Trænger vi ikke til noget country efterhånden? Eller hvad med noget new wave?
Nu kan I i al fald læse en uprioriteret liste over albums, jeg har lyttet til i året, der snart vil være “sidste år”. Læs mere her – det er vores nye feature. Denne blogs anden forfatter har allerede skrevet om sit bud på årets album, der i hans tilfælde udkom i 1979. Men måske kommer han også med en bemærkning eller to.
…er blevet en smule ældre nu. Også The Clash’s bassist og stilikon Paul Simonon, der i dag runder de 70. Her bytter han instrument med Joe Strummer i New Jersey i 1980, så han kan koncentere sig bedre om at levere ‘The Guns Of Brixton’ med ret attitude. Stort tillykke til Paul!
Ian Curtis tager sit eget liv, Joy Division er ikke mere. De tre tiloversblevne fortsætter som New Order. Deres første single udkommer ti måneder efter Curtis’ død. Den indeholder to sange som blev skrevet – den ene endda fremført live – med Joy Division. Det er guitarist Bernard Sumner som tager skridtet frem til mikrofonen foran bandet. Sikke en debut…
Et bittersødt postkort fra New York City og Television-guitargeniet Tom Verlaine, der ville være fyldt 76 i dag. Kunne hans ekspressive spil nogensinde opleves her i landet? Jo, Television spillede i 1977 i Daddy’s Dance Hall ved Vesterport, Verlaine gav ti år senere en fornem koncert med sit soloband i Carlton på Vesterbrogade, han var helt alene en aften i Musikcaféen i Magstræde (der var ikke udsolgt) i 1991, og han kunne senere opleves som en del af Patti Smith’s band i Amager Bio. Jo, og så var det gendannede Television i 90’erne på plakaten på Roskilde Festival.
Skal vi? Bør vi? Må vi virkelig? Årsfejringen af dette album er efterhånden blevet en kliché på denne side. Historien er blevet fortalt før. For 46 år siden i dag i Lehmannn Radio & TV i Viborg og spørge pligtskyldigt (men uden meget håb) på London Calling, dagens nye udgivelse med The Clash, som til stor overraskelse straks bliver fundet frem under disken – hvilken glæde! Men lad nu hellere høre om dit møde og oplevelse med dette dobbeltalbum, hvis ellers det har sat sig spor i hukommelsen. Mens der tænkes efter, så her et levende spor fra London Calling, sidste nummer på side 1, ‘Rudie Can’t Fail’…
Den hvide hest hænger stadig om aftenenen på byens gadehjørner. Men koncerten under den er spillet, så nu er det kun LS-albummet, den vil gøre opmærksom på. I Love You, Goodbye udkom i dag for tre uger siden. “Køb mig i dag”, siger hestens øjne. Ingen hest i byen har lyst til at være hjemløs.
Sangeren rabler en masse sange af sig. Guitaristen tager mikrofonen på en håndfuld tracks. Bassisten synger for på et nummer. Trommeslageren har også et. Sangerens busker-ven, den violinspillende Tymon Dogg fra deres fælles besætterdage i London, synger en sang. Dennes små børn er også med i studiet og har et gammelt nummer, hvor de synger for med deres lyse stemmer. Måske billedet tegner sig her af det gigantiske musikalske kludetæppe The Clash’s tredobbelte album Sandinista! – der blev udsendt i dag for 45 år siden – er. Nogle stærke regulære sange, og så en masse (!) løse jams/stileksperimenter, der tilsammen udgør en meget uoverskuelig, dog generelt også sært varm, charmerende rodebutik. Et state of mind-album, hvor den afstukne kurs med konsekvens hele tiden ændres; verdens mest rastløse jukebox. Naturligvis havde albummet vundet i fokus ved at blive stærkt nedbarberet. Fo regulært markante sange, der ville have klaret sig med på en normal Clash-plade? ‘The Magnificent Seven’, ‘Something About England’, ‘Rebel Waltz’, ‘Somebody Got Murdered’, ‘Up On Heaven’, ‘One More Time’, The Equals-coverversionen ‘Police On My Back’, ‘The Equaliser’, ‘The Call Up’, ‘Washington Bullets’, ‘Charlie Don’t Surf’ og vel ‘Street Parade’, altså ungefähr kun 12 ud af de 36 tracks på de seks pladesider. Men nej, stædigheden vandt og dét er vel også smukt i en branche, der elleve ud af ti gange skærer hjørner, optimerer og tager den slagne, velbevandrede vej. Den kender vi kun for godt. Så tillykke til eventyrlystne og alt-for-meget-på-en-gang-insisterende Sandinista! i dag.
LS er ude med nyt album, som tager meget fokus her på siden lige nu, men hey, den her danske udgivelse fortjener også en shout-out. Henrik Olesen, den musikleverende del af Olesen-Olesen, har gennem de senere år uden store armbevægelser udsendt en række intime, lydhøre, nærmest minimalistiske soloplader af høj kvalitet. I fredags kom så et nyt album med titlen Sange, der kan købes sammen med bogen Essays, og ja, hvad mon dén indeholder? Her et af de ni indbydende nye tracks fra pladen…
Hvis man sætter sin Nick Drake, Tim/Jeff Buckley eller Bon Iver meget højt, så kommer denne 22-årige irske debutant som sendt fra Manchester, hvor han pt. holder til, laver musik fra og forleden udsendte sit debutalbum Blizzard, der lige nu modtager de vilde anmeldelser i engelske aviser og musikmagasiner. Mød hans kringlede sange og så flyvefærdige, flugtende vokal her på tre akustiske sange i en helt ny optagelse fra The Old Operating Theater i London…
Bandet Wire startede fra punk i London. Deres debutplade Pink Flag (1977), som indeholder 21 korte, observerende numre på 35 minutter, lyder ikke som noget andet band i verdenshistorien og er en meget kvik genreklassiker. Men lynhurtigt udviklede bandet sig i en retning, der rimede så langt mere på art school og formeksperimenter, end på på de store koncertsale og Top of the Pops. Wire’s første tre albums står ret essentielle nu, det tredje 154 (1979) er en svært eksperimenterende postpunk-affære, der indimellem støj, tableauer, udladninger, afveje og atonalitet træffes af de skønneste, nærmest uskyldsrene melodi-syner. Som nu her på ‘The 15’th’, en perfekt sang som opretholdelse til sådan en grå onsdag i december…
Love Shop spillede lørdag aften i Falkonersalen en enkeltstående koncert, hvor en håndfuld sange fra nye I Love You, Goodbye for første gang kunne opleves live. Desuden gav aftenen debut til den nye LS-guitarist Rune Kjeldsen. POV International var repræsenteret i salen af Bo Heimann, som anmelder lige her.
Også denne 8. december er det tid til at mindes John Lennon. Denne sang er evigt aktuel.
Stillede ind på livetransmission fra Fulham’s Craven Cottage søndag sen eftermiddag kl. 17.30 engelsk tid, da 2. halvleg af PL-kampen mod Crystal Palace skulle igang. Se, Fulham går altid på banen efter pausen til lyden af The Clash med deres ‘London Calling’. Og det er blevet en fast tradition, at publikum synger med på “‘Cause London is drowning and I / I live by the river…”, for Fulham’s lille stadion ligger bogstaveligt et halvt stenkast fra den River Thames, Joe Strummer også boede ved siden af – dog i nærliggende Chelsea – da han skrev ordene til The Only Band That Matters‘ ikoniske sang. I går var det præcis 46 år siden den blev udsendt på single og først hørt, så det føltes rigtigt at høre den ‘live’ direkte på TV fra det vestlige London…
