Som at høre Brisbane’s The Go-Betweens fra et noget mindre fortryllet australsk parallelunivers. Det indtryk har de her til nu hørte sange med Melbourne’s Rolling Blackouts Coastal Fever – umuligt navn, absolut! – givet. Men dagens nye single fra dette forårs Sideways to New Italy kan vist mere, end bare at stå ærbødigt i skyggen af engang…
family affair
The Walkmen’s Hamilton Leithauser havde på forhånd næppe forestillet sig, hans længeventede album The Loves of Your Life i disse måneder kun skulle kunne karantæne-promoveres via en række spredte webcasts, hjulpet musikalsk afsted af hans wife Anna, deres to små døtre, disses to niecer, samt her i går, på NPR’s Tiny Desk Concert et sted ude fra det landlige Amerika, endda Hamilton’s mundharpespillende far…
Heroin til en søndag?
Hvem andre end The Stranglers skulle kunne lykkedes undvige BBC’s normalt strenge censur og i 1982 score sig et kæmpe hit i England med en kærlighedssang, der så utilsløret er en hengiven hyldest til heroin? Og hvilken speciel sang det er, centreret omkring Dave Greenfield’s lille genistreg af en cembalo-figur, sendt afsted til sidst på Hugh Cornwall’s længselsfulde trappe af en katedralsk vokalmelodi. ‘Golden Brown’, her i en Top Pop-optagelse fra hollandsk TV, nåede adskillige uger på den engelske hitliste, kun holdt tilbage fra førstepladsen af The Jam’s ‘Town Called Malice’…
Art of the cover
The Stranglers; 4 X enhver svigermors drøm, her på coveret af debutsinglen, udsendt 28. januar 1977.
Putting the Black back in Sabbath
Her er Charles Bradley med en sjælfuld udgave af “Changes”, skrevet og oprindelig fremført på Vol. 4 af et af de største britiske soulbands nogensinde: Ozzy Osbourne, Tony Iommi, Geezer Butler og Bill Ward.
Dylan in motion
Dylan i topform på det næstlængste track fra hans spritnye album. Har her – trods et ærgeligt corny baggrundsbillede – valgt en lyrics-video af sangen, så mesterens Nobel-værdsatte sans for ord og fortælling kan åbenbare sig visuelt, altimens musikken flyder afsted sin tålmodige vej…
Problemet The Stranglers
Var meget på The Stranglers som teenager. Faktisk var deres ‘(Get A) Grip (On Yourself)’ et af de første 5-6 punknumre, jeg overhovedet hørte, så de indtog straks en central plads. Investerede entusiastisk i debuten Rattus Norvegicus (1977), opfølgeren No More Heroes (1977) og Black and White (1978), alle tre særegne albums med stor stilistisk diversitet og en sjælden musikalsk dygtighed indenfor punkens dengang endnu så snævre rammer.
Men allerede da, midt i teenage-hengivenhed til dem, lå det i luften, at The Stranglers også havde en anden side. For hvor bands som The Clash, The Ramones, The Jam, ja, selv Sex Pistols fremstod for os kids som en slags ældre og kærligt oplærende/informerende storebrødre – ja, mødte selv dengang The Ramones og The Clash, og de var trods deres punk-heftighed virkelig enormt…søde! – så var The Stranglers mere den indebrændte onkel, familiens sorte får, ham der kunne være rå, ubehagelig og ondskabsfuld uden at gøre sig det mindste umage.
The Stranglers’ karikerede kvindesyn var allerede dengang til debat, bandet tævede musikjournalister som havde anmeldt dem dårligt, og de holdt konfronterende koncerter, der ofte endte i slagsmål og hærværk. The Stranglers fremstod ofte mindre udadtil som et band end som en bande, fire semi-hools, hvis primitive råhed altid lå og ulmede, selv i bandets på overfladen indimellem overraskende stemningsforfinede musik.
Derfor naglede The Guardian det så perfekt da de i deres nekrolog først i maj for The Stranglers’ corona-afdøde keyboardvirtuos Dave Greenfield havde følgende overskrift: Dave Greenfield: putting beauty at the rotten heart of the Stranglers. For det var jo sådan det var, skulle man være ærlig overfor sig selv; The Stranglers’ bankende hjerte var sin vitalitet tiltrods pilråddent.
Jeg opgav efter de tre første albums Guildford-bandet som mere end afstandsuforpligtende guilty pleasure, men må stadig tilstå et vist musikalsk blødt punkt for vel 10-15 af de numre fra dem, der kommer med den så sært kortluntede skønhed. ‘All Roads Leads To Rome’ fra Feline (1983) – bandets overraskende vellykkede plyndringstogt ind i den tids nye synthbaserede popmusik – er et af dem…
Så Riv os fra hinanden
Ikke vores personlige favorit med Joy Division her, men at udsende en stærkt profileret single, vi taler kun små fem uger efter forsangerens selvmord, med titlen ‘Love Will Tear Us Apart’, det er et sjældent stærkt statement. Og når en så tidsklarsynet alvorssanger netop er død for egen hånd, så lyder hans nye sungne ord uimodståeligt, som kommer de fra hinsides med en uangribelig sandhed. Ialfald lige indtil flødeoverfladesangeren Paul Young scorer et MOR-hit med dem et par år efter. ‘Love Will Tear Us Apart’ med Joy Division blev udsendt på single i dag for 40 år siden…
Sangskriverne
Rolling Stone har lavet en liste over popmusikkens 100 største sangskrivere. Det er en af de lister, der mest efterlader mig med spørgsmål. Det er ikke overraskende, at listen i det store og hele består af mænd fra Storbritannien og USA fra det 20. århundrede – og det ville have været en mere ærlig titel, synes jeg. Kontinentale kæmper som Jacques Brel, Serge Gainsbourg, Mikis Theodorakis, Bertolt Brecht/Kurt Weill m.fl. glimrer ved deres fravær. Og ikke et ord om Afrika, Asien eller Sydamerika – bare fordi jeg ikke kender så mange fra disse store kontinenter, kunne der jo godt være nogle store navne. Nå, sådan er verden set fra Rolling Stone.
