Svensk klassiker, 20 år

Hvordan kan man omstille betydningen af Thåström’s semiakustiske soloalbum Skebokvarnsv. 209 (2005) til danske forhold? Vel nærmest som at forstille sig, at Sods/Sort Sol’s Steen Jørgensen havde udsendt en plade med Kim Larsen’s Værsgo‘s (1973) særlige statur og indvirkning; altså en malmsort folkeklassiker.

Thåström kom fra to buldrende, tungt bevæbnede rockplader, der havde markeret hans tilbagevenden til det svenske sprog og regulære sange efter flugtårene med gidseltechno-bandet Peace, Love & Pitbulls. Hovedpersonen selv har siden talt om en realisering af, der skulle ske noget drastisk. De distortede guitarmures udtryk føltes afsøgt, autopilot stod for døren, så Thåström var sig helt bevidst; han måtte sublimere sin sangskrivning og blotte sig mere, både i ord og udtryk.

Hvilket forklarer det radikale sceneskift på Skebokvarnsv. 209 (titlen er adressen på barndomshjemmet i Högdalen, 12 stop på T-banan syd for centrum i Stockholm), hvor Thåström i en for ham dengang radikalt anderledes lavmælt, nøgen musik, uden sminke eller nogen smart rockattitude, i øjenhøjde med sig selv roligt malende aftegner sit liv og udsyn.

Således starter albummet, med et kontaktsøgende brev fra ham i København til en bortgledet ven oppe i Stockholm. Skebokvarnsv. 209 blev udsendt 16. november 2005…

Den svenske musikblog 482mhz markerer den runde fødselsdag i dag med en gennemgang af ‘Thåström’s renässansperiod 2005-2025’, læs med lige her.

Og Ulf “Rockis” Ivarsson, der spillede bass i bandet fra dette album og 15 år frem, samt også var en vigtig mand i studiet for Thåström, skriver i dagens anledning på sin Facebook-side:

I dag är det 20 år sedan Thåström släppte albumet Skebokvarnsvägen 209. Det var detta album som också inledde ett 15 årigt samarbete med både turnéer och skivproduktioner involverade med Thåström.

Tiden går fort och när jag tänker tillbaka på den där sena eftermiddagen i februari 2005 när jag fick samtalet och en förfrågan att vara med på albumet så känns det som igår..men samtidigt väldigt väldigt längesen..20 år sedan..? Stoltheten finns kvar att jag fick vara med på denna svenska milstolpe till album men också att jag även fick förtroende att vara med i sättningen med musiker som spelade live mellan 2005-2018 och även vara del av och producera några av dom efterkommande albumen.

Men i bland undrar jag om jag ens var där..tiderna, musikaliteten och framförallt människan förändras..man ömsar skinn och går vidare oavsett om det gagnar ”karriär” eller inte. Magkänslan får styra..bra eller dåligt? Ingen aning..

Tack Joakim för att jag fick landa i din intressanta bubbla av kreativitet och hårt arbete under dessa år.

Her slutteligt endnu en juvel fra pladens skattekammer, denne dog fremført live i KB Hallen på Frederiksberg tidligere i år…

Lørdagaftenspunkrock

Må ikke glemme hvor Ramones-perfekte på deres helt egen måde de første års engelske Buzzcocks er som melodiøs punk-raket. Her er Manchester-bandet med sin tidlige klassiker ‘Boredom’, der nok mest er kendt/berygtet for sin punk-etos med en udtrukket guitarsolo på kun to toner. Den gives endda hele to gange i denne positivt hæsblæsende 1980-optagelse af nummeret fra et show i Boston, Massachusetts. På bandets debut – DIY-EP’en Spiral Scratch (1977) – var det bandets første sanger Howard Devoto (som gik ud af Buzzcocks og dannede Magazine) der synger ‘Boredom’, men det klæder egentlig sangen her med Pete Shelley’s mere presserende, mindre bitter-sarkastiske vokal…

Et sjældent øjeblik

En af de kunstnere, jeg tit vender tilbage til, er Nick Drake. Der er en stemning af efterår ved mange af hans sange, og det er svært ikke at tænke på hvor kort hans karriere og hans liv blev. I dag så jeg for første gang dette billede, taget af Julian Lloyd i Selborne i Hampshire i 1968, to år inden debutalbummet Five Leaves Left (også en titel, der lyder af efterår). Et andet af Lloyds billeder blev brugt som forside til opsamlingen Way to Blue.

