Den rigtige version af ‘Roadrunner’, en af de helt essentielle roadmovie-sange, Jonathan Richman’s sitrende lyn af et usandsynligt hit på punkhimlen i 1977, hvor selv Sex Pistols prøvede kræfter med det, som dokumenteret og siden hørt på The Great Rock’n’Roll Swindle (1980). Singlen med Richman lød fantastisk vital dengang, det gør den stadig i dag…
I aften i Leeds…
Det her gad man godt: Autofiction-aktuelle Suede spiller i aften – som del af en aktiv instore-promovering i UK – et udsolgt live outstore show i den lille Brudenell Social Club i Leeds, som kun kan rumme 400 sjæle. Her et billede af den intime scene, Suede’s løfterige sange fra det nye album skal spilles ud fra, når det først er blevet aften i Yorkshire.
What turns you on?
Suede’s Autofiction udkommet i dag, og lyder de isoleret set lidt akavede forløbersingler ikke straks stærkere og mere naturlige sat ind i albummets samlede oplevelse?! En stemme tæt på har allerede i dag hævdet, det her må være bedste Suede-album siden Coming Up (1996), store ord, men væk i spektaklet – nej, det er ikke som forvarslet punk – synes ialfald den lidt stift førte hånd, man har været bevidst om i musikken lige siden genforeningen. De første par gennemlytninger lover godt. Suede lever.
Death Telegram Sam
En lille tanke til Marc Bolan, der døde i dag for 45 år siden, da hans Mini Morris ude i de sydvestlige London-forstæder kørte ind i et træ, på vej hjem fra byens natteliv. Herover ses Marc få dage før i sin sidste optræden, en optagelse til eget TV-show med ungdomsvennen David Bowie. Sekunder efter dette skud falder Marc Bolan ned fra scenen, ak jo. Allerede som 29-årig lå storheden langt tilbage i bakspejlet. Her en Marc Bolan-befordrende tidsmaskine tilbage til vinteren 1972/73…
Det bliver tidligt mørkt nu
Johnny Jewel’s Italians Do It Better-husband Chromatics gik i opløsning sidste år, så hvad mere naturligt nu end at deres sangerinde Ruth Radelet til oktober udsender en EP med fem sange i eget navn? At dømme efter åbningsnummeret derfra kan hun stadig sin længsel…
September boys
Fordi årstidssange ikke skal spildes men spilles, fordi den blæst udenfor i dag smager af efterår, fordi Memphis-bandet Big Star i bakspejlet er den perfekte rocknroll-tragedie, fordi musik kan som intet andet…
Aftenland Express-tracklist
Som omtalt her tidligere udsendes Jens Unmacks andet soloalbum Aftenland Express for første gang på vinyl fredag 22. september. Vi har fået flere spørgsmål omkring tracklisten på nygivelsen af det Nikolaj Nørlund-producerede værk, der vil strække sig over tre pladesider. Oprindelig bestod Aftenland Express af 17 sange, men vinyludgaven har udover en cover-makeover også fået en ekstra samtidig optagelse med sig, en hjemmeindspillet version af Thåström’s københavnersang ‘Sønder Boulevard’. Albummet, der indeholder singlerne ‘Coke Lovebirds’, ‘Aftenland’, ‘Louise Siger’ og ‘København I Dine Øjne’, spiller herefter således:
Only dreamers move mountains
Som unge Jim Kerr’s Simple Minds gjorde på dette lyse og vægtløse state of the art-popalbum, der blev udsendt i dag for 40 år siden…
Scary Monsters (and yesterdays)
42 år i dag siden David Bowie udsender sin Scary Monsters (and Super Creeps). Og hvilket dejligt album det er, så klart i vision, særegenhed og eksekvering. Her er at af dets mindre bredt kendte numre, der noget unfair kun får lov at optræde som B-side, da pladens titelnummer udsendes som dens tredje single…
Berg’s nye anti-video
Kapsler med lykke til hovedet, for vi har Joakim Berg i blodet…
Wise men say…
45 års evig ungdom
Sikke en plade, Iggy Pop’s eneste rigtige berlinerplade Lust For Life, der udkom dags dato i 1977, midt i en heftig punktid. Den synes jo så ligefrem og enkel, så hvorfor er det, den stadig formår at sprede nutidig glæde vidt og bredt så mange år efter? Noget af det handler naturligvis om David Bowie’s tilstedeværelse. For både som medsangskriver, arrangør og producer løfter han simple rocknroll-game, som er Lust For Life‘s hjemmebane, til helt andre højder med den kvalitet i detalje, formfuldtendhed og overordnet feeling, Bowie i de år var garant for. Hans eget stærkt sammensatte studieband til de samtidige “Heroes”-indspilniger i Hansa Studios (med Sales-brødrene på trommer/bass og Carlos Alomar’s guitar) hjælper naturligvis også. Men først og fremmest er det vel Iggy Pop selv, der, trukket bort til Vestberlin af David Bowie efter mange års amerikansk smadder og hærg, lyder decideret genfødt, sansende ung og ja, sulten på livet. Den tilstand har naturligvis sin flygtige tid, og allerede på efterfølgeren New Values (1979) er meget anderledes og mindre rent end her, hvor Iggy Pop er eksponent for – og indfanget på toppen af – livets muligheder og ungdommens fantastiske tro på egen udødelighed, intet mindre. Lust For Life fylder 45 i dag – indtag dens evige ungdom højt i aften!
The Queen is dead…
Born to lose
Hvis ikke efter Liverpool-kapitulationen Napoli i aftes, hvornår så? Johnny Thunders’ Heartbreakers huskes måske ofte som New York City-bandet, der flyttede til London i 1976 og introducerede byens til da speedkørende punkscene omkring Sex Pistols til heroin. Men indimellem spillede de også i logisk forlængelse af Stones-på-kaos-traditionen fra New York Dolls, Thunders’ tidligere band i NYC, en ret så forrygende rocknroll. Her Heartbreakers 1977-debutsingle, som allerede qua sin titel var en født punkklassiker…
Introducing…Crushed Kid?
I aften spiller bandet Crushed Kid på The Deaf Institute (kapacitet kun 260) i Manchester, det efter livedebuten fandt sted i aftes på MOTH Club (kapacitet 300) i London’s nordøstlige Hackney. Crushed Kid, der på aftenens venue i Manchester beskrives som ‘brand sparkling new post punk band’, er naturligvis – tjek billedet ovenfor – Suede i forklædning, der bruger de to shows til hemmelig live-præsentation af det nye album Autofiction, der udsendes om halvanden uge. Her en løsrevet stemningsrapport fra i aftes på Twitter:
“banging night of Suede playing the new LP as ‘Crushed Kid’ at Moth club, especially as it was with my oldest pal (and oldest Suede friend) from school. We worked out that Suede are nearer to Hysteria-era Def Leppard than Britpop eg. The Bluetones, and that is why they’re amazing.”
