Hey kids, rocknroll! Tilbage i Hovedstaden efter lang tid (!) ude i de fjerne provinser, som desværre lokalt viste sig ganske uden netforbindelse. Derfor ingen Årets Bedste Albums-feature i år, selvom Pastoren har presset, men logistik forhindrede altså, og iøvrigt var jeg også selv tvivlrådig, da det her har vist sig rigtig svært at se lyset i meget af den ny musik i år, og ældre musik derfor har domineret playlister. Jo, Love Shop-albummet, det er jo heftigt, haha, The Jam’s Paul Weller lavede en vellykket, fri britplade, The Felice Brothers et americana-album med stærkt meget at dykke ned i, Thåström kom anderledes tilbage, og Iceage løftede også virkelig på deres nye album, men ellers lød rockmusikken – hørt herfra – tit sært postulerende, for artigt indie-musicerende, og desværre ofte decideret skindød. Form uden vitalt indhold, musik som teknisk disciplin. Eller også bare hitliste- og radio-målrettet pleaser-stuff. I LS oplevede vi i den forbindelse således også forunderligt på radioen, at tabe DR helt på det nye album. P6 mente Levende Mænd‘s tre singler var for P4-mainstream. P4 syntes det nye LS var alletiders, men dog med en ‘for gammel’ historie/lyd for kanalens nye, unge P3-lyttertiltrækkende profil, hvorimod P5, som åbenbart er DR’s musikalske elefantkirkegård, anså LS som et for kantet P4-klassisk band. Summa summarum, intet LS-airplay overhovedet trods velbesøgte koncerter landet rundt og bredere glæde end længe for det nye album. Tankevækkende at de frie markedskræfter har et så topstramt udvælgende system, at alt der bliver spillet er så velovervejet, gennemtænkt ens, kun det, den enkelte station til enhver tid tror kan generere allerflest lyttere og profilere stationens valgte lyd og målgruppe, bliver playlistet gentagende. Væk er radio med oplysende specialprogrammer fra mere snævre genrer og frie, musikforelskede DJ’s, der spillede ting, de selv fandt derude, og kunne berige nysgerrige/lydhøre lyttere med. Var Bulgariens eller DDR’s kommunistiske radio i 80’erne ligeså ensrettet og stramt styret som den formaterede statsradio nu? Ja, det var den formodentlig. Der er vel næppe den store forskel. Skriver ikke dette i bitterhed (P3/P4/P6 har i mange år været stærke ambassadører for LS), udelukkende for at oplyse om, hvor mærkværdigt spillet fungerer nu om dage. Nuvel, her en fantastisk sang der aldrig havde stået en chance i dag; Suicide udsendte 28 december 1977 sit debutalbum, hvis sært drømmende single går således…
Der er altid mere

Så hvad har vi her? En kun 14-årig canadisk pige som har indspillet og netop fået udsendt et helt album med coverversioner af Nick Cave-sange, det endda med The Flaming Lips som backing band. Og hvordan er det? Overrraskende godt. Tjek selv Nell Smith fra Fernie, British Columbia lige her…
Dum Dum Boys
3. december 1981: I Toronto, Canada spiller Iggy Pop denne aften The Idiot‘s ‘Dum Dum Boys’ til sine tabte Stooges, forsvundet på overdosis eller vandvogn. Blandt musikere på scenen spottes Bowie-guitarist Carlos Alomar og Blondie-trommeslager Clem Burke. Iggy selv er iskold som sjældent før eller siden…
I’ll be seeing you 2…

Hvis man kender sin vej rundt på nettet, kan man være heldig at købe en 7’er-vinyl-single fra 2000, hvor det usandsynlige par Françoise Hardy og Iggy Pop giver en overraskende velafstemt duet-version af ‘I’ll Be Seeing You’…
I’ll be seeing you…
Cat Power lægger denne uge nye sider til en velkendt amerikansk klassiker…
Route 66

Den stilfulde unge mand herover bliver 66 i dag. Vi markerer med et basstungt engelsk dub poetry-track fra LKJ…
M for mesterværket
13. december 1979; Kongen anbefaler på reklamen herunder dagens nyudgivelse med The Only Band That Matters. Efter et brændende stærkt punk-manifest i 1977, og året efter en skramlende to’er der kæmper helhjertet men ultimativt forgæves med at leve helt op til egne ambitioner, lykkes det hele her for The Clash, der med London Calling skriver sig op og ind blandt de største i engelsk rockhistorie. Og det endda med et selvmytologiserende, referencetungt dobbeltalbum, der musikalsk næsten udelukkende kører på amerikansk benzin…

