Hvis du ikke ved at 7. december er udgivelsesdatoen for The Clash-singlen ‘London Calling’, følger du ikke denne blog. Året var 1979, øverst på den engelske hitliste lå The Police’s ‘Walking On The Moon’, der var brug for en direkte og langt mere helhjertet musik. The Only Band That Matters kom med forløsningen…
Den amerikanske indieekvilibrist Sufjan Stevens udsendte onsdag en bittersødmefuld hyldestsang til Portland, Oregon’s skøjteprinsesse Tonya Harding, hende der i 1994 bestilte og fik udført et skadende overfald på sin olympiske konkurrent Nancy Kerrigan. I Stevens’ sang er Harding den klassiske amerikanske heltinde, den ukuelige overlever, der imod alle odds kæmper sig op og ud af sin white trash-baggrund. Sufjan Stevens er også aktuel med netop udsendte The Greatest Gift – Mixtape, et album der indeholder versioner, demoer og outtakes fra hans egen Carrie & Lowell (2015)…
På Berlin’s U-bahnstation Deutsche Oper (hvor linje U2 kører) kunne de rejsende i eftermiddag opleve dette bizarre syn, da verdens rigeste gademusikanter foldede sig ud …
Savner vi ikke da tre, engang fire mænd fra Athens, Georgia kaldte sig for REM, lavede relevant musik i tiden og udsendte den på plade? Seks år siden det lille store band kastede håndklædet i ringen og gik hver til sit. Håber de fandt personlig glæde ved ikke længere at skulle arbejde sammen, for rent musikalsk står resultatet mikroskopisk som i nærmest ikke-eksisterende. R.E.M. er et klassisk eksempel på den givende helhed, der er større end summen af sine parter. Den åbenlyst mest interessante af disse, Michael Stipe, har siden R.E.M. boet i New York, haft en arty blog, designet et skateboard eller to, optrådt et par gange som spinkel support til Patti Smith, samt til en tribute-koncert for David Bowie i Carnegie Hall, men ellers holdt sig langt væk fra den musik, han så klart blev sat i verden til at prøve kræfter med. Guitarist Peter Buck derimod udsender gavmildt plader, som ikke mange af os, der har tjekket dem ud, egentlig orker at høre; for de er mageligt ligegyldige og 100% ordinære uden Stipe’s stemme og Mike Mills’ popøre tilsat. Peter Buck har fødselsdag i dag. Vi ønsker ham en god en med verdens mest urealistiske ønske: Get back! Her er R.E.M. i en fænomenal 2003-optræden på Letterman’s Tonight Show…
Liverpool – Spartak Moscow, onsdag, kl. 20.45, 3+/downthelocal
Logbog fra vestberlinske Einstürzende Neubauten’s USA-tour i 1984. Der sættes ild til scenen tre aftener i træk…
…er hans tilnavn. Tillykke til rocknrollpioneren Little Richard, der tirsdag fyldte 85 – long may he run!
I disse grå decemberdage i 1980 kunne man gå i pladebutikker og købe denne nye antikrigssingle med Ladbroke Grove’s The Clash, en forløber for 3-dbl-albummet Sandinista!…
Wolf Parade’s perle af en koncert på Loppen fredag aften gør stadig indtryk, så vi starter den nye uge her med co-forsanger (den mest gribende af de to) Dan Boeckner’s Divine Fits, et sideprojekt sammen med bl.a. folk fra Spoon. Divine Fits udsendte i 2012 under Wolf Parade’s pause A Thing Called Divine Fits, bandets hidtil eneste album. Her en KEXP-liveoptagelse af dets cool, flygtige, synthdrevne åbningsnummer ‘My Love Is Real’, heldigvis med Boeckner på den yderst Wolf Parade-lydende vokal…
Nick Cave-dokumentaren (lidt herunder) havde blandt andet et par scener fra dengangs Vestberlin-spillested Metropol ved Nollendorfplatz, hvor jeg selv i marts 1987 var til koncert med engelske The Psychedelic Furs. Deres forsanger Richard Butler bærer bandets signaturlyd i sin stemme, som høres her med berlinske Westbam fra en doku, der netop handler om Vestberlin i 80’erne…
Han kunne jo i den grad godt engang. Gudsketak og lov, vi stadig kan høre vintage 1992-Morrissey uden fornøjelsen ødelægges af hans nutid. Det er næsten tværtom…
Dagens sang herfra får være med canadiske Wolf Parade, der i aftes spillede et brag af en vitalt medrivende koncert på et velbesøgt Loppen, Christiania. Her ‘Soldier’s Grin’, en af aftenens sange, i en nylig optagelse. Cry Cry Cry, Wolf Parade’s fornemme comebackalbum fra dette efterår, kan kun anbefales…
Det hollandske TV-selskab VPRO sender i marts 1987 nogle folk til Vestberlin for at portrættere Nick Cave & The Bad Seeds. Det kommer der følgende 45 minutter ud af. Mageløse optagelser fra en sort/hvid-frysende ruin af en afsondret by med Cave, Blixa Bargeld, Mick Harvey, Kid Congo, ja, selv The Fall’s Mark E. Smith er med i et klip fra det nu hedengangne Nollendorfplatz-spillested Metropol. Talte her forleden om, hvordan man i disse så anderledes muntre Warren Ellis & The Bad Seeds-arenashow-tider, kan savne det rigtige Bad Seeds, nihilist-rocknrollbandet centreret omkring Harvey og Bargeld. Her er det band…