Soft Cell’s Dave Ball meldes i dag pludselig død, 66 år gammel. Frygteligt trist for de mange af os der i 1981-83 levede gennem og med Leeds-synthduoens minimalistiske dog storslåede singler. Hans unikke og insisterende kitchen sink drama-musik – begået sammen med partner in crime Marc Almond – vil heldigvis leve videre. Her ankommer Ball i hvid blazer til natklubben Pink Flamingo, hvor Almond’s hjerte står til snart at blive knust. Frygteligt trist det hele.
I Love You, Goodbye
Nyt album 21. november. Forudbestil her: www.loveshop.nu
Det er 1900 i aften
Det er lyd, billeder og stemninger som disse, de af os, der ikke kan være til stede i DR Koncerthuset’s Studie 2 i aften, går glip af. Svenske 1900 har til stor anmelderfanfare spillet audiovisuelle koncerter på scener som Dramaten i Stockholm og inden for den seneste uge tre aftener på Stora Teatern i Göteborg. Christian Gabel, som netop har udgivet nyt album sammen med Pelle Ossler, er ene arkitekt i 1900, der til nu har en historie bestående af fire longplayers med en vel i mangel af bedre ord semiklassisk musik, hvor det måske ikke er skudt helt ved siden af, at påpege et vist musikalsk slægtskab med amerikanske Beirut…
22. oktober 1976
Af samtlige nye engelske punkbands fra sommeren 1976 er det The Damned som vinder racet om at udkomme først på vinyl. Heldigvis for både sin egen og genrens historie er den første engelske punk-single – altså udsendt dags dato i 1976 – en markant genre-klassiker.
Den engelske musikforfatter Dave Thompson skrev i 1992 disse ord om The Damned’s første udgivelse: “‘New Rose’ is today rightly revered as one of the greatest songs to emerge from 1970s Britain. More than anything outside of the Pistols, ‘New Rose’ (and its flip, the relentless slaughter of the Beatles’ “Help”) brought a focus to the still burgeoning punk scene, finally lifting it out of the musical basket it had hitherto shared with the Stooges/Dolls/MC5 axis, and knocking the Feelgoods and Hot Rods-powered pub rock angle clean out of sight. This was no sub-metal snottiness, no high octane R&B revival. Rather, it was the absolute redefinition of all that rock’nroll held dear, a stunning return to basics which threw every last iota of expertise and experience to the winds. The band’s detractors thought they were smart when they called the Damned’s record “primitive.” They were way off the mark – the Damned’s fans saw it as primeval.”
The Teardrop Explodes
Julian Cope fra The Teardrop Explodes fylder år i dag. Sang han nogensinde en bedre og mere ligefrem popsang end ‘Treason’ fra debutalbummet Kilimanjaro (1980)? Her i den fransksprogede version ‘Traison’ tilsat nogle levende billeder, som ufrivilligt viser hvor slummet Liverpool var dengang…
Gabel har lang biografi
Christian Gabel, der som omtalt herunder er albumaktuel sammen med Pelle Ossler, har også spillet trommer for Thåström, inden han blev fast medlem af Bob Hund. Her er Gabel således bag sættet, da Thåström på TV4-showet Skalvan i 2009 – med Ossler på umiskendelig Ossler-guitar – har Sveriges-premiere på ‘Kort Biografi Med Litet Testamente’. Selvsamme Gabel optræder iøvrigt med sit hovedprojekt 1900 nu onsdag aften i DR Koncerthusets Studie 2 i København. Hvor Ossler formodentlig medvirker i hans band på guitar. Ja, tingene hænger ofte sammen.
Françoise ’66
Fordi også Mlle. Hardy kan sit efterår. Og fordi mester Ennio Morricone har begået denne sang. Originalen er med den italienske sangerinde Mina og hedder ‘Se Telefonando’. Dramaturgien er speciel; det opbyggende vers kører fra start og de første 48 sekunder frem, hvorefter resten af sangen er ét langt omkvæd, der hele tiden holdes i fremdrift gennem transponering.
Introducing…Gabel/Ossler!
Pelle Ossler (den fornemme ex-guitarist hos Thåström og medlem af Sällskapet) har netop udsendt et nyt album sammen med Christian Gabel (kendt fra Bob Hund og for sit eget projekt 1900). Sådan her går åbningsnummeret på den stemningsfortættede plade…
Fra station til station
I dag rejste jeg hjem fra Stockport efter et besøg hos min søster og hendes familie. Ved stationen var der opsat en mindeplade (som endda havde form som en plade!) til minde om hin aften i april 1970. hvor David Bowie var nødt til at sove på perronen. Han havde ikke nået det sidste tog tilbage mod London efter at have givet en akustisk koncert, som nogle skoleelever havde arrangeret (formodentlig til ære for denne blogs anden forfatter, der dagen forinden var fyldt seks år).
Hvad så, Ken†?
Et år i dag siden Kent pludselig annoncerede deres genkomst med de store stadionkoncerter i det sydlige Stockholm. Først var der tre, så blev de til seks. En lille uge som krævede masser af forberedelse for at banke liv i det døde band igen. Og fem måneders lang ventetid med feberdrømme og tanker fra bandets enorme tilhængerskare. Mange blev siden forløst ved at opleve bandet spille sine hits foran dem. Men der var også en skuffelse, som var til at tage og føle på. Den over at Kent stod der på scenen, men netop ikke var tilbage som den faste og bestandigt levende del af tilhængernes liv, der måske var mest savnet.
