Jeffrey Lee Pierce’s særegent sprængfarlige Gun Club-cocktail af prærieulvs-punk rock og nederlags-blues skulle vise vejen for mange. Bare her i landet havde f.eks. begyndelsen på Disneyland After Dark (med Stig på sydstatsflags-dekoreret bass) været en musikalsk umulighed uden de to første Gun Club-albums. Især i USA trak bandet dog et langt spor af inspiration efter sig. Her et slående eksempel fra californiske The Leaving Trains’ debutalbum i 1984, hvor Gun Club’s egen Terry Graham endda sidder bag trommerne. Nummeret ‘Creeping Coastline Of Lights’ versioneres iøvrigt senere af Mark Lanegan på det album, hvor han også giver sit afdæmpede take på Gun Club’s Miami-klassiker ‘Carry Home’, ja, tingen hænger sammen. ‘Creeping Coastline Of Lights’ kunne fint i melodi, tone og tekst have været en Gun Club-sang, selvom Leaving Trains-sangeren Falling James – godt navn! – heldigvis har sin egen personlige lyd. Jeffrey Lee Pierce fik sig desværre aldrig i levende live den brede anerkendelse, hans kerne af musik ellers gør ham så fortjent til…
Siden her blev kørt lidt rundt med i går. Skrev om Mozart Estate’s nye album i den tro, at det var, well, et nyt album. Viser sig nu i stedet, der mere end mindre er tale om en regulær genindspilning af den tidligere inkarnation Go-Kart Mozart’s 2005-album Tearing Up the Album Chart. Så er det hermed skrevet.
I dag er der fem uger til I LOVE YOU, GOODBYE udkommer. Det nye LS-album kan allerede nu forudbestilles signeret på denne nye webloveshop: http://www.loveshop.nu
Lawrence’s nye Mozart Estate-plade er udkommet i dag. Som ventet er hans lav-socialrealistiske TV-jinglepop – sangtitler som ‘Fuzzy Duck’ og ‘A Lorra Laughs With Villa’ siger vel mere end ord – umulig at elske eller bare holde af, selvom det paradoksalt nok forholder sig lige modsat med den fortabte mand der står bag.
En sang der dog skiller sig meget og positivt ud på Tower Block In A Jam Jar er ‘Listening To Marmelade’s tre speedede minutter, der lyder mindre som beundringsværdige men ultimativt frygtelige Mozart Estate og ret meget mere som Denim, Lawrence’s band i start 90’erne, hvis plastic glam-duftende debutalbum Back in Denim (1993) hørt herfra er en alt for hemmelig Britpop-klassiker.
Befriende efter alle disse år med Lawrence’s destillerede muzak, at høre ham give et straightforward rocksmash uden brun/orange 70’er-gulvtæpper på gulvet eller lurvede Benny Hill-synthlyde. At nummeret så øjensynligt handler om at lytte til et bedaget skotsk softrockband (Marmalade), tiden nådigt har glemt alt om, det er en anden sag. Man kan ikke få det hele på én gang…
Efter ‘the big music’-mægtige This is the Sea (1985) gav Mike Scott og The Waterboys sig god tid med de øjensynligt endeløse sessions til opfølgeren, hvor både bandets fascination af keltisk folkemusik og den amerikanske tradition blev forfulgt ud i alle kroge. Langt senere udkom et boxset med hele 121 sange fra de to års optagelser, hvilket kun viser det enorme forarbejde til det enkelte album på 13 sange, der udkom dags dato i 1988. Fisherman’s Blues er det spændende brydningsalbum, hvor The Waterboys står i grænselandet mellem en Bunnymen/U2-storladen rockmusik, som havde båret de tre første albums, og så den irsk-smagende folkemusik, der skulle tage helt over på Room to Roam to år senere. Her er albummets klassikerlydende åbningssang og titelnummer, der bringer det bedste fra begge de to verdener…
16. oktober 1981, dagen da The Jam skiftede kurs og begyndte at dø. Både som band for Paul Weller, der tydeligvis – og naturligt nok – var tiltrukket af en anden musik, men også for mig, der havde haft dem helt på toppen siden begyndelsen med ‘In The City’, fire år tidligere. Det var ikke i sig selv de nyindbragte horn på den nye single ‘Absolute Beginners’ der var noget galt med, for blæseinstrumenter fungerede så fint hos de samtidige Two-Tone-bands. Det var derimod deres bisværme-hidsige, funk-synkoperede arrangementer og den stressede ikke-sangmelodi, som signalerede at The Jam’s guldalder var forbi.
