Dave Greenfield, The Stranglers’ keyboardvirtuos, der for to år siden gik bort som følge af hjerteproblemer og covid-19, blev født dags dato i 1949. Her ‘Golden Brown’, det særegent fredfyldte stykke musik han skrev i 1982, som rykkede The Stranglers ud af egen selvskabte machismo-tunge skyggeverden og placerede dem næstøverst på den engelske singlehitliste, kun overgået der af The Jam’s ‘A Town Called Malice’. To sange øverst oppe, den ene om Thatcher’s sammenfaldende britiske samfund, den anden – takket være Stranglers-sanger Hugh Cornwall’s ord – en slet skjult kærlighedssang til heroin. Men hvilken en. Det var selvsamme Cornwall som ved Greenfield’s død skrev følgende om hans betydning for deres fælles band: “He was the difference between The Stranglers and every other punk band. His musical skill and gentle nature gave an interesting twist to the band. He should be remembered as the man who gave the world the music of ‘Golden Brown'”…

Albummet Suede blev udsendt i dag for 29 år siden. Vi markerer lige her britpoppens topbands debutalbum med en samtidig liveversion af dets åbningstrack ‘So Young’, hvorom mikrofonswinger extraordinaire Brett A fortæller:

“It’s supposed to be a song with a real duality. Of course there’s a very wide-eyed, idealistic kind reflection of…what it’s like to be young. But the whole point is the twist of it, where the coda is, “Let’s chase the dragon from our home.” For me, it’s saying let’s take on a different version of the beauty of life rather than the chemical-tinged one. When you hear the lyric “Let’s chase the dragon”, you just assume it’s a song about taking drugs. And it is and it isn’t. I’d experienced lots of the things I was talking about; it wasn’t tourism or anything. It was just this sort of hymn to the arrogance of youth. When I sing it now…I never sing it ironically when we do it live now. I remember saying years ago, “God, imagine when we’re playing ‘So Young’ in 20 years’ time!””

I lørdags i Berlin kunne vi hjælpe en ukrainsk kvinde med sine to små rygsæksbærende døtre på løbehjul med at finde S-bahn-stationen ved Warschauer Strasse. Hun kunne ikke tysk eller engelsk, men forstod alligevel spørgsmålet om, hvorfra i Ukraine de var flygtet. Svaret lød Odessa. Navnet på den smukke havneby i sydøst, også kendt som Sortehavets Perle, betyder paradoksalt nok ‘lang rejse’, og er samtidig titlen på en af australske Bee Gees’ fremmeste musikalske bedrifter, en storslået åbningssang med alt i spil på brødrenes album af samme navn fra 1969, længe før disco og krig i Ukraine…

Vi har vist ikke haft dem her før, det skyggemalende Brooklyn-postpunkband Bambara (oprindeligt fra R.E.M-‘s Athens, Georgia), der allerede har fire albums under bæltet. Her et markant nummer fra deres helt nye EP Love on My Mind…

En af de store plader i 2010 var Arcade Fire’s The Suburbs, en forunderligt bittersød erindringscyklus om nordamerikansk opvækst så fysisk langt borte fra sine drømmes mål, om nu at se tilbage på de små ting og detaljer, der dengang syntes så kolosale. Musikken til disse bagudkiggende fortællinger var en fængende dramaladet indierock, hvor støvet fra klassisk Springsteen lå som en blød dis om de Arcade Fire-mytologiske forstæders blændende sol. Og hvad skete så? Arcade Fire brugte det følgende tiår på at køre noget så eftertrykkeligt i grøften. To albums med besværligt ført hånd blev det til, det andet (Everything Now (2017)) værre end det første (Reflektor (2013)). Der blev spillet koncerter i udklædningstøj, eksalterede fremtrædener ofte helt uden den naturlige feeling og kunstneriske ligevægtstyngde, der gjorde The Suburbs så gribende. Men her er de så igen, med ny single på vej mod nyt forårsalbum. Og umiddelbart lyder ‘The Lightning I, II’ heldigvis langt bedre end længe fra Arcade Fire. Måske der endda er…håb?