Sker der virkelig ikke mere nu? Hvor stor må fristelsen ikke være for Jocke Berg & co at skrive videre på historien, igen at føle sig i levende fremdrift og måske – i al hemmelighed naturligvis – indspille de nye Kent-sange, der virkelig vil fucke med alles forestilling om, hvad der er op og ned, hvad der er slut og begyndt? En god bekendt foreslog forleden dette scenarie som en realistisk mulighed. Og jo mere jeg tænker det igennem, jo mere tror jeg også på det; der kommer et nyt Kent-album inden for de næste par år. Du læste det her først. Måske Jocke alligevel er bange for mørket.
Her kommer efteråret
Et efterår ankommer ikke rigtigt på denne blog uden et eftersyn af dette lykkelige sammestød mellem musik og billeder. Sangen er Lee Hazlewood’s, filmen L’Enfer d’Henri-Georges Clouzot, drømmebilledet Romy Schneider, oplevelsen vores.
Lørdagaftenspunkrock
Belfast’s Stiff Little Fingers er opkaldt efter et nummer fra League 1-Londonbandet The Vibrators’ debutalbum. 17. oktober 1978 rykker SLF selv et par divisioner højere op med sin anden single, der bringer denne hjemstavnssang fra The Troubles, i dag en selvskreven britisk punkklassiker. Samme unge nordirske generations udgangspunkt, men en helt anderledes tilgang og lyd end hos samtidige The Undertones…
Rattus Norvegicus igen
Med Buzzcocks som klassisk support fra punk-årene har The Stranglers lige nu påbegyndt en to ugers tour i England. I aftes var det O2 Academy i Leeds, i aften gælder det O2 Academy i Manchester. Da punk brød ud i England var det tæt på umuligt at læse en omtale af The Stranglers uden musikalske samligninger med The Doors. Dette skyldtes naturligvis det nu afdøde keyboard-es Dave Greenfield, hvis hurtige, rullende orgelspil i sin klassiske form uværgeligt gav lydassociationer til The Doors’ Ray Manzarek.
Døm selv herunder om Doors-referencen har noget på sig på startnummeret fra Leeds i aftes, som tillige er åbningsnummer på Rattus Norvegicus, debutalbummet, der udkom i april 1977. Iøvrigt en interessant og yderst brutal basslinie, Jean Jacques Burnel får spillet. Så travl i sine løb, at JJB undtagelsesvis har måttet bede Hugh Cornwell om hjælp til at synge sin farvelsang til moderens hjemby Toulouse.
Rattus Norvegicus bliver iøvrigt genudgivet netop i dag på gennemsigtig grøn vinyl. Kan kun sende de varmeste anbefalinger af albummet herfra til hvem, der ikke måtte kende det. Selvom udgivelsen dengang kom påstemplet som punkplade har den så mange andre musikalske og melodiske facetter, som tager den helstøbt udover og frem til i dag fra sin sikkerhedsnåls-påhæftede samtid…
Når sommeren er gået vil Jim være væk
Det er sommer. Jim døser i en hængekøje, Jim hænger ud ved kysten med The Doors. Jim drikker vin af en flaske i skygge af træerne. Jim ruller som et firben på en mosklædt klippe. Jim svømmer i en vild bjergstrøm. Jim sidder på sejlskibets bom med mægtige Californien til styrbord. Jim sejler ind i solnedgangen. Og her kommer efteråret. Sigende små filmsekvenser af rockgud Jim Morrison i sit voksne livs korte blomstring. The Doors’ bedste sange står i en 60’er-klasse helt for sig selv. Med sin elegante melankolske grundtone af at miste noget dyrbart er ‘Summer’s Almost Gone’ en af dem…
Arven fra The Gun Club
Jeffrey Lee Pierce’s særegent sprængfarlige Gun Club-cocktail af prærieulvs-punk rock og nederlags-blues skulle vise vejen for mange. Bare her i landet havde f.eks. begyndelsen på Disneyland After Dark (med Stig på sydstatsflags-dekoreret bass) været en musikalsk umulighed uden de to første Gun Club-albums. Især i USA trak bandet dog et langt spor af inspiration efter sig. Her et slående eksempel fra californiske The Leaving Trains’ debutalbum i 1984, hvor Gun Club’s egen Terry Graham endda sidder bag trommerne. Nummeret ‘Creeping Coastline Of Lights’ versioneres iøvrigt senere af Mark Lanegan på det album, hvor han også giver sit afdæmpede take på Gun Club’s Miami-klassiker ‘Carry Home’, ja, tingen hænger sammen. ‘Creeping Coastline Of Lights’ kunne fint i melodi, tone og tekst have været en Gun Club-sang, selvom Leaving Trains-sangeren Falling James – godt navn! – heldigvis har sin egen personlige lyd. Jeffrey Lee Pierce fik sig desværre aldrig i levende live den brede anerkendelse, hans kerne af musik ellers gør ham så fortjent til…