Kent’s centralstation Joakim Berg er nu officielt i vælten som medlem af trioen Dead People, der udgiver debutalbum 11. november. Sangerinden kender vi også på forhånd, Anne Ternheim, som nok mest er værdsat her for sin rørende klare klaverversion af Broder Daniel’s ‘Shoreline’. Her følger Dead People-singlen ‘The River’, der er blevet sendt afsted i dag.
En heftig smagsprøve fra Die Nerven’s sjette album, der udkommer i dag…
Man lærer noget nyt hver dag. I dag har jeg f.eks. erfaret om The Cure’s essentielle single ‘Charlotte Sometimes’, der kom mellem Faith (1981) og Pornography (1982), at dens tekst er baseret på en Penelope Farmer-børnebog fra 1969 af samme navn, som Robert Smith har et nært forhold til. Historiens udgangspunkt er – kort fortalt – at Charlotte skal begynde på en kostskole, hvor hun første aften ved sengetid i sin søvn pludselig bliver transporteret tilbage til tiden lige før 1. Verdenskrigs afslutning i 1918, hvor hun bytter person med en Clare, som til gengæld rejser frem i tid og bliver til Charlotte. Hvad der derefter skal ikke afsløres her. Iøvrigt ikke første gang Robert Smith’s læsning afkastede en sangtekst; The Cure’s debutsinglen’Killing An Arab’ er en kort versionering af Albert Camus’ debutroman L’Étranger (Den Fremmede). The Cure udsendte ‘Charlotte Sometimes’ på dags dato i 1981…
I 2018 indspiller Marianne Faithfull for tredje gang ‘As Tears Goes By’, sin signatursang fra de unge år som Mick Jagger’s kæreste i uskyldige Swinging London. Og hvordan lyder Jagger/Richards-balladen med de vemodige ord så i den nyeste version fra Negative Capabillity, hele 53 år efter hun først hittede med den? Bedre end både hendes sødmefyldte original fra 1965 og en senere, mere cabaret-mørk version 1987. Sangens grundfølelse af noget tabt og for altid mistet står perfekt til Faithfull’s nu så livsbrugte, brækkede engelske stemme…
30 år i dag siden R.E.M. udsendte det album, der fangede Athens, Georgia-bandet på sit absolutte kommercielle højdepunkt i karrieren. Automatic for the People kom ovenpå ‘Losing My Religion’s globale hitliste-triumfmarch, og blev hyldet bredt som et mesterværk. I dag lyder pladen med tiden mere sporadisk og ikke så helstøbt som det – og da ialfald slet ikke som R.E.M.’s egen stærkeste – men den kan naturligvis stadig et og andet. Ikke mindst albummets slutsekvens er ren verdensklasse; det ubesværede hit ‘Man On The Moon’ over det så fint melodiske snapshot ‘Nightswimming’ over i albummets farvel, vel en af de mest rørende sange af nogen nogensinde. Her ‘Find The River’ spillet foran domkirken i Köln i 2001. Her lyder den trods sine på dette tidspunkt kun ni år allerede som en evergreen…
I’m living in a silent film
Portraying Himmler’s sacred realm
Of dream reality
I’m frightened by the total goal
Drawing to the ragged hole
And I ain’t got the power anymore
…
I’m tethered to the logic of Homo Sapiens
Can’t take my eyes from the great salvation
Of bullshit faith
If I don’t explain what you ought to know
You can tell me all about it on the next Bardo
I’m sinking in the quicksand of my thoughts
And I ain’t got the power anymore
“Quicksand” fra Hunky Dory er en af de mange sange fra David Bowies hånd, jeg sætter højt. I denne underlige tid, hvor det er så nemt at føle personlig afmagt og tvivl på alt, ikke mindst på én selv, på en klode fyldt med despotiske ledere og trusler om undergang, er sangen forunderligt aktuel. Her er en live-udgave fra 1997 med Bowies fortræffelige band, hvor han har den ovenud fortræffelige Gail Ann Dorsey ved sin side.
