Her på bloggen har vi ofte savnet R.E.M. De blev en institution i amerikansk rock på den bedst tænkelige måde, og deres afsked skete med æren i fuld behold.
Nu lader også Michael Stipe til at fået lyst til at lave musik igen, og heldigvis for dét. Her er et nyt soulnummer fra ham, “The Rest of Ever”.
Denne kommende weekends tretrinsraket tilhører Sjælland. Love Shop er i RØDOVRE torsdag, KØGE fredag og ROSKILDE lørdag. Lyse aftener forude. Vi ser frem!
Torsdag fylder The Ramones’ selvbetitlede debutalbum, punkrockens startskud, et halvt århundrede. Herunder kan den skelsættende klassikers 14 numre på kun 29 minutter høres samlet. I dag lyder dens fræsende stramme musik som lavet på en anden planet; det vilde er at det gjorde den faktisk endnu mere dengang. Denne rå primitivisme var ingen forberedt på fra noget eller nogen. Der havde i midt-70’erne været en slags rocknroll-revival, men den var komfortabelt 100% retro. Det her føltes derimod både farligt og brandnyt, selv når man kunne identificere spor af ur-rocknroll eller girlgroup-pop nede i de kværnende spor. Der var noget forurolignende over den konsekvens med hvilken The Ramones forkastede tidens opfattelse af, hvad rockmusik skulle være. Ramones er lyden af den nødvendige genfødsel.
I dag fylder uforlignelige Iggy Pop 79. Det er om et par uger blevet ti år siden den tidligere The Stooges-sanger med sit Josh Homme-kuraterede luksusband spillede Europa på den i enhver henseende perfekte Iggy Pop-solotour, hvis 14 amerikanske og syv europæiske aftener var centreret omkring de to David Bowie-producerede Berlin-plader The Idiot (1977) og Lust for Life (1977), samt hans da nye back to form-album Post Pop Depression. Selvom der er dugfriske klip fra Iggy Pop’s optræden sidste weekend på Coachella, så fejrer vi her manden med en sang fra Royal Albert Hall i London i 2016, for bedre gøres det ikke. Long may he run!
I februar 1967 anholdes The Rolling Stones’ Mick Jagger og Keith Richards efter en razzia ved en fest på Richard’s landsted Redlands i Sussex. Der findes en håndfuld amfetaminpiller på Jagger, mens Richards anklages for at have tilladt hashrygning på sin ejendom. Efter en retssag på hele tre dage idømmes de to i juni henholdsvis tre måneders og et års fængsel, men når kun at tilbringe en nat bag tremmer inden de løslades mod kaution, mens sagen bliver anket.
Siden reduceres Jaggers straf til betinget fængsel, mens dommen til Richards helt omstødes. I The Times er det hårde nedslag på de to rockstjerner i mellemtiden blevet kritiseret skarpt i en leder under overskriften “Who breaks a butterfly on a wheel?”. Og kollegaerne fra The Who er også kommet The Rolling Stones til undsætning med en støttesingle, hvor The Who har indspillet to Jagger/Richards-numre. Vokalharmonierne på den Keith Moon-hoppende ‘Under My Thumb’ her får vel nærmest sangen til at lyde som om, det er en Who-original…
Måske du engang har prøvet at trappe dit cola-forbrug ned, skære igennem og skifte fra den rigtige, gennemsukrede original over til det mere gennemsigtigt tynde light-produkt. Sidstnævnte minder i sin smag om den rigtige cola, men tilfredsstiller alligevel ikke hverken halvt eller helt, da slet ikke først. Men hvorfor taler vi overhovedet om Coca-Cola kontra Coke Light her en mandag i lyse april? Kun fordi Kent’s Joakim Berg har udsendt en ny single…
Der var bands dengang i Storbritannien, masser af unge bands, som udsendte singler. The Undertones havde haft to ude allerede; den så rent ramte debutklassiker ‘Teenage Kicks’ og opfølgeren ‘Get Over You’. 20. april 1979 udkom så bandets tredje 7″er i et heftigt gult cover med et barndomsbillede af bandets sanger Feargal Sharkey. ‘Jimmy Jimmy’ var visitkortet for det nordirske bands debutalbum, der ville komme et par uger senere. Efter to uger var singlen gået ind på top-20 og bandet spillede Top of The Pops ligesom de rigtige popstjerner…
Sangdemoer kan være små, ubetydelige skitser af noget, der senere bliver meget større og bedre. Men andre gange kan en demo blive født med en speciel stemning, noget charmerende og umiddelbart, det bare aldrig lykkes at genfange når dens sang genindspilles i et rigtigt studie. Her et eksempel på dette fænomen med London-bandet The Field Mice, hvis debutsingle ‘Emma’s House’ nok bare aldrig kunne eller skulle overgå denne demo af nummeret…
Glædeligt at være ude omkring med det nye album sidste weekend og have store aftener. Og touren fortsætter straks. Love Shop er i VIBORG torsdag, AARHUS fredag og KOLDING lørdag. Vi ser frem!
