Thåström udsender i dag ‘Bluesen I Malmö’, åbningsslaget fra Centralmassivet, som single, fysisk som en tolvtommer på blå vinyl. En video blevet sluppet her til morgen, optaget på den netop afsluttede tour, og så endda hovedsageligt i Store Vega og ude i efterårsmørkets København (selv Guldregn er med)…
‘Jackie’s Only Happy When She’s Up On The Stage’ er et af de bedre numre på Morrissey’s nye album Low in High School, der hørt herfra trækkes baglæns ned af de generelt for mange ordinære musikalske indslags bitre smag af blygråt had til tilværelsen i almindelighed og menneskeheden som sådan. Men sig ikke Martyren af Manchester har mistet sin sans for kulsort humor, for her kommer en promovideo til det nye singleudspil ‘Jackie’s…’, hvor Morrissey har klædt sit band ud i blå sparkedragter og beordret dem til at danse synkrondans i vel fem forskellige tempi. Resultatet er mildest talt akavet. Hold øje med de fem blå smølfestakler bag Il Duce og læg mærke til, hvor meget de hader hvert eneste sekund af denne professionelle ydmygelse. Hvis Boz Boorer (helt til venstre) kunne have set dette klip i krystalkuglen, da han var en cool rockabilly-cat i Morrissey’s første band for godt 25 år siden, havde han nok straks fundet sig en anden og mere ordentlig forsanger at spille bagved…
Johnny Jewel’s Portland/Los Angeles-pladeselskab Italians Do It Better er meget mere end flagskibet Chromatics, der efterhånden er blevet noget af et overhypet synth-kultnavn, bakket op af lækre limiterede vinyludgivelser, annoncerede albums der aldrig udkommer, og endda en optræden i David Lynch’s seneste Twin Peaks. Her deres labelmates Glass Candy med et overlegent popkøligt elektrotrack fra 2011. Blev det nævnt at Chromatics er en duo bestående af Jewel selv og en sangerinde fra Portland ved navn Ida No?
Echo & The Bunnymen satte i går ovenstående snapshot af Ian McCulloch op på Instagram. Er det os her, eller bærer den unge Ian McCulloch ikke noget der ligner den danske Hummel-landsholdstrøje 1984-86 på billedet?! Bunnymen var forbi Danmark i de år, ikke mindst ikonificeret står to forrygende april 1985-aftener i Saga, København og Stakladen, Aarhus, hvor bandet spillede support til sig selv med et tight rocknroll-set bestående af covers/Bunnymen-favoritter af alt fra Wilson Pickett’s ‘In The Midnight Hour’ over adskillige sange med bl.a Velvets (‘Run, Run, Run’ og ‘There She Goes Again’), Dylan (‘It’s All Over Now, Baby Blue’), Rolling Stones (‘Paint It Black’), The Litter (‘Action Woman’), The Doors (‘Soul Kitchen’ og ‘The End’) og The Modern Lovers (‘She Cracked’) til Talking Heads’ ‘The Big Country’ og Television’s ‘Friction’. Her den rigtige trøje på parade i Idrætsparken…
En tours koncerter med et nyt album er naturligvis meget forskellige. Fra de første shows, hvor alt endnu er nyt og sprødt, til senere hen på touren, hvor sikkerhed i roller og sammenspil stiger, så band i bedste fald kan spille sig ud på den anden side af sit nye materiale. På den netop overståede Thåström-tour for Centralmassivet, var denne side til stede på fem af aftenerne, henholdsvis #1, #2, #13, #25 og #26 af de ialt 27 shows. Og der var stor forskel på aftenerne først og sidst på touren, om ikke i setlister så ialfald i udtryk og greb. Allerbedst var nu i lørdags i frostkolde Västerås, hvor den lokale idrætsarena decideret blev smadret af Thåström, der med instinktiv ført hånd formåede at ramme sange og folkestemning lige over nakken med en drøm af en indædt koncert. Stockholm aftenen efter var (naturligvis) tre milligram mere selvbevidst, og nåede derfor ikke helt samme sjældne feeling af nådesløs abandon i musikkens vold. Her nedenunder en rangordnet liste over de fem vi oplevede. Men hvorfor da? Because we must…
Top-5-koncerter med Thåström okt/nov 2017:
1. Västerås, Bombardier Arena, lørdag d. 25/11
2. Göteborg, Lisebergshallen, onsdag d. 11/10
3. Stockholm, Cirkus, søndag 26/11
4. Göteborg, Lisebergshallen, torsdag d. 12/10
5. Kristianstad, Kristianstad Arena, onsdag 8/11
De aarhusianske elektrorockere fra VETO melder sig tilbage efter længere tids fravær, og hvilken fornem, højtpacet single det sker med. ‘I Am Here’, forløber for et nyt album i 2018, lyder vel som intet andet her og nu, med sin nærmest opera-klaustrofobiske vokal, der groundes/forløses så fornemt i omkvædene. Vi modtager fint ekkoet af eksalteret David Bowie, vi hører Klaus Nomi’s hjemsøgte genfærd, vi mindes Associates’ Billy Mackenzie’s vokale rastløshed, vi får noget unikt og anderledes, der lyder splintrende, verdensensomt, velkendt men dog triumferende nyt på én og samme tid…
Ingen kommetarer omkring The War On Drugs’ to weekendshows i udskældte Tap1 i København. Var det SÅ sløjt?!
