A hard rain’s a-gonna fall indeed. Og et stort regnfuldt tillykke med 77-årsdagen denne grå mandag til Bryan Ferry, minearbejder-sønnen fra County Durham der drog sydpå til London og skabte musikhistorie med Roxy Music. I aften amerikansk tid vil han være at finde på scenen i Chase Center, San Francisco, Californien sammen med sine våbenbrødre fra dengang, der er afsted med Roxy på en større 50 års-jubilæumstour. I show-business bliver man ikke nødvendigvis pensioneret som 67-årig.
Sådan skriver man en sang
Dette korte klip er mageløst, for det viser, hvad The Beatles formåede ofte helt uden at anstrenge sig: John er lige ude for at ryge. I mellemtiden finder Paul nogle akkorder på sin basguitar, Ringo finder frem til et beat, George har en idé til guitaren, Paul finder de første ord til teksten, John kommer tilbage og falder ind og begynder (det ser vi ikke her) at skrive med på teksten. “Get Back” er født.
Yuro pop
De fleste af os hørte først ‘Interlude’ som en duet-cover med Morrissey og Siouxsie (uden sine Banshees), men som det ofte er med den slags viser originalen sig stærkest. Svært ikke at smelte efter introen på den, når italiensk-amerikanske Timi Yuro’s deluxe-stemme kommer på og fører åndeløst gennem sangens drøm af uforbeholden kærlighed. Som det nævnes et sted i kommentarerne på YouTube, burde ‘Interlude’ sendes afsted i en rumkapsel, så eventuelle fjerne rumvæsener en dag kunne støde på den og få et måske løgnagtigt men til gengæld fornemt skønmalet billede af menneskeracens forfinede ædelhed. Eller sagt med andre ord: Vi er lysår fra TikTok her…
Aldrig, Tom, aldrig!
Den unge Rune Kjeldsen-lookalike Tom Jones i en alt-eller-intet-version af tåremægtige ‘I’ll Never Fall In Love Again’, der også fåes renere soulet med Timi Yuro eller i en langt mere imposant alles-ist-verloren-udgave med Elvis Presley, fra da Priscilla var endegyldig fortid og mørket havde sænket sig for altid over Graceland’s konge. Men denne lørdag aften i sen september er walisiske Tom Jones en vinder, liggende sært komfortabelt et harmonisk sted i ingenmandsland mellem dybt inderlig og ret Las Vegas-cheasy…
Aftenland Express afsted
Fra i dag kan Aftenland Express, Unmack’s andet soloalbum, for første gang anskaffes og høres på vinyl. Enjoy!
Just for a day…
Den bedste dag nogensinde at købe nye singler i verdenshistorien? Måske fredag 23. september 1977, hvor man kan gå hjem med de to her; mesteren David Bowie’s ‘Heroes’ og titeludfordrerne fra The Clash’s Lee Perry-producerede ‘Complete Control’. Kulsort vinyllykke.