Richard Hell var New York City-punkens posterboy, men vigtigere måske også dens vildeste lyriker. Det musikalske talent var mere visionært og ekspressivt end egentlig musikalsk, så karrieren kastede kun få intense albums af sig inden det skrevne ord blev hans foretrukne medie. Det første af disse, Richard Hell & The Voidoids’ Blank Generation (1977), er et af punkens vigtigste, og gennem det står Hell skarpt afbilledet i historien fra perioden ovenpå han først havde dannet Television (AKA The Neon Boys) med ungdomsvennen Tom Verlaine, siden The Heartbreakers med Johnny Thunders. Men Hell var øjensynligt både for samarbejdsvanskelig og for stor stjerne i eget univers til at dele scenelyset med nogen af disse, så The Voidoids blev som logisk udvej hans helt eget band. Her er de i 1979 på hjemmebanen CBGB’s på Lower East Side. På klippet ses også guitaresset Robert Quine, hvis uortodokst tværgående spil Hell’s musik nød godt af inden Lou Reed headhuntede ham. Richard Hell bliver 73 i dag…
En af favoritterne her fra det nye stærke Suede-album. Brett fortæller, ‘It’s Always The Quiet Ones’ er sammenstykket af stykker fra tre nye havarerede numre, der hver for sig ikke fungerede. Det gør stykkerne til gengæld sammen her, hvor det specielt er det tredje – omkvædet – der giver karakter…
NYC-outsiderdarlings Yeah Yeah Yeahs er i dag tilbage efter (for) mange års fravær med et nyt album og en ny sound langt fra den bevidst støjende guitardrevne primal-energi, som var trioens udgangspunkt way back. Her Karen O & co. med en opdateret skarp og synth-ladet lys popmusik, som vel næppe findes ret meget mere opløftende i kaosåret 2022…
Opfandt dette album ikke nærmest hele americana-genren? Springsteen gemte sig væk efter al larmen omkring The River (1980), ude af sync med sin store succes og hvem han følte sig som i den. Tilbage kom han 30. september 1982 med den dengang nærmest chokerende lavmælte Nebraska, bestående kun af Springsteen selv optaget på en lille Tascam-recorder langt borte i Nordamerika’s bagkulisser. Han havde præsenteret disse optagelser for E Street Band, men Sugar Miami Steve havde hurtigt sagt til ham, de dystert underspillede demoer ydede de nye monokrome sanges galleri af utilpassede amerikanske skæbner langt større retfærdighed, end Springsteen’s eget band nogensinde ville være i stand til. Godt set, og nok også derfor Nebraska så ofte nævnes som favorit Springsteen-plade hos de, der normalt ikke kan lide ham. Det er en anden intim og usminket musik, et helt anderledes håndholdt kamera i fortællingen, end normalt fra hans hånd. Den voldsomme modreaktion til Nebraska skulle komme små to år efter i form af efterfølgeren, en helt anderledes oppumpet og manufaktureret verdensbesejrer kaldet Born in the USA. Men her handler det om Nebraska; den udkom for 40 år siden i dag.
Springsteen spreder i dag nyheden om Only the Strong Survive, et nyt album bestående af soulcovers, øjensynligt fra genrens gyldne alder i 60’erne. I den forbindelse er første single blevet udsendt, Springsteen’s take på Motown-artisten Frank Wilson’s myteomspundne northern soul-klassiker ‘Do I Love You (Indeed I Do)’. Hørt herfra udgør disse to minutter og 24 sekunder vel den umiddelbart stærkest kommunikerende Springsteen-single siden ‘Radio Nowhere’ i 2007…
Da Thåström gik af scenen efter veludført arbejde på Way Out West en hed augustaften i Göteborg, lå det ligesom i kortene, det var det sidste man skulle komme til at se til ham i længere tid. Men nej, i forgårs blev en snarlig klubtour med 14 shows i fire byer pludselig annonceret ud af det blå; tre aftener på The Tivoli i havnen i Helsingborg, to på den trods navnet lille Vulkan Arena i Oslo, tre på indieklubben Pustervik i Göteborg, samt hele seks på Orionteatern på Söder i Stockholm. Efter forårets Dom Som Skiner-arenatour, der kulminerede med finale i den monstrøse Avicii Arena, er det et dejligt overraskende skridt nu at rykke med band ned på små scener, helt tæt på publikum…
Ser lige der også findes en regulær musikvideo med nye berlinske Die Verlierer, vi havde på besøg her med et heftigt punkudslip af et nummer i sidste uge. Dette er mere tilbageholdent, men slet ikke dårligere af den grund…
Det er november 1982 i Californien. The Beach Boys’s Brian Wilson og lillebror Dennis Wilson er begge nær bunden af livet. Brian er forkrøblet verdensfjern af sin psykiske sygdom, mens ligeså udbrændte Dennis længe har været forsvundet ind i sit blandingsmisbrug af alkohol og en cocktail af de tungeste stoffer, en californisk rockstjernes penge kan købe. Alligevel mødes de to i et studie denne november til et par sessions, hvor Brian Wilson angiveligt stiller op for hamburgers og kokain mod at spille med på nogle løse Dennis Wilson-idéer. De få mudrede optagelser som har overlevet giver klart vidnesbyrd om, hvor mentalt skrøbelige og ufokuserede de begge er. Alligevel formår de små tre minutter af denne aldrig viderearbejdede eller officielt udsendte skitse (blandt BB-samlere kendt som ‘Oh Lord’) i kvalitet og raw feeling at toppe samtlige The Beach Boys-indspilninger siden ialfald 1970. Der er ingen konstrueret sang her, ingen færdig tekst, kun en vedholdende orgelnedgang og så et tydeligt trængt menneske (bror Dennis), hvis stemme rækker ud efter lyset…
Et af de albums fra i år, jeg er gladest for, er Lucifer On The Sofa af og med Spoon. Inden længe udkommer der et helt remix-album, Lucifer On The Moon, hvor den engelske dub-legende Adrian Sherwood (fra OnU-Sound) tager alle numrene under interessant og kærlig behandling.