Nej, Destroyer er i denne sammenhæng ikke Putin. Det er derimod et band med canadiske Dan Bejar, også kendt fra The New Pornographers, som sanger og sangskriver. Og de har netop udsendt et nyt nummer som forvarsel om det kommende album, Labyrinthitis. Den tørt ironiske vinkel er den samme som altid, men musikalsk er vi tættere på f.eks. Art of Noise eller New Order.
We are the pigs
Pastoren har ret i herunder, det lige nu kan synes svært at skrive om musik på denne blog, som om intet er hændt. Men på den anden side kan vi jo heller ikke lade Ruslands krig lukke siden ned de næste X antal dage/uger/måneder/år. Så nu fortsætter vi. Fordi stilhed ikke siger noget. Så her genstridige Suede fra dengang guitar-es Bernard Butler gjorde dem unikke og vice versa. En af de få liveoptagelser der findes, hvor han spiller med på sange fra den da endnu ikke færdiggjorte Dog Man Star (1994), omkring hvis udsendelse Suede og han forlængst lå i krig med hinanden. Ja, mennesker i bands slås også…
Der er krig i Europa
Det er svært, ja umuligt, bare at skrive om musik, når der er krig i Europa.
The Clash Diaries
23. februar 1979 udsender The Clash Give ‘Em Enough Rope‘s ‘English Civil War’ som single. Mange har set ‘Safe European Home’ som næste logiske 7’er-bud, men band/manager og/eller CBS vil det anderledes, så valget falder istedet på nummeret med Joe Strummer’s nye tekst til musikken af den traditionelle ‘When Johnny Comes Marching Home’. ‘English Civil War’ er aldrig en decideret svag Clash-single, men voldsomt inspireret eller karismatisk er den heller ikke i forhold til vanlig standard. Helt anderledes med B-siden, en glødende indspilning af The Maytals’ jamaicanske klassiker ‘Pressure Drop’…
The Fantastic Plastics spiller DEVO
Ovenpå for mange musikalske dødsnotitser den seneste uge her seks minutters tiltrængt liv og lys i form af Brooklyn-duoen The Fantastic Plastics, som deres lidt komiske navn tiltrods formår at give en forrygende version af DEVO’s ‘Gut Feeling’. Instrumentet ovre bagved til venstre, som Miranda Plastic betjener med imponerende dygtighed, er noget så sjældent og kompliceret som en theremin. Thereminen spilles ved (citerer Wikipedia her), “at musikerens hænder forandrer position i forhold til to faste elektroder (antenner), dvs. at man ikke rører instrumentet, mens man spiller”. Mener aldrig at have hørt til en theremin i DEVO, en mangel Akron, Ohio-bandet nok ville beklage, hvis de oplevede hvad instrumentet gør for deres futuristiske musik her…
LS-tour starter næste uge
The Tivoli i Helsingborg 3. marts meldes desværre aflyst af arrangøren. Det betyder at LS-tourens første show istedet bliver på Kosmorama næste fredag i sydvestjyske Bramming. Alle LS-aftener på touren kan tjekkes herunder med billetlink nederst. Vi ser frem!
Billetter: https://gig.to/LS22
Syng Mark ud, folkens
Fra den ligeledes nu afdøde amerikanske celebrity-kok og mad-forfatter Anthony Bourdain’s allersidste TV-program i serien Parts Unknown. Det afsnit foregik i Mark Lanegan’s gamle hjemby Seattle, Washington, så hvad mere naturligt end denne fine kamera-outro til hans ‘Strange Religion’ fra Bubblegum (2004)…
Mark Lanegan er død
Jeg har netop læst hos Variety at Mark Lanegan, kendt fra The Screaming Trees, Queens of The Stone Age, Soulsavers mm. og selvfølgelig også fra udgivelser i eget navn, er død i sit hjem i Irland. Han var nogle måneder yngre end denne blogs forfattere og blev således 57.
