1986 er en brydningstid for The Stranglers. Efter et tiår med først de attitude-punkede tre albums, der skaber bandets ry, siden en række imponerende plader, som med evne og held bevæger sig eksperimenterende vægtløst omkring alt fra postpunk-moderniseret krautrock til en stemningsblå europæisk popmusik af helt eget snit, mavelander Guildford-bandet tungt på drømmeløse Dreamtime, der i 86’er-steril produktion præsenterer en flok nye numre generelt uden den klasse eller det personlige engagement, The Stranglers’ lyttere er blevet opdraget til at forvente.

Et godt eksempel er førstesinglen ‘Nice In Nice’, en sært anonym affære. Men vend den 7″er om og find det egentlige guld på B-siden ‘Since You Went Away’, der hørt i dag ikke blot burde have klaret cuttet til selve albummets tracklist, men nok også været udsendt som single i eget navn. Noget så sjældent for The Stranglers i 1986 som en rigtig sang, der ånder og lever…

Så et sted sanger Cameron Winter fra Geese, årets vel uden sidestykke mest hypede amerikanske band, blive sammenlignet med Van Morrison. Det forklarer måske de af os, der endnu ikke er blevet inviteret indenfor bag lyden af hans stemme på det nye album Getting Killed…

Joy Division udsender 7. oktober 1979 den single, der nu binder Ian Curtis-bandets to albums sammen. Og hvilken kraft den transmitterer hertil på tværs af hele 46 år. Burde velsagtens lyde bedaget og støvet nu, men kun det modsatte er tilfældet. Uden at skulle forherlige fortid, så må det bare konstateres, rockmusik som sådan havde sig nogle lysende år lige efter det nødvendige jordskælv som var punk. Kunne noget lignende ske igen i dag, eller…?

De slog aldrig bredt igennem, men nåede at udsende et rigtigt godt album og nogle få dejligt kantede singler, derblandt debuten, ‘Horrorshow’/Adultery’ som i dag er svært opdrivelig postpunk-klassiker. Deres sanger hed Robert King, de er måske skotske Edinburgh’s næstbedste band nogensinde, her synger de efteråret ind…

Første grå mandag i oktober, The Cure må gerne synge en ny uge ind. Bloodflowers (2000) er hørt herfra et højdepunkt i Robert Smith’s senere diskografi. Albummet blev sendt afsted som sidste del af den The Cure-trilogi, der også omfatter Pornography (1982) og Disintegration (1989). Store sko at skulle fylde ud, måske for store, men der er virkelig numre – The Cure skriver numre, ikke sange – ombord, hvor det dystre og melodiøse går op i en højere enhed, som det for sjældent har gjort på albums i bandets senere historie, undtaget naturligvis mester-comebacket Songs of a Lost World, som sidste efterår skabte sorgfuld ravage…

5. oktober 1981 udkommer singler fra to nye bands på vej. Dublin’s lovende U2 udsender ‘Gloria’ som forløber for deres andet album October, mens Crawley’s The Cure ovenpå forårets Faith allerede er klar med denne fritstående single inden arbejde begynder på et album, der siden skal blive til Pornography. ‘Charlotte Sometimes’ bærer lyden af Faith, men er langt mere åbent melodiøs, mindre bedøvet grå. Vi hørte den uafbrudt. Og ‘Gloria’ ligeså. To ekstremt forskellige tilgange og udtryk i en brydningstid, hvor rockmusik blev redefineret og skudt vitalt afsted i talløse retninger…

Albummet der blev universelt hyldet som R.E.M.’s mesterværk. Og en frygteligt god plade er det, tiltrods for den her nok aldrig vil komme i en top-3 over de mest afholdte longplayers med det lille Georgia-band, der over tid og med flid voksede sig så verdensenorme. Allerbedst ved albummet er måske den perfekte tretrinsraket, der lukker det. Fællessangen og Elvis-ekkoet ‘Man On The Moon’ afløses af den erindringssårbare Mike Mills-klaverballade ‘Nightswimming’, som for langt de fleste bands ville være et naturligt og mindeværdigt stærkt farvel. Men ikke R.E.M., der fremtryller et ekstra trin på skønhedsskalaen med ‘Find The River’, hvis ubesværede åre af levet liv og løst håb burde indrammes og sættes på nationalmuseum. Automatic for the People udkom i dag for 33 år siden, mens der nu netop er gået 14 år siden R.E.M. gik i opløsning. Og vi venter stadig forgæves på den Michael Stipe-soloplade, der aldrig kommer. Iøvrigt, og det her er en ting nede i musikken, læg mærke til det høje kor under Stipe i de sidste omkvæd på ‘Find The River’. Det er der det emotionelle lift kommer fra…

London-scenester og Adam and the Ants-guitarist/kapelmester Marco Pirroni skriver ligesom overraskende mange andre på SoMe disse dage om punk-ikonet Soo Catwoman, der gik bort forleden. Sært som man nogle gange på afstand først danner sig et lidt nærmere indtryk af et livet liv gennem følte ord der bringes, når dets hovedperson ikke er her længere…