Bob Dylan er nummer 1. Det kan jeg sagtens leve med. Men hvorfor er Paul McCartney nummer 2 lige en plads over John Lennon? De to var fænomenale hver for sig, men var jo også en sangskriverduo, Hvorfor er David Bowie længere nede end Jackson Browne? Hvorfor er The Notorious B.I.G. mange pladser over George Harrison, mens Chuck D fra Public Enemy slet ikke er nævnt? Og hvorfor er Benny Andersson og Björn Ulvaeus nummer 100 ud af 100? Joe Strummer og Mick Jones er nummer 57, lige under Madonna. Kate Bush og salig Aretha Franklin er slet ikke nævnt. Tom Waits er nævnt, men mange af hans sange er blevet til sammen med Kathleen Brennan. Hvorfor, hvorfor, hvorfor?
Nej, jeg ved det heller ikke. Jeg har heller ikke tænkt mig at skrive og klage, for smag er subjektiv og ofte er sådanne lister ret beset meningsløse. Det mest interessante er mini-biografierne af de 100 sangskrivere, og det er i høj grad dem, der gør listen værd at læse trods alt. Ofte er den slags lister jo bare et påskud for at skrive om den musik, man kan lide.
Dylan er fremme
Vinylen kommer desværre vist først i midten af juli, men musikken på Bob Dylan’s nye Rough and Rowdy Ways udsendes og kan heldigvis købes/høres fra i dag. De foreløbige anmeldelser samlet på Metacritic er helt oppe at køre. F.eks. citeres Rolling Stone således om albummet: ‘On Rough and Rowdy Ways, Dylan is exploring terrain nobody else has reached before—yet he just keeps pushing on into the future’. Og Independent er ikke langt efter: ‘His richly soporific new album – his first new material since 2012’s Tempest – plays like an extension of that [2016 Nobel Prize acceptance] speech: a folksy recitation of literary and pop references sprawling over long, ramshackle songs with minimal (mostly acoustic) melodies that sway back and forth behind him like curtains in a light breeze‘. Her en appetizer…
Let’s turn on the endless night…
London’s Graham Parker and The Rumour er sært glemte i dag, men i bandets storhedstid – slut-70’erne/start-80’erne – havde bandet et stort navn i England/Europa, hvor de udsendte plader og turnerede med en indædt, new wavet rockmusik, der, ikke mindst qua sangskriver Graham Parker’s snerrende vokal, lød slet ikke ulig samtidige Elvis Costello and The Attractions. Bedste album er Squeezing Out Sparks (1979), hvor sangskrivning, produktion og sammenspil rammer en helt højere enhed, men også efterfølgeren, den Jimmy Iovine-producerede The Up Escalator (1980) er værd at opsøge. På ‘Endless Night’, åbningstracket på side 2, dukker en af Iovine’s venner op i studiet og synger med. Hør her hvordan Bruce Springsteen lyder i december 1979, sammen med Graham Parker and The Rumour…
Doves er tilbage
Trioen fra Manchester, der ofte nævnes i samme åndedrag som de på mange måder beslægtede Elbow, er tilbage efter mange års pause (elleve år, faktisk – Kingdom of Rust kom helt tilbage i 2009) med et helt nyt nummer. Det tegner godt, synes jeg.
Det der blev af det der var
Og Ian Curtis tager en nat sit liv i et køkken i Macclesfield. Og han indtager ubesværet en helgenplads i postpunkens himmelhvælving. Og Joy Division bliver til New Order. Og en rejse fra mørke mod lys påbegyndes. Og en af dens funklende stjerner tændes i 1986 som singleversionen af ‘Bizarre Love Triangle’. Og i går meddeler New Order på Instagram, at netop det så sjæleopløftende nummers promovideo er blevet opgraderet til high definition. Og det er vores undskyldning for at kunne glædes over det lige her. Og Ian Curtis må hjertens gerne se med derude fra, skulle det være ham muligt. Og mon ikke også han vil føle en vis stolthed over, det der blev af det der var?
Someone take these dreams away…
Drømmene er om Ian Curtis, der for altid på grynede videostriber vil danse sin epileptiske dans, mens Joy Division’s unge requiems – her er det ‘Dead Souls’ – blæser ud og henover al den ubetydelige underholdning, der lige siden har belejret den vestlige verden…
Strangled by jazz
The Stranglers’ keyboardmester Dave Greenfield drog hinsides i maj måned, jaget herfra af COVID-19. Det har afstedkommet denne hyldest, en listigt manipuleret version af hans mest kendte komposition, The Stranglers’ ‘Golden Brown’…