Der er noget særligt ved at se dette billede, hvor Nick Drake smiler, og blive mindet om at der var mere i hans liv end det mørke, der endte med at sluge ham helt i en alder af kun 26.

Sangen om den røde guitar

Hun havde en anderledes tilgang til musik. Vi andre havde alle vores favoritter, som konstant blev skiftet ind og ud, nye bands, singler, gamle fund, wild shots. Hendes musikalske verden bestod af færre komponenter, hun til gengæld havde en standhaftig trofasthed overfor. Det var de samme med tiden slidte albums og 7″ere som kom på igen og igen, når hun havde brug for musikkens verden til at løfte eller bare omslutte sig. Hun elskede virkelig denne, hendes egen udvalgte musik. I foråret 1985 kom hun hjem fra byen en dag med den nye debutsingle fra David Sylvian, forsanger fra da netop opløste Japan. Den blev straks en af hendes erklærede sange, som vi derfor skulle høre over hele sommeren, den var altid med os. Dengang betød ‘Red Guitar’ ikke det store for mig, men hørt i dag er dens ubesværede refrain-elegance svært betagende, ja, sangen lever på det parameter nærmest i en slags parallelunivers til Bryan Ferry og hans sene Roxy Music. Det lidt jazz-smagende, trompetbårne C-stykke gjorde intet for mig, men på afstand nu bygger det helt rigtigt op til den transponering, der sender sidste omkvæd så perfekt afsted mod i dag…

Kulden

En mærkbar ændring i luften; kulden er kommet fra nord til København i dag. Og med kulden følger Kent. For vintertid og Eskiltuna’s bedste hænger uværgeligt sammen. Det er nemt ofte at overse de store bangers i bandets så omfattende diskografi, fordi de står så selvklare, oplyste og ofte udlevede i modsætning til dens mere ubetrådte stier og gader. Husker første gang med singlen ‘Ingenting’ fra Tilbaka Till Samtiden (2007). Så ubeskriveligt velgørende og simpel, men alligevel med et hook, som vel ingen andre end Jocke Berg kunne have landet. Og så er der endda sne på promovideoen her, perfekt. For kulden er kommet til København…

Skriget

Siouxsie and the Banshees’ monumentale debutalbum The Scream blev udsendt i dag for 47 år siden; en plade der i sin samtid var centralt stildannende i både spilleregler og æstetik for den genre , der blev til og nu er kendt til døde som postpunk.

Vi har spanske Rosalia i indlægget herunder med sit dristige take på en ny mainstream-pop, hvor brugen af den symfoniske traditions greb og instrumenter er en af hovedingredienserne. Det fokus på den klassiske musik som overraskende virkemiddel holdes også her, hvor Siouxsie and the Banshees seks år efter The Scream genbesøger dens ‘Overground’ på EP’en The Thorn. Nummeret, der oprindeligt er disciplineret underspillet og lydmæssigt rent i sin grundstruktur, anvender ligeledes i sit andet liv symfoniorkestret til en uventet majestætisk offensiv. Resultatet står – som hos Rosalia – også mindeværdigt overvældende…

Art of the cover, cover of the art

Må have en post her om det spanske fænomen Rosalia’s nye album Lux, så om ikke andet et af årets mest tilfredsstillende æstetiske pladecovers kan pryde denne blog. Lux udkommer netop nu til så superlative anmeldelser, albummet muligvis kan blive en gamechanger indenfor global mainstream-pop. En popmusik der på Lux er klædeligt melodisk tro mod sine spansk-europæiske rødder og aldrig forfalder til det amerikanske R&B-game, flertallet af hendes kollegaer blandt tidens superstjerner spiller. Lux er et overvældende sansebombardement, hvis rastløse musikalske effektjagt ofte skyder tankerne i retning af grandiøs, semiklassisk filmmusik til nutidens Hollywood-blockbusters. Tænk ‘Bohemian Rhapsody’ på Lady Gaga-amfetamin. Eller storslåede arier sunget af Maria Callas for længe siden på et mægtigt teater i Milano. 1000 strygere spillere dramatisk op, kor flænser luften bag Rosalia’s hyperadrætte og altid passionerede stemme. Alt er i spil og kan vendes på hovedet i næste sekund. Redefinerer man så den brede musik her, eller sættes barren så ambitionsmæssigt højt, tidens pop-slam vil fortsætte med at flyde ufortrødent videre under den? Når Rosalia rammer den helt rette melodi – og det sker – er der rørende øjeblikke med hende i centrum foran al staffage og de ekstravagante kulisser i sangenes dybe rum. Men det er svært ikke at blive udmattet af 49 minutters så koncentreret intensitet med konstant skiftende temperament. Lux er umiddelbart som markør en imponerende distanceblænder. Måske endda det utålmodige, aldrig hvilende album også kan meget mere end det, men det er nok for tidligt at sige endnu.

