Kender kun et par tidligere numre med Ezra Furman, og udfra dem er det virkelig en positiv overraskelse, hvor stærk og billedfremkaldende denne sang fra hendes nye album All of Us Flames fremstår. Hører man iøvrigt et fjernt dog stærkt ekko fra Springsteen her?
Now that’s more like it! Efter to sært undervældende Suede-singler op mod deres snartkommende album, så lyder den nye tredje her straks anderledes levende, sprælsk og fri…
The Doors holder statusopgørelse. Et kortlivet og aparte rockband med en lyd som ingen andre. Men bag alle myterne, skandalerne og distanceblænderiet fra Jim Morrison & co. som indbegrebet af den californiske Summer of Love gemmer der sig vel minimum to håndfulde suverænt gode sange, produceret, udført og sunget i en ubesværet musikalsk klasse for sig. Det her er en af dem…
Et andet stærkt Elektra-band fra den tids Los Angeles, og tilmed med lidt samme musikalske afsæt som The Doors, var excentrikeren Arthur Lee’s Love. I dag nævnes Love oftest i forbindelse med 1967-klassikeralbummet Forever Changes, deres tredje og bedste, men der er andre substantielle ting i lasten, som f.eks. ‘7 and 7 Is’, et knivskarpt – og nærmest punkkort – amerikansk top-40-hit fra 1966, en krampe af indestængt energi og jongleren med konventionel sangstruktur. Siden her kendte på afstand lidt til Forever Changes, men stødte først på ‘7 and 7 Is’, da californiske The Bangles spillede den som cover i Jazzhus Montmartre i februar 1986. Tradition og fornyelse…
Den 1. september 1983 bliver The Clash-producer og -guitarist Mick Jones fyret fra sit eget band, en beslutning bandleader Joe Strummer siden i livet fortryder bitterligt. Måske fordi han da har lagt irritationen over Mick Jones’ kokain-egomani i de sidste par år sammen bag sig. Under alle omstændigheder betyder det røde kort til bandets musikalske mastermind effektivt enden på The Clash som…The Clash. To år efter udsendes tilbage-til-punkrødderne-statementet Cut The Crap (nu istedet produceret af Strummer og The Clash’s svengali-manager Bernie Rhodes), men albummet skrives siden behændigt ud af bandets officielle diskografi, hvilket vel siger alt om dets forbløffende ringe kvalitet. Hvor The Clash havde bevæget sig hen uden drugs – og ja, trommeslager Topper Headon var allerede året inden Mick Jones’ fyring selv blevet smidt ud for sit narkomisbrug – får vi aldrig at vide.
Det seneste Arctic Monkeys-album Tranquility Base Hotel & Casino lød unægteligt som Alex Turners’ fritidsprojekt The Last Shadow Puppets. På den helt nye AM-single er The Last Shadow Puppets fløjet ind i en sky af valium. Gemmer der sig en god sang derinde? Det er svært at huske, når man vågner igen…
På forhånd dømt til at være CBGB-bandet, hvis punkede retro-pop ikke kunne tages helt alvorligt, dem fra New York City-kuldet der aldrig skulle blive til noget. Men sådan gik det heldigvis ikke. Blondie blev gennem en imponerende hurtig udvikling på tre år og tre albums det band fra den nye amerikanske bølge, der satte sig øverst på hitlisterne og foran på magasinerne, stærkt hjulpet afsted af en eminent popforståelse, et dynamisk stilsikkert sammenspil, samt en sangerinde med decideret ikon-potentiale. Blondie har netop i fredags udsendt Against The Odds 1974-1982, en voldsom box i flere formater, hvis størrelse man alt efter Debbie Harry-afhængighed og kompletisme-sult kan vælge ud og dykke ned i. Mange vil måske fint kunne nøjes med en almindelig best of oveni de regulære studiealbums, men disse forskellige box-versioner fulde af rarities, demoer, covers, alternative takes og sjældenheder, samt mulighed for to forskellige vedlagte deluxe-bøger, der kronologisk fortæller historien om Blondie’s første otte år, er i sin seriøse kompletisme virkelig en gave, som giver et knivskarpt indblik i Blondie’s hektiske arbejdsproces og personlige kemi. What’s not to like?!
Sex Pistols’ Glen Matlock turnerer lige nu USA som bassist i Blondie. I lørdags blev han 66, så Blondie-trommeslager Clem Burke havde jordbærkage med til showet i Chicago.
22. september udkommer Unmacks andet Nikolaj Nørlund-producerede soloalbum Aftenland Express for første gang nogensinde på vinyl. Her er historien om albummet, som allernederst kan bestilles i grøn eller kulsort vinyl:
Det skete i de år, hvor Unmacks band LS lå i borgerkrigsramt pause. Han havde søgt mod Nikolaj Nørlund og dennes specielle evner som producer og arrangør, hvor musik som udgangspunkt oftest blev optaget i levende takes. De havde sammen året før fået lavet Unmacks debutalbum i eget navn – Vejen Hjem Fra Rocknroll – og nu var tiden kommet til næste træk. Indspilningerne til debuten var foregået i Berlin, og det at tage væk havde givet indspilningerne så meget, de to blev enige om at gentage tricket.
Unmack leverede en bunke nye demosange til sin producer, og samtidig blev de enige om eksotiske Jamaica som indspilningssted for det kommende album. For det tiltrak de to at komme helt væk, bort fra alt. Så Nørlund researchede studier på Jamaica, mens han lyttede på de 30 nye sangdemoer, han netop havde modtaget. Det nye albumprojekt fik hurtigt navnet Kingston, men ak, de to løb ind i modgang, for det viste sig svært at finde et passende studie med stort indspilningsrum på The Loudest Island in the World, og samtidig kom der flere advarsler fra Jamaica-kyndige, som gav udtryk for, det ville give store problemer, at få egne instrumenter med ind og ud af Jamaica, samt at arbejde derovre i et musikstudie som udlændinge nemt kunne koste store ‘beskyttelsespenge’ til lokale roughnecks.