Tell me a story about how you adore me…
De unge The Rolling Stones på maksimal hastighed. Denne så fine kaos-single af tumult, galop og hidsige horn, der fra start til slut balancerer på randen af sit eget sammenbrud, udkom på dags dato i 1966. Her den ene af Peter Whitehead’s to promofilm til singlen, optaget i Royal Albert Hall, London…
Og her den anden, featuring The Rolling Stones forklædt som mødre…
Minus mascara
Ind i motorrummet og høre hvordan Suede lyder uden studiets eller de store sceners hifi, glitter og muskel. Det er hvad disse små instore-shows omkring den netop udsendte Autofiction giver mulighed for. Her er vi (formodentlig) i Rough Trade-butikken i Shoreditch, Østlondon…
Tidens tyske tempo
I Tyskland er Die Nerven ikke ene om at spille flænsende tysksproget musik. Her er det punkbandet Die Verlierer fra Berlin, der udsendte debutalbum tidligere i år, som på åbningsnummeret derfra spiller med indsats som for selve livet. Så en amerikansk anmeldelse af Die Verlierer, hvor netop ‘Die Zeit’ her bliver sammenlignet med vores egne Sods, som de lød omkring Minutes to Go (1979). Giver det mening? Bedøm selv…
Miami 40
The Gun Club’s andet album, mesterlige Miami, blev udsendt i går for 40 år siden. Produceret af Blondie’s Chris Stein – og med Debbie Harry i en slet skjult gæsteoptræden – kommer Miami‘s ofte støjende udladninger i en vægtløs lyd, der favnerJeffrey Lee Pierce’s himmelsøgende vokal perfekt. Debuten Fire of Love (1981) står ubestridt som genreklassiker, men sangene på Miami synes bare endnu stærkere og den konstante storm i Jeffrey Lee’s blod antager sig på dem nærmere orkanstyrke. Trods behjertede forsøg på de næste par albums – The Las Vegas Story (1984) og Mother Juno (1987) – nåes disse for menneskeheden sjældne musikalske højder aldrig igen for The Gun Club, der som historien går forsvinder i et slingrende spor af utæmmet misbrug og personlig disharmoni. De skulle have været kæmpe og Miami hvermandseje, så sublimt gode var de, siger ønsketænkningen og ryster uforstående på hovedet. Som det er, så må The Gun Club nøjes med at stå som et af verdens allerbedste bredt ukendte bands. Miami er dets kronjuvel.
Post-coverfoto
Her er det netop sket. På Palladium i New York City har The Clash’s Paul Simonon i et anfald af frustration netop smadret sin Fender P-bass. Fotograf Pennie Smith, der er med fra England, trykker før hun når at stille skarpt, og får således det ikoniske billede, der senere på året vil pryde coveret af London Calling. På hendes næste billede – det herover – er bassen netop afgået ved døden, dens banemand står endnu bøjet indover. Det hele sker 20. september 1979.
Før Susan bliver til Siouxsie
20. september 1976: Det nye punkband Suzie and the Banshees debuterer i 100 Club på Oxford Street, London på en aften, hvor hovednavnene er Sex Pistols og ‘Clash’. Trommeslager i The Banshees ved dette første møde med verden er en ung mand kaldet Sid Vicious.
Leeds away
Suede på Brudenell Social Club i Leeds, lørdag aften. Setlisten det i fredags udsendte album Autofiction spillet kronologisk, ‘Life Is Golden’ som ekstranummer, færdigt show.
Golden tears
David Bowie er i november 1975 langt borte i USA på tredje år, da den engelske TV-personlighed Russell Harty, der tidligere har været i clinch med Bowie på TV, får et live satellit-interview med ham fra Burbank, LA i Californien. Fordi David Bowie ønsker en bred platform, hvor han kan annoncere sin så længe ventede live-genkomst til Storbritannien året efter, det der siden skal blive en del af touren for Station to Station (1976). Det helt igennem akavede men underholdende møde på britisk TV demonstrerer om ikke andet, hvor perfekt det engelske sprog er som instrument til, med knivskarp sarkasme som fødselshjælper, at udveksle ubehageligheder overfor hinanden på en på overfladen civiliseret facon. Specielt Bowie skal virkelig her finde sig i meget fra Rusell Harty, der tydeligvis intet som helst har tilovers for ham. Dele af interviewet indgår i den lige nu højaktuelle Bowie-doku Moonage Daydream, som på det heftigste kan anbefales som det fritfabulerende sansebombardement af alting Bowie den er…
Radio on!
Den rigtige version af ‘Roadrunner’, en af de helt essentielle roadmovie-sange, Jonathan Richman’s sitrende lyn af et usandsynligt hit på punkhimlen i 1977, hvor selv Sex Pistols prøvede kræfter med det, som dokumenteret og siden hørt på The Great Rock’n’Roll Swindle (1980). Singlen med Richman lød fantastisk vital dengang, det gør den stadig i dag…