Skip the light fandango…
Når vi går tilbage til 60’ernes rockmusik her, så er det ofte de samme 5-7 bands der sættes spotlight på; The Kinks, The Stones, Small Faces, The Who, Liverpool’s The Mop Tops, og fra USA The Velvet Underground. Men jo, der er naturligvis så mange andre. Som nu britiske Procol Harum fra Southend-on-Sea, hvis enorme J.S. Bach-inspirerede 1967-hit min egen far købte og havde på single dengang, helt sikkert uvidende om dets store tidsåndsbetydning i the Summer of Love. Procol Harum’s sanger, komponist og keyboardspiller Gary Brooker (i midten på bandbilledet herover) meldes død fra England i dag, 76 år gammel, så vi tager derfor en respektfuld tur gennem den til lejligheden så passende æteriske ‘A Whiter Shade Of Pale’. Hvis man som stamgæst på siden desperat skulle savne en anderledes jordbunden The Clash-vinkel på dette indlæg, så var det faktisk den senere London Calling-producer Guy Stevens, der som manager gav Gary Brooker’s band her dets navn efter sin kat…
Jean-Jacques Burnel 70
The Stranglers havde den bassist på den engelske punkscene, man musikalsk lagde mest mærke til. Bag Guildford-bandets trademark-lyd af nærmest Doors-bølgende keyboard og sanger Hugh Cornwell’s baryton var det halvfranske Jean-Jacques Burnel’s virtuost plektrum-benhårde og melodisk kantede Fender Precision-spil, der bragte den tidens punkattitude, The Stranglers byggede sin karrieres fundament på. Her nedenfor kan dagens 70-års fødselar ses og høres udføre sin så fremtrædende ting i 1977 på singlen ‘Straighten Out’, hvor han specielt fra 2:17 stikker helt af og – typisk for JJ Burnel – spiller sin Fender P, som er den nærmest et lead-instrument. Han var iøvrigt allerede da kendt som ekspert i japansk kampsport, og fik på den baggrund givet både Sex Pistols’ Johnny Rotten og The Clash’s Paul Simonon skrammer, da disse hånligt havde givet udtryk for, The Stranglers var for gamle til en plads på punk-toget. The Stranglers var i det hele taget berygtet som et band, man skulle tage sig i agt for. Det fandt en engelsk musikjournalist, som havde givet dem negative ord med på vejen, ud af, da han under et interview i Paris blev gaffa-tapet fast på ydersiden af Eiffeltårnets næstøverste etage, 125 meter over jorden. Man må formode den tidligere heartthrob JJ Burnel lever et mere stille liv i dag, hvor han er eneste originale medlem tilbage i The Stranglers, der sidste år udsendte nyt album. Men lige her er tidsmaskinen i ’77…
Ain’t there one damn song…
Sig aldrig igen, de ikke kunne finde ud af noget i det gamle Østeuropa. Det smukke cover her er således den jugoslaviske singlepræsentation af David Bowie’s ‘Young Americans’, der blev udsendt i både Jugoslavien og den vestlige verden 21. februar 1975. I USA havde de opvakte allerede hørt nummeret i december ’74, da Bowie premierede det på The Dick Cavett Show med en febrilsk performance…
Another saturday night
Må med skam meddele ikke at kende andet end overfladisk til Toronto’s The Sadies’, hvis sanger/guitarist Dallas Good gik bort i torsdags, angiveligt som følge af corona. Har tjekket lidt op på dem i dag, og set/hørt et fantastisk velspillende klassisk band i den ydmyge amerikanske tradition blive anført af de to Good-brødre Travis (her til venstre) og altså Dallas. Tror dette nummer vil kunne glæde Webmaster Pastor, der har en mærkbar svaghed for arven efter country. Men han kender dem sikkert allerede langt bedre end jeg, da han har Neko Case, som de har været backing for, tæt inde på livet…
Indie shamrock
En fredag midt i februar udsender Fontaines D.C., det formafsøgende guitarband fra Dublin, pludselig en ny single. Der er håb endnu…
Dallas Good RIP!
Dallas Good, forsanger i det canadiske americana-band The Sadies, og manden med det værdige og smukt sørgmodige ansigt herover, meldes afgået ved døden, kun 49 år gammel. Mange af os kender nok mest hans band som yderst kompetent backingband for Neko Case, men The Sadies har siden 1994 udsendt elleve albums i eget navn, senest Northern Passages i 2017. I januar udkom den nye single ‘Message To Belial’, herunder dens fine b-side ‘Stop And Start’. Hvil i fred, Dallas Good!
Krokodilletårer fra Sæby
En fredag midt i februar udsender moi Caprice, det gendannede synthpopband fra Sæby, pludselig en ny single. Der er håb endnu…