Tiden var begyndt at blive knap, så de to ændrede planer drastisk, droppede Kingston som arbejdstitel, og satte istedet kursen mod Göteborg, hvor den svenske producer Henryk Lipp’s Musicamatic Studio ventede. Studiet var godkendt fra indspilninger med Håkan Hellström, Thåström og Kent, og det syntes velegnet til disse levende indspilninger. Nørlund havde nu fået hørt demoerne nærmere, og var så tilfreds med dem, at han syntes, det kunne være cool at sigte efter en lang plade, et album med mange sange/numre der stak i flere retninger og turde tage de krogede veje. Unmack og Nørlund tog til Göteborg med et band bestående af tre gengangere fra debuten – Love Shop’s Mikkel Damgaard på keys, Rune Kjeldsen på elektrisk guitar, Nicolai Munch-Hansen på bass – samt Jesper Lind på trommer.
De tre sidstnævnte var på det tidspunkt som medlemmer af rockbandet Kira & The Kindred Spirits ved at gå i bandopløsning, så disse indspilninger var sikkert dømt til at blive præget af sine konflikter derfra, hvad producer og artist dog først erfarede da det var for sent. Göteborg tog imod med efterår, rusk og regn, hvilket ikke betød det store, for der blev arbejdet målrettet i Musicamatic i havnebydelen Masthugget fra tidlig formiddag til sen aften, hvorefter barer og restauranter gav lidt mental aflastning. Arbejdet skred umiddelbart ikke så nemt og friktionsfrit som debuten, men de føromtalte personlige spændinger gav omvendt den indspillede musiks temperament kant. 17 sange kom på bånd oppe i Göteborg, inden holdet brugte drog hjem mod færdiggørelse af dem i København.
Og det er de 17 sange – plus en af de oprindelige Kingston-demoer, en underspillet Thåström-cover – der nu udkommer for første gang på vinyl. Albummets endelige titel Aftenland Express signalerer bevægelse, en passende indgang til disse eventyrlystne tracks der i 2007 tog Unmacks solo-liv et nyt og anderledes sted hen. Adspurgt er Unmack stadig rigtigt glad for albummet, for dets insisteren på at komme ud i hjørner og afkroge, for dets afstikkere, for dets intuitive diversitet, for dets tyste øjeblikke og for dets månen-i-rendestens-rabalder. Så kom med på en heftig rejse – Aftenland Express kører igen!
En tanke til John McGeoch, en af postpunkens fremmeste guitar-esser, der gennem sit virke i specielt Magazine og Siouxsie and the Banshees, var en af de helt definerede kræfter i genrens måde at nytænke guitarens rolle som et atmosfærisk svævende instrument. Her er han i ubesværet storform med Siouxsie and the Banshees i 1981, fremførende to af deres samtidige klassiske singler, ‘Happy House’ og ‘Arabian Knights’. Det er den desværre nu afdøde McGeoch’s fødselsdag i dag…
Kronisk by? Ikke kun by, for i USA er en ‘town’ noget langt mindre og mere provinsstøvet end den større ‘city’. Hvilket i denne forbindelse måske giver en god indgang til at høre det tidlige R.E.M., der ude fra fjerne Athens, Georgia stemplede ind med et udtryk, som – ialfald på de første tre regulære albums Murmur (1983), Reckoning (1984) og Fables of the Reconstruction (1985) – bragte en i postpunken hidtil uhørt landlig aura. En usagt længsel efter noget oprindeligt, noget tabt, syntes at strejfe som rød stemningstråd gennem bandets tidlige numre, der via krogede afveje, syngemumlede (!) Michael Stipe-ord, guitarringende Byrds-reminiscenser og gedigent smukke vokalharmonier (tak, Mike Mills!) transmitterede slørede billeder fra en gammel, hurtigt-forsvindende verden. Selvom pladen umiddelbart ikke kunne opdrives her i landet før efter de to første regulære albums, er det i dag 40 år siden R.E.M. udsendte sit første mini-album, Chronic Town (1982). ‘Carnival of Sorts (Boxcars)’ er måske det allerbedste af dets fem dejligt enslydende numre, men der er en slags video med levende billeder af R.E.M. på vej dengang til åbningserklæringen ‘Wolves, Lower’, so here goes…
24. august 1987 er en gylden dag i Depeche Mode-historie, for da udkommer DM-ikoniske ‘Never Let Me Down Again’ som anden forløber-single – ‘Strangelove’ er allerede udsendt afsted i april – til snartkommende Music for the Masses. Og hvilket stærkt, profileret nummer med en perfektsiddende state of the art-produktion det stadig er efter alle disse år. Her ‘Never Let Me Down Again’ til Anton Corbijn-klippet der vel samtidig satte nye standarder for MTV-musikvideo som kunstform. Og fik mange af os til at drømme om at eje en kabinescooter. Det er Dave til høje, danske Valdemar til venstre på billedet herunder…
The National har udsendt en ny ikke-album-single, som Bon Iver synger harmonier på. ‘Weird Goodbyes’ lyder dog alligevel på en sært betryggende facon meget som klassisk The National; smooth, diskret, novellefilmslækkert, rødvinsflydende, Bo Bedre-elegant. Det kunne fint være den musik der summer fra væggene i de aftenbelyste københavnske saloner, mens verdenssituationen ordnes…