Gårsdagens 44-års…

Forsinket tillykke, Düsseldorf’s stolte søn, for hvem præcision, teknologi og æstetik altid er i højsædet. Eller er Die Mensch-Maschine, der udkom 19. maj 1978, mon i virkeligheden en datter? Hippierne fandt generelt albummet koldt, fordi maskiner og programmerede synths pr. definition var døde og uden sjæl. Ikke sjældent blev ordet ‘facistoid’ endda påhæftet værket og bandet bag det. Ganske misforstået, Kraftwerk så maskinernes moderne teknik som menneskets ven, og brugte den derefter med stor positivisme og hengivenhed. Og apropos kulde, hvem kan egentlig komme i tanke om en musik, der bølger mere varm, livesbekræftende og, ja, menneskelig end albummets store elektro-sværmer ‘Neonlicht’?

Og Sandra sang…

Kalenderen fortæller, Sandra kunne fejre 60 tyske år i går. Den fortæller også, at Thåström i aften synger om hende i Den Grå Hal på Christiania. Sådan hænger tingene sammen og giver en tiltrængt antydning af logisk orden i denne verden af kaos. Personligt er vi her helt sikkert endnu mere til opfølgeren ‘In The Heat Of The Night’, en melankolsk banger Thåström formodentlig ligeledes vil betegne som ‘pisdisco’, men det er Sandra’s euro-smash af en debutsingle, han dog synger om på ‘Stora Langa Gatan’, så derfor…

…Och brandkåren kom, ambulanserna kom
Och sopgubbarna gick och sopgubbarna försvann
Magnifikt sa jag, det passar så perfekt här
Det passar så perfekt här
Och Sandra sjöng Maria Magdalena
Sandra sjöng Maria Magdalena…

Cocteau twin

Ikke hver dag man kan høre ny musik fra uforglemmeligt lydende Elizabeth Fraser, der fra 1982 og små 15 år frem fortryllede verden med sin nærmet overjordiske stemmeføring i skotske Cocteau Twins, der trods begyndelsen som en vel Siouxsie and the Banshees-inspireret postpunk-trio hurtigt voksede sig helt enestående. Men her er Fraser, tonalt vægtløs som dengang, med sit nye projekt/band Sun’s Signature på et nummer fra en snartkommende EP…

Gary don’t need his eyes to see…

Brett Anderson fra Suede kan sin engelske punk. På vej ind i Falkoner fredag aften kunne man således et kvarters tid før Suede gik på høre dette heftige nummer, The Adverts’ anden single, blæse markant ud blandt andet musik fra PA’et. Først nu på YouTube jeg finder ud af, London-bandet – med TV Smith i front og den bemærkelsesværdige Gaye Advert på Gibson EB0-bass – havde en enkelt usandsynlig singback-optræden med ‘Gary Gilmore’s Eyes’ på Top of The Pops. Her deres 15 seconds of shame på BBC…

Ricky Gardiner RIP!

Den skotske guitarist Ricky Gardiner der spiller guitar på David Bowie’s Low (1977) og ditto på Iggy Pop’s berliner-mesterværk Lust For Life (1977), hvortil han tilmed har begået musikken til den så bredt elskede ‘The Passenger’, er død denne weekend efter lang tids sygdom…

Legepladsen bløder

Overraskende opløftende gensyn med Suede, der i aftes i Falkoner spillede stærkt ud med så uforbeholdent hjerte, man stadig nemt kunne fortabe sig i de kontant belønnende sanges svajende sug og svæv. Eneste minus måske at et personligt håb herfra om nedenstående nummer måtte gå forgæves. Men hvem ved, måske det er på i aften. Og der er stadig billetter på Ticketmaster til den officielt udsolgte koncert…

PS – Det skete. “Europe is our playground / Copenhagen is our town…” blev der sunget i første nummer i 2. set fredag. Tak, Suede!

Den svenske invasion

Thåström i accelererende storform på vej mod Danmark, nyheden i går om den så længe forsvundne Kent-frontmand Joakim Berg’s nye soloalbum, og i dag denne nye single med Håkan Hellström; Sverige dominerer lige nu. Og hvordan er så Håkan-singlen med den svensktop-tunge titel ‘Jag Vill Bara Va Med Dej’? Professionel hitmusik i shiny retro-lyd a la Alex Cameron, kunne vel egentlig være sunget af hvem som helst. Ret behageligt, men også ret forglemmeligt ligegyldigt, hvad god popmusik netop aldrig er…

The Stranglers vs. Sverige

The Stranglers’ forsanger og guitarist Hugh Cornwell arbejdede tre år i første halvdel af 70’erne på et kemisk laboratorium under universitetet i sydsvenske Lund. Det er sit ophold der, han tager udgangspunkt i på ikke-hyldesten ‘Sweden (All Quiet On The Eastern Front)’ fra The Stranglers’ tredje album Black and White (1978). Så hvad mere naturligt end også at indspille bangeren på svensk, og udsende den på single udelukkende i Sverige, hvad Hugh og hans Stranglers straks gjorde. Jeg faldt over et velholdt eksemplar, som hurtigt blev købt, i en velassorteret skivbörs i Masthugget, Göteborg i fredags. The Stranglers på svensk kan sandelig også noget…

Denne blog vedligeholdes af Jens og Pastoren.