Thåström på hjemmebane i Stockholm, stedet Djurgårdens 125 år gamle Cirkus. Klar hjemmebanesejr og stor aften, selvom bevidstheden omkring at være foran rockpoliti i egen by tog sidste bråd af den utæmmede vildskab, som var aftenens hovedattraktion fra scenen i Västerås lørdag. Øresønderrivende høj udgangsvolumen, punk rock for voksne mennesker, ingen vej tilbage, her søndag aftens setliste fra Thåström’s afstandssmukke hjemby, hvor krystalskibet kom ind…
Aldrig nånsin komma ner
Beväpna dig med vingar
Jag är en idiot
Gräsfläckar
Låt det goda
Kort biografi med litet testamente
Brev till 10:e våningen
Nere på Maskinisten
Ingen sjunger blues som Jeffrey Lee Pierce
Old Point Bar
Kom med mig
En vacker död stad
Karaokebaren
Die Mauer
+ + +
Centralmassivet
St Ana katedral
Alla vill till himlen
Fan Fan Fan
+ + +
Bluesen i Malmö
Aldrig av med varandra
Samme setliste som tidligere på touren – og i Store Vega – pånær at ‘Bluesen I Malmö’ og ‘Aldrig Nånsin Kamma Ner’ har byttet plads, hvad giver det kolosale startnummer fra nye Centralmassivet helt anden mulighed for at blive levet 100% ud. Men uforbeholdent fremragende aften i en tændt og Thåström-elskende idrætshal i den frostkolde svenske by. Hans musik bærer og synger deres glæder, deres sorger, deres temperament, deres ganske livshistorie, mærkes så klart. Bandet har her sidst på touren sangene siddende så godt på rygraden, det spiller sig helt ud på den anden side af dem. Og Thåström, der selv synger denne tour som gælder det a-l-t, kan slet ikke skjule længere, hvor meget han nyder at være omdrejningspunkt i de kraftudladninger aftenerne er. Allerhøjest lige denne nåede nok ‘Ingen Sjunger…Jeffrey Lee Pierce’ og efterfølgende ‘Old Point Bar’, der begge fik kæber til at falde, så indædte, skarpe og uforbeholdne kom de. Livets svenske salt.
