Hvem siger det kun er vinylcovers, som har stil? Ikke Roxy Music’s tredje album ialfald. Og dets musik er ovenikøbet af tilsvarende klasse. Her åbningsnummeret ‘Street Life’ på Top of the Pops 22. november 1973…

11. februar 1977: David Bowie gjorde alting omvendt de fleste andre artister i denne periode. 14. januar havde han udsendt albummet Low. Fire uger efter kom så første single derfra. Billederne herunder til ‘Sound And Vision’ er fra et besøg i Holland senere på året, da Bowie lavede promotion for “Heroes”…

Havde David Bowie mon fået samme lodrette stjernefærd uden sit tidlige guitar-es Mick Ronson, der sublimerede Bowie’s formfuldendte rocksange, som vel især hørt på Ziggy Stardust (1972)?! Her fortæller den underspillede, lidt sørgmodige Ronson, der døde kort tid efter dette uredigerede interview – og da iøvrigt også hans fine produktion af Morrissey’s glam-influerede Your Arsenal (1992) – om vanvidsårene med David Bowie. Til sidst her spiller manden fra Hull sin elektriske guitar alene, så man igen kan undres over, hvorfor David Bowie egentlig fyrede sin musikalske højre hånd i 1973…

9. februar 1979: Roxy Music er ikke officielt opløst, men har ikke udsendt ny musik siden albummet Sirens i oktober 1975. Derfor er denne dato speciel for Roxy, da dagens nye single ‘Trash’ skyder nedtællingen igang til deres comeback-album Manifesto, som skal udkomme fem uger efter. ‘Trash’ er ikke nogen stor sang, hvis da overhovedet en sang, men vigtigst af alt har den en let pulserende energi, som er dens skabere blevet revitaliseret af tidens pulserende new wave. Hvilket Bryan Ferry’s lysegule slips i promo-videoen herunder da også peger i retning af. ‘Dance Away’ og ‘Angel Eyes’ skal siden blive de store singlehits fra Manifesto, men ‘Trash’ er startskuddet til den nye æra, der siden skal se det engang så udfordrende og farlige Roxy Music skifte ham, og blive til start-80’ernes state of the art-elegante maninstream-popband…

Lars Hug’s YouTube-kanal gør det i disse uger muligt igen at opleve gamle klip fra hans egen og da ikke mindst Klichés løbebane. Her er vi tydeligvis i 1982/83: Neonlys blinker, baggrundsplastik farves rød, der slås på metal og leges med roller. Med afstanden til dengang som perspektivforstørrer er det imponerende så hårdt Kliché skærer gennem den tids bløde danske pænhed, som her set og hørt på det majestætiske åbningsnummer fra det efterårs Okay Okay Boys. Mange var dengang lidt undervældede, for debutalbummets virkemidler havde fået flere nuancer og mindre konceptstyrke, men med årene har Okay Okay Boys kun vundet ved genhør, og står i dag fuldt på højde med Supertanker (1980). To centrale albums dansk musik ville være langt fattigere uden. Nå, ikke mere tåget snak, slip det indre vilddyr løs, Lars Hug…

Når jeg skriver R.E.M. i søgefeltet på dansk Google lige nu, er det øverste søgeforslag ‘R.E.M. forsanger død’. Morbidt, ja, men kort og præcist fortæller det jo, hvor bedøvende stille der bredt har været omkring R.E.M. og Michael Stipe siden bandets opløsning for snart ti år siden. Inaktivitet var heldigvis sjældent forbundet med dem mens de fandtes. I dag for 40 år siden havde det unge R.E.M. således sin første studiesession i Bombay Studios i Georgia, Smyrna. Blandt de otte optagede sange, der aldrig nogensinde er blevet udgivet eller lækket, var ‘Gardening At Night’, der snart skulle blive ‘rigtigt’ indspillet af Mitch Easter og udsendt på R.E.M.’s debut-EP Chronic Town (1982). Her den fjerlette sang spillet til R.E.M.’s induktion i R’n’R Hall of Fame i 2007. Denne version valgt fordi trommeslageren den aften for en sjælden gangs skyld igen var Bill Berry, der med smertelige følger havde forladt de andre tre i 1996. R.E.M. lyder bedst som R.E.M. med hans specielle beat under sangene…

Nej, vi kendte den heller ikke dengang. Desværre. I dag er det 48 år siden Iggy and the Stooges udsendte det David Bowie-producerede napalmværk Raw Power. Verden har ikke været den samme siden. Heldigvis.

Problembarnet Porcupine, Echo & the Bunnymen’s tredje album, blev udsendt dags dato for 38 år siden. Det skulle ikke være nemt at følge op på mesterværket Heaven Up Here (1981), men at problemerne skulle høres så tydligt var/er alligevel en overraskelse. Side 1 kommer ellers stærkt afsted med singlerne ‘The Cutter’ og ‘The Back Of Love’, men senere begynder problemerne at vise sig, specielt omme på side 2, hvor Bunnymen for ofte i åbenlys rådvildhed glemmer den fornemme sangskrivning, der ellers stod som bandets kendetegn lige siden første single. NME’s Barney Hoskyns skrev i sin anmeldelse: ‘Porcupine is the distressing occasion of an important and exciting rock group becoming ensnared by its own strongest points, a dynamic force striving fruitlessly to escape the brilliant track that trails behind it’. Ja, ak og ve. Heldigvis skulle Bunnymen tage stor revanche for denne spilte mulighed med anderledes helstøbte Ocean Rain året efter. Her Porcupine‘s dog vellykkede titelnummer…