele hovedet, ikke betryggende. Senere i 1985 var han tilbage samme sted med The Cure, her, angiveligt med bedre styr på sit indre. Men da var de som band blevet noget helt andet og forsvandt bort fra deres centrale position hos mig. Der var albums og turnéer siden som kunne et og andet, specielt 3 X Kiss Me, samt en showcasekoncert i Hamburg for comeback-fine Bloodflowers (2002) genrejste for en tid den hvilende kærlighed. I morgen aften (fredag) spiller The Cure igen i København, ankommet fra et show i Göteborg denne torsdag aften, som lige nu byder på en så Pornography– og Faith-overdådig setliste, man nemt kan frygte at Royal Arena ikke tilnærmelsesvis bliver så uforglemmelig. Med på setlisten i Kbh. er dog under alle omstændigheder tre nye numre, der på optagelser fra denne tours første shows lyder som noget af det bedste og mest stemningstunge Robert Smith og co. har bedrevet i årtier. Der har altid været størst håb i mørket for The Cure.
13. oktober 1978 udsender The Jam ‘Down In The Tube Station At Midnight’ som singleforløber for albummet All Mod Cons, der udkommer to uger senere. Efter to punktændte albums står allerede profilerede The Jam med dette tredje album ved en skillevej. Kan modtrioen fra Woking udvikle sit til nu stærkt kommunikerende men også noget endimensionelle udtryk, eller hænger man – som flere andre fra punkens første og anden bølge – fast i begrænsningen af genrens fire akkorder og en vilje større end intellektet? Denne nye single består den eksamen med topkarakter, for netop her viser Paul Weller for alvor første gang, hvilket format han besidder som sangskriver. Historien om en mand, der er på vej hjem fra arbejde til sin kone sent om aftenen, men bliver overfaldet nede i London’s undergrundsbane, er måske banalt socialrealistisk, men den fortælles med enkle fængende billeder og en opbyggelig følelsesstærk musik, så det straks noteres, Paul Weller har nærstuderet andet ved The Kinks end deres garderobe. Fra denne single fremad er her kun 20-årige Paul Weller således flyvende som musikalsk observatør og begår med The Jam sange, hvis lige i ufiltreret portrættering af engelsk hverdagsliv man måske på det tidspunkt kun finder hos netop The Kinks’ Ray Davies…
The Jam’s ‘Down In The Tube Station’ får seriøs konkurrence blandt nyudgivne singler 13. oktober 1978. Tidligere Sex Pistols-frontmand John Lydon (AKA Johnny Rotten) debuterer med sit nye band Public Image Limited og et voldsomt profileret nummer, der tager Lydon’s tid i Pistols under kritisk behandling. Måske den mest straight rockmusik-agtige sang PIL nogensinde begår, men alligevel helt med sin egen sound og en original tilgang, der sammen med Siouxsie and the Banshees’ iskoldt kantede musik er med til at skabe det musikalske rum, der snart skal blive kendt som postpunk. En forrygende debut; they mean it, maaan! Det høres.
John Lydon i Melody Maker, oktober 1978: “‘Public Image’, despite what most of the press seemed to misinterpret it to be, is not about the fans at all, it’s a slagging of the group I used to be in. It’s what I went through from my own group. They never bothered to listen to what I was fucking singing, they don’t even know the words to my songs. They never bothered to listen, it was like, ‘Here’s a tune, write some words to it.’ So I did. They never questioned it. I found that offensive, it meant I was literally wasting my time, ’cause if you ain’t working with people that are on the same level then you ain’t doing anything. The rest of the band and Malcolm never bothered to find out if I could sing, they just took me as an image. It was as basic as that, they really were as dull as that. After a year of it they were going ‘Why don’t you have your hair this colour this year?’ And I was going ‘Oh God, a brick wall, I’m fighting a brick wall!’ They don’t understand even now.”
Sidste nat med Animal Nitrate-kliken: Suede sluttede sin europæiske minitour af onsdag aften på Hamburg’s gamle Gruenspan. Her et yderst levende stemningsbillede fra aftenen på Große Freiheit. Hvor det dog klæder Suede’s temperament med de nye heftige sange fra Autofiction…
The London Suede slutter onsdag aften på Gruenspan i Hamburg en fem dages intim europæisk præsentationstour af nye Autofiction. Mandag aften stod Brett & co. foran 495 mennesker på klubben La Maroquinerie i Paris. Her hele koncerten optaget fra første række…
The Cure har nu i aften på Avicii Arena i Stockholm verdenspremieret denne nye sang, der lægger sig i samme stærkt stemningssatsende spor som den ditto nye fra Riga, vi havde her forleden…
Webmaster Pastor nævner i indlægget herunder (i forbindelse med et nyt amerikansk band) Liverpool-duoens Orchestral Maneouvres in the Dark. Og nu det tilfældigvis i går var årsdag for udgivelsen af favoritsinglen her med OMD, den i 1981 udsendte ‘Joan of Arc’, så her en samtidig liveoptagelse af sangen, en følelsesintens drøm af et melodisk synthpop-hit. OMD er vel iøvrigt de eneste fra Liverpool, der nogensinde er udkommet på Manchester’s Factory Records, som i 1979 udsendte debutsinglen ‘Electricity’…
Da min grandfætter først hørte Nation of Language, udbrød han: De er fra England, ikke?
Det er de nu ikke. De er fra USA, men de minder om Orchestral Manoeuvres in the Dark (OMD) på en god måde. Og deres sanger mm. Ian Mulvaney danser på en måde, som gør denne blog ære.
En prægtig erindringssang. Musik af Nils Lassen, ord af Søren Ulrik Thomsen, sunget og udgivet af Knud Odde på hans sangstærke Strejftog I Hjemegnen. Og nu er ‘Det Knaldhårde Mørke’ så også blevet udsendt som digital single og har fået følgende tidsmaskine af en video til…
Tourstart for The Cure i lettiske Riga torsdag aften. Blandt de forventede klassiske kendinge på setlisten var også et par nye numre, formodentlig fra det album der efter sigende udgives snart. Deriblandt den set-nedlukkende ‘Endsong’, der umiddelbart lyder af alt det, man engang elskede The Cure betingelsesløst for…
Hvor mange bands udsender debutalbum før de nogensinde kommer på banen med en single? Ikke mange, men Joy Division er at af dem. Unknown Pleasures udgives i juni 1979, men allerede få måneder efter præsenteres nyt materiale på vinyl. ‘Transmission’ er – sammen med b-siden ‘Novelty’ – blevet indspillet i en session sidst på sommeren og udsendes 7. oktober som Joy Division’s første single. Nummeret har været præsenteret på BBC’s ungdomsprogram Something Else tre uger før, men den isoleret set stærke live-optræden har ikke forberedt nogen på, hvilken massiv og strømlinet kraft den Martin Hannett-producerede studieversion kommer med. Når man hører denne musik nu, så er det svært ikke at undres, hvorfor Joy Division først blev store da Ian Curtis ikke længere var i live…