Og det er i dag 25 år siden Ramones-forsanger Joey Ramone gik bort på NewYork-Presbyterian Hospital på Upper East Side, Manhattan. Længe inden da var han med til at kickstarte punkrock som musik og bevægelse i England, da han med sit band udsendte to-tre banebrydende simple plader og gav nogle mindeværdigt medrivende shows. Her Joey og The Ramones i vital storform på The Rainbow i London, nytårsaften 1977…
Nogen fra Felt’s pladeselskab Cherry Red må have set lyset omkring nummeret ‘Sunlight Bathed The Golden Glow’ fra trejealbummet The Strange Idols Pattern and Other Short Stories (1984). For hvorfor ellers tage det ind i studiet igen, tilføre en bass-intro a la den fra Public Image’s debutsingle, samt lægge et luftigt pigekor – vistnok af skotske Strawberry Switchblade – ovenpå sanger Lawrence’s insisterende Birmingham-diktion til denne single-version af nummeret?
Skal man grine eller græde? I går, små 46 år efter bandets abrupte konklusion med Ian Curtis’ selvmord, blev det bekendtgjort, at Joy Division – i en dobbeltpakke med New Order – nu vil blive optaget i den berygtede Rock and Roll Hall of Fame i Cleveland, Ohio. Klæder det Joy Division, at blive omklamret og institutionaliseret på den måde?
På fredag fylder The Cure’s Faith 45 år. Pladen der malede helt uden farver, albummet der indhyllede verden i sin uigennemtrængelige tåge af kvælende lyd og en nærmest romantisk bedrøvet opgivenhed. Men også værket der virkelig fremviste Robert Smith som et unikt talent. Faith var en tilstand, et hemmeligt personligt rum man kunne gå ind og forsvinde i. Hilmer fortalte siden, han isolerede sig i en lejlighed med albummet og røg hash til den store nedtur. Ovre i Viborg røg vi intet, men blev ligeså henførte. Vores postpunk-band fik support-job til The Cure’s danske livedebut i Saltlageret, København, i maj, men showet måtte aflyses pga. svigtende billetsalg. Blev fortalt der var solgt under 40. Jeg hørte Faith og næste forårs Pornography så meget i den tid, at begge plader i adskillige år efter var umulige at være sammen med. Sådan er det heldigvis ikke længere. Her et af Faith‘s bløde knockoutstød…
Fart og tempo på den nye Iceage-single ‘Ember’. Ikke så stærkt et nummer som seneste ‘Star’, men perfektion har vel aldrig været målet for dette impulsive band, hvilket også er en af dets store kvaliteter. Et nyt album med titlen For Love of Grace & the Hereafter annonceres til at komme 29. maj…
Jimmy Destri, Blondie’s keyboardspiller og pretty boy fra de gyldne new wave-år, tager dagens fødselsdag. Her en af de mange besjælede popsange han har leveret til bandet, denne fra den modigt eksperimenterende Autoamerican (1980), et album der er vokset med tiden…