I morgen (fredag) udsendes Skinty Fia, Fontaines D.C.’s tredje album. Tre yderst lovende forløbssingler er det blevet til de seneste måneder, og her kommer i sidste øjeblik en nærmest skitselignende enkel fjerde, der ubesværet bærer håbets fakkel det sidste stykke til målstregen. ..
Iggy Pop bliver 75 i dag. Vi fejrer dette amerikanske livstykke fra Ann Arbor, MIchigan med den passende betitlede ‘Lust For Life’, her optaget i London’s Royal Albert Hall i maj 2016 på den bedste tour, Iggy Pop vel nogensinde har været på. Siden her så ham i Vestberlin få dage før, en livsbekræftende musikalsk luksusoplevelse af de allerstørste, men det er en anden historie. Iggy Pop kan snart opleves i både Randers (!) og København, ufortrødent på vej videre i sin sang og dans til det primitive beat, der holder klodens drejning i takt med selve livet. Stort tillykke til Iggy med ligeså stort tak for det hele – what a ride det har været til nu!
Snart udsendes en jubilæumsudgave af The Associates’ excentriske 1982-popmesterværk Sulk. Udover selve albummet, der kommer i blå vinyl, gives også med deluxe-udgivelsen et par CD’s med uudgivne sjældenheder og en hollandsk koncert. Blandt førstnævnte er dette instrumentale ‘monitor-mix’ af ‘Skipping’, albummets måske – den usandsynlige hitsingle ‘Party Fears Two’ kan sandelig også noget – allermest forførende og vægtløse popøjeblik. Men hvordan lyder backtracket til ‘Skipping’ så uden Billy Mackenzie’s vilde vokal? Som en hektisk drøm i en drøm…
Det er her det hele begynder for London’s Blur. Med udgivelsen 19. april 1993 af ‘For Tomorrow’, singleforløber for andet album Modern Life is Rubbish, der skal udkomme tre uger senere. Denne singback-version er fra starten af april, og må vel isåfald næsten være sangens verdenspremiere. Damon Albarn lyder sprød fantastisk her, og selvom musikken oser af Blur-arven fra The Kinks, så er hans levende vokal så meget tidlig David Bowie. Det er sundt at have helte…
LS’s forårstour kommer hjem onsdag aften kl. 20.30 i Store Vega, København – vi ser frem!
Anden single fra Interpol på kun fem dage, men samme problem som sidst, for, som titlen selv siger det, noget ændrede sig. Retrospektivt var det ca. samtidig med den karismatiske bassist Carlos D’s farvel til sit band omkring 2010. Efter da var Interpol’s musik en helt anden. Den lydarkitektoniske og kompositoriske klarhed som havde været adelsmærket blev lukket ned, ligeså dyden med at lade Interpol’s stemningsfuldt opbyggende forløb forløses i omkvæd af dragende mørk melodiøsitet. Siden blev det hele mere gråt i gråt. Slet ikke uden kvalitet, blot en helt anden nærmest forkrampet og – forgæves? – søgende stil. ‘Something Changed’ hedder den nye single passende. For det er svært at høre det nye Interpol uden igen at tænke, noget ændrede sig…
Skrev i nat om Saints-forsangeren Chris Bailey’s triste bortgang. Her er hans og The Saints’ ikoniske debutsingle fra 1976. ‘(I’m) Stranded’ holder speciel betydning her, for det var kun det andet erklærede punk-nummer, jeg hørte gennem radioen dengang. Elskede hvert sekund af den single, gør det stadig i dag. Utroligt som en så tidsdefinerende musik kunne opstå ude i Australiens fjerne provinser – Brisbane, Queensland – og overhale hele London’s punkscene indenom med en udgivelse allerede i september ’76, altså før noget eller nogen derfra…
På karrierens nok mest uinspirerede album – Nocturama (2003) – kunne Saint Nick dog glæde sig over dette rørende øjeblik af en omkvæds-duet med sin helt fra dagene og nætterne (det er den unge Nick i lyseblåt på billedet herover) i Melbourne…
Fra Australien dødsmeldes Chris Bailey, forsanger i Brisbane-bandet The Saints, der i 1976 med singlen ‘(I’m) Stranded’ gik forbilledligt med i punkrockens første angrebsbølge. Deres tre første albums – (I’m) Stranded (1976), Eternally Yours (1977) og Prehistoric Sounds (1977) – ragede alle tårnhøjt op og står stadig distancen i dag. Hør Chris Bailey med den tilrøgede stemme herunder med den oprindelige (og langt bedste) Ed Kuepper-udgave af The Saints skrælle tapetet af væggene i 1977 på Paddington Town Hall i Sydney, Australien…
The Other Side of Make-Believe? Ialfald igen en ny Interpol-sang salt som en ansjos, helt uden melodisk release. Måske det er godt sådan, men bare kræver anderledes forventning end den oprindelige til NYC-bandet?
Glædeligt nyt! 20. maj udgives en ny extended jubilæums-udgave på 3-dbl. vinyl af The Clash’s uforlignelige, stærke svanesang Combat Rock (1982). Her pressetekst og tracklist…
Originally released in May 1982, ‘Combat Rock’ is the final album from The Clash of Joe Strummer, Mick Jones, Paul Simonon and Topper Headon. Featuring two of the band’s most well-known songs, ‘Should I Stay Or Should I Go’ and ‘Rock The Casbah’. Now re-released as a 180g 3LP special edition, with an additional 12-tracks compiled by The Clash.
Having returned to London following their pivotal 17-show residency at New York’s Bond’s Casino in 1981, the band rehearsed and recorded at The People’s Hall in the squatted Republic of Frestonia near Latimer Road in London and from there they embarked on a tour of the East and South East Asia, during which the album sleeve image was captured by Pennie Smith in Thailand.
The tracks on ‘The People’s Hall’ chart the period from what was their last single Radio Clash right up to the release of Combat Rock, including unheard, rare and early versions of tracks.
Also includes rare Pennie Smith images + history of Frestonia essay by Tom Vague.
3LP (180g Black Vinyl)
Combat Rock – SIDE A
Combat Rock – SIDE B
The People’s Hall – SIDE A
The People’s Hall – SIDE B
The People’s Hall – SIDE C
NB: SIDE D IS BLANK
*Previously unreleased
Her ‘Midnight to Stevens’, en søgende sørgmodig hyldest til den afdøde London Calling-indpisker/producer Guy Stevens, et The Clash-hemmeligt men høreværdigt nummer der hidtil kun har været tilgængeligt på to yderst omfattende digitale opsamlinger med The Only Band That Matters. Snart kan det for første gang nydes på sort vinyl…
I dag for 49 år siden udsendte David Bowie en af sine dejligste singler, den britisk-forfinede ‘Drive-In Saturday’, der udkom en uge før det album, Aladdin Sane, den hører hjemme på. Her forpremieres sangen dog allerede 17. januar 1973 på Russell Harty’s London Weekend Television-show…
Fordi Talk Talk’s diskrete storhed aldrig skal glemmes…