Den originale coverversion? 2

Man støder på en ny sang, men det er som om den ikke er ny. Den føles som en coverversion af en sang, man aldrig har hørt får, fra et andet band man engang kendte. I dette tilfælde drejer det sig om 70’er-discodivaen Amanda Lear, der åbenbart har stablet et comeback på benene. Og good luck herfra med det, men denne spritnye Amanda Lear-single spiller og dog er det Pet Shop Boys som farer igennem hovedet her. Akkorderne, melodien, discoteks-universet, den kitschet-melankolske tilgang i teksten, alt er næsten som noget der kunne være en vellykket PSB-single. Det er det bare ikke…

Dem der skinner

I dag for fire år siden udsendte Thåström albummet Dom Som Skiner. En samling numre, der på afstand slet ikke synes ligeså homogen og retningsbestemt som sin forgænger Centralmassivet (2017), men som alligevel indeholder ufravigelige tilføjelser til T’s malmsorte sangkatalog. I dag for fire år siden kunne man således for første gang på det lidt oversete afslutningsnummer her høre om, hvordan Thåström’s mor som ung ankom til storbyen Stockholm og drømte sig det liv, hun skulle skabe der. Jamen, er den historie relevant i dag? Ja, mere end det meste andet. Hvorfor? Fordi det er den eviggyldige historie om at finde og blive sig selv. Og fordi Thåström i sin fortællings elegance lader paraderne falde og lukker os ind i sin hengivenhed til moren. Den slags private øjeblikke er sjælden kost i moderne popmusik…

Den originale coverversion?

Man støder på en ny sang, men det er som om den ikke er ny. Den føles som en coverversion af en sang, man aldrig har hørt får, fra et andet band man engang kendte. I dette tilfælde drejer det sig om åbningsnummeret fra det nye, andet album med London-bandet The Last Dinner Party, der her lyder som et nummer Sparks-brødrene Ron og Russel Maek kunne have skrevet og indspillet omkring 1974, men det har de bare ikke. Her er det alligevel. The Last Dinner Party er blændende dygtige. Måske endda lidt for kompetente for deres eget bedste? Hvis man kan det hele ubesværet, kan det være svært at finde sin egen musik. Det hedder Nina Hagen-syndromet…

Unmack i GAFFA

Mange spørger ind til situationen omkring Mika Vandborg og hans brud med Love Shop. GAFFA har i dag i samme foranledning bragt dette lille interview med Jens Unmack. Q&A’en ligger bag betalingsmur, så med forlov af musikmagasinet bringer vi den her. Det er GAFFA’s Ole Rosenstrand Svidt som stiller de fem spørgsmål:

Hvorfor er Mika ikke længere en del af Love Shop?

– Fordi jeg har brug for ny inspiration fra den specielle position guitaren altid har besiddet i Love Shop. Jeg holder uendeligt meget af Mika som menneske, så det har naturligvis været en hård beslutning. Men det er og bliver centralt i LS at sørge for, der ikke opstår en følelse af grå rutine i den skabende proces. For så giver det ingen mening. Og jeg var snigende begyndt at få en fornemmelse af, Mika og jeg kreativt havde nået det vi kunne sammen for nu, at vi i vores roller gentog os overfor hinanden. Og det duer ikke. Det skal føles fremadrettet lyslevende.

Hvor længe har det været bestemt, at Mika ikke længere skal være en del af Love Shop? Ifølge jeres egne oplysninger er han ikke med på det nye album, som udkommer lige om lidt, 21. november, så det må jo have været en beslutning, der er foretaget for et stykke tid siden?

