Suede er lige nu midt i noget så usandsynligt som en dansk tour. Odense, Aarhus og Herning er allerede spillet, og sidst på ugen – efter en afstikker til Stockholm – venter to aftener i Falkoner, København. Mon ikke ‘The Drowners’ er på setlisten nu i aften i Helsingør? Det er ialfald d. 11. maj 30 år siden Suede udsendte det monokromt glam-osende nummer som sin stærkt profilerede debutsingle…
PS – Wrong. Hverken ‘The Drowners’ eller dens B-sider ‘To The Birds’ og ‘My Insatiable One’ blev spillet i Elsinore.
Efter anden, nok sidste gennemlytning af den nyudsendte, helt sikkert velmente progrock-plade med Win Butler’s Wings, sorry, mente Arcade Fire, her noget ganske andet og mindre fortænkt nyt…
Har et par overnatninger i Göteborg, hvor jeg – muligvis i skuffelse over den nye Arcade Fire, der alligevel slet ikke kan genfinde den tabte form fra The Suburbs – i dag mest med singler for øje raidede nogle af byens fine pladebutikker omkring Masthugget og Majorna. Genfandt og købte (blandt meget andet) Depeche Mode’s lille fine debutsingle ‘Dreaming Of Me’. Nok allermest fordi jeg har savnet at høre ‘Ice Machine’, dens ‘Photographic’-lignende B-side…
Suggs fra Madness og Paul Weller har netop denne uge overraskende udsendt en snappy popsingle, de to sammen har lavet. Musikken lyder mest af vintage-Madness, men vokalen og nogle meget britisklydende horn blæser en frisk vind, der kommer fra The Jam…
Fra historiepolitiet gøres vi opmærksom på, der er andre store albums end The Cure’s Pornography, som kan fejre fødselsdag i dag. Nu blev der snakket perfekte forårsplader her forleden, og det er i den grad en af disse, der er tale om i dette opslag. For 38 år siden i dag udkom albummet, som dets skabere i samtidige annoncer kaldte ‘the greatest record ever made’. Kolossalt store ord, men man er nødt til at forholde sig til dem, for så særegen og sjældent løfterig en samling sange er der tale om på Echo and the Bunnymen’s Ocean Rain, der fanger det dengang så højtflyvende band på toppen af sin kollektive romantiske sansning. Her titelnummeret serveret dengang af de unge smukke drømmere fra Liverpool…
I dag for 40 år siden udsender The Cure sit mesterværk, albummet Pornography, der kommer som sidste og mest bemærkelsesværdige kulsorte perle på den årgangssnor, der allerede har budt på Three Imaginary Boys (1979), Seventeen Seconds (1980), og Faith (1981). Husker at købe pladen på udgivelsesdagen i Pisserenden (på gymnasie-ekskursion til København) og sidde med et par af de andre i forårssolen på Gl. Torv, hvor vi med ærefrygt nærlæser coverets illusionsløse tekster til de otte numre, hvis musik endnu er ukendt. Det bliver den ikke ved med at være, faktisk bliver Pornography nærmest soundtracket til de næste par år, det i en grad så jeg selv i lang, lang tid ikke kan holde ud at høre albummet. I dag er det heldigvis anderledes, og den måske sjældne men kære gæst Pornography efterlader aldrig sine lyttere uberørt. Dertil kommunikerer dens massive lyd og knugende stemning alt for direkte. Robert Smith løftede engang i et interview sløret op for The Cure’s intention, at samtlige albummets numre skulle have ens lyd og tonesprog, hvilket må siges at være gået hjem over al forventning. Så stort tillykke, Pornography, og tak for talløse dystre ungdomstimer. De var på deres egen måde fantastiske. Her ‘The Figurehead’, favoritten der åbner side 2, nummeret som banalt fik tusinder af sortklædte teenagere til at romantisere om fortabelse i kinesisk kunst og amerikanske piger. Hvis Robert kunne, så kunne vi også…
Den nye Die Nerven-single ‘Europa’ fortjener et genhør, her i en stort opsat liveversion fra ZDF forleden. Tænk hvis man her i landet også kunne opleve udfordrende ny musik med så højt og spændende et niveau på landsdækkende TV…
Der løftes med denne kun to uger gamle koncertoptagelse fra New Orleans lidt mere op for, hvor Montreal’s Arcade Fire mentalt og musikalsk befinder sig lige nu, hvor det nye AF-album WE udsendes på fredag…
En af de største forårsplader i mit liv, sådan en hvis musik udstråler lys, vibrerer liv, og synes som skabt til præcis den spirende årstid den kommer i, blev udsendt i dag for 39 år siden. 2. maj 1983 fulgte New Order op på enorme ‘Blue Monday’ med udgivelsen af sit andet album. Ethvert andet band ville med selvfølgelig glæde have inkluderet et så stort hit på sit kommende album, men New Order med sin egenrådige Factory-politik var alt andet et ethvert andet band, og blandt de otte tracks der udgør Power, Corruption & Lies glimrede det enorme hit derfor kun ved sit fravær. Det gav istedet denne nye NO-musik lov til at skabe sin helt egen identitet og vokse sig stor uden at skulle stå i skyggen af det øjeblik, alle ellers ville have ventet på. Og et skyggefrit album er det, for det er her New Order træder vitalt stærkt frem og bliver noget andet end den tunge arv af mørke, Ian Curtis’ selvmord havde begravet sine gamle Joy Division-bandmedlemmer med. Der høres en vægtløs forundring over egen nyfundne frihed, der opleves en musikalsk nysgerrighed over det ukendte land, man her er på vej ud i. Ja, de 42 minutters musik som er Power, Corruption & Lies emmer ligefrem af kreativitet, inspiration og et ungdommens forår der aldrig dør.
25 shows på én måned? I aften for 45 år siden påbegyndte The Clash sin omfattende White Riot Tour i Guildford Civic Hall. The Jam skulle have været med som support, men trak sig i sidste øjeblik, så istedet varmede ‘kun’ Buzzcocks, Subway Sect og The Slits op på touren, hvor The Clash præsenterede sit netop udsendte og brandvarme første album. Punk-ikoniske ‘1977’ herunder er desværre ikke med på The Clash, men ligger på bagsiden af ‘White Riot’-debutsinglen…
Thåström fortsætter sin tour, som det må være, med fokuserede finjusteringer på setlisten. Fredag aften på Väven i nordsvenske Umeå gik den således. I morgen aften venter Skellefteå…
Stuttgart’s Die Nerven synger weekend ind med den her nye single ved navn ‘Europa’. Samtidig løftes sløret for et ligeledes nyt album – ‘unser schwarzes Album’ – til oktober, samt bandets længste tour nogensinde, der slutter på Loppen, Christiania til december…
Okay, hvad skal man sige til den her? Engang så positivt toneangivende Arcade Fire fortsætter sin transformation til 2022, det fra det problematisk spraglede klæd-ud-kollektiv man tilsidst var blevet, med denne nye ballade der egentlig kommer tilforladeligt på en U2-dengang-de-byggede-rigtige-sange-agtig måde, men hvis spejdertrallende Win Butler-nynnen dog er langt mere ovre i retning af Art Garfunkel-solo/Leo Sayer end til egentlig at holde af eller ud…