Og det var den jo så egentlig slet ikke, for næste singles ‘Town Called Malice’ skulle vise sig at være et perfekt #1-hit-ægteskab mellem vital anglificeret Tamla Motown-pop og Margaret Thatcher-armod, men man fornemmede også instinktivt der, at Paul Weller’s souldrømme havde vokset sig for store til The Jam. Så var ‘Absolute Beginners’ da kun skuffelse i oktober 1981? Nej, B-siden ‘Tales From The Riverbank’ kunne stadig meget af det A-siden ikke formåede i sin forcerede ambition; en klassisk bittersød Paul Weller-komposition af levet engelsk liv og rustne tårer. Så det er den der kører her…
London-trioen Night Tapes, hvis navn ret fyldestgørende fortæller i hvilken retning deres musik lyder, er netop albumdebuteret med Portals//Polarites. Her ‘Helix’, en af albummets singler…
Det er efteråret 1980. Echo and the Bunnymen bliver lagt mærke til med debutalbummet Crocodiles, som er blevet udsendt samme sommer. Forsanger Ian McCulloch stiller op til det engelske musikblad Smash Hits, hvor han skal vælge sine ti favoritsange…
Da vi først kom til København omkring 1980 og var til koncerter i miljøet, blev der lagt mærke til den aparte ældre mand – han har vel da været næsten 50! – som skilte sig ud blandt det meget yngre publikum. Iklædt åben sort læderjakke, stramme jeans, rodet vigende hår og et sært fortrukket ansigt lignede han et vildt dyr. Vi lærte senere, det var digteren og skribenten Poul Borum, der havde en kamæleons evne til at følge tidens trends og stilistiske drejninger, men som også lynende intelligent altid var værd at lytte på, når han dissekerede tidens udtryk, det være sig i litteratur eller musik.
Borum, der holdt til i en stor herskabslejlighed langs havnen, ville være fyldt 91 år i dag. Her er han i en for ham helt uvant rolle som sanger på postpunk-bandet Tristan T’s bud på Lou Reed-standarden ‘Walk On The Wild Side’. Det er naturligvis Poul Borum selv som bramfrit poetisk har oversat til denne version, hvor hans så specielle diktion også kommer til sin ret. Sangen her – iøvrigt coproduceret af en vis Finn Verwohlt – blev udsendt som single i 1986, og har delt vandene lige siden…
Og det er ikke en hvilkensomhelst. 14. oktober 1977 følger David Bowie op på samme års Low – udsendt kun 273 dage tidligere! – ved at udgive “Heroes”; lyden af fremtiden, lyden af Vestberlin, lyden af en befriet mand, der er brudt ud af traditionens fængsel…
Liverpool-sangerinden Luvcat, hende der som kun 16-årig løb bort med et cirkus, fik stor britisk opmærksomhed sidste år, ikke mindst på indie-stærke ‘He’s My Man’, som øjensynligt var perlen på det samtidige debutalbum. Her et år efter udsendes succes-sangen nu igen, men denne gang med den berygtede Manchester-punkdigter John Cooper Clarke ombord ved mikrofonen. Hans mørke, svimle stemme fungerer faktisk overraskende langt bedre i denne umage pop-melodiske sammenhæng, end man måske lige umiddelbart havde turde håbe på…
Var det sjovere at være pladekøber med penge på lommen dengang lige omkring punk, da rockmusik skød i alle retninger? Ja, måske. Tag nu 14. oktober 1977, som vi har oppe at vende lige herover i forbindelse med David Bowie. Den dag udkom ikke blot hans “Heroes”, men også Ultravox!’s andet, så heftige album Ha!-Ha!-Ha!. Skulle man ønske sig en single eller to med hjem fra sin pladebutik den fredag, var der også fristende muligheder. Ikke blot udsendte Elvis Costello sin The Clash-inspirerede ‘Watching The Detectives’, nej, Sex Pistols varmede op til deres voldsomt imødesete debutalbum Never Mind the Bollocks to uger senere med en endnu mere spektaulær single…
47 år siden i dag at Public Image Ltd debuterede med dette singlebrag. For sangen lød jo ikke som noget hørt før, og da slet ikke Sex Pistols som John Lydon havde forladt ti måneder tidligere. Det her var hans nye band med en lyd, der med et fik Pistols til at fremstå som konservative traditionalister med deres samtidige The Great Rock’n’ Roll Swindle-udgivelser…
Post-punk som genre opfindes vel dels med denne single, dels ved udsendelsen en måned senere af The Scream, debutalbummet fra Siouxsie and the Banshees. Svært at gengive i dag, hvor vildt og friskt og helt nyt disse to udgivelser lød i efteråret 1978.
Mandag på bloggen med et australsk band, vi aldrig her havde hørt en tone fra før i går. RVG kommer fra Melbourne, Victoria i Australien, er centreret omkring sangerinde Romy Vager og har til nu udsendt tre albums. Dette så enkle nummer, der tålmodigt folder sine vinger ud og endelig letter på en lys synth, er en single fra seneste udspil Brain Worms (2023)…
Engang udsendte Lawrence my(s)tiske, underskønne indieplader af en anden sløret og hemmelig London-verden med sit band Felt. Man skal nok læse sidste års opsigtsvækkende biografi A Year with Lawrence for nogenlunde at forstå, hvorfor han i dag med Mozart Estate i fulde alvor laver en musik, der lyder som den slags top-cheasy reklamejingler, der kørte på engelsk TV i 1970’erne. Her er Mozart Estate’s nye single, en forløber for albummet Tower Block In A Jam Jar…