– Beslutningen blev først taget for få uger siden, men den kommer ovenpå en tanke som er vokset de sidste par år. Det er rigtigt, han ikke har været med under indspilningerne til I Love You, Goodbye, men det i sig selv er der ikke noget odiøst i. Vi er jo ikke et band på den klassiske måde. Jeg har naturligvis et tæt samarbejde med dem tæt på mig, allermest Mikkel Damgaard som producer, men LS er på papiret sådan set bare én person, og der har før været andre fremtrædende rolleindehavere med på albums end til de efterfølgende turnéer Sune Wagner spiller f.eks. prominent guitar på albummet Risiko (2017) og Rune Kjeldsen ditto på BLUES EUROPA (2023). Det kan være livgivende at få kreative indspark udefra.

Har Mika kendt til denne beslutning, siden den blev truffet?

– Han fik den at vide lige med det samme.

Hvorfor melder I ikke selv noget ud om dette, ud over at skrive meget diskret på jeres sociale medier, at Rune Kjeldsen medvirker på det nye album, og Mika ikke gør (ved at undlade at nævne hans navn blandt de medvirkende)?

– Vi var sådan set igang med at skulle melde noget ud omkring bruddet. Mika blev kontaktet for at høre, hvordan det passede ham bedst, at det blev præsenteret udadtil. Fordi det føltes rigtigst i den situation også at konsultere ham. Men så løb han selv med historien, før vi nåede at sende ham et oplæg. Det er forståeligt og det respekterer vi. 

I fanforummet “Love Shop – for evigt, for altid” er mange skuffede over Mikas exit. Hvad er jeres kommentar til det?

– Det er egentligt smukt, alt andet havde været totalt skuffende for os, der oprindeligt har fået ham med. Det fortæller jo ultimativt, at Mika har været virkelig god for Love Shop og at Love Shop har været virkelig god for Mika Vandborg. Samt at så mange har regulært varme følelser for ham efter alle de specielle aftener, scener, oplevelser og plader, vi har delt sammen i LS. Dejligt også for ham at mærke en så stor konkret kærlighed fra LS-folket derude – den fortjener han. 

Songs to Learn & Sing

Denne Liverpool-ikoniske opsamling med Echo and the Bunnymen blev udsendt i dag for 40 år siden. En kronologisk femårs-rejse, der begynder med Velvet-inspirerede ‘Rescue’ fra debutalbummet Crocodiles i 1980 og slutter omme bagerst på side 2 med luftigt programmerede ‘Bring On The Dancing Horses’, indspillet specielt med henblik på dette album og udsendt som forløbersingle i oktober 1985. Hvilken klasse Bunnymen besad og viser så gavmildt frem på disse ti forskellige, dog så godt sammenhængende sange…

The Waterboys

Mike Scott’s stædigt vedblivende The Waterboys gæstede Malmö City i sidste uge. Gad egentlig godt have set hvordan han og bandet lyder lige nu – liveanmeldelserne fejler ikke noget! – men det passede aldrig ind i planerne. Her en anderledes ny Waterboys-sang med 90’er-trommeloop, der blev optaget til, men ikke passede ind på det aktuelle konceptalbum om den amerikanske filmstjerne og fotograf Dennis Hopper’s turbulente liv…

Dagens 47-års

Intet på The Clash’s punkklassiker af et debutalbum halvandet år før kan forberede nogen på den fyldige rocklyd, der allerede i åbningsnummeret på den klassisk svære toer her fortæller en historie om et band i hastig udvikling. AOR-producer Sandy Pearlman er blevet fløjet ind fra USA for at give de tynde London-drenge lidt muskler på de blege arme. En mission der isoleret set lykkes på et alligevel noget problematisk album, hvor The Clash tydeligvis har meget travlt med at bevæge sig videre fra punkrockens dead end street, men endnu ikke ved, hvor præcis de vil hen. Det giver et noget uforløst og sine steder forceret album, der har sine momenter, men slet ikke står distancen blandt The Clash’s bedste ud af de kun fem det bliver til. Åbningssangen herover fejler dog absolut ingenting. Give ‘Em Enough Rope udkommer 10. november 1978..

Denne blog vedligeholdes af Jens og Pastoren.