Jeg ratede Thin Lizzy som teenager. De der skarptskårne irske rocksange indhyllet i en sløret tåge af sørgmodighed og tung Lynottsk romance. Ja, Phil, der trods al sit kropsnære læder og selvsikre machismo vel som den eneste på den hårde rockscene lød mest som en heldigt malplaceret soulsanger, endda en med medfødt gave for nærhedens intimitet. Den Tony Visconti-producerede Black Rose (1979) var pladen med dem for mig, pakket som den var med nærmest new wave-catchy rocknumre, selvom det distanceblændende livealbum Live & Dangerous (1978) også fyldte meget dengang. Efter Black Rose gik der tydeligvis alt for meget narko i Phil Lynott, der hang ud i London med junkie-punkdrengene omkring Johnny Thunders’ Heartbreakers, og Thin Lizzy’s plader mistede straks den specielle følsomhed, der når som bedst havde gjort dem til værdifuldt selskab i 1970’erne. Vores Phil døde en alt for tidlig død ovenpå en blodforgiftning i 1985. I dag kunne han have fejret sin 73-års fødselsdag…
When I passed you in the doorway Well, you took me with a glance I should’ve took that last bus home But I asked you for a dance Now we go steady to the pictures I always get chocolate stains on my pants And my father, he’s going crazy He says I’m livin’ in a trance
But I’m dancing in the moonlight It’s caught me in its spotlight…
Vi skrev om Knud Oddes nye Strejftog I Hjemegnenfor et par uger siden. Da kunne debutalbummet kun købes og høres på vinyl, men i dag er det så også blevet gjort tilgængeligt på de digitale platforme. Heldigt for dem uden pladespiller, heldigt for denne blog, som derfor så kan bringe weekenden i spil til tonerne af ‘Det Knaldhårde Mørke’, et stærkt rocknummer med dreven musik af albummets producer Nils Lassen og tilbagesansende ord af Oddes ven fra de formative år på Stevns, Søren Ulrik Thomsen…
22. september udkommer Jens Unmacks andet Nikolaj Nørlund-producerede soloalbum Aftenland Express (2007) for første gang nogensinde på vinyl. Albummet kan bestilles i grøn eller kulsort vinyl lige her.
På en liste over bedste opsamlinger ever med et enkelt band vil New Order’s dbl-album Substance, der kronologisk præsenterer Manchester-bandets A-singlesider (plus B-siden ‘1963’) fra 1981 til 1987, altid stå højt. Fra det klassisk Factory-enkle Peter Saville-cover sættes tonen allerede for kølig, intuitiv stilbevidsthed, og gennem New Order’s forrygende udvikling over de fire vinylsider byder denne opsamling på noget af det ypperste state of the art-popmusik fra England i 1980’erne. Imponerende så slidstærke, emotionelle og foran de fleste andre dengang New Order fremstår, når man hører dem her i dag, hvor det præcis er 35 år siden Substance blev udsendt. Her den omtalte B-side (til ‘True Faith), der faktisk kunne og burde have været en selvstændig single i eget navn. Den slags hedder overskud…
3. december 1968 transmitterer NBC den siden såkaldte Comeback Special ud til hele USA. Den en times lange TV-.koncert markerer Elvis Presley’s tilbagevenden til musik efter syv år i Hollywood. Men siden han gik til filmen er der sket ikke så lidt i rocknroll, hvor specielt massehysteriet omkring The Beatles og The Stones har gjort sit til, det nu er en helt anderledes usikker verden, vores Elvis atter skal begå sig i. Han har dog umiddelbart ikke tænkt sig at tabe slaget om fortsat relevans uden hård kamp, eksplicitte moves og sort læder…
Selv blandt Elvis’ med rette udskældte film-soundtracks gemmer der sig enkelte skjulte skatte. Her er det ‘Goin Home’, indspillet men ikke brugt til Elvis Presley’s tåkrummende western-komedie Stay Away, Joe i 1968, istedet plantet på soundtrack-albummet til samme års efterfølgende og ligeså intetsigende Speedway-racerfilm. Sangen er cheasy, men Elvis’ vokale format løfter op til noget større og mere episk end dens egentlige banalitet berettiger. Året er som sagt 1968, Elvis Presley synes så klar til at forlade Colonel Parker’s Hollywood-expolitation mod et comeback på egne præmisser i den rocknroll, hvis fundament han selv havde skabt 13 år tidligere…
TV4 Play transmitterede en række af de svenske koncerter denne weekend på Way Out West. Således også Thåström’s show sent lørdag aften på Göteborg-festivalens store Flamingo-scene. En venlig sjæl har lagt optagelsen op på YouTube, så indtil den af rettighedsårsager sikkert snart bliver fjernet kan hele Thåström-koncerten derfor streames lige her – enjoy!
Altid godt at se Thåström live, for selv hans bundniveau er bedre end de fleste andre artisters peak, men lad os være ærlige; sent i aftens på Flamingo-scenen på Way Out West – en forbilledlig fin festival iøvrigt! – midt i Göteborg’s Slotsskogen måtte han virkelig lede efter at være så naturligt i musikken som normalt. Og det blev aldrig tilnærmelsesvis så skarpt som de sidste weekends på forårstouren, da både hans band og han havde spillet sangene ind, så de kunne gives på ren intuition. Men det er vel prisen for (mærkværdigvis) kun at spille halvanden koncert denne sommer? Dejligt alligevel i aften, naturligvis, men hvilken følelsestung afsked tilsidst fra scenen – og hvad betød dét? Hvornår kommer gensynet, og hvem i dette band overlever næste skridt fremad? Bassist/trommeslager har ialfald løftet den svære opgave fra Rockis og Weeping Willows-trommeslageren over al forventning. Så flere kolde Stella Artois til Herr Woland og hans band som erkendtlighed for store oplevelser i haller, klubber, arenaer og nu på WOW de seneste måneder. Gør det snart igen, lad der ikke gå fire år som sidst, mange tak!
Amerikanske Lee Hazlewood er meget mere end Nancy Sinatra’s perfekte sangskriver, duetpartner og producer. Her et af hans mesterstykker i eget navn fra 1970, da Hazlewood er skatteemigreret til Stockholm, hvor han også kunstnerisk finder sig en ny start…
Engelske Editors ser netop nu frem mod næste måneds albumudgivelse med endnu en singleforløber for EBM. Albumtitlen er forkortelse for Electronic Body Music, altså den industrielle elektro-genre, der slog fremtidens hjerteslag på europæiske undergrundsklubber i 1980’erne. Og den reference høres i de piskende rytmiske synths på ‘Kiss’, der dog ikke lyder voldsomt meget af gamle EBM-pionerer som Front 242, Cabaret Voltaire eller Deutsch-Amerikanische Freundschaft. Til gengæld tager det lange nummer os fra 4:54 og tre minutter frem med på en rejse gennem et Depeche Mode-farvet tonelandskab, hvis lige vel ikke er oplevet siden Alan Wilder forlod Gore, Gahan og Fletch i 1995. Og det er ment som en ros.
