Et dødsfald fra The Bromley Contingent, 1976/77-kredsen omkring Sex Pistols, samt Malcolm McLaren/Vivienne Westwood’s butik SEX på Kings Road i Chelsea; Soo Catwoman, en af den engelske punkrocks mest ikoniske og stildannende kvinder…
Those London memories…
New York City’s Richard Hell fra The Voidoids har også fødselsdag i dag. Et forrygende debutalbum blev det til i 1977, det som var opkaldt efter deres epokespejlende punkklassiker ‘Blank Generation’. Hell, der først havde været med ungdomsvennen Tom Verlaine i The Neon Boys og Television, derefter med Johnny Thunders i de tidlige The Heartbreakers, lavede en enkelt plade til i eget navn inden han gav helt op på rocknroll, mere interesseret som han var i litteratur og vistnok også stoffer. Fra det ujævne album her ‘Time’, en af de vel mest regelrette og fine sange han begik. Guitaren der maler de heftige penselstrøg henover den knitrende musik føres af Robert Quine, der siden fik et meget større publikum som guitarist i Lou Reed’s band. Men han var bedre med The Voidoids. På billedet herunder ses Richard Hell (tv) sammen med Elvis Costello…
Synth-pop-legenden Phil Oakey fra The Human League fylder 70 i dag. Første plade jeg anskaffede med ham og hans Sheffield-synthband var singlen ‘Empire State Human’ i 1979. Lyder stadig godt i dag. Tillykke til Oakey!
Nu skal vi have noget rock med stort Å. Her er det debuterende amerikanske band Rocket. Deres kommende album hedder R is for Rocket (som også er titlen på en novellesamling af Ray Bradbury, jeg læste for snart længe siden). I denne video ser vi på billedsiden en hilsen til tre bands, to af hvilke vi ofte nævner her på bloggen. (Kiss har vi vist aldrig skrevet om.) På lydsiden er der tale om rock, som den lød i kølvandet på grunge og shoegaze for lidt over 30 år siden, dvs. formodentlig inden de fire musikere så dagens lys for første gang. Det er sjovt, som alt har det med at komme igen.
Nede i München i 1977 lægger Donna Summer og producer Giorgio Moroder i fællesskab en fremtidsglitrende discokugle indover, så Thåström 40 år efter kan få sin egen ‘Körkarlen’ i mål…
Vi er ikke færdige med gårsdagens otteårs for Centralmassivet endnu. Eller med Jørgen Leths bortgang. Da Thåström udsendte sit album i efteråret 2017 blev det forudløbet af to singler. 12. maj var Mississippi-delta-mægtige ‘Old Point Bar’ først kommet uden varsel. 25. august skete det samme for ‘Körkarlen’, opkaldt efter den svenske 1921-stumfilmsklassiker af Victor Sjöström. Og her kommer Jørgen Leth så ind i billedet, for den ‘körkarl’ som uundgåeligt kommer, som det nærmest triumferende synges ud ovenpå maskinelle Giorgio Moroder/Donna Summer-sequencers, det er naturligvis døden. Sangen sender ved Thåström’s koncerter sit levende livs flygtige men trodsige opstand mod det uundgåelige afsted på et sølvskinnende discobeat, hvilket gør den sært vital, ja, nærmest euforisk opløftende. På den måde et værdigt følgestykke til Leth denne tirsdag; en sansernes forfinede mand, der nød livet så meget, han ikke ville blive gammel og dø, men som slutteligt blev gammel, og nu er død. Körkarlen kommer…
I dagens så triste anledning slutter vi her, hvor det begyndte, på en forårsdag i Helvede…
Ovenpå den mørktduvende, tætsiddende, elektroniske Den Morronen (2015) føltes det som en slags ny start for Thåström, da han 29. september 2017 udsendte den mere direkte, rocktunge og omkvædssøgende Centralmassivet, der nummer for nummer stadig står tårnende i dag. Tog et tog op til Göteborg til de to premiereaftener i Lisebergshallen et par uger efter, fandt ud af det var stærkt vanedannede, og endte med en gavmild håndfuld svenske shows den næste halvanden måned. Her åbningsnummeret ‘Bluesen I Malmö’ første gang nogensinde det fremføres live, som første nummer på setlisten den første efterårsaften i Göteborg…
Sådan her slutter det. Efter kun fire brillante, hektiske år afrundes det sidste The Smiths-album med den nedbøjede ‘I Won’t Share You’, muligvis et kald fra Morrissey til Johnny Marr, som han ikke længere er på talefod med. The Smiths’ svanesang af et stærkt afskedsalbum Strangeways, Here We Come udsendes dags dato i 1987…
“It’s live music,” siger Pulp’s Jarvis Cocker forklarende til publikum i Hollywood fredag aften, da første forsøg på en fælles duet med LCD Soundsystem, bryder sammen på scenen. Sangen der gik galt er et take på Heaven 17’s ‘We Don’t Need This Fascist Groove Thang’, der stod voldsomt stærkt i Margaret Thatcher’s England, men så sandelig også kan noget midt i det amerikanske samfund lige nu…
Det her velsmurte oldboys-ensemble fra nordirske Londonderry spiller i aften på Peter Bangs Vej 147, ude på Frederiksberg. Har deres musik nogen relevans, eller er den blot et glansbillede fra en fjern tid der gik bort? Må tilstå jeg af hjertet hælder til det første. Og det endda selvom bandet nu kun spiller med en vellydende ersatz-sanger for Feargal Sharkey, der forlod The Undertones for 42 år siden…
Og versionen af Skebokvarnsv. 209-sangen ‘Stjärna Som Är Din’, en sang der ofte bruges til specielt barnedåb og navngivningsfester i Sverige, ligger som åbningsspor på Titiyo’s nye coveralbum Hemland, der udkommer i dag. Turnepremiere i Skåne-byen Kristianstad i aften, inden det bliver Malmö City i morgen…
The Beatles havde fra 1968 og frem sit eget pladeselskab Apple Records. Udover at udsende bandets egne indspilninger – og efter bruddet soloudgivelser med dets medlemmer, samt the Plastic Ono Band og Wings – signede man også artister udefra til Apple. Således var f.eks. Badfinger, Billy Preston, Doris Troy, James Taylor, Mary Hopkin, Jackie Lomax, Brute Force, Radha Khrishna og Trash tilknyttet. Ja, selv Hot Chocolate udgav en single med det berømte æble-label i midten. Men slet ikke alle artister havde talent nok til at komme indenfor i Beatles-varmen. Sådan her kunne et standardafslag se ud…