60 dage
Det er ikke tit, vi præsenterer jer for pop-punk med ikke-vestlig baggrund. Men i dagens anledning (og den er fængslende) kommer her 60 Days med det japanske band The Piggies – ikke at forveksle med The Peggies fra Kawasaki. The Piggies gik fra hinanden tilbage i 2001, men medlemmerne dannede et nyt band, Fabulousplanes.
O for Over & Over
Baltimore’s evigtdrømmende Beach House har netop sluppet anden EP op til Once Twice Melody, duoens til februar kommende nye album. Af dens fire numre er dette sidste umiddelbart den klare favorit her, atter fremvisende Beach House’s sikre sans for svævende lyd og kantet hypnotisk harmoni. Et stærkt selskab til mørkegrå mod kulsort december…
G for good-bye
I aften for 35 år siden spiller Manchester-udbryderne The Smiths i Brixton Academy i London, hvad siden skal vise sig at være bandets allersidste show. Setlisten (se herunder) er pakket med numre og sange, der i dag står skrevet højt oppe i lys på engelsk rockmusiks stjernehimmel. Som noget helt specielt fremføres ‘Some Girls Are Bigger Than Others’, det Johnny Marr-støbte afslutningskys på The Queen Is Dead (1986), for første og eneste gang nogensinde. Liveoptagelsen herover er således selvfølgelig fra Brixton Academy…


C for crystal clear

For hvert et håb? Efter to ugers forsinkelse er andet oplag af Levende Mænd I Døde Forhold (på ‘crystal clear’ vinyl) endelig i pladebutikker landet over fredag. Køb et eksemplar mens du kan.
R for Robbie

Vi skal have noget sjælfuld og sørgelig musik, for den jamaicanske bassist Robbie Shakespeare, der med The Aggrovators og The Revolutionaries, men allermest sammen med trommeslager Sly Dunbar har lagt bund og rytme til hundredevis af store jamaicanske indspilninger fra start-70’erne og frem, døde i går 68 år gammel i Florida. Udover at have spillet med sit deres specielle cool swing bag så markante jamaicanske artister som bl.a. Gregory Isaacs, Peter Tosh, Bunny Wailer, Augustus Pablo, U-Roy og Dennis Brown, er duoen nok mere kendt på denne del af kloden for indspilninger med Grace Jones, Black Uhuru, Bob Dylan, Mick Jagger, ja, selv Serge Gainsbourg. Vi skulle have sørgelig musik, så her Sly & Robbie i 1979 bag vokalgruppen The Tamlins på en sorgfuld Kingston-version af Randy Newman’s ‘Baltimore’…
T for Top of the Pops

I musikmagasinet GAFFA’s kåring af ‘Årets 20 Bedste Danske Album’ tager Love Shop’s Levende Mænd I Døde Forhold andenpladsen og får følgende ord med på vejen:
“Levende Mænd I Døde Forhold er mørk, minimal og elektronisk popmusik uden derouter. Produktion og akkompagnement holder fokus fuldstændig på Unmacks natsorte sange, og ikke en tone eller tekstbrok er overflødig. På den måde kunne indgangsvinklen minde om de tendenser, Nick Cave har haft på senere plader som Push the Sky Away, Skeleton Tree og den glimrende Carnage fra i år. Rolige, syntetiske skyer af truende mørke og en eksistentiel følelse af afmagt og dyb melankoli.”
D for The Dakota
Årsdagen for mordet på John Lennon ved indgangen til hans hjem i The Dakota-bygningen ved Central Park på Manhattan. Chokket var til at tage og føle på dengang, absurditeten af mordet – begået af en fan – det samme i dag. Markerer her med en Lennon-sang, hvor denne cover vel står stærkere end originalen. Året før John Lennon’s død udsender Marianne Faithfull sin Broken English, et forunderligt illusionsløst dog genstridigt album fra en sejlivet kvinde, der har været helt nede og vende. Et af albummets højdepunkter er denne version af John Lennon’s ‘Working Class Hero’…
L for London

Indrøm bare, du ville blive skuffet – og verden først for alvor være af lave – hvis ikke den her side markerede 7. december som udgivelsesdagen for The Clash’s så perfekte ‘London Calling’-single. Men rystede The Only Band That Matters da bare sådan en genreklassiker ud af ærmet? Ingenlunde. Først tog nummeret form i øvelokalet Vanilla Studios i Pimlico (lige ved sangtekstens undergangsbringende River Thames), inden både ord og arrangement blev strammet gevaldigt op til – og under – selve indspilningen i Islington’s Wessex Studios. Heldigvis er første trin dokumenteret på råbåndet herunder, for selv i sin først så kantede stivhed, sit der så skrattende non-swing, og med Joe Strummer’s anderledes resignerende, nærmest gespenstmørke stemmeføring, bærer den råskitse både sit eget stærke udtryk, samt giver fascinerende indblik ind i The Clash’s kreative skabelsesproces. Den endelige version er jo så fuldkommen, at man næsten ikke længere tænker over dens mange lykkelige omstændigheder. Men det kommer tilbage, når først man har hørt den hostende demo. Enjoy!
Og sammenlign så lige med den velsmurte maskines musikalske perfektion, dynamik og udtryksdirekthed, som er den velkendte udgivne version…