Aldrig nånsin komma ner
Beväpna dig med vingar
Jag är en idiot
Gräsfläckar
Låt det goda
Kort biografi med litet testamente
Brev till 10:e våningen
Nere på Maskinisten
Ingen sjunger blues som Jeffrey Lee Pierce
Old Point Bar
Kom med mig
En vacker död stad
Karaokebaren
Die Mauer
+ + +
Centralmassivet
St Ana katedral
Alla vill till himlen
+ + +
Bluesen i Malmö
Aldrig av med varandra
The War On Drugs spiller denne weekend to shows i København, i den nye Tap 1 på Amager. Denne blog kan desværre ikke være tilstede, da istedet på roadtrip i det mørke nord for igen lørdag/søndag aften i henholdsvis Västerås og Stockholm, at fange dette topskarpe band og dets solist i sit livs form…
Lad gerne høre her under kommentarer, om The War On Drugs live kan leve op til årets fremragende album…
Årets 329. dag denne, så her en stærk top-10 over personlige favoritsange der varer præcis tre minutter og 29 sekunder. Sådan en liste skal naturligvis høres nedefra og op…
01. The Clash – Rudie Can’t Fail
02. Blondie – Slow Motion
03. Elvis Presley – Always On My Mind
04. Roxy Music – Street Life
05. New Order – Bizarre Dub Triangle (7″ Edit)
06 .Before – Surrender
07. The War On Drugs – Baby Missiles
08. Patti Smith Group – Set Me Free
09. Leonard Cohen – The Partisan
10. Nick Cave & The Bad Seeds – Ring Of Saturn
Ja, sådan kan det perfekte band-pressefoto tage sig ud. Dette med Blondie fra Parallel Lines-året 1978.
Halloween som efterårets fastelavn, og nu Black Friday som Record Store Day 2? Ialfald i USA, hvor der kommer adskillige limiterede vinyludgivelser/genudgivelser på denne nye store konsumdag. Heldigvis ikke i Europa, hvor den rigtige RSD allerede fylder mere end rigeligt. Der bliver dog alligevel lagt lidt fra i mange af de danske pladebutikker i dag, hvor der udover nogle få danske vinyltilbud – Kim Larsen & co’s meget efterspurgte RSD-single ‘Damen På Taget’ er f.eks. blevet genoptrykt – er blevet importeret lokkerier fra USA. Noget af det mere spændede vi så i dag var Richard Hell & The Voidoids’ klassiske 1977-debut Blank Generation som dbl-album med (lidt ligegyldige) ekstra studie- og live-spor, en flot At The Drive-In-10’er, men da især genudgivelsen på rød vinyl af en forlængst udgået og yderst sjælden 12’er-single, indeholdende et af de bedste jamaicanske tracks ever (!), nemlig Lee Scratch Perry & The Full Experiences’s fænomenale ‘Disco Devil’, en kreativ viderebearbejdelse og optimering af Max Romeo’s ‘Chase The Devil’…
I remember you well at the Chelsea Hotel. Blondie fotograferet en blygrå dag på det berømte kunstnerhotel på 222 W 23rd St på Manhattan, New York City i 1979, da de var allerstørst på hitlisterne. Dengang tænkte jeg naturligt på dem som kommende fra helt samme baggrund og være af samme alder. Slog mig aldrig at dagens fødselar, trommeslager extraordinaire Clem Burke (yderst på balkonen) kunne være hele 10 år yngre end Debbie Harry, og at hun var fem-ti år ældre end samtlige fyrene i bandet. På balkonen i Chelsea er hun således 34, Burke 24, hendes daværende boyfriend Chris Stein (ved siden af hende) 29, Jimmy Destri (forrest) 25, Frank Infante (tredje fra venstre) 27 og Nigel Harrison (i polkadots) 28. Den markante alders- og erfaringsforskel kan kun have betydet meget for magtstrukturen i det band, Debbie Harry altid udadtil stod som ubestridt leder af. Tillykke til Clem Burke, en af de allerstørste trommeslagere, med de 62 i dag.
2017 har endnu udgivelser i sig, der nemt kan være værd at vente på. Den svenske tidligere Reeperbahn-sanger Olle Ljungström, der i maj sidste år pludselig døde 54 år gammel efter et omtumlet liv med stofmisbrug, ‘udsendte’ i sidste uge, som lyn fra klar himmel, en elskelig og Ljungström-typisk skæv ny single, forløber for det album, han i dybeste hemmelighed arbejdede på op til sin død og som nu efterbearbejdet udsendes 8. december. Og den tidligere Noir Desir-sanger, Frankrigs fortabte søn Bertrand Cantat udsender ugen før sit debutsoloalbum Amor Fati, hvis første single ‘L’Angleterre’ vi havde oppe her for få uger siden. Nu er en ny sluppet, en svævende heartbreaker er det. Her promovideoen med Cantat selv i fokus…